Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De voksne holdt teenage-fest

Når Take That insisterer på at være 40 år og unge, så kan vi andre vel også
Indland
18. juli 2011

»Vil du ikke have min datter med?« spurgte en af avisens redaktører, da jeg lancerede ideen om at tage til Take That-koncert.

Jeg kender ikke pigens præcise alder, men hun er under 10. Ifølge faren ville hendes følgeskab gøre det acceptabelt for mig at tage til koncerten med de fem britiske pop-drenge.

»Så rammer I målgruppen,« grinede han.

Jeg lo også. Lidt nervøst. Håbede på, at min nye grille ville blive opfattet som kitschet ikke som kikset.

For faktisk er min begejstring for Take That ret ny. Jeg sang ikke med på »Could it be magic«, »Back for good« og »Everything changes« i 90'erne. Næ, dengang var det smagfuldt nok Sting, David Bowie og som det nye hippe Suede og Pulp.

Men for et lille halvt år siden blev min indre poptøs vækket af den første single på det seneste Take That-album Progress, som samlet set er særdeles velproduceret og med et tvist af aggression, som ikke synes at eksistere på de tidlige udgivelser.

Sangen »The Flood« er en omgang medrivende pop om at blive klogere og om at tilgive. Voksent og alligevel så smukt ungdommeligt banalt.

Sex og stoffer

Da fredag aften oprandt, skulle det dog vise sig godt, at redaktørens datter var blevet hjemme fra Parken. Hun ville i hvert fald nok have følt sig ret alene blandt de godt 37.000 koncertgængere, som for langt størstedelens vedkommende så ud til at have deres 40 års fødselsdag bag sig.

Hun ville næppe heller have syntes om, at Robbie Williams da han omsider kom på scenen mimede, at han rullede og røg en joint, og at han indimellem slikkede mikrofonen med en intensitet, som selv ikke en lille pige slikker en is.

Men hos os andre virkede det. Robbie Williams er gjort af et entertainerstof og med en sexappeal, som bibringer Take That noget unikt.

Og det blev der også gjort noget særligt ud af, idet de fire øvrige bandmedlemmer indledte koncerten med en lille håndfuld numre fra den tid, hvor Robbie Williams var gået solo.

Det var da udmærket, og redaktørens datter ville have kunnet lide de mange udklædte dansere og det gigantisk store tøjdyr, der af en eller anden grund var sat til at vandre rundt på scenen.

Her skal det nævnes, at koncerterne på turneen ifølge avisen The Guardian kræver 238 lastvogne og har et budget på 15 millioner pund altså 127 millioner danske kroner.

Og når det trods alt lykkedes at få en del mænd med ind Parken i fredags, skyldes det måske, at selveste 80´er giganten Pet Shop Boys er på som opvarmning. Overskudsagtigt og i nogles optik den omvendte pop-verden.

Nuvel, selv om Gary Barlow, Mark Owen, Jason Orange og Howard Donald gjorde det fint, løftede stemningen sig betydeligt, da den 36-årige Robbie Williams indtog scenen.

Han er, som en veninde sagde inden koncerten, den type mand, som alle mænd vil være, og som alle kvinder vil være sammen med. Selvom vi nok også blev enige om, at han sikkert er så ødelagt af sin popularitet, at det ikke ville være en udelt fornøjelse.

I foråret viste dansk tv en dokumentarfilm om Robbie Williams' tilbagevenden til bandet og tilblivelsen af det seneste album. Her beretter manden selv om, hvordan han ikke kan holde ud at være andre steder end i sit eget hus. Og om, hvordan de stoffer, han har været i afvænning for, drev ham til selvmordets rand.

Filmen er halvanden times fortælling om fem voksne mænd, der kæmper både for og imod deres egne egoer. Og som undskylder og finder sammen igen. Kloge af deres ungdoms hovmod.

Tilbage til dengang

I hvert fald i filmen. For da Take That aflyste lørdagens koncert var den officielle forklaring, at Robbie Williams havde fået madforgiftning, men rygterne svirrede om nyt uvenskab og sågar om, at Williams skulle være røget tilbage i sit stofmisbrug.

Det er i sandhed ikke let at være pop-stjerne.

Men fredag aften var Robbie Williams stadig i sit es. Og efter at han flirtende og inciterende havde givet den gas med fem af sine egne storsælgende numre som »Let me entertain you«, »Rock DJ« og »Angel« var det tid til genforening. Mørket var begyndt at falde på, da de fem mænd i et spektakulært sceneshow med lys, dansere, ild og vand delte ud af numre fra deres seneste album. Pragtfuldt, storladent og med den smule kant til musikken, som denne 36-årige poptøs havde håbet på. Ikke mindst det halvhårdtpumpede »SOS« og den mere stille og fine »Pretty Things« gik rent ind.

Men for det øvrige unge voksne danske publikum kom forløsningen først i form af 90'er hits som »Pray« og »Relight my fire«. Vi var tilbage i et årti, hvor ungdom ikke var noget, vi behøvede at insistere på. Og der blev skrålet med på en måde, som redaktørens datter sandsynligvis ville have syntes var pinligt. Men det er det nok tit, når de voksne fester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her