Læsetid: 3 min.

Universitet dropper udemokratisk struktur for studenterpolitik

'De studenterpolitiske organisationer på KU skal fremover have støtte, alt efter hvor mange stemmer de får ved valget på universitetet. Det er et opgør med den udskældte struktur, hvor Studenterrådet får alle pengene. Rektor har lyttet til kritikken fra ministeriet og de øvrige studenterpolitikere
Mange studerende i København mener ikke, de er blevet repræsenteret i samarbejdet mellem Studenterrådet og rektor. De kalder Studenterrådet for er et ræverødt foretagende, der fik for mange penge med den hidtidige struktur. Det slutter nu. arkiv

Mange studerende i København mener ikke, de er blevet repræsenteret i samarbejdet mellem Studenterrådet og rektor. De kalder Studenterrådet for er et ræverødt foretagende, der fik for mange penge med den hidtidige struktur. Det slutter nu. arkiv

Kristine Kiilerich

28. juni 2010

Fremover skal pengene til de studenterpolitiske organisationer på Københavns Universitet (KU) fordeles efter, hvor mange stemmer, de enkelte lister får ved valget. Det er hovedbudskabet i en ændring af den mangeårige praksis på universitetet, hvor Studenterrådet traditionelt har fået langt størstedelen af midlerne.

De øvrige studenterorganisationer har tidligere i Information kaldt denne praktis for »udemokratisk«. Efterfølgende har både folketingspolitikere og Videnskabsministeriet lagt pres på universitetet for at få indført en ny struktur, som altså nu er på vej.

Ifølge rektors sekretariatschef, Steen Ulrich, er det netop den »politiske og ministerielle opmærksomhed,« der ligger til grund for ændringerne, som han håber vil give »en bredere inddragelse af studenterpolitiske organisationer,« skriver han i en mail til Information.

Og den nye struktur vækker ikke overraskende begejstring blandt de øvrige studenterpolitiske organisationer, blandt andet den socialdemokratiske Frit Forum:

Udemokratisk

»Det ser meget fornuftigt ud. Hidtil har der været én liste med økonomisk særstatus. Valgkampen været ulige, fordi den ene liste har langt flere penge end de andre. Så vi er glade for, at universitetet tilsyneladende har lyttet til kritikken,« siger formand for Frit Forum på KU, Rasmus Stoklund. Samme holdning har Lisa Mette Bartholin fra Konservative Studerende:

»Vi er meget positive over for forslaget. Det er en klar forbedring af studenterdemokratiet på KU,« siger Lisa Mette Bartholin. Ud over den økonomiske ændring vil der fremover også være ét dialogmøde per semester, hvor alle lister, der stiller op til bestyrelsesvalget, kan snakke med rektor. Tidligere holdt rektor primært møder med Studenterrådet:

»Vi glæder os meget til bedre at kunne få rektor i tale. Som det er i dag, har vi lettere ved at få et møde med ministeren end med rektor, så det er også rigtig positivt, at vi fremover får faste møder med rektor,« siger Lisa Mette Bartholin, som hidtil ikke har følt, at hun som konservativ studerende er blevet repræsenteret i samarbejdet mellem studenterrådet og rektor: »Studenterrådet er et ræverødt foretagende, og jeg føler mig på ingen måde repræsenteret af dem. Studerende er jo ligeså forskellige som mennesker i øvrigt,« siger hun.

Elendigt

I Studenterrådet er man noget mindre begejstrede for ændringerne - først og fremmest fordi man frygter, at det vil tage fokus fra det studenterpolitiske arbejde:

»Vi synes, det er problematisk. Med ændringen kommer man til at lægge alt for stor vægt på valgkampen. Alle vil bruge flere af de frivillige kræfter på at vinde et valg frem for at lave reelt studenterpolitisk arbejde som gør en forskel ude på de enkelte fag,« siger formand for Studenterrådet, Anne Bie Hansen, som mener, at den nye struktur er mindre demokratisk end den nuværende. Hun afviser, at kritikken skyldes muligheden for, at Studenterrådet fremover får færre penge:

»Vi vinder alligevel valgene stort, så umiddelbart ser det ikke ud til at få stor betydning hos os. Måske kan vi endda komme til at tjene flere penge,« siger hun og tilføjer, at de øvrige studenterpolitikeres kritik er uberettiget:

»De siger, at de ikke har indflydelse nok, men alle er velkomne i Studenterrådet - alligevel har de ikke villet deltage i vores arbejde,« siger Anne Bie Hansen. Men hun har helt misforstået studenterdemokratiet, mener Rasmus Stoklund fra Frit Forum: »Vi får altid at vide, at vi bare kan melde os ind i Studenterrådet. Men hvorfor vil man have et ét-partisystem? I praksis er Studenterrådet jo en fraktion af SFU,« siger han.

På de fleste af landets øvrige universiteter har man en struktur, som minder om den, der nu bliver indført på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu