Lever Danmark op til forventningerne i Arktis? »Det korte svar er nej«

Tirsdag og onsdag er statsminister Mette Frederiksen (S) i Grønland. Her mødes hun blandt andet med grønlandske og færøske udenrigs- og forsvarsministre for at drøfte Arktis og Nordatlantens rolle efter krigen i Ukraine og i det kommende forsvarsforlig.

»Ruslands brutale angrebskrig trækker spor i resten af verden, og den sikkerhedspolitiske situation er grundlæggende forandret. Vi skal undgå, at den breder sig til Arktis,« lyder det fra statsministeren i en pressemeddelelse.

Turen til Grønland er kommet kort efter, at fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har erklæret, at Arktis og Rigsfællesskabet nu er regeringens førsteprioritet: »Først står Arktis og kongeriget, dernæst Østersøen og Danmarks nærområde.«

En udmelding, der har mødt opbakning fra De Radikale, men omvendt har vakt stor undren hos blandt andre De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, der mener, at Østersøen og opbygningen af en brigade ligger højere på listen.

Det er, som om Arktis pludselig er kommet på alles læber. Debatten om, hvorvidt den nye arktiske ambassadør skal være dansk eller grønlandsk, raser, og i regeringens udspil til forsvarsforliget står der sort på hvidt, at Rigsfællesskabet er øverst på listen over geografiske indsatsområder. Vi skal bidrage endnu mere til de allieredes interesser i regionen, lyder det. Og forventningen er, at NATO’s krav kun bliver større i de kommende år.

Men hvordan går det med at leve op til de forventninger, der er i dag?

Det er svært at svare på, for der er ikke formuleret meget klare forventninger eller krav fra eksempelvis NATO, siger Henrik Gram Pedersen, der er chef for Center for Arktiske Sikkerhedstudier på Forsvarsakademiet.

»Men der er nogle områder, hvor staten Danmark kan forbedre kapabiliteter i kongeriget. Man kan med fordel blive bedre til at overvåge maritimt og i luftrummet i det arktiske område,« siger han. »Og det har vores allierede sandsynligvis også en forventning om.«

Seniorforsker og leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet Kristian Søby Kristensen vurderer heller ikke, at vi har tilstrækkelig kontrol med området.

»Jeg tror, der er generel enighed om, at bedre overvågning ville give rigtig god mening, så man har styr på, hvad der egentlig foregår,« siger han.

Samtidig er det urealistisk at tro, at Danmark kan overvåge hele Arktis, vurderer Kristian Søby Kristensen: »Så i sidste ende er det et politisk spørgsmål, hvor meget man vil prioritere det her.«

Men på lige præcis det spørgsmål er regeringen altså klar i mælet. Så hvad er det, vi skal have bedre styr på i Arktis?

Fra Kyiv til Nuuk

Der er langt fra Kyiv til Nuuk, så det kan være svært at se, hvorfor indlandsisen pludselig er så vigtig for Ukrainekrigen.

Lidt forsimplet kan man sige, at når USA og Rusland er uvenner, så bliver Arktis mere militærstrategisk relevant – og når det bliver det, er Danmarks tilstedeværelse og overvågning med området afgørende, siger Kristian Søby Kristensen.

Det skyldes to overordnede militærstrategiske hensyn, vurderer han.

Det ene handler om, at den russiske nordflåde og atomubåde ligger bag Kola-halvøen tæt ved den norsk-russiske grænse øst for Grønland.

»I en krise eller krigssituation vil de sejle fra basen, ud i Arktis og det nordlige Atlanterhav, for at sikre, hvad man kalder second strike. Det vil sige, at de skal slå igen i en nuklear konflikt med USA og derved fastholde terrorbalancen,« siger Kristian Søby Kristensen.

NATO vil – ikke overraskende – gerne holde styr på, hvor de skibe befinder sig, og det er en væsentlig del af Danmarks overvågningsopgave i Arktis.

Den anden del handler om luftforsvar og missilforsvar.

»Hvis man fra Rusland eller Asien vil sende et missil til Nordamerika, så er den korteste rute over Nordpolen. Derfor er det afgørende for USA og Canada at kunne overvåge det arktiske luftrum. Det vil være afgørende i en konflikt,« siger han.

