Overenskomstforhandlingerne for de privatansatte var spået til at blive de sværeste i mange år.
Med den tårnhøje inflation var der store forventninger til lønstigninger, som skulle kompensere et historisk stort reallønstab. Og oveni kom regeringens forslag om afskaffelse af store bededag som en »betonpæl gennem den danske aftalemodel«, som formand for FH Lizette Risgaard sagde.
Undervejs kom det så langt ud, at dele af fagbevægelsen truede med at anbefale deres medlemmer et nej, hvis ikke regeringen trak forslaget tilbage, og de fleste eksperter i medierne vurderede dengang, at risikoen for storkonflikt var den største i mange år.
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl forudså også tilbage i januar, at konfliktrisikoen var »rigtig høj«. Men som aftalerne faldt på plads i løbet af foråret, begyndte der langsomt at tegne sig et helt andet billede.
»Der var en del ting, der bare begyndte at gå rigtigt. Industrien fik lavet et helt afgørende gennembrudsforlig, der kom mere på fritvalgskontoen, og man fik åbnet godt op for forhandlingerne i byggeriet,« siger han.
Jeg har nogle gange svært ved at forstå danskerne: de skal arbejde til de bliver 70år og mere, man tager en hellig dag fra dem, lønstigninger skal aftales lokalt uden mulighed for at strejke, velfærd staten som er lønmodtagere sikringen for sig selv og ens børn smuldrer og ingen protesterer.
Meget svært at forstå at man accepterer så meget, i hvert fald aktionærer og de rigeste i dette samfund behøver ikke at bekymre sig.
Stort flertal på 79% har stemt ja, 21% stemte nej og så er 68% der ikke har stemt! Tja det giver 168% mulige stemmer! Som det fremgår af forligsinstitutionens hjemmeside. Er det nordkoreanske regnemetoder eller det bare sjusk. Hvornår lærer journalister, bureaukrater etc. det der svære noget med procentregning.
Resultatet blev: 188.537 (47%) stemte ja, 50.136 (12%) stemte nej og 163.632 (41%) undlod at stemme.
Overenskomsten blev stemt hjem med mindre end halvdelen af de stemmeberettigede, ikke særlig imponerende.
Det har været normalt i mange år, Klaus Ankerstjerne Eriksen. Vi har jo ikke længere en befolkning, der synes sig forpligtet på at deltage i det demokratiske samfunds procedurer - hvilket måske gør det lidt overdrevent at tale om 'demokrati'. Demokrati er på mærkelig vis snarere blevet noget med, at det offentlige ikke skal blande sig i, hvad folk gør; men det er jo ikke demokrati, det er anarki.
Nana Wesley Hansen siger:
"Så det blev ikke en protestafstemning om OK23, og det vidner om, at det har været langt mere velkoordineret forhandlingsforløb end i 1998, hvor der sidst var storkonflikt."
Det blev ikke en protest mod overenskomsten, men derimod venter et opgør med regeringen, måske især det forhenværende socialdemokratiske parnas!
Nu hvor det står helt klart, at socialdemokratiet ikke længere vil vedkende sig sit politiske ophav i arbejderklassen og fagbevægelsen, er tiden kommet hvor arbejderne må finde sig et andet politisk parti som de kan støtte og forvente støtte fra politisk, for anerkendelse af arbejdstagerne som fuldgyldige borgere i samfundet med lige rettigheder.
Bruddet begyndte med Helle Thorning som socialdemorkatisk leder, - en politisk nul-bon, hvis mantra var; "der kommer en god løsning i morgen", - og det gjorde der så ikke, og heller ikke den valgte finansminister "Dom Cory", var dermeget socialdemokrat i, - og som flirtede med "konkurrencestaten" et misfoster, der skulle skjule den liberale effektiviseringsproces begyndelse i statsligt regi.
En effektiviseringsproces vi i tiåret før(2000 - 2010) med AFR regeringen virkelig fik smadret Skat til ukendelighed, og krisen i 2008 - 2010 samt de efterfølgende år med Claus Hjorts særlige økonomiske opfindelse "omfordelingsbidrag" der som tryllekunstneren tog fra den ene kasse og lagde i en anden kasse - "hokus pokus - ingenting her og slet ingenting der", - næ, for det hjalp ikke på økonomien eller de politiske fejltgelser!
