Ritt Bjerregaard var et moderne gennembrud

Du havde kigget hånligt på mig, hvis jeg fortalte dig, hvad jeg er ved at gøre. De har bedt mig skrive din nekrolog. Du havde anet sentimentaliteten ligge på lur. Og den afskyede du. Det hvasse blik havde fortalt mig, at jeg skulle styre det med føleriet. Du kunne virkeligt ikke fordrage det sentimentale, en slags bedøvende føle-sødsuppe, der forhindrer mennesker i at tænke klart og se verden, som den er.

Og det sidste er det, som det handler om: at se verden, som den er. Og så gøre noget ved den. Kære Ritt – det er svært at begribe, at jeg ikke skal tale med dig mere.

For læserens skyld: Jeg arbejdede for Ritt Bjerregaard, først i den sidste del af hendes kampagne for at blive overborgmester i København og siden i de næste fire år som pressechef i Københavns Kommune. Vi lavede så meget i de år i København, at jeg har glemt det meste, men en af de ting, vi lavede, var en slags åben tænketank, der hed Den Røde Skole. Afhængig af hvordan man så på det, enten en illoyal udfordring af Helle Thorning eller et forsøg på at rette op på en manglende politikudvikling i Socialdemokratiet.

Ritt var en enigmatisk figur. Fordi hun var samlet anderledes end andre mennesker. Hendes nøgterne forhold til livets store spørgsmål, magt og kærlighed, gjorde hende uudgrundelig, et objekt for andres interesse og et omdiskuteret, afholdt og misforstået menneske. Og det misforståede var der ikke noget at gøre ved, for sådan er verden, ville Ritt sige. Det kan ikke være anderledes.

Ritt var politiker, intellektuel, leder, kvinde – og en hengiven ven for så utroligt mange, der havde med hende at gøre.

Som politiker fik Ritt skudt i skoene, at hun lavede meget larm om sin person, at hun dygtigt gjorde alt til et spørgsmål om sig selv, og at hun aldrig fik udrettet noget.

Det er et vanvittigt postulat. Og kun fremsat af opportunister, der langt hurtigere end hun vil blive vasket ud af Danmarkshistoriens korttidshukommelse.

Opgøret med den sorte skole

Ritt har givet Danmark så meget, og vores døtre endnu mere. Alle vores døtre skylder hende. Jeg håber, de får det at vide alle sammen.

Det var Ritt, der endegyldigt knækkede ryggen på den sorte skole. De reformer, hun lavede af folkeskolen, drejede sig i al væsentlighed om, at skoledagen skulle være noget, et barn kunne glæde sig til. At lyst var motiverende. Det var jo nyt dengang, at lyst og glæde kunne være mere motiverende end autoriteter med streng-far ledelse. Hun var en pædagogisk og didaktisk leder af en ny undervisningskultur, en kultur, der udsprang af den socialdemokratiske humanisme. Og i dag handler al ledelse vel om at finde en måde at åbne for lyst og indlevelse i medarbejdere?

Ritt var altid, alle steder, hun var som politiker, et moderne gennembrud. Men man forstår ingenting af hende, hvis man tror, at hun ikke også klart så, at den moderne folkeskole var ved at glide ned i den misforståelse, at læring og trivsel var hinandens modsætninger. De ting, jeg arbejdede på for hende i København, handlede om at bringe faglighed og præstationer tilbage i skoledagen. Hendes analyse af skolen havde ændret sig. Men hun var stadig på forkant.

Hun er blevet beskyldt for at have sagt, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære. Hun har aldrig sagt det, det er et forsøg på karaktermord. Det er så imbecilt et udsagn, at hun aldrig kunne have sagt det. Ingen, der kendte hende, ville drømme om at mistænke hende for at være andet end betingelsesløst ambitiøs på både studerendes og alle andres vegne, for den sags skyld.

Hun var helt modsat meget optaget af, at alle mennesker udviklede deres talent og strakte sig så langt, de kunne. At gøre sig umage, at stræbe, at se hvor højt man kan nå, at gøre det, der skal til: Det er Ritt. Hendes humanisme var hverken lad eller frygtsom.

Med Ritt Bjerregaard i midten blev den socialdemokratiske regering præsenteret på Amalienborg Slotsplads september 1973 af statsminister Anker Jørgensen.

