Ny rapport: Unge uden uddannelse koster samfundet milliarder

Onsdag udkommer Reformkommissionens anbefalinger til, hvordan man forbedrer børns og unges vej gennem uddannelsessystemet, så færre end i dag ender med ikke at få en uddannelse.

Og lykkes det at få flere i uddannelse, kan der være mange penge at hente for samfundet, viser en ny rapport fra tænketanken Kraka, der undersøger de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige forskelle for unge med og uden uddannelse i den samme årgang.

Næsten hver syvende ung i en årgang har som 25-årig grundskolen som deres højeste uddannelsesniveau. ’Restgruppen’, som disse unge ofte bliver kaldt i den politiske debat, får statistisk set lavere indkomster, er oftere på overførselsindkomst og har højere udgifter til sundhedsvæsenet end deres jævnaldrende, lyder det i rapporten.

Tænketanken finder, at en person med grundskolen som højeste uddannelsesniveau i løbet af et liv koster 1,9 millioner kroner mere i sundhedsudgifter og overførselsindkomster, end den resterende gruppe gør.

Ud over det har gruppen en »betydeligt« lavere erhvervsindkomst end den resterende gruppe. Kraka har estimeret, at en person fra ’restgruppen’ tjener 7,4 millioner mindre i løbet af et arbejdsliv.

Samlet betyder de to tal, at de forventede omkostninger og det forventede tab i erhvervsindkomst koster samfundet 9,2 millioner kroner pr. person sammenlignet med den øvrige del af deres årgang.

Med det sagt estimerer Kraka i analysen, at forskellen i erhvervsindkomst, omkostninger til sundhedssystemet og overførselsindkomster mellem restgruppen og den øvrige del af en årgang, udgør 107 milliarder kroner pr. årgang set over et livsforløb.

Til det tal skal det bemærkes, at eksempelvis udgifter til SU og uddannelse ikke indgår i opgørelsen, hvorfor de samlede udgifter for sammenligningsgruppen »formentlig undervurderes en smule«, siger Bo Hammer, partner i Kraka.

»Det kunne godt betyde, at beløbet blev lidt større for dem, der tager sig en uddannelse. Men fordi man anser SU som en investering, er det udeladt,« siger han.

Bo Hammer blev overrasket over, hvad det ifølge udregningerne ser ud til at koste samfundet, at vi taber en del af en årgang. Han hæfter sig dog ved lignende resultater i Sverige.

»Det er et meget højt tal, men jeg mener bestemt ikke, at beløbets størrelse er urealistisk. Men det spændende er jo, om det er en bunden udgift for samfundet, eller om det er noget, man kan gøre noget ved,« siger han.

Rapporten er lavet for Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL). Formand Elisa Rimpler kalder det for et »astronomisk højt tal«.

»Vi er et af verdens rigeste lande, og alligevel tillader vi, at så mange unge bliver hægtet af,« siger hun.

Lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet Jeppe Druedahl støder ikke på noget, der for ham at se skulle få folk til at tvivle på størrelsen af det samfundsøkonomiske tab.

»Det er svært at sige præcis, hvor stort det økonomiske tab ved denne gruppe er, men der er ikke nogen tvivl om, at tabet er stort. Og jeg finder ikke noget i analysen, der får mig til at tvivle på tallet,« siger han og nævner, at man dog kan fortolke tallene på forskellige måder og ikke sige, om det udelukkende skyldes, i hvor høj grad man får en uddannelse.

»Men det, rapporten i hvert fald viser, er, at den økonomiske gevinst ved at sætte ind, kan være meget stor,« siger Jeppe Druedahl.

Mere end bare tal

Målgruppen, som Kraka har undersøgt, er personer på 25 år, hvis maksimale uddannelsesniveau er folkeskolens afgangseksamen, og som ikke har påbegyndt en uddannelse.

Analysen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik fra år 2005 til 2021.

De cirka 12.000 personer fra hver årgang, der ikke gennemfører mere end en folkeskoleuddannelse, har i højere grad været anbragt eller modtaget forebyggende foranstaltninger som barn. Tallene viser, at mellem 14 og 17 procent har været anbragt, mens det samme gælder for to til tre procent af sammenligningsgruppen. I 2021 fik 26 procent af målgruppen forebyggende foranstaltninger, mens det samme gjaldt fire procent af den resterende gruppe.

Desuden har 12 procent af målgruppen været straffet efter straffeloven, inden de afslutter det 25. leveår. Det er seks gange højere end sammenligningsgruppen, viser analysen. Og andelen af personer, der har været på offentlige ydelser inden for de seneste tre år, er også markant højere og ligger »relativt« konstant på godt 40 procent blandt analysens målgruppe.

Målgruppens forældre er oftere ufaglærte og har en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet, og knap halvdelen af målgruppen bor i en land- eller provinskommune. Det tal er »markant« højere end den resterende del af årgangen, hvor det kun gør sig gældende for cirka hver fjerde, skriver Kraka.

Mange af rapportens konklusioner om, hvem ’restgruppen’ er, er velkendte og har tidligere været beskrevet i Information, men særligt det geografiske fund finder Bo Hammer, partner hos Kraka, bemærkelsesværdigt.