Selv om det både er en skræmmende tanke, at Danmark skulle overse et missil over indlandsisen eller en atomubåd ud for Grønlands kyst, er det ingen hemmelighed, at både militæranalytikere og talspersoner for Forsvaret fra begyndelsen af krigen har fremhævet østersøregionen, og ikke Arktis, som Danmarks vigtigste opgave.

Det har heller ikke nødvendigvis ændret sig. Noget tyder på, at der nærmere er tale om en strategisk politisk kalkule fra regeringen.

I et interview med Politiken har Mette Frederiksen givet udtryk for, at Danmarks rolle i Østersøen er blevet mindre med det finske – og potentielt også svenske – medlemskab af NATO. To lande, der begge har et stærkt militær. Og derfor bør vi, lyder analysen altså, hellere bruge kræfterne i Arktis.

»Vi må regne med, at vi kommer til at se et mere aggressivt Rusland der. Derfor kommer Arktis højere op på den sikkerhedspolitiske dagsorden hos alle og selvfølgelig hos os i særdeleshed«, sagde hun.

Et uløst problem

Til spørgsmålet om, hvorvidt vi lever op til de allieredes forventninger i Arktis, falder militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Esben Salling Larsens svar prompte.

»Det korte svar er nej.«

Ligesom Kristian Søby Kristensen vurderer han, at overvågning af russiske missiler over indlandsisen er en af de vigtigste forventninger fra særligt USA til Danmark i Arktis.

»De russiske kalibermissiler, de angriber Kiev med, kan også flyve hen over indlandsisen. Og det har vores allierede en forventning om, at vi kan varsle dem om,« siger han.

– Og kan vi det?

»Nej, det kan vi ikke. Vi er ret blinde hen over indlandsisen, hvad angår sådan noget, fordi du ikke kan bruge satellitter til det, men det skal være en form for langtrækkende radar. Det er et uløst problem,« siger han.

»Og det er en massiv opgave. Det er mange tusinde kilometer, vi taler om, så det er ikke et spørgsmål om at sætte en enkelt radarstation op. Det kræver avancerede systemer, der skal etableres i samarbejde med USA og Canada.«

Esben Salling Larsen vurderer heller ikke, at vi er i stand til at overvåge den russiske ubådsflåde i tilstrækkelig grad.

Han påpeger, at Danmark for flere år siden lovede, at vi ville indkøbe udstyr til den opgave. Men det projekt er gået i stå, og derfor er utålmodigheden også begyndt at melde sig, siger han.

»Vi har også lovet vores allierede, at vi vil sætte antiubådsudstyr på nogle af vores fregatter – og jo mere det bliver forsinket, jo mere utålmodige bliver de,« siger han.

»Jeg kan godt forstå, hvis vores allierede synes, at det går for langsomt med de her ting.«

Skulle der komme en reel krigssituation, »kniber det også lidt« for Danmark, vurderer Esben Salling Larsen.

Der ville nemlig være en forventning fra NATO om, at vi stiller med fregatter i området mellem Grønland, Island og Færøerne: »Og det kan vi principielt godt, men problemet er, at vi har kun fem fregatter, der så både skal klare Østersøen, Nordatlanten og Arktis,« siger han.

»Så vi har principielt set kapaciteten, men med det, der sker i Europa, bliver skibene også efterspurgt andre steder. Så har vi skibe nok?«

Dertil kommer, at Danmark har fire inspektionsskibe i farvandet mellem Grønland, Island og Færøerne. De kan fungere for nu, men skal udskiftes på et tidspunkt for at kunne fastholde kapaciteten, vurderer Esben Salling Larsen.

Sidste år afdækkede DR også, at der har været udfald i dækningen på inspektionsskibene på grund af, hvad Forsvarskommendoen kalder »materieludfordringer«, hvorfor de måtte afbryde patruljer.

1,5 milliarder ikke nok

Selv om Arktis først nu er blevet en forsvarspolitisk førsteprioritet, har der i flere år været en øget opmærksomhed på området.

I 2019 sagde dengang nytiltrådte forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Jyllands-Posten, at Arktis var en af hendes »absolutte fem hovedprioriteter og en af de største udfordringer for Danmark«.

To år senere stod Bramsen i spidsen for en politisk aftale om den såkaldte arktiske kapacitetspakke, der gav 1,5 milliarder kroner til området.

»Vi har set stigende fremmed aktivitet i Arktis og Nordatlanten. Derfor har vi behov for at få en bedre overvågning og tilstedeværelse i området. Ikke for at optrappe konflikter. Men fordi det er nødvendigt at tage truslerne alvorligt,« lød det dengang.