Morten Langkilde

Ritt har altid været knyttet til, hvad man kunne kalde partiets intellektuelle venstrefløj. Men det er også lidt misforstået. Hendes socialreform gav hende ingen venner. Det var en økonomisk oprydningsopgave på et område, hvor udgifterne var løbet løbsk. Og det skal man kunne som socialdemokrat. Når det kom til stykket, var der ingen slinger i valsen med Ritt. Et fantastisk slogan for hende i øvrigt. Der skulle være styr på det.

På Københavns Rådhus mistede Ritt vel to år på økonomiske saneringer af forvaltninger, som var efterladt i venezuelanske tilstand af tredjerangspolitikere på et rådhus, der er notorisk kendt for sit rod. Fordi hun ikke kunne udholde (økonomisk) rod. Men måske hun brugte for meget tid på at rydde op i noget, som ingen andre orkede at rydde op i. Tiden kunne – for hendes egen skyld – have været brugt bedre.

I øvrigt skylder Folketinget stadig at hjælpe med at rydde op i den styreform og den uduelighed og det enorme spild, den kaster af sig.

Hendes arv

Hvis man tror, der var nogen blød humanisme i Ritt, når det kommer til udlændingespørgsmålene, kan man også godt tro om igen. Hun så det mellemøstlige kleresi og patriarkat præcist for, hvad det var: samme fjende som det patriarkat og det kleresi, både kvinder og arbejderklassen altid har været underlagt. Og Ritt var leder i et arbejderparti, ikke er arbejdsløshedsparti: Her går vi på arbejde. Og dig bag tørklædet: Det gælder også dig.

Men det er ikke dér, hendes arv er. Den ligger spredt ud over det moderne Danmark og i København især: Ritt efterlod som fødevareminister et økologisk foregangsland, smileyerne på restauranterne har garanteret et utroligt niveau af fødevaresikkerhed. En løsning foran sin tid – når du er ude at rejse i verden, hvor ser du så gæster få den sikkerhed, eller gode restauratører og fødevareforhandlere den opbakning og troværdighed, som smileyerne giver?

Da kogalskab ramte Europa, fordi vi fodrede køer med slagteriaffald, gennemførte Ritt en hård oprydning i produktionsmetoder og fik fjernet mistænkte fødevarer fra hylderne. Og landbruget hylede. Ritt stod fast. Men i landbruget endte man så med at erkende, at den tillid, der blev genoprettet, både hos danske forbrugere og blandt udenlandske handelspartnere, blev langt mere værd. Værdien af tillid til danske fødevareprodukter? Igen var hun et skridt foran og forstod, hvordan politik var kommet til at handle om at håndtere risici og krise.

Læste hun Ulrich Bech og tidens sociologer? Hun læste alt, i evige bogklubber. Og tænkte. Til et middagsselskab engang undrede hun sig forarget over, hvordan hele Danmark kunne læse Ejersbos romaner, og så havde det ikke konsekvenser for vores udviklings- og afrikapolitik? Hun havde svært ved at kapere, at man kunne læse de bøger uden at tænke, at vores udviklingspolitik på det afrikanske kontinent var ulykkelig og en fortsættelse af koloniseringen med andre midler.

Hvis ikke det hjælper, hvorfor bliver vi ved? Jamen, hvad gør vi så ved det, spurgte hun. Igen det spørgsmål: Hvad gør vi så ved det? Læse. Tænke. Diskutere. Handle. Ingenting er noget værd, hvis ikke også vi handler.

Mod til forandring

Mit allerførste job som frivillig i hendes kampagne var at hjælpe med at revidere narkotikapolitikken i København. Metoden var simpel. Først samle alle nyere publikationer, få styr på forskning og ideer og derefter samle eksperter og aktører fra civilsamfundet i lukkede samtaler, hvor alt blev undersøgt og endevendt. Ofte med deltagelse fra lovende unge hoveder i partiet. Så konkluderede vi, skrev politik, tilrettelagde kommunikation – og stod fast.

Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Det med både at kunne være helt åben, at undersøge udfordringer helt forfra og stå så vidunderligt fast, når hun havde gjort sin stilling op. Gennem årene, når jeg blev i tvivl om en position og udfordrede linjen, sagde hun som regel noget i retning af:

»Vi har analyseret det, vi har diskuteret det.« Og det var dét. Jeg blev bjergtaget af hende fra første gang, jeg lavede noget med hende. Og hvad var så konklusionen? I de år erstattede kokainen heroinen som gadestof, det ændrede helt risici i narkotikabilledet, og vi tog konsekvensen– men det er en historie til en anden gang.

Men sådan gjorde hun område for område. Socialdemokratiet er finest, når partiet insisterer på at være et positivt tilvalg. Udvikler løsninger på det moderne menneskes problemer og går til valg på sine ideer og sit mod til forandringer. Det var sådan, hun arbejdede, og man kan se hendes væsen i mange af partiets ledere.

Kommissærens værk

Som kommissær var Ritt med til at få EU’s vandrammedirektiv gennemført: Børn bader i rent vand i Rumænien, også på grund af hende. EU’s forbud mod eksport af farligt affald? Det er der mange i den tredje verden, der kan være glade for. I Danmark huskes intermezzoet med dagbogen, som Thøger Seidenfaden offentliggjorde imod hendes vilje, da hendes kommissærkolleger blev fortørnede.

Det blev kaldt et politisk fejlskud, og det er måske rigtigt. Ritt ville åbne og inddrage borgerne i EU’s arbejde for at øge den folkelige interesse. Jeg ved, hvem der tabte det PR-slag. Men jeg ved også, hvem der havde ret. Havde ret i, at EU ikke kan fungere på afstand og have den magt, uden at magtdistancen aktivt forsøges reduceret, så mennesker lukkes ind i processerne. Sådan tænker en socialdemokrat i den skandinaviske tradition. Demokrat ind til benet.

Socialdemokratiet kæmper stadig for at bygge de boliger, Ritt satte på dagsordenen. Både i regeringen og i byen er det stadig boliger, der er til at betale, som er på programmet. Igen var der det med at se verden, som den er.

Vores boligpolitik i det her land har efterladt alle dem, der ikke er født med guldske i munden. Og byen – den fantastiske by – med alle dens glæder og løfter bliver i stigende grad lukket for almindelige mennesker for dem, der ikke har forældrekøbet eller forbindelserne eller arven.

Hvad gør vi så ved det? Vi går i gang. De 5.000 boliger kom aldrig, men det er stadig den dagsorden, Ritt satte, som hendes efterfølgere arbejder på. Og jeg har ikke andet end foragt over for de smålige intriger på Københavns Rådhus, hvor det at se Ritt mislykkes var et større mål end, at byen løftede sig.

Farvel til borgmesterpost

Da Ritt ringede den morgen og sagde, at hun stoppede som overborgmester, forstod jeg hende godt. Vi kunne godt have bidt tænderne sammen og vundet igen. Men hun skulle heller ikke dø af ærgrelser i stolen i et forsøg på at skære en fremtid ud for København i et samarbejde med mennesker, hvis eneste succes var at kunne give hende nederlag.

Jeg tror stadig, at hvis der var kommet nye spidskandidater fra nogen af de andre partier, for eksempel var Anne Baastrup tæt ved at få posten i SF, så havde hun fortsat. Hvis det sure galleri havde fået friske ansigter, havde hun forsøgt at skabe et nyt samarbejde. Men det er min egen mening.

Den morgen diskuterede vi. Ritt kunne havde valgt at sige, at nu var hun tæt på 70, at tanken var tom, og at hun gerne ville bruge sine sidste år med Søren, i æblerne, med vennerne på gåturene. Og så vendte vi en anden mulighed: den svære løsning.

Hun kunne vælge at sige, at styreformen i København ødelagde byens mulighed for at løse sine problemer. Hvilket jo er rigtigt. Hvis hun valgte at bruge sin afgang til at sætte spørgsmålet om styreformen til debat, ville det kun blive sværere for hende. Hun ville blive beskyldt for at finde på dårlige undskyldninger, for at være en fiasko, hendes kolleger ville kritisere hende i stedet for at rose hende på vej ud af døren.

En kreds af kvinder mødtes under valgkamp til EU-Parlamentsvalg på Cafe Amokka. Det var den daværende miljøkommissiaer Ritt Bjerreggard, der inviterede og opfordrede vælgerne til at stemme på S-kandidaten Helle Thorning-Schmidt.

