Læsetid: 3 min.

Da Wall Street regerede amerikansk økonomi

Erhvervsjournalisten Michael Hirsh fortæller historien om tre økonomer, der fik overtalt fire præsidenter til at give USA’s finanssektor frie tøjler
Erhvervsjournalisten Michael Hirsh fortæller historien om tre økonomer, der fik overtalt fire præsidenter til at give USA’s finanssektor frie tøjler
22. januar 2011

Da jeg først kom til New York i begyndelsen af 1980’erne for at arbejde som journalist, var Wall Street et respektabelt sted. Dengang dominerede nogle få ærværdige investeringsbanker aktiebørsen på det sydlige Manhattan; mange amerikanske virksomheder var stadig privatejede, middelklassen var endnu ikke blevet besat af at investere i højt ydende aktier og obligationer.

Mellem investeringsbankerne i Wall Street og de folkevalgte i Washington var bygget en mur. De politiske beslutningstagere lyttede ikke specielt til Wall Street, og finanssektorens lobbyvirksomhed i hovedstaden var minimal. Siden krakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske depression i 1930’erne var Wall Street blevet lagt i en juridisk spændetrøje. Denne tilstand varede, indtil Ronald Reagan blev præsident i 1981 (to år efter Margaret Thatcher blev premierminister i Storbritannien). Så indtraf der en mærkbar ændring. Det første signal på en ny æra præget af grådighed var en ung, driftig investeringsrådgivers opdukken på scenen.

Et ’wunderkind’

Michael Milken havde opfundet en risikabel virksomhedsobligation (junk bond) med et meget højt afkast, som pludselig gjorde en masse mennesker meget rige. Jeg fik et interview med ham og forstod ikke et kuk af, hvad disse profitable værdipapirer gik ud på. Men Milken var jo et ’wunderkind’, så om ham skulle der skrives.

En dag i 1986 blev spekulanten Ivan Boesky arresteret for insiderhandel og svig. Han implicerede Milken; begge endte i fængsel. I 1987 krakkede børsen. Jeg husker, det var en mandag, og at én af mine amerikanske journalistvenner, grå i ansigtet, dukkede op i vores lejlighed for at berette, at han havde »tabt 30.000 dollar«.

Disse erindringer vendte tilbage under gennemlæsning af erhvervsjournalisten Michael Hirshs (Newsweek Magazine) nye bog, Capital Offense – How Washington’s Wise Men Turned America’s Future Over To Wall Street. Titlen har en interessant dobbelttydig mening. ’Capital Offense’ kan oversættes til ’Kapitalens Forbrydelse’ eller til en kriminel gerning, der kan medføre dødsstraf.

Undertitlen er klar og kontant. Hirsh anklager de kloge hoveder i Washington for at have lagt landets fremtid i hænderne på de hovedrige finansbaroner, som voksede frem fra 1980’erne indtil det amerikanske finanssystems sammenbrud i 2007-08. Fra sit mangeårige journalistiske virke kender Hirsh alle hovedpersonerne (eller skurkene) i denne føljeton, der er endt i eklatant fiasko for amerikansk økonomi og som risikerer at formøble USA’s status som supermagt.

Friedman

Hjernen bag den uhæmmede liberalisering af USA’s og det meste af verdens finansliv var økonomen Milton Friedman (den monetaristiske Chicagoskole), der troede på, at investorer og banker handler ud fra et moralsk kodeks (selv Adam Smith gik ikke så langt) og derfor kan regulere sig selv uden statens fastsættelse af regler og tilsynsføring.

Sammenbruddet i 2007-08 og de efterfølgende afsløringer af bankinvestorers, pengeinstitutters og spekulationsfondes anvendelse af sofistikerede finansinstrumenter (derivativer) til at skabe fiktive formuer ud af hypoteklån og låntagning med en minimal egenkapital som sikkerhed åbner kun døren på klem for den gigantiske svindel, der har fundet sted.

Selv premierminister Gordon Brown – en socialdemokrat – har indrømmet, at han var chokeret over, at bankchefer kunne handle så ’umoralsk’. Det sagde han sidste år under en konference på Harvard University.

Greenspan, Rubin, Summers

Men bør vi være overraskede? Hvad Michael Hirsh virkelig gør godt i denne bog er at fortælle historien om, hvordan nogle få ’kloge mænd’ fik overbevist Reagan, Bush I, Clinton og Bush II om at lade Wall Street sejle i egen sø og slippe kapitalen løs i verden uden at fastlægge nationale og internationale trafikregler for de nye finansielle motorveje.

De tre hovedpersoner i historien er Alan Greenspan (Republikaner og centralbankchef), Robert Rubin (Demokrat, Wall Street-financiér og finansminister under Clinton) og Larry Summers (Demokrat, Harvardprofessor, finansminister under Clinton og økonomisk rådgiver for Obama). Til persongalleriet hører også Nobelprismodtageren i økonomi, Joseph Stiglitz, der kæmper og i sidste instans taber kampen mod de nyliberale ideologer.

Man fristes til at konkludere, at økonomi er lige så lidt en videnskab som spekulation i ejendom, valutaer og kornpriser. Men det ville være uretfærdigt. Hirshs bog påviser, at selv de klogeste økonomer og finansfolk kan tage grueligt fejl. Et er sikkert: Den markedsfundamentalistiske æra er ovre. Ingen tror længere, at investeringsfonde og banker handler rationelt.

manu@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Håber man indser at uhæmmet liberalisering af finansverden er lig med uhæmmet anarki, hvor de mest (få) skruppelløse kan skovle penge ind på bekostning af resten af verden. - Det findes ingen moral der, bare grådighed, koste hvad det vil.

Disse forbrydere har gjort, at USA i dag er pantsat til Kina. - Helt forståeligt att præsident Hu Jintao har det store smil på.

Men de samme kræfter (Milken'er og Boesky'er) har også sine tentakler inde Kina (Shanghai f.ex.).

Implicit i denne artikel ligger også det store problem: at alt for mange unge mennesker nu ikke har oplevet verden før disse obskøniteter, og det derfor vil være meget vanskeligt at rulle tiden tilbage til en verden, hvor produktion og efterspørgsel fulgtes ad.

John Fredsted

"Ingen tror længere, at investeringsfonde og banker handler rationelt."

Måske ikke lige nu, men bare vent at se: den lektie skal nok blive glemt igen, akkurat som krakket på Wall Street i 1929 blev det.

Johann Svendsen

Milton Friedman
Michael Milken
Ivan Boesky
Larry Summers
Alan Greenspan
Robert Rubin

Hvad har de Chicago- herrer til fælles,
ud over at være nogle tyveknægte ?
Men det er jo nok helt tilfældigt ...

morten hansen

Det er da udmærket, at fokusere på fire præsidenter og deres økonomiske 'rådgivere'. Der findes et par nye ord på banen: det ene er 'banksters', det andet er 'kleptokratiet'.

Men det er slørende for en dybere forståelse at hævde, at der ikke er sket noget mellem Wall-Street-krakket i -29 og Reagan - og i øvrigt at hævde, at det startede i -29.

Hele Amerikas historie har været domineret af et eneste tema: bliver det det amerikanske folk eller bankvæsenet, der kommer til at styre landet. The Founding Fathers advarede i særdeles kraftige vendinger imod dem.

Nixon-Reagan-tiden betød blot slutspillet i den endelige overtagelse af landet, som er fuldført i dag. Virksomheds- og finans-strukturerne har i dag opslugt regeringen, og USA er i dag ikke længere et demokrati / en republik. Det er et post-demokratisk, korporatistisk-syndikalistisk styre. Som Mussolini sagde: jeg ønsker ikke at blive kaldt fascist, men syndikalist.

So be it.