»Intuitivt forventede jeg, at det var omvendt. Men det her viser måske, at det er ude i landkommunerne, man skal reagere,« siger han.

Som han ser det, er spørgsmålet nu, om det store samfundsøkonomiske gab mellem målgruppen og den resterende gruppe kan ændres.

»107 milliarder pr. årgang er en stor udgift, som man kunne bruge andre steder, hvis det er realiserbart. Man kan forestille sig, at det ikke er en bunden udgift, men at det måske er en udgift, som man kan gøre noget ved,« siger han.

Tidligere indsats

Hos BUPL, mener formand Elisa Rimpler, at forskellene mellem restgruppen og deres jævnaldrende er alt, alt for store. Men problemet er ikke kun, hvad det koster samfundet i kroner og øre, mener formanden.

»De økonomiske udgifter er én ting, men de menneskelige konsekvenser er endnu større. Analysen viser, mener jeg, at en alt for stor gruppe unge ikke får gode nok betingelser til at leve et godt liv,« siger hun.

Hun mener, at man kan ændre udviklingen, hvis man giver daginstitutioner bedre vilkår.

»Mange børn går rundt med betonklodser om benene, der forhindrer dem i at trives og være i god udvikling. Dem skal vi hjælpe børnene af med, men politikerne investerer ikke tidligt nok,« siger hun.

En ting er, at politikerne forsøger at sikre gode matematiklærere i folkeskolen, siger hun, men hun mener ikke, at vilkårene og forudsætningerne i landets vuggestuer og børnehaver er gode nok til, at man kan sætte tidligt ind.

»Vi bliver nødt til at sætte ind tidligere. Vi ved fra forskningen, at desto tidligere, man som samfund sætter ind, desto bedre bliver muligheden for at bryde den negative spiral. Men som det er nu, bruger vi milliarderne for sent,« siger hun.

En tidlig indsats er blevet beskrevet af blandt andet den amerikanske økonom og nobelprisvinder James J. Heckman. Hans forskning peger på, at for hver dollar, der investeres tidligt, vil det langsigtede afkast være seks til tolv dollar. Resultaterne viste, at afkastet er størst ved socialt belastede familier, hvor helbredet, motivationen og indlæringen blev forbedret. Ifølge Heckman er programmer for børn under fem år de mest givtige.

Omvendt siger ny forskning fra ROCKWOOL fonden, at tidlige investeringer »ikke altid« er det mest effektive. Her indikerer resultaterne, at børns mest påvirkelige alder er forskellig, alt efter hvad man undersøger.

De finder, at matematiske og sproglige færdigheder forbedres med en tidlig indsats. Mens effekten, hvis man ønsker flere uddannelsesår, er større med investeringer i folkeskoleårene. Og hvis det handler om at modvirke kriminalitet, er effekten størst med investeringer i de sidste ungdomsår og i overgangen til voksenlivet.

Blandt de konkrete løsningsforslag mener BUPL, at man skal øge pædagognormeringerne, fordi pædagogerne ikke har hverken ressourcer eller tid til at hjælpe børn tidligt. Elisa Rimpler fortæller, at der i mange daginstitutioner kun er én pædagog, mens resten af stillingerne besættes af vikarer og medhjælpere.

Og så skal der laves tiltag, der mindsker afstanden mellem de forskellige led, der er nødvendige for at lave en tidlig indsats, mener hun.

»Der er behov for lettere adgang til ressourcepersoner, så man kan arbejde tværfagligt,« siger hun.

»Blandt andet et tættere samarbejde mellem pædagog og sundhedsplejerske. Det, ved vi, virker, men det er svært at leve op til, fordi der hverken er ressourcer eller tid. Desuden bør afstanden mellem den psykologiske rådgivning, der i dag sidder i kommunen, og daginstitutionen gøres mindre,« siger hun og fortæller, at det vil føre til en mere kontinuerlig kontakt mellem belastede familier i udsathed og fagfolk, der kan hjælpe.

Børne-, FGU- og undervisningsordfører fra SF, Jacob Mark, mener, at det er rigtig skidt for økonomien og samfundet, at beløbet er så højt.

»Men det er mest skidt for de unge, som risikerer at komme på kant af samfundet,« siger han og tilføjer, at »der er et selvstændigt formål i at give de unge en højere livsværdi«.

Han peger på den forberedende grunduddannelse (FGU) som et oplagt sted at sætte ind.

»Jeg mener, at en stor del af nøglen til dette er FGU-uddannelsen, som skal styrkes. Det er den uddannelse, der kan tage hånd om lige netop denne gruppe af unge.«

Jacob Mark peger også på andre muligheder. Han peger på folkeskolen, hvor man burde fokusere på at skabe tid og plads til de børn og unge, der kommer i skole og har det svært. Han foreslår kortere dage, hvor man så samtidig »binder pengene til skolerne«, så de investeres i eksempelvis ordninger med flere lærere og pædagoger.

Reformkommissionens rapport og dens anbefalinger til regeringen udkommer onsdag klokken 11.