Mens partierne forhandler om regeringens kandidatreform og forkortelse af op mod halvdelen af landets kandidatuddannelser, har Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fået DREAM-gruppen til at regne på alternative veje til at få mere arbejdskraft.
Den private forskningsgruppe har regnet på, hvad effekten ville være, hvis universiteterne optog 20 procent færre studerende, mens professionshøjskoler og erhvervsakademier optog flere. Og den er kommet frem til, at et lavere optag på universiteterne i 2024 vil øge arbejdsudbuddet varigt med 3.000 personer samt øge antallet af professionsuddannede med 8.000 i 2030.
Et lavere optag til universiteterne er ifølge Nanna Højlund, der er næstformand i FH, en bedre løsning end at forkorte kandidatuddannelserne, fordi det kan være med til at løse problemet med mangel på hænder i velfærden. For manglen på professionsuddannede bliver ikke løst med en forkortelse af kandidatudannelserne, mener hun. Snarere tværtimod.
»Vi er nødt til at tale om elefanten i rummet, og det er, at vi mangler pædagoger, sygeplejersker og andre professionsuddannede,« siger Nanna Højlund.
I årevis er der blevet regnet på forøgelse af arbejdsudbuddet. De og de tiltag øger arbejdsudbuddet så og så meget. Men har man nogensinde kikket efter i statistikkerne om der reelt er kommet noget ud af det? Det virker meget teoretisk og menneskers adfærd er ikke sådan lige at forudsige.
"I 2024 vil øge arbejdsudbuddet varigt med 3.000 personer samt øge antallet af professionsuddannede med 8.000 i 2030"
Det bliver så interessant om det ender med at blive til virkelighed, når tiden er gået.
Man kan også bare vende tilbage til gamle dages krav i gymnasiet, herunder 13-skalaen, og efterfølgende på universitetet. Så vil de studerende igen fortrinsvis blive dem med forhåndsinteresse for det fag, man søger ind på, men med et strategisk blik for beslægtede fag, hvis karakteren ikke skulle række.
Problemet er at unge vælger de fremtidsmuligheder, de synes optimere deres liv. Måske skulle man forbedre omsorgs sektorens arbejdsbetingelser. Måske skulle man værdi optimere det at tage sig af mennesker i stedet for det at skulle tage sig af "maskiner". At bruge mere tid på at være venlig slider desuden mindre på natur og klima end øget produktion etc. gør. Mindre beskæftigelse i profit industri og produktion og mere i omsorg, uddannelse, trivsel, sundhed etc.. "Logik for burhøns".
Der er ikke længere folk nok til at tage opvasken for eliten. Samtidig er der for mange om pladserne på toppen af arbejdsmarkedet, hvor der er gode lønninger, pensionsforhold, arbejdsmiljø og med gode muligheder for at tjene til en tidlig selvpension.
Så nu skal der skabes plads. For de gode stillinger skal være forbeholdt A holdet og toppen af B holdet, som skal have fortrinsret til det gode liv. Og der skal afsættes flere til C holdet til at tage opvasken.
Fra Socialdemokratiske velfærdsstat til de Nye Socialdemokratiske klasse opdelte stat.
C holdet er det ikke nødvendig at regne for noget i det Nye Socialdemokratiske samfund. Ved at skrive dem ud af den fremtidige samfundsligning løses mange udfordringer. Nemt og bekvemt. Og helt uden protest. For dem der i forvejen har det svært og ligger halvvej ned har ikke overskud til at rejse sig op i fuld størrelse.
Tænk at Socialdemokratiet kunne ende så kynisk?
Det at sænke kvaliteten af nogle uddannelser for at tilskynde flere til at søge ind på bestemte professionsuddannelser, er vel tæt på at skyde sig selv i foden med en kanon.
Der skal overhovedet ikke sænkes på uddannelseskvaliteten, det er misforstået tale om et falsk nulsums spil.
