Læsetid: 5 min.

Elementære fortællinger

Janus Kounellis, der udstiller på HEART i Herning, er bedst, når han overlader indholdet til beskueren og selv blot stiller tingene frem
Kounellis er solidt forankret i en konkret, social og politisk virkelighed.

Kounellis er solidt forankret i en konkret, social og politisk virkelighed.

2. januar 2010

Herning er verdens centrum. Her står Piero Manzonis socle du monde, som bærer kloden. Den står ikke længere i Herning Kunstmuseum, men er flyttet tværs over Birk Centervej til det nye HEART - Herning Museum of Contemporary Art. Den bygning, der husede det gamle museum, og som tidligere var Aage Damgaards skjortefabrik, står der endnu, og inde i den findes måske Paul Gadegaards store rummaleri, der gjorde netop den bygning til noget ganske enestående.

Det gamle museums samling fylder for øjeblikket ikke så meget i HEART, der synes bygget specielt til specialudstillinger som den, hvormed Jannis Kounellis åbner stedet, således at det kunne se ud, som om det kontemporære, som alle jo dyrker for tiden, var kommet susende ud af det rene ingenting. Idet Piero Manzoni jo netop reducerede sin tids tendenser til noget nær nul og ny begyndelse. Ligesom Fontana, Beuys og Klein, der med få værker hver lige nu altså er det, der i denne sammenhæng er permanent.

Kounellis arbejder i store formater og med ganske få elementer, der kan kombineres i det uendelige: Jern, bly, hamp. Træ, kul, ild, kridt, glas. Disse elementer kan så føjes sammen i forskellige installationer, der i deres inderste væsen nok må betragtes mere som malerier end som skulpturer. Han arbejder i store flader.

Et andet element, der indgår i Kounellis' billedverden, er levende væsener. Han er berømt for den installation af levende heste, han engang opstaldede i et italiensk galleri, men i de seneste år har der været tale om væsener af mindre størrelser, oftest en papegøje, tøjret til en pind.

Den har dyreværnet nu fjernet fra HEART, måske har de ikke opdaget de to små røde fisk, der et andet sted i de store haller gemmer sig under en slagterøkse, når nogen kommer i nærheden af den balje, hvor de bor.

Forankret i det konkrete

Museets erklærede hensigt er at være hjemsted for specielt den konceptuelle kunst, men lige den er ikke det bedste hos Kounellis. Den findes, men hans værker er langt bedst, når han overlader indholdet til beskueren og selv blot stiller tingene frem, sådan som de enkelte elementer er blæst sammen i øjeblikket af tidens og historiens vinde, som en ramme for de fortællinger, som derved bliver gjort mulige.

Og det er så alligevel ikke hvilke fortællinger som helst, for Kounellis er solidt forankret i en konkret, social og politisk virkelighed, den italienske, som han har levet i siden midt i 1950'erne, og den græske, som han oplevede den under sin opvækst i Piræus unden Anden Verdenskrig.

Det er derfra, han henter sine elementer.

Genren hedder Arte Povera. Det handler om materialer og processer. Naturlige og industrielle. Jern ruster, hamp mørner. Det handler om den brug af materialerne, man finder i arbejdet. Det handler om arbejderklassen. Det handler om revolution. Liberta o morte. De undertrykte, forfordelte, udgrænsede folk af den anden, tredje eller fjerde verden til alle tider. Ikke mindst i Grækenland og Italien.

Jern, bly, kridt og ild. Livets elementer, arbejdets byggesten. Og kaffe over det hele. Den dyrkes af arbejdets slavehær, der også graver kullet frem i kilometerlange, snævre gange dybt under jordens overflade. Hvor blinde ponyer trækker tipvogne, og papegøjer falder døde om, når gasserne trænger ind. Sække, dynger. Bjælker. Grundstoffernes oprør, materialernes stemme. Spørgsmålet er nu, om alle de associationer, disse materialer kastet sammen havde med sig engang - arbejde, arbejder, hverdag, transport, kamp, havn, hævn, emigration, forandring - om denne kredsen om arbejdets tyngde og hverdag stadig fungerer. Om der er kræfter tilbage i den. Om det stadig er noget, man kan forvente, at beskueren har med sig som indhold til den ramme, kunstneren sætter op.

Altid i krig

Hvad er der sket, og har kunsten noget med det at gøre? Bagude ligger krigen, som Kounellis oplevede i barndomsbyen Piræus, der blev hæftigt bombet fra begge sider. Den har altid været i krig. Her blev altid kæmpet til døden for friheden, eller for den ene eller den anden idé om frihed.

Det havde den unge kunstner så med sig til Italien, hvor han blev grebet af især Alberto Burris halvt forkullede malerier på groft sækkelærred, hvor han med blodigt rødt skildrede den tidlige efterkrigs næsten vej- og håbløse indre og ydre landskaber.

Den italienske Arte Povera havde sit udspring der. De fattiges kunst, det enkles kunst, den der ikke bruger flere midler end nødvendigt. Med få og skrabede metoder ville den bemægtige sig det elementære, ligesom avantgarderne omkring Første Verdenskrig havde villet det i de ruinlandskaber, der var deres. Men det var værre nu, for verden havde intet lært. I stedet var atombomberne kommet til, og de forfærdelige billeder af de sidste få overlevende fra udryddelseslejrene lod sig ikke fjerne fra bevidstheden. De kunne ikke males over.

Proces, materiale, happening. Situationer. Skibe som det indre rums kosmonauter skulle styre mod nye galakser og kloder. Arte Povera er, siger man, den europæiske variant af, hvad man samtidig i Amerika udviklede som minimalisme. Man siger så også, at den europæiske variant, i modsætning til den amerikanske, ikke havde nogen jomfruelig tomhed at søge tilbage imod, ikke kunne ville et tabula rasa, men tvært imod, i rester og ruiner, en gang til måtte lede efter stumperne af det, der var, og med dem forsøge nyt.

Sorte slavers hvide drøm

Det er den fattige, men alligevel rige, enkle og askegrå fortælling i 1950'ernes italienske film og litteratur. Men det er også den amerikanske virkelighed, for det er amerikanerne, der står nærmest ved det udtryk, Kounellis i de år rendyrkede, og som han siden har benyttet. Det er kunstnere som Richard Serra og Carl Andre. Interessen for industriens frembringelser, dens metoder og processer, for materialernes liv i arbejdernes hænder i det prækybernetiske samfund, der i dag på mange måder kan synes som en fjern drøm.

Tag bare bomulden, der hvid som kridt sprænger sig ud af sin sorte kasse. Intet kan holde den inde, den er de sorte slavers hvide drøm. Eller tag det kæmpemæssige, totemistiske reliefmaleri af gamle mørnede jernbanesveller. Tag det tykke, svampede papir spændt fast med enorme jernklamper i skæve bundter på rumskibets enorme jernvæg.

Det var meningen, at grænserne mellem kunst og liv skulle brydes ned, så hverdagene alle vegne fra kunne trænge ind i de hellige museumshaller med deres tusind kulører, og kunsten selv strække sit ældgamle sprog i ny strukturer ud i de samme hverdages trætte og slidte gamle hjerter.

Har de grænser lukket sig igen, og hænger værker som disse nu forladte tilbage i det nye, lukkede rum, der kalder sig HEART?

HEART, Herning: Jannis Kounellis. Til den 10. januar 2010.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu