Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De bedste hoveder og de nyttige idioter

Velfærds-kommissionen fungerede ikke som sandhedskommission, den fungerede som politisk redskab uden illusioner om højere retfærdighed. Og det er ganske typisk for kommissioner, konkluderer en ny bog
Kommissioner. Regeringen vælger selv, hvilke langsigtede hensyn, der skal drages frem i lyset, og derfor kan selv de klogeste hoveder fungere som regeringens nyttige idioter. Her er det Velfærdskommissionen på arbjede.

Kommissioner. Regeringen vælger selv, hvilke langsigtede hensyn, der skal drages frem i lyset, og derfor kan selv de klogeste hoveder fungere som regeringens nyttige idioter. Her er det Velfærdskommissionen på arbjede.

Linda Henriksen

Indland
7. november 2009

Forargede og fornærmede. Det er der altid en del, der er i Danmark. Men ualmindeligt mange blev fornærmede og forargede, da statsministeren Anders Fogh Rasmussen savede den gren over, som hans egen velfærdskommission sad på. Det blev regnet for uartigt, at statsministeren kaldte den »politisk tonedøv«, så snart den havde leveret sin mægtige rapport. Det blev sagt, at kommissionens arbejde var spildt.

Men netop den opfattelse af konflikten viser, at kommissionens arbejde på ingen måde var spildt. Den almindelige opfattelse blev, at Velfærdskommissionen havde sagt sandheden om, hvad vi burde gøre, mens regeringen manglede 'modet' til de 'nødvendige reformer'. Kommissionen havde skabt en bevidsthed om behov for drastisk handling, hvis velfærdsstaten skulle overleve på lang sigt. Og Anders Fogh Rasmussen havde skabt bevidsthed om, at han ville reformere så forsvarligt og forsigtigt som muligt.

Nu, mere end tre år efter, skriver et medlem af Velfærdskommissionen, at det sikkert var hele den politiske mening med arbejdet. Det er professor Jørn Henrik Petersen, som i antologien De store kommissioner pointerer:

»Velfærdskommissionen var en væsentlig faktor i politikernes bestræbelser på at lade reformer fremstå som nødvendige. Det blev opnået, fordi kommissionen havde fået status som autoritativ røst, der blev lyttet til.«

Der blev skabt tillid til kommissionen, som om den var hævet over intriger og interesser, mens politikerne bliver set som produkter af magtkampe og interesser. Derfor var det muligt for regeringen Fogh både at male fanden på væggen og tilbyde sig selv som frelser. Og på den måde kunne regeringen Fogh gennemføre velfærdsreformer, som nogle fandt for vidtgående og andre fandt for uambitiøse, men de fleste kunne leve med. Velfærdskommissionen fungerede ikke som sandhedskommission, den fungerede som politisk redskab. Og uden illusioner om højere retfærdighed konkluderer Jørn Henrik Petersen på Velfærdskommissionen:

»Faglighed som legitimation. Legitimation som politisk redskab. Kommissionsarbejde er ikke for sarte puritanere.«

Sandhedsaura

Kommissioner har en særlig status i offentligheden: Man kritiserer politikere, men man kritiserer ikke kommissioner. Man bruger derimod ofte formænd og forkvinder fra kommissioner til at kritisere regeringen, selv om man ved, at regeringen selv nedsætter sine kommissioner. Regeringen definerer kommissoriet og udvælger dem, der skal sidde i kommissionen. Det fremgår flere steder i bogen, at det ikke er faglige færdigheder, som afgør, hvem der kommer i kommissionerne.

»Igen er observationen«, som det hedder i bogens afslutning »at kvalifikationen ikke så meget ligger i uafhængighed og kontrollerbarhed, som i politisk jugement og tilregnelighed«.