Jakob Dall

Hun ville gøre det rigtige for byen, men betale med sit eftermæle. Hun tænkte over det et par timer. Og så kom hun ind, stillede sig i døren, smilte kort og nikkede: »Vi gør det på den svære måde.«

Og det var det. Lige dér var det umuligt ikke at være stolt af hende.

Som tænker og intellektuel er Ritt uløseligt forbundet til sin mand, historikeren Søren Mørch. Jeg vil mene, hun havde den samme formidable begavelse og evnen til at se igennem historien, men at hun i tilgift havde sit talent for mennesker og ledelse, der gjorde, at hun kunne skrive historie fremad, hvor Søren skriver – så fremragende – om det bagud.

Begge havde et så nøgternt blik på historien og magten, at nogen ville kalde dem kyniske. Intet kunne være mindre sandt for Ritts vedkommende, for kynikeren tror ikke, at noget nytter. For Ritt nyttede politik. Man var tvunget til at handle og at gøre en forskel, og det var hendes målestok for mennesker.

Men man er nødt til at forstå verden, som den er, og her nytter føleriet ikke. Hvorfor gør mennesker, som de gør? For ikke længe siden diskuterede vi, hvordan mediernes rolle i demokratiet udviklede – eller afviklede – sig. Hun grinede af mig og sagde, at mit problem altid er, at jeg venter mig bedre af folk, og at »den tilbøjelighed har jeg skam vænnet mig af med for længe siden«. Hun kunne godt kokettere med sin realisme, når hun udfordrede andres manglende klarsyn.

Analyse og realisme

Men se på værket; nogle og tyve bøger tror jeg, det er blevet til, alt fra fagbøger om æbler, om kultur og skole, og hvad ved jeg. Ikke en eneste af sine poster er hun gået ind i for ikke at forandre dem. Det er ikke en kyniker, der giver så meget fra sig, som interesserer sig så meget. Jeg spurgte hende engang om fodnotepolitikken, som jeg ikke helt forstod visdommen i nogle og tyve år på bagkant. Om hun virkeligt troede, det ragede amerikanerne en høstblomst, hvad vi mente om udstationeringer af kernevåben?

At vi for eksempel tillod amerikanske kernevåben på Grønland, var blevet kendt på det tidspunkt. Selvfølgelig vidste hun godt, at amerikanerne gjorde, hvad der passede dem, og at fodnoterne var et slag i luften. Logikken var, at det tyske SPD var imod udstationeringen af taktiske kernevåben på tysk jord. Og dansk politik måtte være i samklang med den tyske, fordi Danmarks sikkerhed i sidste ende var et spørgsmål om forholdet til Tyskland.

Det er en velkendt skole i dansk sikkerhedspolitisk tænkning, at Danmark er for lille til at have sin egen position, at man må være i forståelse med den store magt mod syd. Over for den står den konkurrerende skole, der siger, at Danmark er for lille til at have sin egen position, men i stedet må være i forståelse med USA, der i dag sikrer de små magter i Europa.

Det er den skole, for eksempel Anders Fogh tilhører, som førte os ud i krigene i Mellemøsten, som Ritt selvfølgeligt mente var helt på månen. Som om mennesker dernede gider blive belært af os om, hvordan de skal leve. Men små nationer er noget, der mest bare pynter ved middagsbordet, det er vi enige om, vi diskuterer bare hvis middagsbord. Man misforstår hende både som politiker og som tænker, hvis man tror, der ikke lå en dyb analyse og en stor realisme bag hendes positioner.

Ritt Bjerregaard bestred flere ministerposter, blev EU-kommissær og overborgmester i København. Her sidder hun med Svend Auken, der var formand for Socialdemokraterne fra 1987 til 1992.

Per Nielsen

Børnene i skolen i København spiser økologisk mad og laver mad sammen på madskoler, på grund af Ritt, der for tyve år siden så, at velfærdsstaten var nødt til at blive et kvalitetstilbud. For ellers ville de rigere og rigere danskere fravælge fællesskabet og skabe deres egne kvalitetstilbud. Vi gik væk fra one size fits all-velfærdsstaten, lavede specialiserede profilskoler og heldagsskoler, som holdt de nydanske børn i en hverdag, hvor der blev talt dansk hele dagen.

