Der er længe blevet råbt højt om mangel på uddannede pædagoger i store dele af landet. Alligevel oplever 41-årige Karina Thomsen, der er uddannet pædagog og har flere års erfaring, gang på gang at få afslag på jobansøgninger. Formentlig fordi hun er visiteret til et fleksjob.
Hendes epilepsi gør nemlig, at hun kun bør arbejde 18 timer om ugen, og det er et problem, får Karina Thomsen at vide i afslag på ansøgninger. At daginstitutionerne ikke har stillinger med det timetal.
»Men det er vel bedre at få en ind i 18 timer end at blive presset af, at der er for få til at passe børnene,« siger Karina Thomsen, der bor i Horsens.
I Karina Thomsens situation er der også et skånehensyn, for med epilepsien er det svært for hende at stå alene med børnene, når institutionen skal åbne eller lukke. Et anfald kan være risikabelt for børnene, forklarer Karina Thomsen, der dog kun har haft deciderede krampeanfald, da hun fik epilepsi som 18-årig. Ellers består hendes anfald mere af en form for kriller i kroppen, som især udløses af stress.
I den seneste periode, hvor hun arbejdede fuldtid som pædagog, begyndte hun trods epilepsimedicin at få ansatser til krampeanfald. Det resulterede i en del sygefravær, som var en af årsagerne til, at Karina Thomsens gamle vuggestueleder hjalp hende med at komme ind i fleksjobordningen i 2018.
Fleksjobordningen er for folk med fysiske og psykiske handicap og sygdomme. Den betyder, at kommunen går ind og visiterer ansøgeren for at vurdere, hvor meget vedkommende kan tåle at arbejde. Ordningen har været en stor hjælp for Karina Thomsen, så hun kunne blive ved med at arbejde som pædagog.
I hvert fald indtil hun mistede sit job sidste år. For nu har hun indtryk af, at mange pædagogiske ledere synes, at det er for besværligt med en fleksjobber.
»Måske de tænker, at nu kommer der en i fleksjob, så skal der nok udfyldes en masse papirer. Men min gamle vuggestueleder synes ikke, det var besværligt,« siger Karina Thomsen.
Hun havde håbet, at aftalen om minimumnormeringer, som betyder, at der skal et vist antal voksne per barn i dagtilbud, ville gøre det muligt at få et arbejde. Men hun har stadig ikke haft heldet med sig, og i kommunens fleksjobopslag har der kun været ganske få pædagogjob. Derfor søger hun ofte uopfordret, men det undrer hende, at der er så få fleksjob, når der er så stor mangel på pædagoger.
»Jeg kan ikke forstå, at det er så stort et problem, at jeg kun kan arbejde 18 timer. Hvis der var en pædagogstilling på 32 timer, så kan man jo dele den mellem to personer. Men det er da spild af ressourcer, at der sidder pædagoger i fleksjob, der ikke kan få arbejde,« siger Karina Thomsen.
Uudnyttet potentiale
Karina Thomsen er langtfra den eneste velfærdsuddannede i fleksjob, der har problemer med at komme i arbejde.
En kortlægning, som Danske Handicaporganisationer har fået lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser, at der trods mangel på pædagoger, sosu’er, sygeplejersker og lærere var 14 procent af de ledige fleksjobbere, der havde en velfærdsuddannelse i 2022.
At der er 1.700 ledige fleksjobbere i velfærdsfagene undrer Thomas Bredgaard, der er professor på Aalborg Universitet og projektleder på Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse. Især fordi kortlægningen viser, at jobcentrene er lykkedes med at få langt flere fleksjobbere i arbejde end nogensinde før.
»Det springer i øjnene, at det er velfærdsfagene – samtidig med at de har rekrutteringsudfordringer – som også har den højeste ledighed blandt fleksjobbere. Det viser, at der er et uudnyttet arbejdspotentiale her,« siger Thomas Bredgaard.