Det er et veluddannet folk, der generelt skaber vores højkonjunktur med attraktive produkter, og et højt uddannet arbejdsmarked er hvad vi er blevet velstående af frem til idag. Danmark har aldrig været "plaget" af andre væsentlige kilder som rige mineralforekomster eller anden naturrigdom.
Der findes derimod en stor ekstra arbejdskraftreserve, hvis man prøvede at oparbejde et kritisk forhold til produkternes lødighed i en bredere samfundsmæssig
sammenhæng.
Vi fremstiller dyngevis produkter, der ikke skaber den ringeste forøgelse af vores både banale og subtile behovsdækning.
Her i bladet har man f.eks. omtalt dyngerne af kasseret tøj, der ligger på visse afrikanske strande. Kun 1% af tøjproduktionen genanvendes eller oparbejdes, medens kasseret tøj i tonsvis bare kasseres. Vi har længe kendt apparater, der ikke kan repareres, printere der løber ud af funktion ved en installeret tæller, Vi køber printerblæk i apparater med 2 gram af gangen, og kasserer hele baduljen når de løber tør.
Skal jeg liste fadæsen i fuldt omfang lander vi med et indlæg længere end bibelen, men i et enormt omfang fremstiller vi produkter med et meningsløst spild og til erstatning af eksisterende produkter, der med ringe ekstraindsats i forvejen opfylder brugerens behov.
At dette så også er spild af resurser og bidrager til forureningen, ødelæggelse af naturgrundlaget og, pres på biodiversiteten, gør jo hele sagen totalt absurd, men det betyder altså også at en kæmpe arbejdsindsats ødes lige ud i kloakken, i havet eller op i luften, og altså spildes på rent Sisyfos arbejde, der til forveksling ligner at grave huller om morgenen og fylde dem op igen om aftenen, måske fordi suboptimale beslutningstagere tjener penge på vanviddet, og staten derefter indhøster et skatteprovenu af det øgede BNP.
Oparbejder man et kritisk forhold til hele dette systemfremkaldte produktionsvanvid, ville vi alle, uden at tabe rigdom hos forbrugerne, kunne gå hjem efter den halve arbejdsdag, og måske endda kunne tilbyde os selv til en indsats for en bæredygtig udvikling.
Vi lever i en verden, hvor der er rigelig produktion til at dække alle centrale behov hos hele verdens befolkning. Der må da snart være nogen, der kan indse, at den styring vi har indordnet os under (BNP maksimering), trænger til en kritisk gennemgang, der tager højde for, at det er menneskets ret at leve et varieret liv med et vist mål frihed, med mulighed for vidensmæssig og åndelig berigelse gennem fritid, og plads til en kreativ indsats.
Det burde være det overordnede mål for al vores stræben at maksimere på disse parametre frem for platte makroøkonomiske nøgletal, hvis baggrund dybest set er endeløs trang til berigelse for opfyldelse af få udvalgte milliardærers magtambition.
Det er helt rigtigt set, at det er bedre at reducere optaget på universiteterne end skære kandidatuddanelsen ned til 1 år.
Om det så vil betyde at flere melder sig til profesionsuddannelserne er vel et fromt håb.
Jesper Johannsen, problemet er ca. det modsatte: balancen er tippet, og det overvejende flertal af befolkningen har gode økonomiske vilkår og et betydeligt overforbrug. Interesserne har flyttet sig, øjensynligt, og derfor er det svært at skaffe lydhørhed for den bedre fordeling.
Det store problem med 'universitetet' er, at det er samfundsvidenskabens pseudoundersøgelser, der fylder mest.
Prøv at lytte efter, hvad det er for fuldkommen indlysende og erfaringsmæssigt velkendte resultater, de mener kræver en 'videnskabelig' analyse - som i øvrigt lider under den helt grundlæggende forståelse, at man ikke udøver videnskab for at vide, hvad man skal gøre, men for at forstå, hvordan ting var.