Vi forsøgte at få lov til at bryde ghettoerne op og blande befolkningen, som ghettopakken først nu er ved at få på skinner. Og det var forud for sin tid at erkende, at vi er nødt til at lære vores børn at lave mad i skolen, fordi det, vi spiser, er forudsætningen for et godt og langt liv. Uddannelse er også nødt til at være de ting, folk engang lærte i hjemmet, som for eksempel at lave mad. Jeg holder af Ritt for hendes måde ustandselig at analysere verdens forandringer på, og hvordan vi svarer på dem.

De vagtsomme øjne

Og så er der noget om Ritt som kvinde, som jeg er den forkerte til at skrive om. Men spørgsmålet er jo, hvordan lever den kvinde sammen med en mand, som hun nu er lige så stærk og fri som. Når biologien ikke er kvindens fængsel, hvordan ser kærlighed og erotik så ud, når der ikke længere er et organisk bånd, et arbejdsmæssigt og beskyttelsesmæssigt afhængighedsbånd mellem mand og kvinde?

Måske var Ritt et menneske sendt fra fremtiden for at vise os, hvad vi måske kan blive. Det lykkedes hende og Søren at vise danskerne, at man kunne være to sammen og samtidigt være fri. Måske krævede det de to mennesker at gøre sådan, måske er det bare os andre, der ikke kan finde ud af det endnu.

Måske kræver det arbejderklassens barske nøgternhed og ikke borgerskabets mange forkrampede konventioner at kunne leve og tænke så frit som Ritt. Man skal bare huske, hvor hun kom fra, baggårdene, arbejdsløsheden, kampen og driften.

Børn, der var lungesyge, indtil familien fik kolonihave, så der kom friske grøntsager. Selv om Ritt på ingen måde havde manerer som arbejdsklassen, så kendte de hende som deres egen. Jeg kommer fra overklassen og forstår det ikke, men kan kun observere det. Men man gik ikke med Ritt på gaden i Sydhavnen uden at vide, at de så hende som deres egen. Det må være de vagtsomme øjne.

Og hun vidste, hvem hun var der for, selv om de ikke havde kulturen til fælles. Ritt beskyldtes for at have været illoyal i mange sammenhænge i det politiske liv i Socialdemokratiet. Det er forståeligt, for hun var virkelig sin egen og gav ingen pardon. Men for os, der arbejdede for hende, gik hengivenheden begge veje. Når hun hele livet igennem var så tæt på de mennesker, der havde arbejdet for og med hende, var det, fordi hun også var et loyalt og hengivent menneske. I øvrigt var det nemt nok at arbejde for Ritt, man skulle bare arbejde lige så meget som hende …

Sigrid Nygaard

Tak for alt, chef

Ritt var alle disse fantastiske og gådefulde ting. Storslået, gavmild og lejlighedsvis selvisk. Ivrig efter forandringer og samtidigt knusende realist. Virkelysten og nysgerrig, men fokuseret på magten. Hun var ægteskabet og en friere kærlighed. Hun forlangte utroligt meget af folk og var samtidigt optaget af dem, der kunne yde mindst. Hun vil blive ved at fascinere folk.

Og så kunne hun også være helt uden for nummer. Folk, der lever det liv, hun har levet, holder op med at bo i samme verden som os andre. Alle de år i politik, i medierne, som genstand for uendelige mængder af opmærksomhed, ændrer mennesker. Og nogle gange kunne du være så stiv, Ritt, at du hellere knækkede nakken end bøjede dig for kendsgerningerne.

Men jeg er din ven, Ritt, og de hårde ord må andre bidrage med. Jeg kan bare sige, at du har gjort det meget svært at have andre chefer siden. Socialdemokratiet har mistet en tænker, en leder, en uforfærdet kvinde, der formede både sin tid og alle de mennesker, der havde med hende at gøre. Og nogle af os har mistet en hengiven ven og en mentor uden lige.

Sidst, jeg talte politik med dig, talte vi om København, om byens problemer og rådhuset. Da samtalen var ved at klinge af, spurgte du: Nå, men hvad gør vi så ved det?

Hvad gør vi så ved det? Hvad gør vi så ved det? Hvad gør vi så ved det?

Dine skarpe øjne, din ivrige tanke og din voldsomme rastløshed for at bevæge Danmarkshistorien fremad. Tak for alt, chef.