Nekrolog
Læsetid: 16 min.

Ritt Bjerregaard var et moderne gennembrud

Med Ritt Bjerregaards død har Socialdemokratiet mistet en tænker, en leder, en uforfærdet kvinde, der formede både sin tid og alle de mennesker, der havde med hende at gøre. Og nogle af os har mistet en hengiven ven og mentor uden lige, skriver hendes forhenværende rådgiver Kasper Fogh Hansen i denne nekrolog
Ritt Bjerregaard havde gennem en længere periode været alvorligt syg med kræft, men var ikke desto mindre en aktiv del af den offentlige debat til det sidste.

Ritt Bjerregaard havde gennem en længere periode været alvorligt syg med kræft, men var ikke desto mindre en aktiv del af den offentlige debat til det sidste.

Sigrid Nygaard

Indland
23. januar 2023
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Du havde kigget hånligt på mig, hvis jeg fortalte dig, hvad jeg er ved at gøre. De har bedt mig skrive din nekrolog. Du havde anet sentimentaliteten ligge på lur. Og den afskyede du. Det hvasse blik havde fortalt mig, at jeg skulle styre det med føleriet. Du kunne virkeligt ikke fordrage det sentimentale, en slags bedøvende føle-sødsuppe, der forhindrer mennesker i at tænke klart og se verden, som den er.

Og det sidste er det, som det handler om: at se verden, som den er. Og så gøre noget ved den. Kære Ritt – det er svært at begribe, at jeg ikke skal tale med dig mere.

For læserens skyld: Jeg arbejdede for Ritt Bjerregaard, først i den sidste del af hendes kampagne for at blive overborgmester i København og siden i de næste fire år som pressechef i Københavns Kommune. Vi lavede så meget i de år i København, at jeg har glemt det meste, men en af de ting, vi lavede, var en slags åben tænketank, der hed Den Røde Skole. Afhængig af hvordan man så på det, enten en illoyal udfordring af Helle Thorning eller et forsøg på at rette op på en manglende politikudvikling i Socialdemokratiet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jonathan Frosten

Hvil i fred

uffe hellum, David Zennaro og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ude i virkeligheden fik jeg set Ritt to gange i mit liv, uden dog at hun lagde mærke til mig.
Første gang var da jeg som nybagt student var så heldig at holde jobbet som"vikarpost(bud)" på Nordkysten i 1975. En tidlig sommermorgen, ud for posthuset i Rågeleje, fik jeg pludselig øje på selveste undervisningsministeren For pludselig sad hun dér bare, et par meter fra mig, i en knaldrød åben MG-sportsvogn, med tørklæde om hovedet og mindede mig om Princessen fra benzintanken - uden dog helt at hamle op med Ghitta Nørbye. Husker jeg tænkte, wow! - måske er det alligevel slet ikke så tosset at være socialdemokrat?

Anden gang var for en fem syv år siden i linje 350S ind mod byen. Jeg var på vej hjem fra mit arbejde som vicevært i en børnehave på Ydre Nørrebro. Da vi nåede til Botanisk Have, fik jeg øje på hende - for anden gang i mit liv. Hun sad ved vinduespladsen lige bag udgangen og så næsten helt almindelig ud. Selvfølgelig talte rynkerne deres tydelige sprog, men der var jo også gået næsten en menneskealder siden jeg sidste gang havde spottet hende.
Hun var ældet med både ynde og diskret værdighed; dødsdommen var ingen hemmelighed, ejheller hele hendes majestætiske politisk karriere, selv om hovedparten af de unge indvandrere, der også var med ombord på denne 350S´fra Skovlunde mod City sikkert ikke ville ane hvem hun var, om man så havde forklaret det. Ikke desto mindre, sikke et liv!

Ib Gram-Jensen

Og så var der lige bortvisningen af 203 studerende fra RUC foråret 1976, fordi de kollektivt havde meldt fra til eksamen - som de havde ret til.

Allan Nørgaard Andersen

I sin tid var jeg så heldig at få fat i et eksemplar af Kommisærens Dagbog, som Thøger Seidenfaden lod Politiken udgive som tillæg selv om Ritt havde følt sig tvunget til at trække bogen tilbage. Jeg genlæste den for nylig, og det gjorde at jeg fandt det endu mere tåkrummende hvor indskrænket den danske presse i store træk opførte sig i den sag.

Allerede den gang kunne jeg konstatere det enorme svælg der var mellem mediernes skarptvinklede gengivelse af bogens indhold og hvad der faktisk stod. Fra staten var medierne målrettet optaget af at finde og tilskære de passager, som kunne understøtte det billede af den arrogante, selvpromoverende, ufølsomme, magtliderlige Ritt, som man i forvejen dyrkede så inderligt - og man forbigik helt og aldeles den store del af teksten, hvor Ritt fremstiller sine egne vanskeligheder, fx hvordan hun kommer til kort i sager fordi hun ikke er erfaren nok eller har forberedt sig for dårligt.
Den gang var det i Danmark en udbredt kritik af EU at systemet var uigennemskueligt, at ting blev afhandlet i hemmelighed i korridorerne uden nogen offentlig indsigt i hvad der foregik, at kommisærerne var utilnærmelige i deres højborg, og at det var umuligt at få indblik i hvilke processer, der afgjorde de politiske beslutninger.
Det ville Ritt gøre op med - og det forsøgte hun med Kommisærens Dagbog. Men straks faldt alle over hende fordi hun helt udiplomatisk tilsidesatte det vedtagne tavshedscodex, ødelagde muligheder for samarbejde ved åbent at fortælle hvad der overhovedet foregik, blotlagde de processer og procedurer der ind i mellem var uhensigtsmæssige osv. Hvad bildte RItt sig ind!! Kunne hun ikke forstå at hun ikke bare på sin sædvanlige måde kunne komme der, og underløbe kleresiets vedtagne normer for hemmelighedskræmmeri og underhåndsaftaler!
Det er i mine øjne stadigvæk en skamplet på den danske presse at den ikke helt og holdent bakkede op om Ritts bestræbelse på at skabe åbenhed og forståelse, men i stedet for frådende dyrkede den på forhånd etablerede tilgang: HUN er anderledes, så HUN skal kanøfles!

