Læsetid: 6 min.

Politiske embedsmænd og demokratisk tusmørke

Med ’Mørkelygten’ gør Jesper Tynell op med myten om den rent fagligt funderede embedsmand og viser, hvordan embedsværket deltager i at vildlede Folketinget og offent-ligheden. Afdækningen bør føre til en debat om dette fundamentale demokratiske problem, skriver juraprofessorerne Michael Gøtze og Jens Elo Rytter, der anmelder bogen for Information
Med sin originale tilgang bakket op af grundig research får Jesper Tynell i ’Mørkelygten’ kastet lys over et strukturelt fænomen og et alvorligt demokratisk problem, som hverken politikere eller den brede offentlighed nu bør kunne undlade at tage op til alvorlig diskussion.

Marie Hald

24. oktober 2014

Den prisbelønnede journalist og forfatter Jesper Tynell har netop udgivet bogen Mørkelygten om embedsmandens rolle mellem politik og faglighed.

Bogen er baseret på flere års arbejde og samtaler med 45 anonyme embedsmænd. Jesper Tynell kaster i bogen lys over embedsmandskulturen ’set indefra’. Bogens titel er hentet fra embedsmandsjargon, hvor brug af mørkelygten betyder, at man belyser noget på en sådan måde, at det reelt bliver mere dunkelt.

Metoden går ud på at (for)blænde f.eks. Folketinget, pressen og offentligheden med tal, fakta og vurderinger, som foregiver at belyse det hele, men som reelt mørklægger og tilslører det, man gerne vil skjule.

Resultatet er en politisk manipuleret formidling af virkeligheden – en mere eller mindre subtil form for vildledning. Bogens grundstemning er ren ’Borgen’, og der er rænkespil og røgslørsmanøvrer ad libitum.

Jesper Tynell gennemgår med embedsmændenes hjælp en række politiske sager fra de senere år, herunder sagerne om Irakkrigen, strukturreformen, børnechecken, de statsløse, arbejdsformidlingen, Dan Lynge etc.

Gennemgangen viser, hvordan embedsmænd ofte manipulerer med statistikker og med jura for at kunne understøtte, at ministerens politiske forslag er både sagligt begrundet og lovlig, selv om det undertiden ikke er tilfældet eller i hvert fald er stærkt tvivlsomt.

Eksemplerne viser, at embedsmænd regner baglæns og tilskærer og manipulerer fakta og jura for at imødekomme udtalte og uudtalte politiske præferencer. Modhensyn og modargumenter sorteres fra. Saglighed ofres til fordel for spin.

Mørkelygtens tvetydighed består også i, at man udadtil siger noget med stor overbevisning, samtidig med at man indadtil godt ved, at det ikke forholder sig sådan. Embedsmandens Janus-ansigt viser sig i bogen især i forhold til jura, som forfatteren har et imponerede tæt indblik i.

Embedsmanden er ikke – som mange ellers tror – et bolværk mod manipulation og vildledning, men er tværtimod i Jesper Tynells fremstilling aktivt involveret i fordrejninger i mange variationer. Det er karrierefremmende at have ’mørkelygte’-kompetencer.

Idealet om et oplyst demokrati

Gennemgangen af sagerne er særdeles velskrevet og sine steder ligefrem spændende som en krimi. Andre steder bliver gennemgangen måske en anelse omstændelig og langtrukken, når man allerede ret tidligt har fanget melodien – den falske forstås.

Det vigtige for forfatteren er dog ikke politiseringen i den enkelte sag, men det helhedsbillede af forholdet mellem embedsapparatet og det politiske system, som disse sager til sammen tegner. Bogen begraver myten om den rent fagligt funderede embedsmand.

I politiske sager leverer embedsmanden ikke neutrale vurderinger/redegørelser, men snarere partsindlæg.

Bogen tegner således et billede af en politiseret embedsstand, som villigt manipulerer med jura, tal og fakta, så de understøtter ministerens politiske dagsorden, men det sker på en så behændig måde, at det ofte vil være vanskeligt at hænge nogen op på det. Hvem har så ansvaret for dette?

Bogen synes i høj grad at pege på ministre, som vrider armen om på embedsmændene. Det er efter vores opfattelse utvivlsomt en vigtig del af forklaringen, og det er principielt ikke så ansvarsfrit, som bogen synes at antage.

Mange af de sager, som gennemgås i bogen synes umiddelbart at være dækket af Ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, som ikke blot forbyder en minister direkte at lyve over for Folketinget, men også at give Folketinget »vildledende oplysninger« eller »fortie oplysninger af væsentlig betydning«. At dette ansvar kun yderst sjældent håndhæves i praksis er en anden sag og en del af problemet.

Embedsmændene har dog også et ansvar. Muligvis har bogen fået en anelse for meget i forhold til at fremstille embedsmændene som ofre i spillet med politikerne, og man har i hvert fald i en del afsnit indtrykket af, at Jesper Tynell har kvitteret for sin tilsyneladende meget frie adgang til anonyme embedsmænds beretninger med en betydelig grad af empati for de vanskelige vilkår, som embedsmænd arbejder under. Embedsmændene kan også selv. Flere af dem giver i bogen udtryk for faglig stolthed, når de har anvendt mørkelygten mest elegant.

Og Folketinget selv? Har de ikke sovet i timen eller i hvert fald passivt lade stå til? Det kan næppe komme bag på de folkevalgte, hvoraf flere selv er tidligere ministre, hvordan forholdene i jernindustrien – ministerierne – i virkeligheden er.