Problemet med den pakke var bare, at dens formål var at opfylde en arktisk strategi, der blev lavet i 2011, siger militæranalytiker Esben Salling Larsen.

»Så det handlede om at løse kystvagtopgaven, når isen smelter. Den tager slet ikke højde for øget militær aktivitet.«

Præmissen var altså en anden, og siden da er der ikke sket meget på området.

»I forhold til det scenarie, vi har i dag, er det ret utilstrækkeligt. Og der er stadig noget overvågning, vi mangler, og et projekt omkring droner, der mangler at blive effektueret.«

– Hvor utilfredse er de allierede med alt det her?

»NATO er jo en international organisation, der ikke plejer at være meget direkte i dens sprog, så når den skriver de ting, den skriver, læser jeg det som en ret hård kritik af Danmark. Den manglende overvågning er også noget, der er blevet bragt op på regeringsplan mellem USA og Danmark,« siger Esben Salling Larsen.

NATO’s nye styrkemål

Da Troels Lund Poulsen fremlagde regeringens udspil til forsvarsforliget, kom han også omkring NATO’s styrkemål.

NATO tildeler hvert enkelt medlemsland en række krav til, hvad de konkret skal bidrage til alliancen med – såsom en brigade eller et kampfly – og lige nu omfatter de danske mål ikke kapaciteter i Arktis. Men det forventer forsvarsministeren altså vil ændre sig, når der kommer nye mål i 2025.

Læser man mellem linjerne, er der faktisk allerede krav til det arktiske område på listen. Krav, som Danmark ikke lever op til. Det vurderer militæranalytiker Esben Salling Larsen.

Et af målene er for eksempel en fregat med udstyr til at bekæmpe ubåde.

»De antiubådsenheder, der beskrives, er ikke beregnet til Østersøen. Det er noget, man forventer skal indsættes hen over Atlanten ved Island, syd for Grønland,« siger han.

Ligesom forsvarsministeren forventer både Kristian Søby Kristensen og Esben Salling Larsen også, at der vil komme flere krav målrettet Arktis med i de nye styrkemål.

Esben Salling Larsen forventer også, at selve tilgangen til Arktis vil forandre sig. Mange har nok hørt om Washington-traktatens artikel 5, der slår fast, at et angreb på et af NATO’s medlemslande er et angreb på dem alle.

Men i den efterfølgende artikel 6 uddybes det, hvad der omfattes af det kollektive forsvar, og her fremgår det, at Grønland og Færøerne i princippiet er omfattet.

I mange år har Danmark da også nedtonet konsekvensen af netop den artikel i traktaten, vurderer Esben Salling Larsen. Men det er måske ved at ændre sig nu, siger han.

»Jeg tror, det bliver styrkemål, der bygger på, at Danmark, og dermed NATO, skal være i stand til at forsvare hele området,« siger han og gætter på, at det mere konkret vil omfatte overvågningsudstyr og antiubådsudstyr.

Det er dog vigtigt at huske, at der er forskel på, hvad man drømmer om, og hvad der faktisk kan lade sig gøre, påpeger chef for Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, Henrik Gram Pedersen.

»Med Washington-traktatens artikel 3 skal vi kunne forsvare vores eget område, men med Grønland er det en kæmpe opgave. Der er ingen realisme i at tro, at vi kan overvåge hele Arktis,« siger han.

»Men der er omvendt ingen tvivl om, at vores allierede forventer, at vi kan overvåge mere af vores eget område.«

Information har forelagt Forsvarsministeriet eksperternes vurderinger af situationen i Arktis, og fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen lyder det i et skriftligt svar:

»Der er ingen tvivl om, at regeringens mål er, at Arktis og Nordatlanten fortsat skal være et lavspændingsområde, hvor potentielle konflikter løses på fredelig vis. Med dette mål for øje skal Danmark bidrage endnu mere til at opfylde allierede og NATO’s interesser i regionen.«

Ministeren skriver videre: »Det er også baggrunden for, at regeringen i sit udspil til et nyt forsvarsforlig vil forbedre overvågningen og suverænitetshåndhævelsen i regionen under tæt inddragelse af Færøernes Landsstyre og Naalakkersuisut og i tæt samarbejde med allierede, særligt USA.«