Han mener, at der i nogle velfærdsfag kan være så travlt, at der bliver tænkt kortsigtet, og at ledelsen derfor ikke ser potentialet ved at få ekstra hænder – også selv om det er på nedsat tid. Men efter fleksjobordningen er blevet ændret i 2013, kan det ifølge Thomas Bredgaard faktisk også betale sig for arbejdsgiverne, som kan få tilskud til at ansætte folk i fleksjob.
Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, undrer sig også over, at der går masser af velfærdsuddannede ledige, når der mangler hænder.
»Mennesker, der er visiteret til fleksjob, er afprøvet til at kunne arbejde 10-20 timer om ugen – ligesom alle andre. Så hvis der mangler folk derude, er her en gruppe, der kan fylde hullerne ud,« siger Thorkild Olesen.
Han påpeger, at skånehensynet oftest kun drejer sig om den nedsatte arbejdstid. Meningen med den arbejdsprøvning, som personer i fleksjob har været igennem, er netop at finde ud, hvad de kan håndtere. Men det er op til arbejdsgiverne at give dem muligheden, siger han.
Svært at få skemaet til at gå op
Kortlægningen af fleksjobberes ledighed viser, at 12 procent af de pædagoguddannede i 2022 var ledige. Eva Munck Immertreu, der er formand for lederforeningen i pædagogernes fagforening, BUPL, mener, at det kan skyldes, at der er funktionsnedsættelser som eksempelvis dårlig ryg, der kan gøre det svært at få arbejde, fordi det ofte er nødvendigt at løfte børnene. Et andet problem er normeringen i institutionen.
»Når normeringerne er pressede, og der er så få voksne, er det op til lederen at vurdere, om man kan tåle at ansatte en, som har nogle begrænsninger i deres funktion. Det kan være en grund til, at daginstitutionsledere siger, at det har vi ikke plads til lige nu,« siger Eva Munck Immertreu og tilføjer, at det måske er nemmere at tage en ikkeuddannet pædagogmedhjælper ind, som kan arbejde fuldtid uden skånehensyn.
En anden årsag kan være, at det er svært at finde pædagoger, der kan leve af et deltidsjob.
»Hvis man mangler en fuldtidsansat pædagog og får én ind i fleksjob på et vist antal timer, er det ikke sikkert, du kan få ansat en pædagog til resten af timerne, fordi de fleste pædagoger helst skal være på fuldtid for at leve af det,« siger Eva Munck Immertreu.
Hun mener, at de fleste dagtilbudsledere er åbne over for at ansætte fleksjobbere, men det kan være svært at få hverdagen til at gå op med vagtplaner, hvis der er en masse hensyn, der skal tages.
»Om det er en fleksjobber eller en aleneforælder, så er der hensyn, der skal tages, og det kan gøre det sværere at få skemaet til at gå op,« forklarer Eva Munck Immertreu.
Hun mener dog også, at der er behov for et bedre samarbejde mellem dagtilbud og beskæftigelsesforvaltningen, hvis der skal findes nogle bedre match mellem pædagoguddannede fleksjobbere og dagtilbud.
»Det er jo et fælles ansvar, at fleksjobbere også får en succesoplevelse, men der er ingen tvivl om, at der mangler pædagoger, så det er jo supervigtigt, at alle midler tages i brug, så vi kan finde det rigtige match. Hvis du har været nede med stress og er i fleksjob, er der visse institutioner, hvor der er så travlt, at det ikke ville være et godt sted at være, mens det godt kan lade sig gøre andre steder,« siger Eva Munck Immertreu.
Sneboldeffekt
Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard er ved at lave en undersøgelse blandt arbejdsgivere om deres holdninger og erfaringer med fleksjob.
Undersøgelsen peger på, at der findes tre typer af arbejdsgivere. Den første er engageret og socialt ansvarlig med erfaring i at ansætte folk i fleksjob. I den anden ende af spektret findes den type, der primært ser ansatte som arbejdskraft og derfor ikke er særlig åben over for fleksjobbere. Men langt den største arbejdsgivergruppe er passiv, hvilket vil sige, at arbejdsgiverne egentlig gerne vil ansætte folk i fleksjob, men oplever forskellige barrierer, forklarer Thomas Bredgaard.
