Læsetid: 4 min.

Tøgers triste testamente

I posthum samtalebog taler Politikens chefredaktør grimt om kolleger og samarbejdspartnere. Et etisk kiks, som forlaget burde have forhindret
Den velvilje, som Stig Andersen og det store flertal af hans 
 kilder udviser over for Tøger Seidenfaden, modsvares ikke af den attitude, som Seidenfaden jævnt hen udviser over for sin karrieres kolleger og samarbejdspartnere

Den velvilje, som Stig Andersen og det store flertal af hans
kilder udviser over for Tøger Seidenfaden, modsvares ikke af den attitude, som Seidenfaden jævnt hen udviser over for sin karrieres kolleger og samarbejdspartnere

Martin Lehmann

16. juni 2011

Det har vakt opsigt, at Politikens nyligt afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden i den posthumt udgivne samtalebog Tøger kaster vrag på det journalistiske princip om kildebeskyttelse. Han udhænger Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, som kilde til oplysninger om, hvad embedsmænd forklarede i tamilsagens undersøgelsesret. At han nævner Gammeltoft, der intet ulovligt har foretaget sig, ved navn, har som forventeligt udløst frydefulde højreangreb på ombudsmanden.

Tøger Seidenfadens journalistisk uetiske adfærd finder man en slags forklaring på i samtalebogen.

Forfatteren, den Politiken-tilknyttede journalist Stig Andersen, fastslår:

»Tøger er ikke journalistisk uddannet. Han hævder hårdnakket og ofte, at det er han blevet med årene. Og han er ikke selv i tvivl om, at hans journalistiske jugement ikke blot kan leve op til standarden i dansk journalistik, men også til at være ansvarshavende redaktør på landets førende avis ...«

Beskrivelsen fortsætter:

»Men Tøger er ikke journalist. Han er meningsmager, opinionsdanner, debattør, inspirator, analytiker, vidensbank og en hel masse andet, som gennem 17 år har gjort ham unik som den mest fremtrædende danske chefredaktør ikke bare i nyere tid, men måske i historien.«

Boblende begejstring

Citatet kan også tjene til smagsprøve på den begejstring, der hyppigt bobler i teksten.

Den velvilje, som forfatteren og det store flertal af hans kilder udviser over for Tøger Seidenfaden, modsvares ikke af den attitude, som Seidenfaden jævnt hen udviser over for sin karrieres kolleger og samarbejdspartnere. Og det kommer til at kaste skygge over, hvad Seidenfaden ellers gør sig af betragtninger om borgerlig anstændighed, demokratiforståelse og europæisk fællesskæbne.

Fra sin tid i Det Berlingske Hus, hvor han 1987-92 var chefredaktør for Weekendavisen, har han mestendels grimt at sige om Officinets ledelse: chefredaktør Aage Deleuran, bestyrelsesformændene Ole Scherfig og Kristian Mogensen. Det kan forklares, hvis man godtager Seidenfadens præmis om, at de magtfulde mænd var fortørnede over, at Seidenfaden lod sine journalister skrive kritisk om den kreds, de selv var en del af, herunder den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Sværere er det at finde højsindede bevæggrunde til de udfald, som Seidenfaden leverer mod sine chefkolleger på den næste bladstation: Politiken.

Om Politikens mangeårige politiske chefredaktør Agner Ahm erklærer Seidenfaden:

»Han var for irrationel, for besværlig og for indviklet for mig, og han havde nogle nepotistiske tilbøjeligheder med at begunstige nogle medarbejdere med nogle utroligt kringlede aftaler, som jeg ikke brød mig om.«

Og flere Seidenfaden-skud mod Ahm:

»Det var dog mest Ahms uendelige palaver og uendelige komplikation af det enkle samt fraværet af at tænke nyt og gøre tingene anderledes, som gjorde tanken om Agner Ahm som min højre hånd umulig. Ahm var i mine øjne en katastrofal bureaukrat og havde fået lov til at være det, fordi Herbert Pundik ikke interesserede sig for den slags ting.«

