Læsetid: 3 min.

Det absolut besynderlige ved at være menneske

Diskussionen af informationsbegrebet står centralt i ateists tankevækkende opgør med tidens modeateister
21. september 2011

Raymond Tallis' bøger er svære at opsummere. Han arbejdede i mange år som læge med speciale i epilepsi, men selv om han skriver med overbevisende klart, sidder man ofte tilbage med det indtryk, at han hellere vil argumentere imod de mennesker, han selv har læst, end få nye læsere i tale. Dog bliver det hurtigt klart, at formålet med hans nye bog, Aping Mankind, er at redde ateismen fra tidens modeateister.

Han angriber filosoffen John Gray for anti-videnskabelig pessimisme og Daniel Dennett-Richard Dawkins-aksen for pseudo-videnskabelig optimisme og vender sig imod enhver, som ignorerer, forvansker eller skjuler det absolut besynderlige ved det at være menneske. Og han pointerer, at disse reduktionistiske synspunkter tages for givet i en sådan grad, at det bliver let at forveksle dem med den måde, hvorpå verden er, i stedet for at se dem som et verdenssyn, der som alle andre verdenssyn bygger på metaforer, antagelser og ønsketænkning.

Modeateisterne synes enige om, at vi er dyr, der styres af computere. Vi bryder os måske ikke om det, men det er nu engang sådan, videnskaben viser, at vi er. Eneste alternativ ville være et 'religiøst' synspunkt, hvilket er rationelt antageligt. Tallis kan heller ikke lide billedet og anser det for videnskabeligt fejlbehæftet og filosofisk forvrøvlet.

Forskellige kategorier

Som gerontolog konfronteres Tallis bestandigt med forholdet mellem personer og beskadigede hjerner. At et menneske er afhængigt af sin hjerne betyder imidlertid ikke, at det er samme slags ting. Hjernen er noget, der kommer til syne for bevidstheden. Bevidstheden er ikke noget, der kommer til syne for hjernen.

Et af Tallis' centrale punkter er 'information', et ord, der spiller en central rolle i Dawkins' og Dennetts syn på verden. Hjerner, computere og endda selve livet siges alle at være forarbejdninger af informationer, og dna er selv den pureste digitale information. Men ordet må indrammes af konstante anførselstegn, for der er tale om væsensforskellige kategorier. Den ældre brug af ordet er uløseligt forbundet med begrebet om 'betydning': Information er noget, vi møder og forstår som meningsbærende størrelser. Det er i ingeniørjargon signal og ikke støj. Information i denne forstand er altid oplysninger for nogen. Hvorimod information i elektroteknik og datalogi betegner eksakt målbare og klart opdelelige størrelser.

Trods den indlysende forskel har vulgærvidenskabelige forfattere i årevis søgt at sammenkæde de to betydninger af 'information', som om det, der kan måles af computere, var gjort af samme stof som det, der giver betydning for mennesker.

»Ved at smugle bevidstheden ind i hjernens materie via computeranalogier får vi et materialistisk syn på bevidstheden til at se plausibelt ud ... Personificerer vi hjernen eller dele af hjernen, bliver det for nemt at 'hjernegøre' personen.«

Ikke til stede for sig selv

Men når de to informationsbegreber skilles ad, så vi kan skelne mellem de matematisk målbare egenskaber ved en fluktuerende elektrisk strøm og de ting, der udgør den verden, vi oplever som meningsfuld, bliver det også muligt at pille den idé fra hinanden, at bevidstheden bare er den måde, hvorpå vi oplever hjernens aktivitet. Som Tallis påpeger, er den hjerneaktivitet, vi kan måle, nok til stede for vores bevidsthed. Men den er ikke til stede for sig selv. At vi kan nedbryde en person ved at nedbryde dele af hendes hjerne, beviser ikke, at de to er identiske.

»En persons adfærd bliver desto mere forklarlig i neurologisk forstand, jo mere beskadiget hendes hjerne er. Et slagtilfælde passer bedre ind i den neurale model af bevidstheden end at leve med epilepsi, som kræver noget, der kan bringe ting sammen i helheder.«

'Personligheden' dvs. vores evne eller tvangsmæssige tilskyndelse til at bringe ting sammen til en art sammenhængende fortælling, uden hvilken erfaring ikke bare er meningsløs, men nærmest umulig er ifølge Tallis noget, videnskaben (endnu) ikke kan forklare. Enhver, der føler sig fristet til at antage, at videnskaben har forklaret dette forhold, i det mindste i princippet, bør læse Tallis og indse, at hun tager fejl.

 

Raymond Tallis: 'Aping Mankind: Neuromania, Darwinitis and Misrepresentation of Humanity' er udkommet på forlaget Acumen

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer