Da SVM-regeringen i regeringsgrundlaget lagde op til at reformere de videregående uddannelser ved at forkorte en lang række kandidatuddannelser, blev der givet en garanti:
Det provenu, som reformen giver, skal »reinvesteres i uddannelsessystemet«.
Men den garanti kan uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) ikke give, når det handler om regeringens plan om at fjerne retten til det sjette SU-år. Det er en ambition, som er blevet mødt af kritik fra flere sider.
Direkte adspurgt om ministeren kan garantere, at de penge, regeringen sparer ved at droppe det sjette SU-år, bliver i uddannelsessektoren, lyder hendes svar:
»Det kan jeg ikke svare dig på endnu. Det kan jeg først gøre, når vi lægger vores reform frem.«
– I endte jo med at love, at alt provenu fra kandidatreformen bliver geninvesteret i uddannelse. Men det kan du altså ikke garantere?
»Nej.«
Den manglende garanti møder kritik fra flere partier på Christiansborg.
Hos De Radikale kalder uddannelsesordfører Katrine Robsøe ministerens udmelding for »enormt ærgerlig«.
»Det er en underlig omfordeling at tage fra de unge og vores uddannelsessystem og så potentielt bruge pengene på noget helt andet,« siger hun.
SF’s uddannelsesordfører Sofie Lippert mener, »det er et meget godt bevis på, at man vil forringe vilkårene for de unge«.
»Det er ikke engang pakket ind i et ønske om at flytte pengene, så deres uddannelse bliver bedre.«
I Enhedslisten finder politisk ordfører Mai Villadsen det »faktisk lidt rystende«.
»Vi er lodrette modstandere af at skære i SU’en. Og hvis man så ikke engang med sikkerhed vil lade pengene blive i uddannelsessektoren, så handler det alene om arbejdsudbud og at presse folk hårdere, ikke en dyt om at skabe bedre vilkår for uddannelse i det her land,« siger hun.
Balancen er tippet
Christina Egelund har over for DR tidligere begrundet regeringens ønske om at skære i SU’en med, at udgifterne til den økonomiske støtte har oversteget udgifterne til videregående uddannelser herhjemme.
»Når vi kigger på de udgifter, vi bruger til de videregående uddannelser, så bruger vi godt 17 milliarder på forsørgelse og 15 milliarder på den egentlige uddannelse,« har hun udtalt.
Derfor undrer det også Sofie Lippert fra SF, at regeringen ikke nødvendigvis vil bruge de sparede SU-udgifter på at styrke uddannelsesområdet.
»Fortællingen, især fra Moderaterne, er, at balancen er tippet mellem penge brugt på uddannelse og SU. Men det er jo ikke en løsning, hvis man så bare sparer penge på SU uden at tilføre ekstra penge til uddannelsessektoren,« siger hun og fortsætter:
»Mit indtryk er, at regeringens uddannelsesambitioner er kommet til at handle mere om erhvervslivet, end det liv, vi synes man skal have som studerende. Det er enormt ærgerligt.«
SVM-regeringen er også blevet kritiseret for, at dens omdiskuterede kandidatreform er en camoufleret spareøvelse og en forlængelse af Socialdemokratiets ønske om opgøret med akademiseringen af vores samfund. Men det har Christina Egelund igen og igen afvist.
»Jeg mener ikke, at vi samlet set som folk kan blive for dygtige, vidende eller for den sags skyld akademiske,« har hun for nyligt udtalt til Information.
Ligesom hun i Politiken har erklæret, at hun er »glad for at kunne aflive den myte«, at reformen skulle være en spareøvelse.
Men når hun ikke kan stille samme garanti i forhold til SU-nedskæringerne, er det svært at tro på, at regeringen generelt ønsker at løfte uddannelsesområdet i Danmark, mener Mai Villadsen.
»Det er jo en omvendt Robin Hood, hvor man tager fra de unge, som i forvejen er pressede, og så måske vil give pengene til noget helt andet,« siger hun.
Katrine Robsøe mener ligeledes, at »regeringens manglende garanti taler ind i, at man vil besparelser frem for investering i uddannelse«.
I et skriftligt svar på kritikken understreger Christina Egelund, at hun er »optaget af, at vi får sikret vores SU-system mange år frem«.
»Og regeringen kommer til at fremlægge et udspil og invitere til forhandlinger, der skal sikre netop det. Jeg ser frem til de politiske drøftelser,« fortsætter ministeren.
»Men jeg kan ikke på forhånd uddele garantier til den ene eller anden side, ligesom jeg ikke kan garantere, hvad udkommet af en politisk forhandling bliver. Det vil også være forkert.«
Et større sigte
SU er en uddannelsespolitisk evergreen i Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen har i S-regeringens tid forsikret, at »vi har ingen planer om at skære i SU’en eller omlægge den til lån«.
Men SVM-regeringen gjorde det altså til en del af regeringsgrundlaget at fjerne det sjette SU-år, hvilket er blevet mødt af kritik fra flere sider. Måske ikke så overraskende blandt andet fra de studerende.
Christina Egelund er forstående over for reaktionen.
»Jeg kommer aldrig til at kalde unge for overforkælede, privilegieblinde eller hvad jeg har hørt andre sige i denne her sammenhæng. DR har for nyligt lavet en måling, som viste, at nationen er nogenlunde delt i spørgsmålet om sjette SU-år. Og det er jeg egentlig fortrøstningsfuld over for.«
Også SF, Enhedslisten og De Radikale er alle imod at skære i længden af SU’en. Katrine Robsøe fortæller, at det for partiet handler om muligheden for, at unge kan omgøre deres uddannelsesvalg.
»Det skal ske med nogenlunde økonomisk sikkerhed, og det er der i SU’en. Der kan være gode grunde til at bruge lidt ekstra tid på studiet. Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke tager mere fra de unge,« siger hun.
Der er et »større sigte« med regeringens varslede SU-reform, fortæller Christina Egelund.
»Vi vil kigge på, i hvor høj grad vores system egentlig understøtter den sociale mobilitet, som hele tiden har været en bærende værdi under SU’en,« siger hun.
»Og så skal vi se på, hvordan vi kan forene vores SU-system med at være et land, som er åbent for internationale studerende. Det er ikke nogen hemmelighed, at den politiske trend i årevis har været det modsatte. Men det mener jeg ikke er holdbart for Danmark på den lange bane.«
Det skal bestemt ikke være en hindring, at man kommer fra udlandet for at studere, hvis man bare har sin egen finansiering med og er i stand til at modtage undervisning på dansk på akademisk niveau.
Schøt's NyUgesTale 482: 6. SU-år
https://youtu.be/RIXLTuiJJEo
I dag som i dag er det tankevækkende at høre at de Radikale vil afskaffe arne-pension og efterlønnen, men vi må endelig ikke forringe længden af raske unge menneskers uddannelsesstøtte og samme unges muligheder for lange universitetsuddannelser.
De unge har det svært! jamen hvor let tror I de unge havde det først i 60erne, før SUen blev indført i 1970?
Udviklingen i uddannelsesstøtten er selvfølgelig det værste eksempel på, hvordan den gradvise afskaffelse af velfærd har bevæget sig i den helt gale retning.
Oprindeligt var SU'en den laveste takst, fordi den skulle være en Støtte, så folk ikke blev forledte til et liv i sus og dus i stedet for at studere og blive færdige - og der var jo som hovedregel ikke noget i vejen med folk, som kunne give anledning til yderligere hjælp. Så der var ingen mulighed for dagpengeret, hvis man mistede sit arbejde, der var ingen mulighed for boligstøtte, SU-modtagere indgik ikke den almindelige indkomststatistik.
Men så finder man ud af, at det jo da egentlig er urimeligt, at de, der slet ikke laver noget - af forskellige årsager, f.eks. at der var massiv ungdomsarbejdsløshed, psykiske eller sociale problemer - faktisk modtog mere end de flittige og arbejdsomme studerende. Og så satte man bistandshjælpen (senere kontanthjælpen) ned for dem.
Det var så kun studerende ved de videregående teoretiske uddannelsesinstitutioner, der modtog SU, elever og lærlinge på andre uddannelser, hvor der f.eks. indgik oplæring, modtog en løn under uddannelse. Det var jo lidt urimeligt overfor de studerende, og så fik alle de elever erstattet deres løn med SU. Til gengæld skar man også væsentlige dele af den praktiske del af uddannelsen væk, så folk ofte følte sig ladt i stikken i deres første år i job.
Og til Henning Kjær: de unge i 50erne og 60erne havde det ikke nødvendigvis let eller svært. Det var et andet liv, der var nogle andre muligheder - og at tingene ikke var lagt i så faste rammer som idag, var for mange en stor chance, hvad jeg har set i mine forældres liv; men helt uafhængigt af det, er det jo da godt, at vi bevæger os væk fra noget, der for mange måske var sværere vilkår.
Henning Kjær i 1950-60'erne var det næsten kun "bedrestilledes" børn der havde mulighed for at tage en videregående uddannelse. Da SU'en blev indført fik mange flere muligheden og det var vel en god udvikling- den skal vel ikke trækkes tilbage?
Hvis Folketinget vil mindske SU'en så kan de igen vedtage at mange der tidligere fik en slags uddannelsesløn igen tages ud af SU-området og får en elevløn under uddannelsen.
Der var, Dorte Sørensen, andre ting, der gjorde det muligt for flere at studere fra 60erne og frem - SU'en blev først for alvor operativ fra slutfirserne, da stipendiet nåede et niveau, der kunne fungere som indkomstgaranti - nemlig muligheden for at finde arbejde ved siden af studierne, relativt billige og tilgængelige boliger i det slummede København med tilskud af almennyttigt byggeri, især i form af bofællesskaber og kollektiver, samt ikke at forglemme: muligheden for at studere over længere tid, mens man begyndte sit voksenliv.
Uden at gå ind i en diskussion om levevilkår i 50erne og 60erne er her til sammenligning størrelsen af svensk SU (studiemedel): For udeboende heltidsstuderende 913 Kr i stipendie (studiebidrag) og 2100 kr i studielår (der forrentes med 0,59% p.a.) Dvs max. 12, 052 kr pr. måned. Desuden kan man søge om 'ekstrastøtte' (merkostnad, tilläg). Ligesom i DK.
Så proportinelt får danske og svenske studerende 'det samme' i SU med den forskel at langt størstedelen af svensk SU består af lån.
Så hvis dansk SU skal reformeres - hvorfor så ikke omlægning til en større lånedel evt. rentefri?
I Danmark er
Der er den store fordel ved penge, at man ikke kan se, hvor det kommer fra, og man kan ikke se, hvor de forsvinder hen. Det ved bankerne også noget om. Bare spørg Danske Bank.
For regeringen og Danmark er problemet ikke, hvor pengene bliver flyttet hen eller frem og tilbage. Problemet er, at Danmark skal have et uddannelsessystem, der klæder mennesker på til at være empatiske, vidende og etiske. Derudover skal universiteterne leve op til begrebet: UNIVERSITAS, der betyder helhed og ikke kun tekniske uddannelser for erhvervslivet, for så taber vi Danmark på gulvet.
Den grundlæggende menneskelige dannelse er måske det vigtigste. Det næstvigtigste er at man på universitetet lærer at lære selvstændigt.
På filosofi havde vi en lærer, der havde fået undervisning på universitetet et år, hvorefter vedkommende havde været selvstuderende med vejledning i en årrække for derefter at gå op til eksamen på et bræt.
Vedkommende er stadig et af de mest vidende personer.
Netop,Jens Jørn Pedersen, desværre kan man ikke gøre det på den måde mere grundet skolegørelsen. I dag er der eksaminer, man kun kan bestå ved fremmøde - og hvor fremmødet er beståelsen.
Det var også rigtig godt - men en revolution lige efter gymnasiet - at man dengang fik mange eksaminer på grunduddannelsen bedømt med bestået/ikke-bestået.
@Steffen Giese
'..I dag er der eksaminer, man kun kan bestå ved fremmøde - og hvor fremmødet er beståelsen.'
Er der videregående uddannelser hvor man 'består' ved at møde frem? Det lyder ikke særlig kvalificerende.
@Jens Jørn Pedersen
På sociologi havde jeg en underviser, en post doc, der ikke interesserede sig for at undervise. Hun kunne heller ikke formidle sin overvældende interesse i ungdomskulturer, men hun havde alle relevante eksaminer og var en velanskrevet forsker.
Hvad kan vi så udlede af dit og at mit eksempel?
Det er, Jens Christian Jacobsen, typisk introducerende kurser i et fags metode. Det er altså, retfærdigvis, heller ikke et kursus, man videre meningsfuldt kan lave eksamen i; men møder man ikke frem, skal det jo afløses på en måde, og det er vist ved en mindre skriftlig opgave, almindeligvis.
@ jens christian jacobsen
Jeg blev undervist af en Cand.Pæd. der ikke kunne undervise og havde overhovedet ingen kontakt til eleverne/de studerende.
Så ja, eksamen er ikke ensbetydende med kvalitet. Jeg kalder det tubeundervisning, og eksamen er tubeprøven. Der skal komme det samme ud, som man fyldte i.
Definition af begrebet sprog
Begrebet sprog kan defineres som en form for værktøj levende individer meddeler noget til andre levende individer med. Et lille prik på skulderen eller et bestemt blik med øjnene kan være en meddelelse fra et individ til et andet. Vi ved for eksempel, at myrer kommunikerer ved bevægelser og retninger. Bier gør det samme med dans. Fugle, der flyver i flok, meddeler sig til hinanden ved blandt andet at ændre retning, hvorefter de andre følger efter. Selv bakterier kommunikerer ad biokemisk vej. Sproget er således mangfoldigt og kan betegnes som kropssprog, lydsprog, musiksprog, billedsprog, lyssprog, berøringssprog, bevægelsessprog, duftsprog og mange flere. Vi kan derfor konstatere, at sprog, uanset hvilken form for levende væsener, vi taler om, er midlet til at udtrykke eller meddele noget fra et individ til et andet individ.
Hvis sproget skal anvendes til kommunikation, skal et tegn eller udtryk have nogenlunde samme betydning for afsender som modtager. Allerede her støder vi ind i noget særegent ved sproget, da det absolut ikke er sikkert, at afsender og modtager forstår det samme ved et bestemt tegn, udtryk eller meddelelse, da forståelse er privat, med mindre vi taler om eksempelvis telepati, hvilket vi ser bort fra her. Både afsender og modtager har deres egen private sfære med egen forståelse af det eller de bestemte tegn eller udtryk. Jeg tror, at vi kan konstatere, at afsender og modtager altid vil forstå noget forskelligt, dog skal der være nogen fælles forståelse, for at meddelelsen i form af et tegn eller udtryk kan anvendes som kommunikation. Generelt kan vi sige, at der nødvendigvis må være en vis konsensus for meningsfuld kommunikation med indhold. Meningsfuldt i denne sammenhæng betyder, at et individ er i stand til at meddele noget til et andet individ, hvor der i fællesskabet mellem de to er en fælles forståelse. Hvis det er uden konsensusforståelse, vil meddelelsen ikke have nogen mening og altså ikke en fælles mening. Spørgsmålet er så, om der er meddelt noget overhovedet?
Sprogets fremkomst
Nogle sprogfilosoffer antager sproget som a priori, hvorefter vi kommer ind, lærer, anvender og artikulerer det. Ja, det er rigtigt, at vi lærer at artikulere sproget, men det artikulerede sprog var ikke før mennesket, da sproget øjensynligt bliver anvendt og indrettet efter tiden og sammenhængen. Efter min klare opfattelse er det artikulerede sprog kommet i og med mennesket i en social sammenhæng. Det skal ikke forstås sådan, at mennesket er de eneste levende individ, der benytter og anvender sprog. Men den grundlæggende opfattelse må være, at sproget i det hele taget også for andre levende organismer er a posteriori. Det vil sige, at levende væsener udvikler sproget i en social sammenhæng og ikke indlærer sproget som en færdig størrelse.
Det er selvfølgelig rigtigt, at et barn født ind i vores verden umiddelbart vil opfatte sproget som a priori, da sproget eksisterer allerede, og barnet skal lære det. At sproget skulle have eksisteret som en selvstændig entitet før mennesker kom ind i Verden er en logisk umulighed, da sproget helt tiden ændres over tid. Ord kommer til, og ord forsvinder, ord og begreber ændrer betydning over tid, så sproget er dynamisk. Det fortæller, at sproget ikke er a priori som andet end en mulighedsbetingelse for levende individer og måske særligt for mennesket.
Hvis sproget var a priori som en færdig størrelse, vi kan lære at benytte i større eller mindre omfang, som for eksempel Sokrates (Platon) i det klassiske Grækenland mente, at vi blev født med, hvorefter indlæring bestod i at afdække det allerede kendte ved bevidstgørelse gennem erfaring, hvilket også kan forstås på den måde, at alle ord og begreber og al viden, allerede eksisterer i os fra fødslen. Det kan være vanskeligt at forstå på den måde, da sproget er forskelligt afhængig af, hvor i Verden man lever, og viden ser ud til at komme og forsvinde ligesom ord kommer og forsvinder.
Dynamikken og den løbende ændring i sproget vil være afvisende overfor betragtningen, at sproget er medfødt som en færdig størrelse eller a priori. Dog er evnen til at anvende sprog i en eller anden omfang uden tvivl medfødt, men det er ikke sproget som sådan kun evnen til at anvende det.
Vi opfatter nu sproget som a posteriori og udviklet af levende individer, så de kan kommunikere med hinanden. Sproget er uden tvivl udviklet i sociale sammenhænge, hvor det er og var vigtigt at kunne kommunikere og fortælle hinanden noget måske livsvigtigt. Sproget er således en social udviklet størrelse eller et værktøj, hvilket også gælder dyr. Vi ved, at dyr har et mere eller mindre nuanceret og udviklet sprog. Måske besidder mennesket det mest avancerede og nuancerede sprog overhovedet ud over evnen til at reflektere og planlægge ud i fremtiden.
Sprogets udvikling for mennesker
Betragter vi sproget som et værktøj til meddelelsesanvendelse og kommunikationsanvendelse, må der være en gensidig betydningsaccept af tegn eller udtryk. Meningen for den enkelte kan være snævert og entydigt eller have en større betydningsomfang. Sproget kan således være entydigt eller mangfoldigt. For nogen kan en meddelelse eksempelvis betyde at dreje til højre, for andre kan det betyde drej til højre, hvis det er muligt. Eventuelt kan det betyde, at man skal overveje, om det er rigtigt og muligt at dreje til højre. Man kan også forestille sig, at tegnet til at dreje til højre, er et billedeleligt udtryk, der har en helt anden betydning, altså en form for signal, der kan være skjult for udenforstående.
Mennesker er i almindelighed indrettet således, at første gang man hører, læser eller møder et udtryk, så er det enkelt og i en bestemt situation, næste gang det samme udtryk mødes er det sandsynligvis i en anden kontekst, men udtrykket betyder næsten det samme som første gang og bliver genkendt. Tredje gang udtrykket mødes, har det en historie, der udvikles og øges hver gang udtrykket mødes, herved udvikles en forståelsessfære, der bliver mere og mere omfangsrig for hver gang udtrykket mødes i en ny kontekst. På den måde udvikles sprogsfæren og forståelsessfære bliver større og større for hver gang, at konteksten ændres fra gang til gang øger forståelsessfæren. Vi kan vist også konstatere, at det nævnte udtryk aldrig vil kunne findes i nøjagtig den samme kontekst til to forskellige tidspunkter og to forskellige sammenhænge. Således udvides forståelsessfæren mere og mere, hvorved kommunikation med den anden bliver mere og mere koncis, men også mere og mere dynamisk.
Den anden vil dog efter ovenstående aldrig have mødt præcist den samme kontekst i de forskellige situationer, hvorfor vedkommendes sprogsfære og forståelsessfære altid vil være forskellig fra førstnævnte. Konklusionen er, at alle vil opfatte og forstå noget forskelligt ved den samme historiske situation og de samme begreber.
Således vil hele vores tilværelse udvikle sig forskelligt, og dermed vil vores sprogsfære og forståelsessfære altid være forskellig, og dermed vil den personlige forståelse altid være særlig og privat. På den anden side ser det ud til, at vi kan opbygge en unik forståelsessfære hver især og alligevel få en gensidig forståelse efter en fælles overenskomst, der nødvendigvis skal bygges op i et socialt fællesskab, og det kan ikke forgå på anden vis.
Jens Jørn Pedersen;
Sprog klæder mennesker på til at være vidende, empatiske, nysgerrige og etiske i de fællesskaber de indgår. Desværre er ikke alle klædt godt nok på!
fin egenfeldt
Derfor skal vi arbejde intenst med netop det i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, tekniske skoler, gymnasier etc.
Jeg mødte Göran Tunström, og hans udsagn var: Det bedste og vigtigste vi kan give vore børn er sproget.
Der er i sprogtilegnelsen nogle nyere, materielle erfaringer, man bør tænke med: at den fysiske evne til at artikulere ord på et sprog stivner på et tidspunkt i opvæksten, når de forskellige dele i taleapparatet er færdigudviklede. Så bliver det f.eks. ikke længere muligt at lære de særegne nordiske vokaler, hvis man ikke har haft dem i munden under opvæksten.
Det er typisk dansk politikeridioti at udse sig en gruppe af borgere, som man ikke længere vil at velfærdsstaten betaler til. Man får øje på en gruppe af en hvis størrelse på finansloven. Egentlig ligegyldigt hvem det er, men nogen, som man synes har det lidt for godt og så skal man lige profilere sig på at trække dem i tegnebogen. Så kan man sælge sig selv som en rigtig ansvarlig strammer, med sans for penge og økonomi. En der ikke giver ved døren. En der ikke lader de unge eller de gamle, eller nogen som helst andre en selv snyde staten og hoppe på københavnercafe og sidde der og drikke halvvarme latte for statsfinanserne. Hvad skal de osse med alt det mælk i kaffen, det er for godt til dem! Nej nu skal man sætte foden ned og smække kassen i, den går ikke længere, ikke nikke nej. Ikke med mig ved roret. Og hvis de skal sidde der og flæbe over spildt mælk, så kan de bare tørre deres mælkeskæg af i ærmet, sådan snot unger. Hvad bilder de sig egentlig også ind, de ved ikke hvor godt de har det. Nu kan de fandeme lære de barske realiteter og så kan jeg forresten være rigtig stolt af mig selv fordi jeg har lært jeres lorte unger det i andre ikke selv gad at lære dem da I havde chancen inden I sendte dem ud på café og så må I forresten gerne klappe ad mig. Jeg har gjort jer en tjeneste, selv om I nok er for dumme til at forstå det.
Surprise
Er der nogen, der er overrasket over, at vores nuværende BLÅ regering "bare" gør, som de andre vestlige lande også gør: Nemlig at de ufortrødent fortsætter - via den kogte frøs taktik / ofte babysteps igennem 30 år - med at omkalfatre DK, så vores samfundsindretning bliver lige efter neoliberale frimarkeds-evangelium. Det, så det passer ind i den grænseløse og uregulerede globale verden, hvor BIG BUSINESS-eliten nu - som resultat/konsekvens heraf - råder og regerer som det passer dem, centraliserer, standardiserer, "køber politikere", skummer (mere og mere af) fløde af alt og alle på globalt plan og samtidig smider flere og flere under bussen (også dem, her i DK, der ikke kan arbejde eller er total uinteressante/irrelevante på dagens arbejdsmarked - DE bliver nu her i DK del af arbejdskraftudbuddet. OG vupti: INGEN offentlige ydelser til dem og de må potentielt "gå i hundene", disse DOVNE apparater, nasserøve - og hvad vores politikere nu har gen-opdraget os til at kalde disse medborgere. Eliten er jo her heller ikke bleg for at kalde flere og flere verdensborgere for "irrelevante" = forsvind fra jordens overflade. "Useless Eaters" eller "menneskeskrald" er også anvendte begreber ift. at definere mia. af mennesker verden over, der ikke lige kan indgå i elitens profitmaximering.
Det gælder naturligvis også uddannelsessystemet, eller skal vi sige fordummelsessystemet, der jo kan indrettes og rigges som i USA, så dem med magt og vælde - qua private børnehave, skoler og universiteter af god kvalitet, som kun de rige har råd til - fastholder magt og vælde hos eliten, generation efter generation. Jeg læste i en tråd i en avis for år tilbage, at en tidl EU-ansat fortalte, at folkeskolereformen var "EU-pensum" - med det formål at fordumme kommende generationer. Måske nogle ved noget mere her? At man fagligt forringer uddannelser: det siger jo sig selv, at resultatet må være grader af fordummelse, herunder særligt kritisk - tænker jeg - at man forringer evnen til kritisk tænkning og analyse, til (selv-)refleksion. Fordi det er faktisk noget, der skal opøves og trænes. Og bliver det ikke det, så kan flere og flere ikke fx gennemskue alle de kognitive dissonanser, vi løbende udsættes for.
Omlægning fra SU til lån - det sikrer, at den sociale mobilitet mindskes - og det kan eliten på egne vegne jo være glad for - fordi så er der ikke nogen "opkomlinge", der udfordrer deres position. Eller at man sikrer, at mange unge står tilbage med enorm studiegæld (som i fx USA), som de potentielt ikke kan betale tilbage (også fordi der bliver flere og flere usikre og skidtbetalte skodjobs, hvis der er job at få) og derfor gør dem ufrie i en stor del af deres voksenliv. Man har jo også beregnet, at forkorter man mange akademiske uddannelser (og naturligvis kun dem, der ikke er naturvidenskabelige og ikke kan bruges direkte af virksomhederne til at øge omsætning og endnu flere penge til investorerne), så vil ikke ret mange vende tilbage og tage yderligere uddannelse). MEN så ved man, hvor man har folk - og kan styre dem, når de 1) er forgældede til op over begge ører; 2) ikke er uddannede til at kunne analysere på og se igennem, hvad der foregår - ja mange kan ikke skrive deres eget navn, ligesom mange heller ikke kan i dag i Danmark; 3) er så travlt optaget af at leve som working poors på også nul-timers-kontrakter og/eller være del af prekariatsarbejdsmarkedet, at deres liv og arbejdsliv konstant er styret af evig frygt for, at de ryger på gaden i morgen - hvis altså de kan få en bolig.
Jeg ved det ikke, men jeg tænker, at mange danskere af ældre dato måske ønsker sig den patriarkalske/klasseopdelte verden tilbage, som den var, da de var unge - og hvor man var sin egen personlige lykkes smed og hvor ens eget hårde arbejde og afsavn var vejen frem for de fleste, hvis man skulle blive del af en højere socialklasse - OG hvor alt dette knokleri egentligt for rigtigt mange KUN alligevel lige sikrede, at man kunne holde sult og hjemløshed for døren - og hvor det også var det naturligste, at disse ikke-succesfulde knokkelarbejdere så ellers kunne takke for almisser fra herremanden, præsten og virksomhedsejeren med hatten i hånden i bedste Morten Korch stil (men som jo er måden at bedrive velfærd på i USA) .