'Klassisk apparatchik'

Man kunne tro, at det bare var Ahm, der gik den nye chefredaktør på, men nej. Her er Seidenfadens dom over hans daværende redaktionschef Jacob Mollerup, der siden blev chefredaktør på Information og i dag er lytternes og seernes ombudsmand på DR:

»En klassisk apparatchik-type, som betjente mig, og som lavede små sedler på medarbejderne, virkelig sådan centralkomitésekretær-agtigt, og altså en type, som det er behageligt at have for en ny chef til at gå til hånde. Det, jeg bare opdagede efter nogen tid, var, at når det kom til stykket, så leverede han ikke varen. Han kunne lægge planer og lave notater og ting og sager, men når der skulle laves noget om, og når folk rigtigt skulle flyttes, og stofområder skulle reorganiseres, så gjorde han det ikke.«

Hvorpå Seidenfaden læser teksten over de to Politiken-formænd, der ansatte ham, Erik Mollerup og Ernst Klæbel:

»Jeg vil ikke fornægte, at de begge i nogle regier har været progressive erhvervsledere, men jeg tænker hver gang: Det er da alligevel besynderligt, at de samtidig er så korrupte er et stærkt ord – men klientelistiske og nepotistiske i deres ageren.«

Da Seidenfadens mangeårige medredaktør Per Knudsen ikke slutter sig begejstret til Seidenfadens 2006-omlægning af Politiken, der nedprioriterede nyhederne, får Knudsen et fur: »Det mest illoyale, han havde oplevet.«

I 2009 er det den nyindhentede redaktionschef, Anders Krab-Johansen (nu chefredaktør på Børsen), der er utilpas ved, at Seidenfaden vil lave meningsavis. Det indvier Krab-Johansen journalisterne i over en fredagsøl.

Seidenfadens dom: »Da Anders Krab-Johansen mødtes med medarbejderne, var han totalt illoyal, og det havde han også været tidligere.« ... »Han spredte gylle over det hele.«

Med disse beskyldninger sværter Tøger Seidenfaden sit eget eftermæle. De angrebne kan vanskeligt tage til genmæle, eftersom angriberen ikke længere er i live. Det fremgår af bogen, at samtalerne blev indledt, inden Seidenfadens kræftsygdom var blusset op igen, og at de fortsatte, mens Seidenfaden var under behandling, og at de blev afsluttet med viden om hans umiddelbart forestående død.

Et eller andet sted er der et etisk kiks. Hvis Seidenfaden ikke selv kunne se, at hans dødelighed ville gøre udfaldene særligt ubehagelige, burde bogens forfatter og/eller forlagskonsulent inden aflevering til tryk have sagt til sig selv: 'Her er noget galt.' Og foretaget korrektur i overensstemmelse hermed.

Nu kommer det til at fremstå grotesk, at en af dem, som Tøger Seidenfaden har mest pænt at sige om, er Bjørn Lomborg. Uanset sine egne redaktørers advarsler og sine journalisters beskæmmelse har Seidenfaden trofast promoveret Lomborg. Som skrevet står i bogen:

»'Debat har han i hvert fald skabt. I dag er Bjørn Lomborg jo på alverdens lister over de 100 mest indflydelsesrige intellektuelle i verden,' fastslår Tøger – med en vis tilfredshed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaspar Olsen

Medierne har de seneste dage alle reageret forarget over at Thøger således skulle have besudlet sit ellers så ærværdige og pletfrie minde.

Men I min opfattelse stiger han kun flere grader opad ved at gøre rent bord ved sin død.
For det er vel vel kun et etisk smukt menneske der kan føle nødvendigheden af at læsse al sin tunge viden om de mørke sider af dansk presse af i en erindringsbog.

Hvad Thøger udsætter sine pressekolleger for i sin erindringsbog er så vidt man kan bedømme det på citaterne alligevel kun toppen af det kolossale isbjerg der stikker uset under og som altid vil forblive uomtalt.

Forargelsen i medierne over Thøgers udmeldinger om dansk presse i bogen kan også anskues som et standhaftigt forsøg på at fornægte den lære om karma og nemesis, der ligger ligefor....
Spot og hån og latterliggørelse og ytringsfrihed.... Åbenbart Ikke lige den kop te man selv nyder at indtage i dansk presse.

Per-Olof Johanssson

- det lader til at Rehling er skuffet over Tøger Seidenfaden. Måske skal man heller anskue bogen sådan, at han bliver helt menneskelig i forhold til den helgenkåring, der var på vej. Tænk hvis det havde været dem, der i bogen klandres, som uden den var kommet med kritik af Tøger - nu får de en mulighed for at sige deres hjertens mening, hvis nogen skulle spørge dem!

Per-Olof Johanssson

-i øvrigt: Af debatten om Tamilsagen, Tøger Seidenfaden og Gammeltoft Hansen får man hurtigt det indtryk, at det altså var Ufer som bragte Schlüter-regeringen til fald. Det var det vel ikke? Hvad siger Alex Frank Larsen til det? Efter at have læst afsnittet i Politiken om Gammeltoft Hansen som kilde forstår jeg det sådan, at Ufer selvfølgelig ikke nævnte sine rigtige kilder,, men nævnte Gammeltoft Hansen som garant eller bekræfter - måske har han ikke engang sagt det, det har været underforstået, fordi Seidenfaden vidste at Ufer og Ombudsmanden spillede sammen? Når Seidenfaden går så vidt som at lægge vægt på hvad han opfatter som et bekræftende nik fra Gammeltoft Hansen - så er han virkelig ude på tynd is!

Med disse beskyldninger sværter Tøger Seidenfaden sit eget eftermæle.

...det var det såmænd nok blevet alligevel - og den kongelige danske magtelite fik ikke lov at give den som edsvorne logebrødre. Sådan, Tøger! RIP

...håber også der er delikate poltiske afsløringer.

Robert Kroll

Bogen er da OK - man må lære, at ubehageligheder er en del af (navnlig) den uredigerede virkelighed, som man må kende, for at kunne navigere med fornuft i livet og i et demokratisk debatmiljø.

Vi mennesker er sjældent værdigt overbærende sjæle. Stig Andersen ser ud til at have refereret Tøger korrekt, mandens gnavenhed og nepotisme var både offentlig og velkendt. Det samme var hans mange bombastiske fejltagelser, og den tilsvarende flotte række af sejre - så der er vel ikke så meget nyt i beskrivelsen.

Tøger har aldrig underdrevet sin egen betydning, hvad bogens voldsomme namedropping også påviser. Om det var det billede, som Tøger selv ønskede at efterlade, er lidt ligegyldigt. Manden er død, men har selv inviteret en manipulerende skandalemager som Stig Andersen ind til at forberede gravøllet. En sådan bog behøver vel ikke være en tåkrummende hyldest, der tripper uden alle de landminer, vi alle gerne hørte mere om.

Tøgers outing af Gammeltoft kan heller ikke tørres af på forfatteren, men viser noget om hvor lidt Tøger forstod om journalistisk, trods af hans ofte dygtige mangeårige virke. For naturligvis var Gammeltoft ikke enekilde, blot det ene navn Ufer vidste ville overbevise Tøger.

Jørn Andersen

Egentlig er det da befriende , når der endelig er én som dropper alt det pæne og floromvundne og kalder en spade for en spade.

Henrik L Nielsen

Det er vel næppe trist hvis det er ærligt følt? Omend ordene kan være hårde at læse om sig selv er det jo det medierne udsætter andre for hver eneste dag. Hvis Seidenfaden ellers har været ærlig i hans omgang med de omtalte personer, så er de vel knap rystede? Seidenfaden har jo altid talt lidt mere direkte end så mange andre.

Bogens forfatter Stig Andersen bliver ikke rehabiliteret med denne bog. Han synes svært begrænset af en manglende dømmekraft. Tøger er død. Stig Andersen har valgt ordene. Forlaget må tage skraldet.

