Man skal passe på, hvad man ønsker. Helt ned i de små detaljer har Danmark fået netop den midterregering, som De Radikales leder Martin Lidegaard drømte om, da han i 2019 udgav bogen med den sigende titel Lad os mødes på midten.
Han og de to andre forhandlere fik det præcist, som de ønskede. Men det var ikke godt nok. Og så bliver det for alvor svært i moderne magtpolitik.
Det bliver derfor alt andet end en sejrsparade, når Martin Lidegaard her i weekenden mødes med sine partifæller ved nytårsstævnet i Nyborg. Kun få gange før i det danske folkestyres historie har der været så uforståeligt langt mellem tale og handling.
Efter i årtier og oprindeligt at være dannet og have ageret som et pragmatisk parti, hvis ophøjede raison d’être var at binde midten sammen i dansk politik, har De Radikale nu kørt sig selv ud på overflødighedens overdrev. Lige nu spiller partiets syv mandater absolut ingen realpolitisk rolle på Christiansborg.
På midten i dansk politik, har De Radikale nogensinde befundet sig der? Muligvis med hensyn til at indgå kompromisser til den ene og den anden side i salen, men ikke politisk med en økonomisk agenda ude på højrefløjen og en værdipolitik / identitetspolitik langt ude i hampen. Men okay, når man sidder med rumpen på en isblok og med fødderne i kogende vand, kan man jo godt kalde den overordnede temperatur for gennemsnitlig og midt i spektret.
Konsekvensen må være, at medlemmerne af folketingsgruppen må vælge parti. De må skifte til enten moderaterne, til socialdemokratiet, til liberal alliance, til alternativet eller SF. Den principielle midterposition forudsætter en intern åbenhed, men det gentagne frafald fra folketinggruppen til andre partier tyder ikke på, at denne åbenhed har været praktiseret. Måske fordi den ikke var praktisabel.
Ulve i fåreklæder og usikre ståsteder har aldrig hjulpet nogle, lad falde hvad ikke bør bestå!
Med en overlegenhed der syntes nærmest umulig, er det lykkedes partiet de radikale at demonstrere; "hvor unødvendigt partiet er i et demokrati"!
Den byrde af intellektuel overlegenhed som de radikale slæber rundt på af selvforståelse for at samle og frelse i et harmonisk samlet Danmark, er blot en illusion af en utopi som kun en mindre flok tåber kan narre sig selv med.
Man får næsten medlidenhed med De Radikale. Der er kun en ting der er værre end at blive udskældt, udskammet, overset eller ignoreret. det er at være til grin.
Ovenstående kommentarer bærer ikke præg af at være særligt indsigtsfulde så risikoen for selv at falde igennem synes ikke særligt stor. I min optik har De radikale siden Lone Dybkjær var miljøminister forvaltet det mandat de har fået særdeles godt og fået en del mere indflydelse end de mandaterne tilsage. Det har været godt for mange områder fx miljø, klima og økonomisk ansvarlighed. De har nu begået en politisk brøler og det er rigtigt ærgerligt men lad os nu se hvordan Moderaterne klarer sig. Der er en del ubeskrevne blade rent Borgen-politisk som indebærer betydelige risici for partiet. Samtidig har De Radikale mange fællespunkter med adskillige partier på venstrefløjen. Det afgørende er at de formår at være en særdeles stærk opposition for der forekommer at være rigtigt mange ting i regeringsgrundlaget som vi som borgere slet ikke er orienteret om hvordan skal implementeres.
Socialliberalismen har alle dage været et moralsk bedrevidende spil for galleriet. Når kortene er på bordet, er altid finanspolitikken der tæller, og hvad den angår, er De Radikale langt ude mod højre.
Vi har sgu brug for e radikale som hadeobjekter - historien fortæller de jo selv.
de
Man ku overveje om der reelt er en midte i dansk politik. Eller om R har valgt at holde sig svævende over vandene i SVM´s bermudatrekant.
Sargasso havet er deres yngle område. De har altid været glatte som ål. Det bliver interesant at følge deres krumspring i SVM Bermuda trekanten. Men jeg tror de bliver ignoreret af alle andre partier og slet ikke regeringen som den ser ud nu.
DE er lige så gennemskuelige som glasål.
Når man hører de radikales leder, Martin Lidegaards ( fjolleargument: "vi kan få større indflydelse på regeringen ved at stå udenfor, end ved at være med i regeringen"????
