Hvis den nye SVM-regering får gennemført den skattereform, der er præsenteret i regeringsgrundlaget, vil uligheden i Danmark fortsætte med at stige.
Det viser beregninger, som den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har foretaget på Danmarks Statistiks personregistre.
Ifølge tænketanken skyldes det primært, at topskatten halveres med 7,5 procent for indkomster op til 750.000 kroner, og det øger Gini-koefficienten med 0,11 procentpoint. Men til gengæld trækker beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere og den nye toptopskat, der rammer personer med en årlig indkomst over 2,5 millioner kroner, i den anden retning, og dermed lander man på 0,04 procent målt ved Gini-koefficienten, fortæller cheføkonom hos CEPOS Mads Lundby Hansen.
»Bundlinjen er, at skattereformen øger uligheden, men det er ikke en stor stigning, og vi har en lav ulighed i Danmark sammenlignet med andre lande,« siger han.
"»Set over et livstidsperspektiv er SU noget, man typisk giver til nogle, der vil komme til at tjene godt, men målt på den årlige Gini-koefficient, vil det være med til at øge den, fordi man som studerende ikke har så mange penge, og nu får man så potentielt færre,« siger han."
Er jeg den eneste, der tænker, at stramningen af SU og forkortelsen af kandidat-studiet på underlig" vis rammer dem, der ikke har velaflagt familiestøtte?
Altså i allerhøjeste grad f.eks. indvandrere.
Er man på allerhøjeste plan ved at se succesudviklingen i indvandrernes uddannelser som en trussel: De skulle jo godt nok helst ikke gå hen og blive klogere og mere veluddannede end OS!
Så hellere udvise rettidig omhu...
Inger, tror ikke det er hensigten, men beundrer dit skeptiske og kærlige hjerte.
Inger, det er ikke altid rigtigt st 'motivforske' og tillægge andre hensigtr som de måske/måske ikke har, uden dokumentation.
Inger, det er ikke altid rigtigt st 'motivforske' og tillægge andre hensigtr som de måske/måske ikke har, uden dokumentation.
På Venstres hjemmeside står der ikke noget om deres politik angående voksende ulighed.
På Moderaternes side står der: "Fakta er, at vi har OECD’s højeste skattetryk og er et af de mest lige samfund i verden.
Og hvis vi vil bevare den høje levestandard, som vi har, så er vi nødt til at have modet til at lave et moderne skattesystem, der på en og samme tid fastholder sammenhængskraften, gør os alle rigere, men også gør os fuldt konkurrencedygtige". Så lidt mere ulighed - det kan nok gå, for M.
Socialdemokraternes udsagn ser sådan ud: Danmark er et af verdens rigeste og mest lige lande. Virksomhederne vokser, og arbejdsløsheden falder. Men skal fremgangen fortsætte, og skal flere have del i den, skal vi sætte målrettet ind for at skabe bedre vilkår for private virksomheder."
Ingen modstand mod voksende ulighed fra regeringspartierne. Erhvervslivet er vigtigere end ulighed. Sådan er det jo, helt som det plejer.
Det er karakteristisk for debatten om erhvervsvenlighed og ulighed, at der ikke skelnes mellem virksomheder og virksomhedsejere. Reelt bliver virksomhederne ikke fattigere af f.eks. øgede skatter på udbytte eller spekulativ avance på aktiehandel. Derfor er de gode vilkår for erhvervslivet blevet et mytisk alibi for især den borgerlige promovering af bedre indtægter til kapitalejerne.
Desuden ville jeg tro, at inflation ikke entydigt er lighedsudjævnende. Det er korrekt at husværdierne nok vil falde, men når renterne stiger stiger jo samtidigt afkastet af formue.
Dertil kommer, at inflation jo er forårsaget af virksomhedernes prisstigninger.
For f.eks. banker er overvæltning af disse nærmest 1:1 på kunderne, da konkurrenceforholdene i banksektoren nærmest er sygeligt ukomplette. (Tænk bare på stigningerne i administrationsbidraget, der var helt ubegrundet i omkostningens reelle indhold (steg administrationsindsatsen lige pludseligt til det 10-dobbelte?).
Men mere generelt vil en udefrakommende prisforhøjelse også typisk kunne overvæltes på kunderne. Er der tillige, som det gælder store dele at dagligvaresektoren, trævareområder, byggematerialer, er der en utåleligt dårlig konkurrencesituation, og det betyder normalt overkompensation og en forøgelse af inflationen på forbrugernes regning, hvilket sker gennem virksomhedens egne prisstigninger. De fremkommer ved, at man i virksomhederne normalt typisk fastsætter priserne, så der ikke bare opnås dækning for de stigende priser, men også lægges avance herpå, på f.eks. stigende energi- og råvareprisstigninger. Dette opnås nærmest øjeblikkeligt. Skal der ske lønkompensation sker dette forsinket og gennem et hundeslagsmål ved de senere overenskomstforhandlinger.
Det betyder typisk en periode, hvor virksomhedsejerne øger indkomstforspringet, efterfulgt af en periode hvor dækningen for lønmodtagerne ikke altid er fuldstændig.
Og skulle det vise sig svært at holde lønnen nede, er man klar med arbejdsudbudsreformer, hvor der lettes for import af løntrykkere fra Filippinerne.
Med de forringede markedsreguleringer fra 80'erne ligger Initiativretten til at tjene ekstra på udefrakommende prisstigninger helt klart på arbejdsgiversiden med øget ulighed til følge.
Ulighed fremkaldt af ubalancen imellem sikkerhedsniveau for de potentielt arbejdsløse og sikkerhedsniveau for virksomheder skal jo bare rettes op. Lige vilkår i konkurrence er indgår i beskatningsdiskussionen. Det er imidlertid en strukturel udfordring som for vores vedkommende må løses i EU. Ligesom virksomheds-skatteunddragelse.