»Barriererne kan være, at arbejdsgiverne er bekymrede for, om de kan leve op til de skånehensyn, som man skal tage over for folk i fleksjob, men det kan også være en idé om, at det er besværligt at slippe af med fleksjobbere igen.«
Thorkild Olesen mener også, at det kan handle om fordomme, når der stadig går en del fleksjobbere ledige trods mangel på arbejdskraft.
»Det kan meget vel handle om fordomme, og at man er usikker på, hvad fleksjobbere kan – og man helst vil have folk, der kan arbejde fuldtid. Det kan være sådan nogle ting, der står i vejen,« siger han.
Også Thomas Bredgaard mener, at fordomme og bekymringer kan spille en rolle, når fleksjobbere ikke kan få arbejde. Handicapforskningen viser, at især psykiske handicap er omgærdet af fordomme, hvilket betyder, at der er markant færre med psykiske handicap i arbejde.
Men den viser også, at de arbejdsgivere, der har erfaring med at ansætte folk med handicap eller sygdomme, er langt mere tilbøjelige til at gøre det igen, siger Thomas Bredgaard: »Så alene det, at flere i fleksjob er kommet i arbejde, kan have en selvforstærkende effekt, fordi det gør, at man får brudt den negative spiral.«
Thorkild Olesen er enig i, at det kan have en sneboldeffekt, at så mange fleksjobbere er kommet i arbejde. Og det har stor betydning for livskvaliteten hos mange med handicap at komme i arbejde, forklarer han.
»Det betyder rigtigt meget for alle mennesker at kunne bidrage til fællesskabet. Og vi ved, at det at stå uden for fællesskabet giver flere sygdomme og dårligere liv, og for os med handicap er det lige så vigtig som alle andre at blive del af arbejdsfællesskabet,« siger Thorkild Olesen.
Hvad det betyder at stå uden for arbejdsfællesskabet har Karina Thomsen også mærket. Efter hun mistede sit arbejde, har hun været sygemeldt med stress og depression.
»Det er jo lidt ligesom at løbe panden mod en mur at søge job og blive afvist igen og igen, for du begynder jo at føle, at du ikke dur til noget,« siger Karina Thomsen.
Og et er jo virkelig skørt. Mange af de uddannede er jo netop blevet hjulpet til deres fag for at kunne få job i det offentlige fremfor at skulle kæmpe på det private arbejdsmarked.
Steffen Gliese
Jobcentret har sine formål og regler.
Arbejdspladserne - offentlige eller private - har sine.
De er sjældent koordinerede.
Der er alt for ofte ikke råd til at være large i en hverdag, hvor ressourcerne i forvejen ikke rækker til at udfylde de opgaver, der kræves.
Inger Pedersen, man kan ikke diskutere forbedringer ud fra status quo. Man kan heller ikke se på forværrede vilkår uden at se på, hvad forværringen skyldes. Den skyldes en helt forfejlet idé om udgifter og omkostninger i den offentlige sektor, hvor man ikke i dag tager til takke med den bedre situation, som nogle timers arbejde fra en person med handicap kan levere - selvom den person med fuld arbejdsevne og lyst til fleksibelt at stille sig til rådighed i alle vågne timer simpelthen ikke findes.
Det er en temmelig uhyggelig og håndgribelig udgave af nulfejlsregimet, der udstilles.
Det er bare udtryk for en tumpethed blandt mellemledere. At have en ansat på 18 timer er em kæmpe ressource, som giver øget fleksibilitet og mange gange kan dække de huller der ofte opstår i vagtplaner. Brug nu hovedet
Det er vel bare udtryk for den velkendte sandhed: Der er IKKE mangel på arbejdskraft, overhovedet ikke.
Der er nogle arbejdsgivere, der ønsker at betale mindre end markedsprisen, for at få arbejdet lavet, og hvis bare vi havde en dejlig situation med 80% arbejdsløshed, så kunne vi ansætte arbejdere for håndører. Det er der nogle, som kalder at "øge arbejdsudbuddet", at tæske slaver til at være mere motiverede (lydige).
