Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den skrivende stivstikker

Flemming Rose har skrevet en redegørelse for sit liv med karikaturkrisen, der sine steder er bevægende, men han fortryder intet - og argumenterer for sin stædighed
Indland
30. september 2010

Da læseren når frem til side 451 i Flemming Roses tamp af en bog, kommer en slags nøgle til forståelse af manden og skriften:

»Ingen bør have ret til at diktere andre, hvilken historie, de fortæller, og hvordan de ønsker at fortælle den,« skriver Rose med afsæt i erindringen om sin fars svigt og farens senere forklaring til den nu voksne søn.

Videre hedder det: »Det var også Salman Rushdies pointe. I det øjeblik man begynder at begrænse folks ret til at fortælle en historie, som de ønsker det (...), så er man trådt ind i en verden, hvor friheden ikke længere råder, og fra det øjeblik diskuterer man kun den grad af ufrihed, man vil acceptere.«

Vi har altså at gøre med den personrelaterede 'lille' fortælling som katalysator for Den store Historie, der er bogens ærinde: At forsvare retten til at offentliggøre hvad som helst, den enkelte finder vigtigt og væsentligt.

Men Rose gør sig umage for at forstå 'os andre', der er mindre absolutte i synet på, hvad man 'bør fortælle', og hvad man især ikke behøver at fortælle. Det anføres ikke kun på grundlag af bogen, men som en erfaring: Rose var i en kort periode min redaktør på Jyllands-Posten, og ud over Jørgen Schleimann og J-P's daværende søndagsredaktør, Jens Kaiser, er han den bedste og mest inspirerende med- og modspiller, jeg har mødt som journalist.

Ved læsning af Tavshedens tyranni slår det mig, hvor ideologisk uenig han må have været i mange af mine skriblerier (bl.a. om mordet på Theo van Gogh, der gennemgås i bogen), men hans redigering og kritik var aldrig ideologisk styret, men forholdt sig til teksternes intellektuelle holdbarhed. Jeg respekterer Rose for hans intellektuelle ubestikkelighed og er vildt uenig i stort set alle hans argumenter for at gøre ytringsfriheden sakrosankt.

Og altså uenig i ovenstående citerede passage, der er karakteristisk for tonefaldet i Tavshedens tyranni. Bogen er en miksning af defensorat, selvbiografi, reportage, interview, essayistik med historiske tilbageblik til blasfemi- og ytringsfrihedskonflikter. Ind imellem skriver han i en form man kan kalde intellektuel gonzo - og det hele er, med hans egne ord, 'en dannelsesrejse' med afstikkere ind i et skumringsfelt, der føles farligere end hos Joseph Conrad.

Jeg bor i Libanon, hvor ord kan dræbe og faktisk dræber, hvorfor jeg forstår, hvorfor det undertiden er både klogt og humant at holde sin kæft. Rose har boet i Moskva, hvor ord var våben i en frihedskamp, og han har rejst til steder, hvor ord kunne være fatale - i Tjetjenien, i Afghanistan. Han når til den stik modsatte slutning. At måske kan det være klogt, men det er aldrig humant at holde sin kæft.

Det er sådan jeg læser hans ellers bevidst nuancerede og ud ad mange omveje og tangenter detaljerede rapport om sit liv med karikatursagen.

Han påpeger det paradoksale i, at Muren i Berlin faldt samme år som Ruhollah Khomeini dødsdømte Salman Rushdie i en fatwa - og dermed så at sige signalerede det paradigmeskift, der erstattede det ene fjendebillede med det andet. Kommunisterne var væk, nu var islamisterne på banen. Og islamismen er fæl. Kort og godt, selv om Rose bruger mange ord på at beskrive dens konsekvenser for ytringsfriheden - og for gode folks frygt for liv og lemmer. Han bruger færre ord på at fortælle om de muslimske dissidenter, der kritiserer regimernes udlægning af islam på et islamisk grundlag. En grundigere behandling af disse 'interne flygtninge' - f.eks. den den nyligt afdøde intellektuelle dissident, Nasr Abu-Zayd, som Egyptens præsident Mubaraks teologiske lejesvende dømte som 'kætter', kunne kaste lys på islamkritikken i den muslimske optik.

Rose citerer et sted et støttemanifest til karikaturerne, signeret af bl.a. Salman Rushdie, Ayaan Ali Hirsi, Ibn Warrack og flere andre, som han mener er repræsentative islamdissidenter. Det er de også, men de ses tillige som Vestens darlings i den muslimske kollektive bevidsthed.

Loven er midlertidig

Kritikere af princippet om den ubegrænsede ytringsfrihed - og altså Roses frihed til at publicere de famøse karikaturer - får nogle på lampen, hvorimod en figur som pH, der ikke umiddelbart tiltros paratviden hos en kulturredaktør på Jyllands-Posten, fremhæves til støtte for synspunktet om, at alt bør være tilladt i frihedens navn.

pH kommer ind i Roses referat af en disput med Hakon Stangerup (den ildsprudlende og polemiklystne Henriks far), der citeres for følgende: »De største farer for genindførelse af censur i vore dage både over for bogen og bladet, de to frembærere af skrivefriheden, stammer fra dem selv. Risikoen opstår i det øjeblik, friheden til at skrive har kappet tråden til ansvaret for at skrive.«

Hertil svarede Poul Henningsen ifølge Rose, at »den indre stemme meget vel (kan) bringe kunstneren på kant med loven, men loven (er) altid en midlertidig og forbigående konvention, som når som helst (kan) overhales af virkeligheden.«

Begge dele er jo rigtige nok, men til hver sin tid og i hver sin sammenhæng. Hakon Stangerups synspunkt ligger i forlængelse af en observation, som den herboende jordanske journalist Osama al-Hababeh, har gjort, nemlig at karikatursagen har haft en katastrofal effekt på arabiske journalisters ytringsfrihed, der i forvejen ikke var imponerende.

Og apropos imponerende: Roses bog er velresearchet og grundig for så vidt angår de vinkler, han har valgt. Den er et stykke arbejde, der kan forekomme lovlig omstændeligt, fordi det er så vigtigt for ham at blive forstået, men den er og bliver et stivstikkerindlæg i den grundlæggende diskussion: Begynder ytringsfriheden først der, hvor almindelig høflighed over for anderledes tænkende og troende hører op? Det er, så vidt jeg læser bogen, den røde bundlinje, og den synes jeg stadig Jyllands-Posten overtrådte i dag for fem år siden.

Ikke med onde hensigter, men ret ubetænksomt. Og Roses bog er det hidtil mest gennemarbejdede dokument for forståelsen af, hvad der egentlig foregik. Det i sig selv gør den vigtig og på sæt og vis nødvendig.

Og selvom jeg stadig ikke helt forstår hans sammenstilling af russiske og islamiske dissidenter - der er himmelvid forskel på politisk ideologi og religiøs tro - kan jeg godt forstå de ar, hans liv i Sovjetunionen har afsat i hans bevidsthed.

Der, hvor Rose og jeg bl.a. mødes, er i interessen for rockmusik. Han citerer flittigt Dylan og et enkelt sted Simon & Garfunkel, der sang: Silence like a cancer grows.

Jeg vil gerne have lov at citere Van Morrison, der sang Hymn to the Silence. For som sagt: Det skader ikke at tie, hvis tale er unødigt fornærmende. Og man kan sagtens kritisere den muslimske verdens despoti uden at genere dens profet.

Flemming Rose: 'Tavshedens tyranni'. 528 sider. Jyllands-Postens Forlag. 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christoffer zieler

Tankevækkende.

Men vi mangler lige Van Morrison.