Nu hvor socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen endegyldigt har sparket arbejderne ud af partiets politiske rammer, og straffet dem med, - ikke blot fratagelse af Store Bededag, men sandelig også indgriben i den frie forhandlings ret på arbejdsmarkedet, så er tiden kommet hvor arbejderne må og skal erkende at socialdemokratiet ikke længere er deres politiske venner og makkere i samfundet for lige rettigheder.
SVM regeringen er et sølle misfoster, - et misfoster som det danske sygehus ikke er i stand til at hjælpe, - ikke kun fordi det er nedslidt udhulet økonomisk bla. af de økonomiske tanker om en "minimal stat" af AFR tilbage fra 2000 -2010!
Arbejderne skal nu forholde sig til den ny virkelighed - uden socialdemokratiet, og måske i stedet satse på SF som det parti der ideologisk står arbejderne nærmest i disse år og i fremtiden.
Her kommer især fagbevægelsen til også at træde i karakter og stille krav politisk og økonomisk på arbejdspladserne, om deres egen fremtidige velfærd, og pensionsforhold uden for de politiske fora på Christiansborg og udenom socialdemokratiet, som arbejderne ikke længere kan have tillid til.
Det må være noget for fagbevægelsen at skaffe sine arbejdstagere bedre økonomiske og velfærds og pensionsforhold ind i lønforhandlingerne, og samtidig sikre disse midler tilfalder deres medlemmer, og er sikret deres medlemmer så de ikke betaler for andre udenfor fagforeningerne
Pengen kan f.eks. samles i fonde for henholdsvis sygdom og behandling, pension og evt. forsikring udenfor staten, og forskellige andre svigt fra statens side overfor arbejderne, så deres liv er bedre sikret uden at være i statsligt regi.
Et ejerskab kunne måske lade sig gøre for behandling af sygdom, og måske kunne man så endda tjene lidt ved ejerfællesskabet.
Der skal gøres op med vante liberale dogmer om det uheldige og uhensigts mæssige ved en økonomisk omfordeling, ligesom de også finder det uhensigt mæssigt med omfordeling af arbejdet med de tilhørende lønninger.
Man kan godt se hvorfor der er en uvilje herimod, - men ærlig talt, advokatregninger på kr. 4.500,- i timen efter en statsbetalt uddannelse, og hvor man tjener en fremmed herres ønsker om lidt for aktiv skattetænkning imod samfundet, - er vel ikke rigtig rimelig.
Den slags burde matches af El eller blikkeenslagertimer der koster kr. 3.500,- som måske ville være mere rimeligt og retfærdig når nu lønniveauet er så højt.
Fagbevægelsen må afsværge sig den undertrykkelse økonomisk der sker i samfundet, og skaber disse voldsomme økonomiske uligheder, og her bør de selvfølgelig have et politisk parti de kan stole på vil gøre noget.
Her har socialdemokratiet både fejlet og svigter arbejderne, så derfor må arbejderne finde en anden politisk partner.
Steffen Gliese , det kan godt være at der er noget galt med proceduren når så få deltager.
Når 188 537 lønmodtagere kan ved at stemme ja til overenskomsten, forhindrer protester de næste 2 år for 2 900 000 af lønmodtagere så er der noget galt med proceduren og loven af 1899 burde kigges igennem.
Både erhvervslivet og fagforeninger har interesse i at svulme resultatet op.
Den nuværende resultat af i hvert fald ikke repræsentativ eller ikke særlig demokratisk.
Jeg vil være ret bekymret hvis jeg var fagforeningen og det undrer mig ikke at regeringen har slet ikke inddraget fagforeninger i spørgsmålet om store Bededag.
Jeg kunne godt tænke mig at der hver gang hvor der bliver skrevet om økonomi, herunder overenskomst aftaler, også blev skrevet om hvad det betyder for den grønne omstilling og vores aftryk på planeten.
Det er som om at der altid kun bliver skrevet om det "røde" eller om det "grønne". Sammenhængen bliver der aldrig skrevet om.
Set fra en "grøn" synsvinkel er det godt at lønstigningerne og dermed forbrugsmulighederne bliver begrænset. Hurra for inflation.
Set fra en "rød" synsvinkel er den lave lønstigning katastrofal. Omfordelingen af værdierne i samfundet burde være større.
Jeg kunne godt tænke mig nogle analyser af hvordan vi afbalancerer det "røde" vs det "grønne"