For mig, med mine små psykiske handicaps, er det ret nemt at arbejde 40-50 timer som ingeniør, men jeg tvivler faktisk på, at jeg selv kunne holde til 30 timer som pædagog. Vi har i usa et marked, hvor vi betaler en pædagog en tredjedel eller fjerdedel af lønnen til en ingeniør. Hvis der mangler bemanding, så KUNNE vi jo hæve pædagogernes løn. Jeg hart hørt at fri konkurrence skulle være så sundt... Og så kunne en fleksjobber måske være ganske konkurrencedygtig, til en tredjedel af en fuldtidspædagog.
Steffen Gliese, 22:03:
"Mange af de uddannede er jo netop blevet hjulpet til deres fag for at kunne få job i det offentlige fremfor at skulle kæmpe på det private arbejdsmarked."
Den sætning må du gerne uddybe, for det lyder som om du mener, at folk der bliver syge og handicappede bare kan uddanne sig til pædagog, og derigennem opnå at blive godkendt til fleksjob?
Eller har jeg misforstået dig..?
Poul Anders Thomsen, 02:25
Der er ganske vist mellemledere i daginstitutioner, også kaldet souschefer, men de er ikke ansvarlige for ansættelser eller afskedigelser på egen hånd.
Mange institutioner har et ansættelsesudvalg hvor også souschefen indgår, men det er altid lederen, der har det afgørende ord.
Ellers enig med dig :)
I 2013 blev flex-ordningen ændret, så man som flexjobber aldrig kan få et ordentlig liv, hvor man ikke konstant skal spinke og spare for at få hverdagen til bare at hænge sammen.
Man er udfordret økonomisk (alt modregnes) og dermed mentalt….oven i en oftest kronisk livslang sygdom. Der er ikke råd til fx at spare op til pension, så selv efter arbejdslivet har en ende, skal flexjobberen leve af en klart udsultet folkepension. Det er simpekthen ikke værdigt i og af et moderne samfund.
Desuden er vores samfund i den grad sat i tidsmæssige kasser. Helt slemt står det til hvis flexjobberen har et skånebehov, hvor man er udfordret på netop tidsstyring. Der hvor man har en arbejdsevne som svinger og hvor begreber som arbejdstid hver dag fra 10 til 12 er umuligt, men man godt kan arbejde et antal timer i ugen.
Oveni så skal flexjobberen leve med konstant usikkerhed med/omkring kommunen.
Nej, Mette Frederiksen, det var og er simpelthen en ommer, den der ændring du gennemførte i 2013 !!
"Men efter fleksjobordningen er blevet ændret i 2013, kan det ifølge Thomas Bredgaard faktisk også betale sig for arbejdsgiverne, som kan få tilskud til at ansætte folk i fleksjob."
Det kunne også 'betale sig' for arbejdsgiverne at ansætte fleksjobbere før Mette Frederiksens reform.
Her betalte arbejdsgiveren kun for den faktiske arbejdstid efter aftale, for eksempel 18 timer, som i Karina Thomsens tilfælde.
Kommunen kompenserede så for resten af lønnen, som blev beregnet på baggrund af fleksjobberens tidligere arbejde før vedkommende blev syg og/eller fik et handicap.
Efter reformen blev det langt billigere for arbejdsgiverne, idet arbejdstiden nu bliver beregnet ud fra 'effektivitet', et begreb opfundet til lejligheden med elastik i metermål:
"Ifølge loven skal arbejdsevnen og effektiviteten fastlægges ved at vurdere den enkelte arbejdstager i fleksjob individuelt ud fra viden om dennes skånebehov, arbejdspladsens indretning, de konkrete arbejdsopgaver med videre.
Men i praksis foregår det ofte som en forhandling mellem arbejdsgiver og kommune – helt uden at tage udgangspunkt i en konkret, individuel vurdering.
Dermed er vurderingen af arbejdsevne og fastsættelsen af arbejdsintensitet i praksis usikker og bliver misbrugt af arbejdsgivere."
https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-fagbevaegelsen-maa-kaempe-mod-...
