Hvad handler overenskomstforhandlingerne om?
Et let svar kunne være at begrænse reallønsnedgangen for de privatansatte og finde en balance, hvor lønstigningerne ikke puster for meget til inflationen.
Men man kunne også argumentere for, at det bare er en økonomisk betragtning. Så hvad handler de egentlig om?
»Det er en fordelingskamp, der handler om arbejderklassens andel af samfundets fremgang,« siger Lars Olsen, der er journalist og forfatter til en række bøger om det danske klassesamfund.
Han mener, der er et overset klasseperspektiv i overenskomstforhandlingerne, og at vi generelt, men især dér, skal blive bedre til at tale om fordelingen af samfundets ressourcer.
Engang var vi gode til det. Hele fagbevægelsen bygger på den tankegang. Men i mange år har debatten været helt renset for klassekritik.
»Vi har generelt vænnet os af med at tale om fordelingspolitik og fordelingskampe, men de foregår jo stadig. Overenskomstforhandlingerne er lav- og mellemindkomstgruppernes forsvarskamp i en tid, hvor højindkomstgrupperne får mere og mere,« siger Lars Olsen.
Udskælder Lars Olsen Socialdemokratiet og FH for at være klasseforrædere? - i så fald er jeg enig med ham.
PS. 'middelklassen' er ikke en klasse men et middellag iflg. Marx. Klasserne er: arbejderklassen og kapitalistklassen - henholdsvis sælgere og købere af (varen) arbejdskraft.
Nej, Lars Olsen skælder ud, men skælder ikke socialdemokraterne ud. Han påpeger med rette det glemte klasseperspektiv, men friholder socialdemokraterne blandt fagforeningslederne.
Sådan er det - selv med socialdemokrater som Lars Olsen der har en vis anstændighed tilbage overfor social nød og ulighed. Kommer det til konsekvenser af det han selv siger nemlig kampen mod udbytning og ulighed, står han af.
Det er jo på en måde tragisk. Lars Olsen er gået fra at være en mand, der fortalte vigtige historier om samfundsudviklingen - baseret på analyser - til selv at blive en af forhindringerne for en løsning af samme samfundsproblemer, fordi samme Olsens politiske boldøje er voldsomt skævt. Han er i en vis forstand selv blevet til symbolet på de problemer, han oprindeligt påpegede. Det skyldes måske, at hans evne til at læse politik stå på ingen måde mål med hans oprindelige evne til sætte klasseskel til debat. Hans ideologiske støtte til Socialdemokratiet og de socialdemokratiske fagbosser kan nemlig ikke begrundes i hans egne analyser. Uligheden stiger også under socialdemokratiske regeringer, og de klassesbaserede skel anerkendes slet ikke af Socialdemokraterne anno 2023. Partier er officielt gået væk fra en politik, der fokuserer på lighed og over til en politik, der fokuserer på lige muligheder, og det sidste er socialliberalisme og ikke en klassebaseret fordelingspolitik.
Olsen nægter godt nok at være organiseret socialdemokrat, men det er ikke muligt at læse ham som andet - hvilket mange journalister desværre helt vælger at overse, hvorfor de stort set aldrig stiller kritiske spørgsmål til Olsens manglende kritik af netop fagbosser og partitop og af de konkrete konsekvenser af S's førte politikker.
Ja, når man lukker sit vigtigste kommunikationsmiddel, bliver man underligt fraværende i mediebilledet, prisgivet de andres relative lyst til at dække de problemer, man selv oplever som eksistentielle.
Historien om fagbevægelsen i de seneste tre årtier er en løbende afgivelse af magt og indflydelse - og svigt og forræderi til gengæld, hvad man burde have kunnet forudsige.
Måske var den værste beslutning, Socialdemokratiet traf, at man ikke måtte have dobbeltmandater: i gamle dage sad fagforeningslederne også i Folketinget og kunne tale partiet til fornuft og udøve direkte politisk pres.
Steffen Gliese: Er det nu en korrekt analyse, eller er det en efterrationalisering? Er det ikke netop "den tredje vej", som både fagbevægelse og Socialdemokrati har fulgt siden Murens fald, hvor man har troet på - og faktisk stadig tror på - at vejen til indflydelse går gennem administrative reguleringer og samarbejde, altså ikke kamp, fordi man er af den opfattelse at de arbejdsgivere, man tidligere betragtede som modstander i virkeligheden nu anses er bærere af samme rationaler og samme grundfortælling?
