Indland
20. marts 2023
Ambitionen om, at skolen skal kunne rumme flere børn, virkede både god og rigtig, da inklusionsloven blev vedtaget i 2012. Men siden har undersøgelser og beretninger fra skolen vist, at de gode hensigter med inklusionen druknede i uro, skoleangst og stressede lærere og børn. Og trods politiske ambitioner om at gøre noget ved inklusionen viste en evaluering sidste år, at der går næsten lige så mange børn til specialskoler og -klasser, som før loven blev indført.
Som allerede Niels Egelund konstarede i 2009 om inklusion .i skolen: Eleverne mødes med sympati, men ikke med forventninger om læring. Det er ikke et specielt dansk fænomen. Overalt i i Norden er problemet det samme, og det er ikke det samme problem som Lotte Hedegård-Sørensen beskriver. Der er ikke brug for mere omsorg, men om klare forventninger, krav og tillid til, at hver enkelt elev får udnyttet sine potentialer mest mulig. Det står i øvrig også i Folkeskoleloven, og det er sikkert en fin ide at lære de lærerstuderende mere om specialpædagogik, så lærerne bliver dygtigere til at styrke hver enkelt elevs forventninger om at lære mere.
Det handler om, at børnene så let og smertefrit som muligt lærer, hvordan verdens beskaffenhed for tiden anskues at være, samt redskaberne til at kunne udbygge viden og modenhed.
Til gengæld kan vi ikke forlange, at skolen gør andet.
Tja, nu nævner Jens Christian Niels Egelund, som vel om nogen var en af dem som pegede på nødvendigheden af bl.a. test og styret læring. Jeg behøver vel ikke at sige han ikke er min kop te.
Men det er en svær størrelse at håndtere samfundets krav til læring for bl.a. vækstens skyld og så menneskets/børnenes mangfoldighed både etnisk, socialt og med et stort spring omkring forskellige evner.
Så ind med omsorg og etik fra forældre over samfund til de ansatte.