Det er de facto løndumping.
Og det har ingen fagforeninger beklaget sig specielt højlydt over, eller forsøgt at bekæmpe aktivt.
"Tilskuddet" til arbejdsgiverne består derfor i, at en fleksjobbers "effektivitet" aftales kommunen og arbejdsgiveren imellem, alt efter hvor billigt man kan 'sælge' fleksjobberen.
Det er uanset om fleksjobberen faktisk arbejder 37 timer på arbejdspladsen; hvis "effektiviteten" bliver aftalt som 3 timer, skal arbejdsgiver kun betale for dette timetal.
Kommunen supplerer så noget af lønnen op, men det er langtfra hvad en 'normal' person ville få.
"Hver gang arbejdsgivere og kommuner sætter en lavere effektivitet end den reelle, snyder de fleksjobbere for den løn, de retteligt burde få, og medvirker til indirekte virksomhedsstøtte fra kommunerne. Dette koster kommunerne og dermed skatteyderne måned efter måned."
(Samme link som første)
Igen vil jeg citere Thomas Bredgaard:
"Barriererne kan være, at arbejdsgiverne er bekymrede for, om de kan leve op til de skånehensyn, som man skal tage over for folk i fleksjob, men det kan også være en idé om, at det er besværligt at slippe af med fleksjobbere igen."
Det skulle også gerne være lidt "besværligt" at "slippe af" med folk på en arbejdsplads.
Det er jo derfor, man har fagforeningerne, ikke?
Men efter reformen af fleksjob og førtidspension er medlemskab af fagforening og A-kasse en saga blot:
"Med reformen skrev forligspartierne fleksjobbernes lovformelige krav på faglig hjælp fra fagbevægelsen i forbindelse med ansættelse helt ud af fleksjobordningen, herunder retten til overenskomstmæssig løn.
Ordningen havde ellers tidligere haft det faste grundlag, at aflønningen af fleksjobbere skulle følge overenskomsterne på området.
Forringelsen betød, at de enkelte arbejdstagere nu selv skulle forhandle løn- og ansættelsesforhold og langt hen ad vejen er prisgivet den enkelte sagsbehandler og arbejdsgiver i lønfastsættelsen."
(Samme link som første)
Så hvis nogle arbejdsgivere lever i den vildfarelse, at det er svært at "slippe af med" fleksjobbere, er det bare fordi, man fra jobcenterets side har forsømt at reklamere mere offensivt for det!
Sneboldeffekten vedr. flexjob og alt andet der omhandler jobcentret. Jo mere den enkelte er i et jobcenter, jo mere skadet bliver den enkelte I hoved, krop og sjæl.
Så måske får nogle livskvalitet af at få et fleksjob. Men der er om man så må sige mange 'falsk-positive', da alle får livskvalitet alene fordi de delvist slipper af med jobcentret.
Desværre slipper man efter Mette Frederiksens reform netop IKKE af med jobcenteret, da fleksjobbere nu er blevet sociale klienter via den snedige ordning, der udelukker at de har fagforening og A-kasse i ryggen, og kommunen hele tiden skal vurdere, om man dog ikke kunne arbejde lidt mere!
Den store omvæltning i vores samfund er, at vi er gået fra, at det gik ud på at sikre folk en eller anden indtjening, som kunne give dem et udmærket liv. Det betød, at der var job og ligefrem professioner, der grundlæggende blev fravalgt, fordi de simpelthen ikke kunne sikre dem, der skulle bestride opgaverne, en tilstrækkelig god løn.
Det var, synes jeg stadig, langt den bedste filosofi at grundlægge vores samfund på. Sammen med dagpengeretten gav det de fleste, lønmodtagerne, tilstrækkelig magt til at balancere indflydelsen i samfundet med den private ejendomsret.
Det er også, vil jeg vove at påstå, den grundlæggende tanke i et socialdemokratisk velfærdssamfund.
