Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Få nye ideer til fremtidens universiteter

'Fremtidens Universiteter', der er redigeret af videnskabs-minister Helge Sander (V), består af en række læseværdige indlæg, men den indeholder meget få nye og overraskende forslag til udvikling af universitetssektoren
Indland
22. april 2009

Fremtidens universiteter er en samling af artikler, som er skrevet af en perlerække af folketingspolitikere, universitetspolitikere, universitetsledere og enkelte forskere. Bogen indledes med et kapitel af Helge Sander, og her skitseres store visioner for fremtiden. Sander vil ikke alene skabe det første virtuelle universitet, tilbyde nogle af verdens dygtigste studerende en gratis uddannelse, sende bachelorer ud på arbejdsmarkedet, danne et konsortium af et dansk og et udenlandsk universitet, skabe alliancer mellem det offentlige, det private og andre, som kan finansiere forskning og uddannelse på klima- og miljøområdet, tilføre universiteternes ledelse endnu større handlefrihed og medansvar, men også skabe attraktive studiemiljøer med karrierecentre, børnepasning og højhastighedsbredbåndsnet. Dette er i sandhed en vision, der vil noget, og som også viser, at ministeren stadig er i god form.

Gratis uddannelse

Et generelt tilbud til flere udenlandske studerende om gratis undervisning i Danmark kan så også delvist udligne den eksisterende konkurrenceforvridende asymmetri, at Danmark kræver betaling af undervisnings-afgift (tuition fee) af udenlandske studerende, der kommer fra lande uden for EU-området, mens Danmark på den anden side dækker danske studerendes udgifter til tuition fees i udlandet og lader de studerende medtage deres SU. Dette er en besynderlighed, der nævnes i et af de andre læseværdige bidrag, som er skrevet af Peter Birch Sørensen.

Problemet er selvfølgelig, at det er det hellige almindelige danske princip om gratis uddannelse til alle, der er begrundelsen for dette tiltag, selv om de meget fornuftige og rimelige uddannelsesmæssige og sociale mål også ganske udmærket vil kunne nås ved en kombination af egenbetaling af tuition fee og fripladsordninger.

Opretholdelsen af det danske gratisprincip i en globaliseret verden diskuteres da også i flere af indlæggene. Og det er meget glædeligt, at Christine Antorini i sit indlæg synes at være på vej til at erkende, at det ikke i længden er muligt at opretholde et system, hvor man gør det utrolig profitabelt for danske borgere at få deres uddannelse betalt helt og fuldt af skatteyderne og så derefter tjene deres løn uden for det danske skattevæsens rækkevidde.

Det er ligeledes glædeligt, at politikerne Marianne Jelved og Jesper Langballe slår et stærkt slag for universiteternes frihed og erkender, at denne og universiteternes samfundsmæssige betydning på langt sigt også afhænger af, at en væsentlig del af indtægterne ikke kommer i halen på kortvarige kontrakter og femårige forskningsrådsbevillinger, men som egentlige basisforskningsmidler. Det er ligeledes forfriskende, at bestyrelsesformand Johannes Due tør nævne, at ønsket om at fremme de studerendes (internationale) mobilitet hæmmes af kravene til hurtig gennemførelse.

Universitetslederne Lauritz B. Holm-Nielsen og Lykke Friis slår et kraftfuldt og nødvendigt slag for universiteterne som meget aktive deltagere på den internationale bane, men de demonstrerer også, at de lider af den udbredte rektorale sygdom, som medfører, at de- på trods af, at de er ledere af videnskabelige institutioner - øjensynligt lægger stor vægt på totalt uvidenskabelige avisbaskere som THES- og Shanghai-rankingen. Rektorerne er selvfølgelig udmærket klar over, at disse rankings er rene illusionsnumre til brug for den mere eller mindre kulørte presse, men de fristes alligevel til at bruge dem. Sygdommen ser også ud til at kunne smitte, idet såvel Lars Nørby Johansen, Lars Goldschmidt som Tony Clarke anvender disse rankings i deres argumentation. Heldigvis har sygdommen ikke hidtil bredt sig til de menige forskere, der jo bl.a. har svært ved at forstå, at man, forudsat korrekt udførte målinger, i løbet af et år kan iagttage meget store spring i rangordningen.

Få nye ideer

Som helhed indeholder bogen en række læseværdige indlæg, men på den anden side fremkommer der meget få nye og overraskende forslag til udvikling af universitetssektoren, hvilket man måske heller ikke kan forvente, idet hovedparten af forfatterne er garvede deltagere i debatten om universiteternes fremtid.

Bortset fra ministerens helt overordnede forslag findes de mest overraskende og kontroversielle forslag i Ole Fejerskovs og Morten L. Kringelbachs indlæg, der forsøger at give et internationalt perspektiv på debatten.

Det mest overraskende forslag er indførelse af Oxbridge-modellen, der supplerer holdundervisningen med collegebaserede tutorials. Det hævdes, at denne model skulle være baggrunden for den succes, man har på universiteterne i Oxford og Cambridge. Det er ellers en undervisning, der i England er blevet stærkt kritiseret, fordi den i høj grad varetages af collegetutorer uden forskningsbaggrund, men også fordi den især frem-elsker essayskrivning af meget generel karakter, og ofte på basis af gårsdagens viden.

Ole Fejerskov og Morten L. Kringelbach har også et forslag om en helt ny ledelsesstruktur på universiteterne. Forslaget afskaffer fakulteter og dekaner for at overlade magten til centerlederne, som - formoder man- skulle have en bedre forskningsmæssig status end dekaner. Det er egentlig ikke nyt, men det skuffende er, at man heller ikke denne gang får fremlagt en ordentlig og tilbundsgående argumentation for en sådan strukturs fortrin. Umiddelbart kan man jo nok have sine tvivl om, hvorvidt modellen i tilstrækkelig grad tilgodeser den forskningsbaserede undervisning og den meget store faglige bredde i de nuværende universiteter.

Endelig synes også deres lovprisning af de store forskningsmiljøer inden for sundheds- og naturvidenskab, som samler personer på meget forskellige alderstrin, lettere malplaceret i en situation, hvor man især inden for sundhedsvidenskab klager over, at det er umuligt at sende unge forskere ud i verden og få dem tilbage igen. Det er en uheldig udvikling, som skyldes, at man anvender sine basisforskningsmidler på en måde, der umuliggør forskning uden yderligere tildeling af eksterne midler. Hermed sender man sine unge mennesker lige i armene på de baroner, der sidder på de eksterne midler. Og den afhængighed får de unge forskere til at blive i udlandet. Så helt så lyserødt som anført er det næppe.

'Fremtidens Universiteter', redigeret af Helge Sander, Gyldendal, 208 sider, 199 kroner, udkommer i dag

Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her