MEN fair - tænker jeg - mange synes, det var - fair at fastholde en masse i dårlige livssituationer med sult, fattigdom, hjemløshed, i evig frygt for morgendagen - og samtidig at det var/er ok at kalde dem dovne, hvis de - trods knokkelindsatser og/eller resultatløs jobsøgning - stadig ikke kunne/kan løfte sig op i en højere socialklasse eller i det hele taget nærmest "bare" overleve. Det i en type verden, hvor de eneste vindere for alvor og egentligt altid kun har været eliten.
Og at jeg tænker, at sådan vil mange af ældre dato gerne have, at det skal blive ved med at være/blive igen - fordi de ser det som ret og rimeligt; måske også fordi disse mennesker af ældre dato selv har knoklet SÅ hårdt (før velfærdsstaten for alvor kom og gav en hånd med, så rigtigt mange blev løftet ud af de laveste klaser). Fordi det skal da også lige passe, at andre "kan komme sovende til det samme", disse forkælede unge, der ikke ved, hvad det vil sige at arbejde hårdt.
Jeg tror, at fremtiden kommer til at byde på noget andet - at man som menneske ikke vil kunne acceptere at leve i et samfund, hvor man selv eller andre fastholdes i elendige livsvilkår og uden mulighed for at kunne øve indflydelse lokalt på en væsentlig del af sine livsvilkår. Man erkender og finder alternativer til den nuværende samfundsindretning, der/fordi den er en slags forudsætning for, at en lille elite kan bevare deres privilegerede liv, penge og især magt over os andre almindelige dødelige.
Det er beskæmmende at vores regering først beskærer uddannelserne længde og derefter vil bruge den sparede SU på måske skattelettelser til superpriviligerede.
Egelund (uddannelses og forskningsminister!!), der er sendt i byen med budskabet, forsikrer at der ikke er tale om forringelser af noget som helst. Den slags udtalelser skaber politikerlede, fordi de fleste ved at besparelser rammer socialt skævt og dermed bl.a. forringer diversiteten i den gruppe, der modtager undervisningen.
Vi skal leve af kvalitetsuddannede mennesker i det her land.
Jeg er tidligere gymnasielærer med biologi og spansk, men den slags tæller nok ikke meget blandt superliberale.
Nora Tams hedder jeg - og har holdt og betalt denne avis sammen med ovennævnte Peter i næsten 50 år, men vi har kun ét login til Informations digitale udgave :-)
... og så må I forresten gerne lige huske at stemme på mig.
For at skaffe håndværkere nok til at bygge de riges og velhavendes huse og sommerhuse, samt at få flere til at blive SoSu assistenter vil regeringen skære ned på de videregående uddannelser. De skal fremover i stigende grad være forbeholdt elitens børn og unge.
Men hvem skal så udvikle de teknikker vi har brug for for at kunne opretholde en eksport af moderne bæredygtig teknik og dermed en fremtidig indtjening til landet? Eller skal vi bevæge os tilbage til bondesamfundet eller hænge fast i industrisamfundet?
Ifølge OECD uddannes 37% af verdens ingeniører og IT specialister i Kina, 27% i Indien og 1,8% i Tyskland. De tyske tal omregnet til Danmark giver ca. 0,12%.
At skære ned på de videregående uddannelser er som at skære ned på fremtiden.
Hvis universitetsuddannelser er på vej til deroute så bliver turen asfalteret med akademikere
Fra 2006 til 2022 er antallet af mennesker med lange videregående uddannelser fordoblet fra 213.000 til 427.000, og vi har kurs mod yderligere 150.000 til 578.000 akademikere i 2032.
Selvfølgelig skal SU midler der spares, anvendes indenfor området!
Der er eksempelvis de mange velfærdsuddannelser som mangler millioner for at udvikle den nødvendige kvalitet der gør at de studerende når de er færdige, er klædt på til mødet med de mange forskellige mennesker.
Eksempelvis pædagoguddannelsen der mangler 350 millioner årligt, varigt!
Mvh Nanna Høyrup
Ekstern ordfører for velfærdsuddannelser
Alternativet