Det er, Eva Schwanenflügel, utvivlsomt det værste, der i det hele taget er sket over årene: at man uden organisering og en placering på arbejdsmarkedet alligevel tvinges til at arbejde uden rettigheder. Det er simpelthen en tilbagevenden til feudale tilstande.
Og måske er det faktisk venstrefløjen/centrum-venstre, der er de værste her?
Noget af det første, Schlüterregeringen gjorde, var at sende folk uden aktuel arbejdsevne på det, der dengang hed invalidepension. Også dengang fnyste man rasende i Socialdemokratiet og dele af venstrefløjen, hvor man ikke accepterer andre fællesskaber end det slaveagtige på det hierarkiserede arbejdsmarked.
Steffen Gliese, hvis du med "venstrefløjen" mener S og SF, så er jeg enig.
Men Enhedslisten har aldrig sejlet med på dén galej.
PS. Du har ikke svaret på, om jeg har misforstået dig eller ej..? ;)
Artiklen berører et vigtigt emne nemlig alle de velfærdsuddannede sygeplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgiver m.fl. som enten er blevet nedslidte og syge af årelang offentlig ansættelse eller har arbejdet på eller har været på velfærdsarbejdspladser, hvor rummelighed og hensyn langt hen af vejen er blevet afskaffet for længst langt de fleste steder. De har været ved fronten, været igennem sygemeldinger, dernæst fyringer, dernæst sygedagpenge, dernæst, jobafklaring etc og så efter årelang afklaring endelig blevet godkendt til fleksjob. Når de så bagefter skal ansættes i fleksjob, bliver de mødt af en lukket dør i de samme offentlige virksomheder, der har nedslidt dem. Jeg tænker de bliver sorteret fra, fordi arbejdsgiverne ikke mener de er klar til en ny tørn ved fronten. Det bevidner og efterlader historien om, hvor rå den offentlige sektor i frontfunktioner er blevet de senere år.
Jeg har via mit arbejde set det ske utallige gange og ser det fortsat. Gode kolleger som gik ned og som sågår mens ansættelse fortsat var tilstede fik nej til at forblive på arbejdspladsen på fleksjobvilkår. Hvor Jobcentret forinden faktisk havde manet sig op og gjort deres arbejde, men hvor arbejdspladsen hellere ville have en yngre ordinært ansat typisk frisk fra fad fra uddannelsen.
Mange offentlige arbejdspladser indenfor ovenstående områder foretrækker de yngre medarbejdere - helst under 40 år - de stiller nemlig ofte ikke så mange spørgsmål i hvert fald ikke omkring faglighed, arbejdsvilkår etc. Mange af de yngre er heller ikke organiserede og fagforeningerne er idag slet slet ikke som de har været. For de offenlige arbejdsgivere er det et slaraffenland - de kan gøre, hvad der passer dem og det gør de så uden at skele til hvad det betyder for kerneopgaven for den er glemt mange steder.
Vel findes der steder hvor det er anderledes, men det har været en klar og tydelig udvikling gennem de sidste 10 år, hvor det gradvist er blevet ringere og ringere og mere og mere råt.
At velfærdsuddannede fleksjobbere mødes med en lukket dør på de offenlige arbejdspladser er blot et symptom på en offentlig sektor, der forandrer sig voldsomt i disse år. Og intet tyder på at denne udvikling bremses i årene der kommer, hvor de nyuddannede kernetropper bliver færre og færre. Om ikke andet så er er der færre der af den grund vil møde offentlig sektor stadig mere præget af råt arbejdsmiljø og forrådelse.
Jeanette Jensen
Jeg er enig i det meste af hvad du skriver, men jeg forstår ikke rigtigt, at det var jobcenteret, som ville have de ansatte til at blive på deres arbejdsplads, for sådan er loven nemlig ikke længere.
De såkaldte fastholdelsesfleksjob afskaffet efter reformen af fleksjob og førtidspension trådte i kraft i 2013, så derfor er det som oftest ikke muligt at forblive på arbejdspladsen, selvom de gerne vil beholde en ansat:
"SRSF-regeringen afskaffede med reformen fastholdelsesfleksjobbet, altså retten til at få oprettet et fleksjob på den arbejdsplads, hvor en person allerede arbejder.
