Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

PET's dobbeltspil under Den Kolde Krig

PET-Kommissionens beretningens bind 2 er gedigent historikerhåndværk
Indland
18. juli 2009

PET-Kommissionens mammutberetning er skuffende læsning, den indeholder næsten intet nyt og overraskende. Den savner indføling i Den Kolde Krigs barske klima med konfrontation på liv og død mellem demokrati og diktatur.

Nogenlunde sådan lød enkelte af 'ekspertkommentarerne' umiddelbart efter beretningens offentliggørelse. Intet kunne dog være mere forkert.

Baseret på beretningens Bind 2, som her skal anmeldes, og på en lang række nedslag i de øvrige 15 bind må det slås fast, at selv for den, der er grundigt sat ind i Den Kolde Krigs historie i dansk sammenhæng, er beretningen fyldt med ofte overraskende 'nyheder' af større eller mindre rækkevidde ud fra en dybtgående læsning af det enorme PET-materiale og forskningslitteraturen.

På de givne præmisser, altså Folketingets kommissorium for arbejdet, fremtræder beretningen som særdeles solid, sober og nøgtern historisk forskning - simpelthen grundigt og gedigent historikerhåndværk, med godt blik for de strukturelle og de individuelle faktorer og forklaringer på de ofte yderst komplicerede sammenhænge, og uden utidigt overfokus på enkeltpersoner hverken i PET og embedsmands- og politikerkredse eller i de såkaldte 'overvågede miljøer'.

En mønsternation

Bind 2, forfattet af historikeren Johnny Laursen, behandler den politisk-juridisk-organisatoriske baggrund for PET's (og dets forgænger REA's) virke fra 1945 frem til den famøse regeringserklæring i 1968. PET måtte i perioden arbejde under en udbredt mistænksomhed både i dele af befolkningen og blandt politikere og meningsdannere. Mistænksomheden havde umiddelbart rod i erfaringerne fra besættelsen, hvor politiet havde benyttet sine registreringer af kommunisterne under den - grundlovsstridige - internering af dem i juni 1941. Bindet peger dog også - uden at gå nærmere ind på det - på den danske »politiske kultur og mentalitet«, som tilsagde, at Danmark var en mønsternation, der isolerede sig fra en truende omverden, og at overvågning og registrering af politiske grunde kun var noget, der fandt sted i andre lande

Et andet hovedtræk ved PET's udvikling i perioden var tjenestens professionalisering og internationalisering, ikke mindst i kraft af NATO-samarbejdet. Det viser sig her, at Danmark, på initiativ af PET i begyndelsen af 1950'erne spillede en proaktiv rolle i tilrettelæggelsen af NATO's efterretningssamarbejde. I NATO's såkaldte Specialkomité, hvor efterretningsoplysninger fra medlemslandene blev udvekslet og koordineret, var Danmarks linje således at søge det stormagtsdominerede samarbejde formet på en måde, så de små lande både kunne få del i udvekslingen af oplysninger og samtidig varetage deres efterretningsmæssige integritet og uafhængighed.

Panisk kommunistangst

Bind 2 nævner det ikke, men der synes her at være en parallel til det norske politis overvågningstjeneste, POT, som i 1950'erne arbejdede aktivt for at bevare efterretningsindsamlingen på norske hænder og således undgå, at f.eks. CIA og MI5 gav sig til at operere på norsk jord.

Ikke overraskende var det kommunisterne og ikke mindst deres frontorganisationer, som var i fokus for det danske efterretningspoliti. Sigende for den til tider paniske krigsfrygt i de første år var, at da tilslutningen til DKP og dets frontorganisationer tydeligvis var faldende i 1949-50 (efter Prag-kuppet og Påskekrisen 1948), anså REA dette som udtryk for kommunisternes stigende farlighed: Når folk meldte sig ud af DKP, måtte det være forberedelse på illegalitet, det vil sige effektivt virke som femtekolonne under et forestående angreb på Danmark.

Netop Påskekrisen 1948 blev grundlaget for e-tjenestens overvågning og registrering af DKP under hele Den Kolde Krig. På trods af et offentligt cirkulære fra 1947, som forbød politisk registrering, var frygten for femte-kolonnevirksomhed i tilfælde af krig og evt. sovjetisk besættelse så stor, at 1947-forbudet i hemmelighed blev ophævet i foråret 1948, hvorefter alle medlemmer af DKP og dets frontorganisationer etc. snart blev registreret.

