Da S-regeringen tiltrådte i 2019, fjernede den nedskæringerne på uddannelse, uddannelsesloft og den karakterbonus, der skulle få de studerende hurtigere igennem systemet. Satsningen på uddannelse fik den tidligere regering til at kalde sig for en uddannelsesregering.
Alligevel har lidt færre børn af ufaglærte forældre fået en ungdomsuddannelse i 2022 sammenlignet med 2019. Sådan lyder det i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). I 2019 fik 58 procent af de ufaglærtes børn mindst en ungdomsuddannelse. I 2022 var andelen dalet en smule til 56,5 procent. Analysen dækker over alle 25-årige, der har haft bopæl i Danmark, siden de var 16 år, og viser, hvor mange der havde fået mindst en ungdomsuddannelse som 25-årige.
Når lidt færre børn af ufaglærte har fået en uddannelse trods satsningen på uddannelse, viser det ifølge analysechef i AE, Emilie Agner Damm, at der stadig er en del social arv forbundet med uddannelse.
»Der er et eller andet, vi gør forkert, og som vi har gjort forkert i mange år,« mener hun.
Det er jo en mangeårig misforståelse af velfærdssamfundet, at dets opgave er at hjælpe folk til uddannelse og social opstigning. Faktisk er velfærdssamfundet jo tænkt som en fordelingsmaskine, der skal sikre, at også folk der vælger professioner, som de overtager fra deres forældre, kan have glimrende liv med muligheder, der ikke væsentligt afviger fra andres.
Sitat: « Emilie Agner Damm forklarer, at antallet af ufaglærte forældre er faldet markant de sidste 20 år. En forklaring på, at færre af de ufaglærtes børn får en uddannelse, kan i forlængelse af det være, at det er den tungeste gruppe, der er tilbage, mener hun.»
Her nævner Emilie næsten ‘elefanten i rummet’
Social mobilitet er en sød drøm, det har det altid været - og godt stof til både litteratur, film og poltik.
Og den stigende polarisering af boligområder og skoler, hvor familier og børn med enten få eller mange ressourcer klumper sig sammen,
Ingen ønsker at blive smittet med ressourcesvaghed.
Det er svært at slippe af med,
når man først har fået det.
En meget vigtig diskussion, men diskuterer vi fordi de unge som er kaldes tunge i forhold til egne evner eller fordi familien ikke lige regnes for noget?
Jeg tillader mig lige en anden vinkel: Skyldes problematikken også at lærerne generelt nogle steder har en "dårlig" forventning til børn fra fattigere vilkår?
Der ligger også nogle mekanismer her og igen afhængig bl.a. af den enkelte undervisers menneskesyn og klimaet på den pågældende skole.
Den ufaglærte familie har altså i følge artiklen flere problemer end deres mangel på uddannelse. Gruppen er blevet mindre, men altså også svagere og mere udsat. For 60 år siden gik over 50% ud af skolen efter 7. klasse. De blev jord-og betonarbejdere, fabriksarbejdere og meget andet. Børnebørnene går nu på uni, professionshøjskoler eller erhvervsskoler. Gruppen af ufaglærte i dag er ikke på fabrik eller byggeplads, de er måske slet ikke på arbejdsmarkedet. Det er den store forskel.
Viggo Okholm lige nu beskyldes lærerne for at sende alle i gymnasiet. Så den med forventningerne dur vist ikke, men jeg tror da at elever der klarer sig dårligt i skolen over tid bliver, lad os sige det, opgivet. Især nu hvor diagnosebørn fylder så meget i landskabet.
Jens Peter Hansen:
Jeg er i syv sind-indrømmet, men jeg tror altså vi som samfund generelt skal blive bedre til ikke at stemple på forhånd i forhold til social-og etnisk status, men den er jo gal hvis det eneste rigtige i dette liv er af få en studentereksamen.. Jeg har ikke løsningen. Det er bare noget møg menneskelig set ,hvis vi får en gruppe som generelt stemples som de uegnede!
Hely enig med dig Okholm!!