Onsdag landede overenskomstaftalerne for detailområdet og finanssektoren.
Det er de første overenskomster, der er faldet på plads, siden industrien præsenterede deres gennembrudsforlig for halvanden uge siden, og der begynder så småt at tegne sig et billede af, hvor de samlede lønstigninger lander ved OK23.
Det helt centrale spørgsmål har hele tiden været, om lønstigningerne kommer op i et leje, hvor de faktisk kan kompensere for de seneste års inflation, men efter onsdagens aftaler tvivler ph.d. og lektor i økonomi på Copenhagen Business School Birthe Larsen stadig på det.
»Det er svært at se, at den her gruppe lønmodtagere kan undgå et reallønsfald,« siger hun om detailhandlen, der dækker cirka 150.000 medlemmer ud af de 600.000, der forhandler under OK23.
Der er heller ikke megen optimisme at spore hos arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet Nana Wesley Hansen på kort sigt.
Ja, selvfølgelig.
Inflationsreguleret løn var fuldstændigt ved at tage livet af dansk økonomi i midt '70erne og start '80erne. Den Socialdemokratiske regering med A. Jørgensen i spidsen gennemtvang opsparing af dyrtidsportioner og Schlüter regeringen lagde det endeligt i graven med SocDem stiltiende accept.
Og heldigvis for det.
Nej lønstigninger dækker desværre ikke det reallønstab som inflationen har skabt. Værst se det ud for normallønsområdet - her kan vel også regnes de butiksansatte med - selv om de er på minimallønsområde med lokale tillægsaftaler - desværre bliver denne mulighed sjældent brugt - da det er en "gens regel "bland arbejdsgivere og desværre også de ansatte ,at de få den løn som de skal have.
Men godt at det igen blev en 2 årig aftale.
Nej, selvfølgelig.
OK23 med lønmodtagernes forventede, opgivende ja på trods af vigende realløn og på trods af voldsomt stigende priser og et fast og usædvanligt højt prisniveau,, hvor efterspørgslen er større end udbuddet. Det må efter min mening betyde, at vi skal have genindført dyrtidsregulering og avancekontrol. Det blev indført allerede i 1919 og afskaffet i 1987. Vi kan også finde andre interessante ting frem fra socialdemokraternes historiske gemmer nemlig stop for huslejestigninger, priskontrol og frem for alt Økonomisk Demokrati, ØD, hvor de ansatte gradvist får del i ejerskabet af virksomhederne.
I modsat fald betyder OK23 en cementering og uddybning af uligheden i samfundet.
Nu tænker jeg at det må være en selvfølge ud fra de valg vi tager i forhold til en forbandet krig, samt nødvendigheden af en opbremsning i forbrug m.v. for at hjælpe klimaet at der ikke fås fuld kompensation. Problemet og ansvaret ligger så også hos de der har store lederstillinger m.v samt kapitalens vogtere. Hvis ikke de vil yde deres behøver almindelige lønmodtagere heller ikke at holde igen. Derudover har vi så den store gruppe af mennesker uden for arbejdsmarkedet-skal de ingen kompensation have?
Inflation, er det ikke bare et andet ord for reallønsnedgang og er det egentligt så slemt (med mindre det stikker helt af), når man tænker på hvor mange penge såkaldt almindelige danskere har haft at rutte med de seneste mange år? Omvendt, så er det at pengene mister deres købekraft selvfølgelig et problem for dem der enten er meget lavt lønnede eller som lever af almisser, men deres problemer løses nok ikke med dyrtidsportioner, avancekontrol og/eller ØD. Mit gæt er at der skal noget godt gammeldags omfordeling til. Måske skulle man begynde med at finde ud af hvor stort fatttigdomproblemet egentlig er i Danmark, hvis der overhovedet er noget?
Med et kæmpe overskud på betalingsbalancen og en forventet vækst i BNP på 3,5 % i 2023 er der faktisk råd til reallønsforhøjelser. Det største problem er arbejdsudbuddet for uddannet arbejdskraft - en pukkel der er oparbejdet gennem mange år med årlige såkaldte 2 % effektiviseringer over hele linjen. Realiteten er at man har glemt Hr. Møller´s motto om "retttidig omhu" - så længere er den ikke.
Søren Kristensen: ØD var en gradvis omfordeling af værdierne. Du har selvfølgelig ret i, at vi er nogle der længe endnu kan klare et reallønsfald. Men det er der andre, der ikke kan: De aktuelt høje prisstigninger rammer alle grupper i samfundet, men
de økonomiske effekter er ulige fordelt på tværs af befolkningsgrupper. Husholdninger med dyre opvarmningsformer og et i forvejen lavt rådighedsbeløb er særligt udsatte, og i modsætning til vores nabolande har den danske regering ikke givet økonomisk hjælp til disse grupper i et nævneværdigt omfang.
Så når fagforeningerne (og arbejdsgivere) ikke vil en omfordeling i eller bare en udjævnning af rådighedsbeløbene, må det ske via lovgivning som fx genindførsel af dyrtidsregulering og andre samfundskontroller. Men det kræver, at der kan samles et flertal for en sådan politik. Og det vil partierne og befolkningen ikke. De sværger alle til den den 'danske model' som arbejdsgivere og politikere bryder med efter forgodtbefindende. Hvor er den aktive og kritiske befolkning, der står fast på en retfærdig omfordeling og vil tage kampen?
Inflation betyder stigende priser på grund af stigende efterspørgsel. For at undgå at hælde bensin på bålet må man reducere efterspørgslen. Det gør man ved at tage pengene fra folk så de ikke kan købe så meget.
Kunsten er at undgå at dette vender den tunge ende nedad, så man ikke tager penge fra dem der ingen har tilovers. Der mangler jeg flere initiativer.
Man kunne som nævnt ovenfor også efterspørge priskontrol, så leverandører og detailhandel ikke udnytter situationen til at polstre profitten.
Et lille PS: -Den årlige inflationstakt er prisen på det samlede forbrug i en given måned sammenlignet med prisen i samme måned et år tidligere.