I har begge ret, Gliese og Glavind. Synspunkterne udelukker jo ikke, men underbygger hinanden.
Det, du beskriver, er jo det, der foregik efter Murens fald, Lasse Glavind, hvor skredet imod liberalistisk pengedyrkelse fremfor konservativ værdistyrkelse pga. den åndssvage letbenede analyse fra Fukuyama erobrede sjæle og sind.
Havde de nordiske socialdemokrater (og tyske med) blot skønnet mere på det, man havde i den unikke fordelingsmodel og blandingsøkonomi!
Problemet har alle dage været, at man opgav sine væsentligste kampmidler, især bindingen mellem fagforening og a-kasse, samt rettighederne til først og fremmest at søge beskæftigelse dér, hvor man havde særlige kompetencer.
Den grundlæggende idé bag det socialdemokratiske projekt: at den herskende samfundsmodel favoriserer nogen, hvorfor de, der ikke nyder godt af den, skal kompenseres over igennem skattesystemet og sociale ydelser.
Socialdemokratiet gik den vej, at man ville styrke sine vælgere ved at gøre dem til middelklasse, der først og fremmest sikrede sig igennem ejerskab til egen bolig.
Hvad man har forsømt, er den vigtigste lære, hvis man vil opnå noget: at man skal være villig til at give afkald i kampsituationen. Da Socialdemokratiet besluttede, at det vigtigste var at sikre beskæftigelse til folk, og at denne helst skulle ligge i den bedre lønnede private sektor, mistede man reelt evnen til at kunne sætte hårdt imod hårdt.
Overenskomsterne er blevet en kamp om penge og ikke om værdi. Klassekamp handler ikke om penge, men om værdier. Kampen handler om retten til at få/erhverve viden, at kunne handle politisk, at være med familie og venner. Kravet var før: Arbejde, fritid og hvile. 8+8+8. Kampen i dag burde være om 12 timers fri tid, til politiske, samfundsengagerende, vidensopbyggende, ven- og kærlighedsrelations aktiviteter.
Penge er aldrig et mål i sig selv, men altid et middel. Når penge tænkes sluset ind i frås og forbrug af varer der mestendels kan undværes eller mestendels tjener til at fylde producenternes lommer er retningen helt forkert. Penge er blevet et redskab til og et mål for grandios og misforstået erhvervelse af værdighed eller betydningsfuldhed. Nogen tror/påstår fgm. at en "bankdirektør" er mere "værd" end en "pædagogmedhjælper".
Med hensyn til at arbejderklassen er ude af mediebilledet:
Her må jeg påpege arbejderklassens egen mediefobi.
Under min ungdom i 60erne, lukkede jeg undertiden op for de udsendelser som monopolmediet betegnede som: "Ungdomsudsendelser". Her så jeg intet der var relevant . Fik derimod en grundig gennemgang af overklasseungdommens liv, som det blev levet på villaveje, gymnasium og -især- jazzklub. Når de en enkelt gang viste noget om arbejderklasseungdommen, var det for at vise denne frem som dyrene i Zoo.
Vesterbros ungdom var repræsenteret ved en mislykket småkriminel.
Når jeg påviste disse forhold i mit nærmiljø, blev jeg mødt af moralisering. Postulater om at hvad medierne indeholdt ikke angik mig.
Hans Schjørmann, til gengæld var de samme medier en motor i den dengang heftige sociale mobilitet og krav fra lønmodtagerne om højere løn, større tryghed, bedre forbrugsmuligheder.
Steen Obel, Marx er jo heldigvis ikke fejlfri - og problemet ved den klasseanalyse er, at det ikke i virkeligheden er arbejdskraften, men arbejdet selv, der er varen. Det ville det være, hvis man forholdt sig realistisk til verden, uden den kapitalistiske fejlslutning.
Nu er der jo andre arbejderpartier, der findes 3 "KOMMUNISTISKE" partier, så hvad med dem?
Peter Blondin, Hannes mand!