En virkelig fantasifuld forståelsesramme som de radikale påberåber sig., - de kan jo ikke true eller vælte regeringens flertal, - hvilket udstiller der radikale fjolleri i fuld offentlighed.
Det er nærmest fuldemandstanker vi her bliver præsenteret for fra radikale side.
Hvorfor Lidegaards analyse er efter bogen. Jamen de andre i regeringen har jo ikke brug for de radikales mandater. Så på mærkesagerne udlændinge og klima, hvor de andre partier ligger langt til højre, og der jo netop ikke blev skrevet noget ned på papir, der ville de radikale tabe og da de endda fik tilbudt klimaministeriet, de ville skulle føre venstreklimapolitik fra klimaministeriet.! og de skulle lægge navn til venstreudlængepolitik.
Jeg tror desværre SF havde sagt ja, men man må da taget hatten af for at de radikale sagde nej.
Flemming Olsen spørger:
"På midten i dansk politik, har De Radikale nogensinde befundet sig der?"
Svaret er: Ja. Men med den tilføjelse, at vi skal et stykke tid tilbage i historien. Rollen som midterparti indtog Det radikale Venstre vel i store træk fra partiets stiftelse i 1905 indtil 21. december 2000, da partiet udtrådte af Regeringen Nyrup Rasmussen. I en del år som statsministerparti, omend det er meget længe siden.
Gennem disse næsten 100 år så den radikale ledelse det som sin vigtigste opgave at føre en afbalanceret politik. Det fungerede - og lykkedes - i stort omfang på den måde, at i regeringsperioder med socialdemokratisk ledelse og radikal støtte, modvirkede de radikale, at socialdemokraterne blev for "socialistiske,"
for eksempel kuldsejlede Anker Jørgensens kongstanke om ØD, økonomisk demokrati, som skulle indebære, at arbejderne overtog en del af ejendomsretten til virksomhederne. Og i perioder med borgerlig ledelse, hvor radikale stemmer var udslagsgivende for flertallet, forhindrede de radikale, at V og K's initiativer blev for "kapitalistiske," og stod hele tiden fast på det, som en af deres tidligere ledere, Jørgen Jørgensen, kaldte for Det radikale Venstres "sociale linje."
En delikat balance, men det lykkedes. Indtil de sidste 20 år, hvor de radikale - efter at de skiftede navn fra Det radikale Venstre til De Radikale, ikke rigtig har kunnet finde deres egen identitet. For mange unge og uprøvede politikere, der er "hjemmefødt" på Christiansborg i partiets presseafdeling og som medlemssekretærer før de blev valgt til Folketinget, har afløst de "gamle" radikale, hvis baggrund var indenfor husmandsbevægelsen, som skolelærere, akademikere, forretningsfolk eller i sundhedsvæsenet. De "nye" radikale, som er i partiets folketingsgruppe i dag, har ikke den samme ballast af livserfaring, som Helveg og hans forgængere, og er suget ind af Christiansborgs malstrøm, hvor politiske venskaber, indspisthed, selvpromovering, kammerateri med journalister og modstanderpartier, medieflip, fredagsbar hele ugen og fravær af kontakt med vælgerne, er det, der lægger linjen. Det er sørgeligt, at det er gået partiet sådan, og Morten Østergaards berømte selvbekendelse "Det var mig, der lagde hånden på hendes lår...." dannede et passende klimaks for den kolossale politiske nedtur og moralske deroute , det engang så indflydelsesrige parti har været igennem.
Mange havde måske håbet, at Lidegaard kunne vende udviklingen. Det kan han måske stadig, men vi har tilgode at hære, hvad partiet efter Lidegaards mening står for. De seneste dages udmeldinger fra Friis Bach antyder, at partiets hovedformål er at beklæde ministerposter, men man må have lov at håbe, at der er andre og mere uegennyttige mål, der ´kan drive partiet.
Om det er tilfældet, kan denne valgperiode måske afsløre. Men måske er det også på sigt tiltrængt med en større udskiftning i folketingsgruppen, så Lidegaard kan følge af lidt tungere og mere solide profiler.
Jeg burde have tilføjet, at jeg mener Trier Mogensen har ret i sin analyse. Desværre, for der kunne godt være behov for et midterparti af gavn, og ikke kun af navn (som Moderaterne).
Flight 19 kom aldrig tilbage. Må det gå ligesådan her.