Dobbeltspil for folket

Justitsministeriet og e-tjenestens ledelse spillede således allerede fra dette tidspunkt et dobbeltspil over for offentligheden. Under en folketingsdebat i 1952 erklærede justitsminister Helga Petersen, i strid med sandheden, at der i Danmark ikke skete »registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning«. Det bemærkes, at ordet 'blot' i sammenhængen helt svarer til ordet 'alene' i 1968-regeringserklæringen 16 år senere. Intet nyt under solen.

Sådan var Den Kolde Krigs vilkår - i 1948 såvel som i 1968, og utvivlsomt endnu i 1988. Og måske blev dobbeltspillet, hemmeligholdelsen og de uformelle arrangementer paradoksalt nok anset for at være så gennemført nødvendige, fordi Danmark var et af de mest åbne og demokratiske samfund med en udpræget skeptisk befolkning. Man frygtede, at den forbeholdne tilslutning til NATO svækkedes, hvis grundlaget for og omfanget af registreringen kom frem.

PET-beretningen er blevet kritiseret for ikke at lægge tilstrækkelig afstand til de demokratiske dobbeltspil og uregelmæssigheder, som dette førte med sig. Og vel kunne man ind imellem have ønsket sig lidt flere (kritiske) vurderinger, f.eks. af i hvilket omfang politiske forforståelser og fordomme ledte efterretningsarbejdet på vildveje. Det er dog snarere Folketingets kommissorium end kommissionsberetningens forfattere, der bør klandres. Hybridkarakteren af blandet historisk og juridisk undersøgelse har utvivlsomt bidraget til nogle steder at give både Bind 2 og de øvrige mere karakter af analytisk materialefremlæggelse og legalitetsbetragtninger end bredere historisk fortolkning.

Men ved sætte sig ud over både venstrefløjens ønske om brændemærkning af PET's 'magtmisbrug og ulovligheder' og højrefløjens behov for udhængning af 'landsforrædere og nyttige idioter' har beretningen, herunder Bind 2, lykkeligvis afvist at lade nogle af de golde polariseringer styre sit arbejde. Den slags kendetegner fin historieforskning.

Poul Villaume er dr. phil. og professor i samtidshistorie, Saxo-Instituttet, Kbh. Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Nu var det altså ikke historie-forskning PET-kommisionen var sat til at bedrive; den var sat til at finde ud af, om folk blev registreret alene på baggrund af deres politiske ståsted. Og måske også komme med en vurdering af dette, hvis det var tilfældet.

Hugo Barlach

Jeg forstår heller ikke rigtigt artiklen udover som et form for karakter-beskrivelse, som ingen har efterspurgt...

"PET-beretningen er blevet kritiseret for ikke at lægge tilstrækkelig afstand til de demokratiske dobbeltspil og uregelmæssigheder, som dette førte med sig. Og vel kunne man ind imellem have ønsket sig lidt flere (kritiske) vurderinger, f.eks. af i hvilket omfang politiske forforståelser og fordomme ledte efterretningsarbejdet på vildveje."

Jatak, men er det ikke en af hovedpointerne? At overvågningen ikke havde den kvalitet, som må forudsættes i forhold til konsekvenserne? Og som minimum for Tjenestens priviligerede stilling?

At ville klandre et VKO-blokpolitisk flertal for problematikken, gør vel snarere Kommisions-undersøgelsen grader mere kritisabel uanset det historiske håndværk. Men der er så sandelig også andre interessenter i anliggendet: idehistorien, journalistikken og sikkert mange flere, men først og fremmest offentligheden. Det ér her bedømmelsen i sidste ende skal kunne fordøjes.

Artiklens konklusions-modstilling af "ventre-" og "højrefløjes forhold til anliggendet og den heraf afledte betegnelse: golde polariseringer, vil under alle omstændigheder ikke trække klapsalver i idehistorisk perspektiv. Dén gik ikke i almindelig forsknings-sammenhæng på de kanter ved jeg. Så hvor fin rapporten kan synes at fremstå, så har den rejst en lang række nye spørgsmål. Fra håndværk som sætter mindst ligeså høje standarder...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Og det skurer stadig i ørerne:

"Og vel kunne man ind imellem have ønsket sig lidt flere (kritiske) vurderinger, f.eks. af i hvilket omfang politiske forforståelser og fordomme ledte efterretningsarbejdet på vildveje."

Men har det åbentbart ulastelige historiske håndværk fra med-professorens side ikke vækket den enkle forundring, at netop fraværet af kritiske korrektioner kunne være rundet af PET's politiske praksis? Man kunne f.eks. søge i magtfilosofisk sammenhæng efter, hvorledes dette fravær kunne have været konfigureret. Prøv eksempelvis med 'vidensarkæologien' fra Michel Foucault's hånd som udgangspunkt. Her anlægges en analytisk vinkel, som tager et særdeles praktisk udgangspunkt. Blot et velment råd fra en anden håndværker med andel i anliggendet...

Med venlig hilsen

'Dobbeltspil' lyder ikke særligt charmerende og angår vel forholdet mellem PET og offfentligheden til trods for, at ingen, heller ikke dengang, var i tvivl om, hvori spillet bestod, en offentlig hemmelighed, der blot manglede detaljerne og navngivningen.
Politisk valgte man (dvs.ikke venstrefløjen, men socialdemokraterne og de konservative) side med de allierede på vestfronten, den dag i dag et politisk "dobbeltspil", fordi venstrefløjen stadig er modstandere af alliancen, navnlig NATO-samarbejdet, som i PET toges for given politisk korrekthed. Den aktuelle fortsættelse findes udtrykt gennem de nye terrorlove, der tydeligvis også er rettet mod venstrefløjen, et politisk valg og en farlig konfrontation.
Venstrefløjen vil, som Søren Søndergaard, Pelle Voigt, Preben Wilhjelm o.a. har sagt, gerne stå ved deres beslutninger fra Den kolde Krig, men ifølge det politiske flertals udenrigspolitik har venstrefløjen fra begyndelsen været anset for 'klassen slemme dreng'. Deri findes ingen anakronisme, men et udtryk for politisk magtbeføjelse (magtbrynde?) gennem PET.

Steen Rasmussen

Artiklen roser et enkelt bind for at være udtryk for nogle kvaliteter, som så implicit ophøjes til at være det centrale. På den måde bliver artiklen til en af de kaskader af pseudoartikler, som Dagbladet efter hånden har bragt i sin sære dækning af kommissionsrapporten.

De skiftende regeringers dobbeltspil, som dækker over at det politiske system har løjet for befolkningen om sin lovliggørelse af PET´s registreringer af folk, alene/blot på baggrund af sit lovlige/legitime politiske tilhørsforhold, nævnes, ikke fordi det fordømmes, problematiseres, beklages, men snarere som en bibemærkning, der jo skulle med. Kommissionen blev rigtig nok nedsat for i det hele taget at få afklaret, om den type registreringer fandt sted. Det gjorde de; ca. 300 000 danskere er blevet intimideret og mistænkeliggjort på den måde. Men resultatet, det uhyrlige faktum, falder bare som en bibemærkning.

Kommissionens resultat er en bombe under det politiske system. Dets magtmisbrug, dets løgne, og dobbeltspil over for befolkningen er afsløret. Det faktum at disse politikere ville have mistet alt, hvis folket havde kendt til deres metoder, det afslører, at det politiske system har arbejdet illegitimt i den periode, som undersøgelsen handler om, at det har arbejdet uden folkets mandat, på falskt mandat! Og, det værste er, at man med den viden og kendskabet til mangelen på alle former for selvopgør i den anledning, kan konkludere at de gamle koldkrigere fortsætter med at arbejde på illegitimt grundlag.

Det faktum - at skiftende regeringer i en uhellig alliance med statens efterretningstjeneste har intimideret, mistænkeliggjort og brugt efterretningerne i sin kamp mod helt legitime politiske modstandere, at man har plejet sine særinteresser med den særlige form for magtmisbrug, og at man har begrundet hemmeligholdelsen af dette misbrug med hensynet til det alment bedste og beskyttelsen af efterretningstjenesternes arbejdsmetoder – er selve bomben i politisk filosofisk forstand.

Ingen medier har taget fat i bomben. Det kan kun forklares med, at de alle sammen er repræsentative for det politiske system. Alle bliver ramt af bomben, fordi alle sidder i lortet til op over ørerne.

Det at Ínformation ikke vil bomben, anser jeg personligt for at være en kraftig indikation for, at avisen holder hånden under dele af det politiske system, som bomben ville ramme.

Dette her burde være langt værre for det politiske system i Danmark end Watergate blev for republikanerne og USA. Grunden, til at bomben ikke sprænges, er, at det ikke kun er et parti, men alle dem, der har været regeringsbærende i perioden, fra socialdemokratiet over de radikale til konservative og venstre den vil ramme. Det er det eneste der kan forklare, hvorfor man ikke kaster bomben. Alt for mange ville blive ramt af den!

På den måde mister Ínformation også sin legitimitet.

http://docs.google.com/gview?a=v&q=cache:GJxfPV9gdq8J:www.arbejdsforskni...

Inger Sundsvald

Skulle det være forbigået PET’s opmærksomhed, så skrev også jeg engang under på listerne til SAP. Jeg kan huske det var med begrundelsen ”et alsidigt demokrati”.