Hvori består tristessen? Man må gå du fra at Thøger godt viste hvad han sagde til Stig Andersen, og da han sjældent gjorde noget uden en grund, så er der nok også en mening her.

Henrik Brøndum

Paa Thoeger Seidenfadens niveau er 1,5 aar paa journalistskole eller ej ligegyldigt.

Men ellers er jeg enig med artiklen at baade Stig Andersen og Gyldendal har begaaet en alvorlig fejl ved at udgive dette.

Jesper Wendt

Ja, sagen med Wind, viser jo tydeligt at samfundet er moden til den slags offentlig debat...haha pressen var eksploderet.
Han gjorde det rigtige.

Per-Olof Johanssson

- jeg spurgte forleden her på linjen, hvad Alex Frank Larsen mente om Tøgers udlægning af ansvaret for afsløringerne i tamil-sagen - her er så AFL's svar i Politiken i dag: 'Tøgers falske fremstilling af tamil-sagen' http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1311270/toegers-falske-fremstillin... .... man kan undre sig over at Stig Andersen ikke havde brugt fem-ti minutter på at læse et resume af sagen på nettet og konfronteret Tøger med de fakta, som nu AFL efterølgende må præsentere os for? For selvfølgelig kan SA ikke i dag 'rette' på Tøger Seidenfadens synspunkter...

Per-Olof Johanssson

@Bjarne Hansen - det kan jo ikke være mange! :-) For mit eget vedkommende tager jeg udgangspunkt i det kapitel Politiken bragt af bogen omhandlende tamil-sagen. Jeg kan ikke se, at det er bragt på politiken.dk. Det e jo også det kapitel Alex Frank Larsen tager op.
- Bortset fra det er det vel Rehlings artikel, som er til debat her, men det er jo let at glide uden for emnet...

Inger Sundsvald

Man kan godt blive lidt træt af at læse igen og igen om hvor højt begavet og hvilket dejligt menneske Tøger var, og også af så stort et nummer der bliver gjort ud hans forældre og hvem de havde været gift med og alle disses familierelationer. Men efterhånden som man kommer hen i bogen, bliver det mere klart, at dette ikke kan undværes i beskrivelsen af Tøger.

Der er lavet et større researcharbejde, og det er ikke altid at der er helt overensstemmelse mellem sådan som Tøger opfattede tingene, og så den måde andre opfattede dem på. Det kan også være at noget er udeladt af mindre flatterende hændelser. Men det lader til at Stig Andersen også har det journalistiske i orden, selvom det er mest rosende ord der kommer fra de adspurgte.

Ind imellem får man en lettere dårlig smag i munden, både over de barske vilkår i branchen og over alle de indspiste relationer, der fører fra det ene til det andet. Det er muligt at man i journalistmiljøet er inde i alt dette, men for udenforstående er det et indblik i en verden, som man nok havde en anelse om eksisterede, uden dog, som i denne bog, at blive indviet i processerne.

Der hvor det bliver interessant er at følge hvordan en absolut borgerlig/liberal og højreorienteret, til forskel fra hvad vi har oplevet i rigtig mange år fra den fløj, insisterer på menneskerettigheder og foragter racisme og fremmedhad, så man næsten kunne forveksle ham med en ”venstreorienteret”. Dér skal man dog ikke tage fejl.

Men det forandrer ikke ved at han var et dybt anstændigt menneske. Politiken lader til at følge op på linjen og har startet en indsamling for syge ”illegale”. Siden 2001 har regeringen ikke alene været økonomisk uansvarlig, men har forandret landet i en grad så man må korse sig. Det er ikke et problem at DF har de 12-13% af stemmerne, men det er et problem at V og K har ladet dem få så stor indflydelse at deres egne ordentlige borgerlige konservative/liberale udgangspunkt er helt og aldeles skrottet, så man efterhånden ikke kan forbinde borgerlige med menneskerettigheder og anstændighed i forhold til andre mennesker. Dén var Tøger ikke med på, og uanset at jeg personligt var uenig med ham i mangt og meget, så er dette nok til at han i høj grad havde min respekt.