Det er ikke, fordi eksperterne er korrupte eller politiserende i deres forskning. Det gælder blot, at man om de få forskerne, der går igen i dette arbejde, kender deres standpunkter og problemformuleringer. Man ved nogenlunde, hvad man får. Og temmeligt ofte handler kommissionsarbejde ikke om at formulere løsninger, men om at skabe bevidsthed om bestemte problemer. Således skriver Poul Erik Mouritzen om Strukturkommissionen, som han selv var en del af, at løsningerne i processen var defineret inden, før problemerne var diagnosticerede. Regeringen ville have større kommuner og færre, smallere amter. Sat på spidsen kan man sige, at kommissionen skulle levere de problemer, som regeringens forslag skulle ses som løsning på. Kommissionen var med til at udbrede ideen om en reform, som ingen havde efterlyst offentligt: »Denne modning skete på forskellig vis. For det første ændres langsomt befolkningens opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. For det andet skaber kommissionsarbejdet en opfattelse af, at en reform er uafvendelig.«

Mouritzen afdækker, hvordan begrundelsen for reformen blev produceret: Det blev mere end antydet, at der ville være 'stordriftsfordele' forbundet med kommunesammenlægninger. Denne antydning er strategisk placeret i kommissionens betænkning på en side, som mange ville læse. Men læser man videre og grundigere, vil man ifølge Mouritzen kunne se, at der ikke er belæg for antagelsen om stordriftsfordele. Det fører til følgende opsigtsvækkende konklusion:

»Indholdsmæssigt er der intet i betænkningen, der taler for en reform med det indhold, der blev slutresultatet. Næsten ethvert politisk parti vil fra Strukturkommissionens betænkning kunne samle elementer op til en reform af den offentlige sektor, som svarer til partiets ideologi.«

De nye kommissioner

Antologien gennemgår arbejdet med adskillige, forskellige kommissioner. De tre hovedforfattere har både skrevet en samlet indledning og afslutning, hvor de reflekterer over kommissionernes funktion og position i den politiske proces. Antallet af kommissioner er faktisk faldet: Der blev nedsat flere kommissioner i perioden fra 1960 til 1980 end i dag. Dengang var det Socialdemokratiets opfattelse, at alle væsentlige politiske processer burde forberedes i kommissionen, og at enstemmige indstillinger burde vedtages som love i Folketinget. Normen var dengang, at de berørte interessegrupper og politikere var repræsenteret i kommissionerne. I dag er politikerne røget ud af kommissionerne, og eksperterne er kommet ind. Men ofte produceres ideerne og initiativerne af embedsfolk i centraladministration. Det fremgår af flere bidrag til bogen, at indstillinger, regnemetoder og informationsmængden kan gøre det særdeles vanskeligt for uafhængige eksperter at gøre sig gældende i kommissionerne. Det store spørgsmål er naturligvis, hvad man i dag bruger disse kommissioner til. De tre hovedforfattere konkluderer til sidst, at regeringen både kan bruge kommissioner til at modne en sag og til at sylte en sag. Nedsættelsen af en kommission kan også give regeringen tid til at overveje, om man faktisk vil sylte en sag eller handle på den. Man kan også sige, at alle demokratiske regeringer lever i konflikten mellem det kortsigtede hensyn til næste valg og det langsigtede hensyn til det fælles bedste. Man vil gerne gøre det rigtige, men man vil ikke smides ud af dem, der nu og her oplever det som forkert. Og her kan kommissioner hjælpe med at gøre det langsigtede aktuelt. Man skal bare være opmærksom på, at regeringen selv vælger, hvilke langsigtede hensyn, der skal drages frem i lyset. Og derfor kan selv de klogeste og mest uafhængige eksperter ifølge denne tankevækkende og særdeles oplysende bog »trods deres overlegne indsigt og særlige sagkundskab samtidig fungere som regeringens nyttige idioter«.

ruly@information.dk

Jørgen Grønnegård Christensen, Poul Erik Mouritzen og Asbjørn Sonne Nørgaard (red.):
De store Kommissioner – Vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter. 280 s., 298 kr. Syddansk Universitets-forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her