@Poul Bjerre ... Mht. Hotel Ritz så fulgte Ritt kun den almindelige praksis sådan som Rigsrevisionen også senere dokumenterede - bortset fra at hun ikke var vor mand i Paris. Mht. lejligheden så var sagen mere speget, men ikke pga. noget ulovligt. Man var dog ikke så tilgivende som man har været overfor de utallige borgerlige, mandlige ministre, der jo kan snyde og bedrage i et større omfang, da dette grundlæggende ikke strider mod den borgerlige dyd: At rage til sig.

Henning Kjær, Lisbeth Glud, Peter Krogh, David Zennaro og Tine Sørensen anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Man kan have mange opfattelser om Ritt Bjerregård, klog og viljestærk etc.. Man kan dog ikke komme bort fra, at når hun i en krise skulle vælge side gik hun i praksis til højre i socialdemokratiet og risikerede ikke sin egen politiske karriere hvilket var noget anderledes end hendes private forhold, hvor hun stod anderledes fast og stejlt. Hendes trang til oprydning beskrives positivt, men det efterfulgtes af lig i lasten. Nogle har nævnt RUC - studerende, man kan også nævne "social oprydningen", og ikke mindst at hun intet gjorde for at redde ungdomshuset og undgå hele den krig som rydningen medførte på Nørrebro til trods for de mange konstruktive tilbud hun fik som overborgmester for at undgå den brutale voldelige rydning og at undgå konsekvenserne af den problematiske stråmandshandel kommunen havde indgået med en fordækt kristen sekt. Der var og er stadig efterladt en del lig i lasten efter hendes konkrete politiske handlinger. Nogen uselvisk forsvarer af de svage kneb det ind i mellem med,.

Allan Nørgaard Andersen

Det kan ses her i kommentarsporet at der også er informationslæsere der deler den almindelige opfattelse, at når Ritt besluttede eller mente ting, som man som mere venstreorienteret må beklage eller tage afstand fra - ja, så skyldes det i hendes særlige tilfælde egoisme og kritisable personlighedstræk. Lidt lige som med Helle Thorning og Mette Frederiksen, men selvfølgelig modsat politikere som Anders Fogh, Poul Nyrup eller Bjarne Corydon, der jo trods alt havde mandlige - undskyld, jeg mente - saglige grunde til deres kritisable politik.

Henning Kjær, Charlotte Cifuentes og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Ad Allan Nørgaard Andersen

Du vrøvler - i det mindste i forhold til undertegnedes kommentar.
Det kønslige aspekt fremtræder stærkt i nekrologerne, fordi det kan fremhæves ret entydigt positivt - og man taler generelt helst kun pænt om de døde jvnf. nyligt Lise Nørgård. Derfor er det nu om dage næsten altid venner eller nære kollegaer og lign. der forfatter nekrologerne. Ritt tilhørte tilsyneladende venstrefløjen i socialdemokratiet, men hendes politiske arbejde som minister mv. var generelt ikke venstreorienteret.
Der bliver i nekrologen og i andre medier i øjeblikket fokuseret ret ensidigt på Ritt Bjerregaards utrolige omsorg for andre, for hendes mod, viljestyrke mv. Væsentligt mindre - ja praktisk taget næsten er der et helt fravær af indholdet og resultaterne af hendes konkrete politiske beslutninger og resultaterne heraf. Dette er i modsætning til fx. Mette Frederiksen hvor der ustandselig lægges analyser frem om politikken og dens konsekvenser. Det gælder også forsåvidt angår Helle Thorning.
Mht. De tre nævnte mandlige politikere tror jeg ikke man kan ignorere, at Anders Foghs personlige karakter havde betydelig indflydelse på hans konkrete politiske adfærd, tilsvarende kan findes for så vidt angår Poul Nyrup. Mht. til Corydon kan du evt. have ret at man her var mest fokuseret på hans personlige politiske holdninger, jævnfør tilnavnet Blå Bjarne.
Der hvor du går helt galt i byen er, at du mener at de tre herrer fordi de er mænd får tillagt sig saglige grunde til deres politik. Du forbiser det enkle forhold at alle politiske beslutninger siden 1970-erne for skiftende regeringer uanset borgerlige eller socialdemokratiske , mandlige eller kvindelige ministre, overborgmestre mv. er blevet fremstillet som sagligt begrundede fordi de har været under indflydelse af nyliberalistiske ideer og borgerlig økonomiske teorier som fremstilles som saglige, nødvendighedens politik og lign. Det gælder både mandlige og kvindelige politikeres politik. Retorikken kan evt. variere især hos Ritt, politikken kun i mindre grad.

Henning Kjær

Mange mandlige mediechefer og deres klakører skylder Ritt en undskyldning for Ritz sagen, hvor de kæmpede og fik en ministerafgang på en stor løgn. Samme gruppe fortsate stilen med Helle Thorning og senest med en forfølgelse af Mette F. Mette F der bliver kaldt magtfuldkommen med en mindretalsregering.