Visse sager har en karakter, der nærmest på forhånd spærrer dem inde i Ekstra Bladets verdensbillede. Sig "Tøndersagen", og straks toner spisesedler med "Scener fra et sexhelvede" eller "Hæng dig, Bjarne!" frem.
På forhånd har man afsmag og ulyst til at beskæftige sig med sagen overhovedet. Og det er ikke kun, fordi den i sig selv er ubehagelig. Det er også fordi Ekstrabladsretorikken på forhånd klæber en klistret film af middelmådig fiktion hen over de implicerede - selv om de er blevet idømt hårde fængselsstraffe, og det skete derfor i et eller andet omfang må være virkeligt nok. Og deler man ikke reportagernes på en gang skingre og smagende selvretfærdighed, får man jo end ikke det forargelses-kick ud af dem, som er deres formål.
Derfor vidste jeg så godt som intet om Tøndersagen, før jeg fik Brüggers og Thomassens Grænselandet i hænderne. Og opdagede, at jeg alligevel havde forestillingsevnen fyldt op med klicheer om 'den slags mennesker' - først og fremmest, at de mindst måtte være debile.
Selvrefleksion
Dem har bogen fået renset ud i. Behagelig læsning er det ikke, men det lykkes de to forfattere at give sagen en dybde og et perspektiv, som ellers kun skønlitteratur formår.
Bogen veksler mellem beskrivelser, interview, breve fra de involverede og faksimiledokumenter. Undervejs indsættes i kursiv afsnit med forfatternes egne overvejelser over det, der møder dem. Det tillader dem at træde ud af journalistens rolle, og det giver fremstillingen styrke. Forfatterne går både til værks med fagets krav til saglighed og research, og samtidig reflekterer de hele tiden over deres egne reaktioner. Således lægger de også åbent frem, hvor deres involvering i sagen forleder dem til selv at forbryde sig mod sagligheden. Som da de betaler en dubiøs kilde for at tage dem med til Tyrkiet og forfølge et ikke ligefrem indlysende spor.
Metoden med de indskudte overvejelser misbruges ikke, men den bringer forfatterne tæt på ens egne refleksioner og - blandede - følelser under læsningen. Man får så at sige nogen at snakke med.
"Alle, som kom i nærheden af Tøndersagen, ville tage skade af det, miste integritet og give køb på de mest grundlæggende moralske principper. Blive skurkagtige eller selv gå til grunde. Og hvis man gav sig i kast med at skrive om sagen, studere, botanisere og granske i den, ville man før eller siden ende som et kynisk, misantropisk og hadefuldt menneske. Endda som racist og racehygiejniker! Til sidst kunne man sluge de mest forfærdelig udtalelser uden at blinke med øjnene," skriver de blandt andet.
Man forstår dem, for undervejs er man tilbøjelig til selv at få det sådan. Dog heldigvis ikke kun.
Hvordan kunne det ske?
Det er et af bogens indsigtsfulde greb, at den lader Tønder Kommune og familien spejle sig i hinanden: En taberkommune, der er for ressourcesvag til at magte den ressourcesvage taberfamilie. Indledningen, hvor forfatterne giver et portræt af kommunen, har litterære kvaliteter.
Det forfærdede og letfærdige spørgsmål - gys! - hvordan det dog kunne ske, uden at myndigheder, skole, naboer og familie greb ind, besvares. Det kunne ske. Det kan ske, når en dysfunktionel familie flytter til et dysfunktionelt landsbysamfund i en fattig landkommune, hvor sagsbehandlerne har dobbelt så mange sager som forsvarligt og end ikke kan nå at journalisere.
Det kan ske, når faderen, 'Bjarne', er et menneske, der er reduceret til artens mest basale instinkter: Aggression og begær. Eller aldrig har været i stand til/haft mulighed for at udvikle andre facetter af følelseslivet end en overmægtig vrede og et usublimeret driftsliv.
Det kan ske, når moderen, 'Anna', fra barnsben er blevet så kuet og har følt sig så uelsket, at hun ikke føler sig ansvarlig overhovedet. Hun er redet af voldsom angst, er blottet for selvfølelse og opfatter derfor kun sig selv som offer.
Faderen tilbringer tiden med at se pornofilm, drikke bajere og invitere 'husvenner,' som han tvinger moderen til at bolle med.
Efterhånden som den ældste datter bliver større, inddrages hun i hans gennemseksualiserede og øllede univers. Intet af det, han gør, sker for vindings skyld, men for spiritus, selskab og for at kunne kigge på. På et tidspunkt beskrives han som en borderlinepersonlighed, der ikke er i stand til at være alene. Han er kort sagt sølle, affektstyret og infantil - men ikke debil.
Hans breve til sine forældre fra fængslet afslører derimod, at han hverken kan mobilisere skam- eller skyldfølelse. Han erklærer sig 'psykisk syg', men bruger det til selvmedlidende at lægge skylden på 'de andre'.
Samtidig klamrer han sig til, at der har været masser af 'normalitet' i familiens liv. Incesten og volden er undtagelsestilfælde, fordi han ikke har fået 'hjælp'.
Annas selvbiografi
Anna er i udgangspunktet langt mere reflekteret, men har tillige modtaget massiv psykologisk hjælp undervejs. Et andet af bogens scoop er, at den selvbiografi, hun har skrevet i fængslet, og som hun har overdraget Brügger og Thomassen, bogen igennem oprulles sideløbende med deres egen kronologiske udredning af forløbet.
Det er næsten ubærlig læsning, men da sagen er slut, og der er faldet dom, kan Anna til sidst i det afsluttende interview træde frem som et langt mere helt menneske, end hun nogen sinde tidligere i sit liv har været. Er der noget i hele dette mørke, der trods alt efterlader en smule tillid til menneskers overlevelses- og udviklingsevner, så er det Annas historie - som forfatterne også selv er tilbøjelige til at stole på.
Man skulle tro, det var løgn, men Anna vokser i menneskelighed på grund af det, hun har været igennem. Hendes historie klinger ud i, at hun nok på et tidspunkt vil være i stand til at tage ansvar for sine piger.
Bjarne derimod er man ikke tilbøjelig til at satse meget på rent menneskeligt.
Pigerne
Den store ubekendte i hele historien er naturligvis, hvordan pigerne skal overleve. Af gode grunde har ingen haft adgang til dem, og vi møder dem derfor kun gennem de øvrige aktørers øjne, hvilket giver en uundgåelig skævhed. Eftersom man hører langt mere om de andre, samles læserens interesse naturligt om dem, mens pigerne forbliver uklare og efemere.
Er det en uundgåelig svaghed ved bogen, er det til gengæld en af de få. Brügger og Thomassen har gjort et imponerende og sobert stykke arbejde. Det lykkes dem at udrede et kompleks, der er langt mere indviklet, end man fra begyndelsen aner, og at gennemlyse det med forståelse. På en måde, så enhver fornemmelse af Ekstrablad er forduftet, når man er ved vejs ende.
Mads Brügger og Nikolaj Thomassen: Grænselandet. Tøndersagen efterforsket. 376 sider, kr. 249,-. Aschehoug. ISBN 978-87-11-30036-7. Udkommer i dag