Der skal i stedet gå et 12 måneders ansættelsesforløb på arbejdspladsen under de sociale kapitler, før fleksjob kan komme på tale.
Det er for eksempel tåbeligt som en anden molbohistorie, når jobcentrets medarbejdere tvinger mennesker, der allerede har et arbejde, men har været udsat for en ulykke eller fået en kronisk sygdom eller flere af slagsen, til at sige deres stilling helt op.
Når mennesker med nedsat arbejdsevne, hvis oprindelige arbejdsgiver gerne ville kunne tilbyde fleksjob, alligevel påtvinges et langt ressourceforløb eller flere ditto et helt andet sted for på sigt at opnå ret til at blive visiteret til fleksjob – uden ansættelsesperspektiv.
Under den tidligere lovgivning før 1. januar 2013 kom omkring halvdelen af alle fleksjob i stand som fastholdelsesfleksjob; det fremgår af forskning fra det daværende SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – af seniorforsker Helle Holt med flere.
At så mange kom i fleksjob på denne måde, skyldes, at det er lettere at fastholde et arbejde, hvor arbejdsgiver og kolleger kender én, end at åbne døre ind til helt nye arbejdspladser.
Det er ikke svært at forstå."
https://arbejderen.dk/debat/hvorfor-fastholder-regeringen-en-kontraprodu...
https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/eksperter-fleksjob-er-en-s...
@eva Schwanenflügel.
Jeg kender godt til reglen om først at have været ansat efter de social kapitler i 12 mdr.
MEN der findes en udtagelse, som var tilfældet i det jeg nævner nemlig, hvis man har 6 år eller mindre til folkepensionsalderen, kan man få en fastholdelsesfleksjob. Det blev indført 1.1.2020.
Jeanette Jensen gør smukt rede for det, jeg påpeger, Eva Schwanenflügel - at man tidligere i det offentlige påtog sig ansvaret for den del af arbejdskraften, der havde udfordringer, og som det private arbejdsmarked, i hvert fald uden betaling, afholdt sig fra at ansætte.
Alle disse rimelige ordninger er forsvundet som følge af de utilstedelige principper i NPM og den tåbelige idé om at emulere 'konkurrence' i den offentlige sektor.
Aha, nu forstår jeg mellem linjerne, Steffen Gliese; du taler om revalidering, som pt er decideret afskaffet..
Ja, det er rent ud sagt tåbeligt, kontraproduktivt og en katastrofe for den enkelte, der kunne have haft mange flere gode år, istedet for at blive underlagt et sygdomsfremkaldende, destruktivt system.
Jeanette Jensen
Mange tak for at oplyse om undtagelsen til reglen.
Den kendte jeg ikke.
Tak til information. Det er godt der endelig bliver sat fokus på dette område, som har udviklet sig til en uoverskuelig jungle af regler. Der er behov for arbejdskraft og et uanseligt lille antal fleksjobbere. Der burde sattes ind og forløbene før være meget kortere.
I artiklen påpeger Torkild Thorkild Olesen, " at skånehensynet oftest kun drejer sig om den nedsatte arbejdstid. Meningen med den arbejdsprøvning, som personer i fleksjob har været igennem, er netop at finde ud, hvad de kan håndtere. Men det er op til arbejdsgiverne at give dem muligheden, siger han." Det er meget andet end nedsat arbejdstid det drejer sig om. Der skal tages hensyn til fleksjobberes begrænsninger, og som forholdene er i velfærdsfagene i dag er det noget af det barskere at være i. Hvis man som Karen Thomsen har epilepsi skal der findes et arbejde, hvor dette ikke vil udgøre en risiko og heller ikke et alt for stor tilrettelæggelsesbehov for pågældende leder. Netop velfærdsfagene er vanskelige. Det kan være nødvendigt at tænke på en helt anden måde at arbejde på og det er den opgave jobcentrene skulle bistå med.
Karin Borg