Hvad er så konsekvensen af denne tingenes tilstand? Jesper Tynell betegner den udbredte praksis med brug af mørkelygten til at vildlede Folketinget som et fundamentalt problem for idealet om det oplyste demokrati, fordi Folketinget og offentligheden som følge heraf ikke sjældent føres bag lyset.

Den pointe er ikke svær at forstå: Ville Folketinget have vedtaget at nedlægge amterne eller lægge arbejdsformidlingen over i kommunerne, hvis politikerne havde modtaget et korrekt beslutningsgrundlag i form af retvisende tal og konsekvensberegninger?

Ville Folketinget have sagt ja til at gå i krig i Irak, hvis de havde vidst, at krigen efter embedsmændenes saglige vurdering formentlig var i strid med folkeretten? Vi får det aldrig at vide.

Værd at overveje

Og spørgsmålet er så: Hvad skal man gøre ved dette demokratiske problem? Her har forfatteren i bogens afsluttende perspektivering en række forskellige bud, som bl.a. handler om at styrke Folketingets adgang til uafhængig ekspertise, styrke embedsmændenes selvstændighed og mulighed for at sige fra over politisk pression, samt styrke håndhævelsen af ministeransvaret.

Efter vores opfattelse vil det næppe være fuldt tilstrækkeligt at opbygge en stærkere uvildig juridisk og økonomisk ekspertise i Folketinget, for embedsapparatet vil fortsat råde over den viden, som er afgørende for, at der kan træffes politiske beslutninger på et oplyst grundlag.

Derfor er der næppe nogen vej uden om også at kigge på ondets rod – det politiserede, mørkelysende embedsapparat. Det primære ansvar for at løse problemet ligger selvsagt hos politikerne, men måske er der også anledning til en vis selvransagelse i embedsstanden?

Man kan – som Jesper Tynell foreslår – starte med at give spillerreglerne for god embedsmandsadfærd et reelt serviceeftersyn. Disse regler er i sig selv uskarpe, og embedsmandssystemet synes generelt selv at fortolke reglerne sådan, at de selv ikke kan lastes for politisering og mørkelygte-arbejdet.

Jesper Tynells forslag om at tydeliggøre disse principper er værd at overveje. Det vil give de embedsmænd, der har modet til at sige fra, mere sikker grund under fødderne. Navnlig topembedsmænd har pligt til at sige fra over for politisk pres.

Bogen viser dog, at ikke mindst topembedsmænd ofte tænker som politikere og derfor slet ikke behøver et politisk pres for at udtænke politisk ønskelige manipulationer af virkeligheden.

Dilemmaet mellem embedsmændenes lydighedspligt over for ministeren og deres sandhedspligt over for Folketing og offentlighed bliver således langt fra altid sat på spidsen.

Bogen bekræfter fænomen

Med Mørkelygten har Jesper Tynell skrevet en vigtig bog. Med sin originale tilgang bakket op af grundig research får Tynell dermed kastet lys over et strukturelt fænomen og et alvorligt demokratisk problem, som hverken politikere eller den brede offentlighed nu bør kunne undlade at tage op til alvorlig diskussion.

Det vil dog næppe hindre, at mørkelygter af forskellig karakter i den kommende tid vil blive søgt rettet mod bogen. Kritikere vil kunne hævde, at det svækker bogens troværdighed, at disse stemmer har kunnet udtale sig risikofrit og derfor muligvis også har fortegnet virkeligheden.

Det er dog svært at tro, at så mange embedsmænd uafhængigt af hinanden skulle medvirke ud fra dubiøse motiver. Hertil kommer, at det billede, bogen tegner, passer godt til det indtryk, man må få, hvis man har fulgt med i de senere års mange ’sager’ om ulovlig administration og vildledning af Folketinget. Bogen bekræfter et fænomen, som er velkendt for iagttagere.

Mørkelygten kaster nyt lys over den politiserede embedsmandsrolle. Hvis man som forfatteren tager idealet om et oplyst demokrati alvorligt, er det første skridt politisk at anerkende, at der her virkelig er et alvorligt problem. Og her har bogen tilsyneladende allerede haft en effekt.

Så måske er der alligevel lys for enden af mørkelygten?

Michael Gøtze er professor i forvaltningsret ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret samme sted

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Bertram
  • Torben R. Jensen
  • Lone Christensen
  • morten Hansen
  • Søren Roepstorff
  • johnny lang
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Per Meinertsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Bjarne Andersen
  • Henrik Christensen
  • Peter Taitto
  • Thomas Rasmussen
  • Niels Engelsted
  • peter fonnesbech
  • randi christiansen
  • Niels Mosbak
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ingrid Uma
  • Bent Weinreich
  • Benno Hansen
  • Dorte Sørensen
Eva Bertram, Torben R. Jensen, Lone Christensen, morten Hansen, Søren Roepstorff, johnny lang, Martin Karlsson Pedersen, Per Meinertsen, Flemming Scheel Andersen, Bjarne Andersen, Henrik Christensen, Peter Taitto, Thomas Rasmussen, Niels Engelsted, peter fonnesbech, randi christiansen, Niels Mosbak, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Ingrid Uma, Bent Weinreich, Benno Hansen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undertegnede har engang været embedsmand.
Vores kontorchef forklarede, at vi skulle glemme de fine fornemmelser.
Her var løgn og manipulation arbejdsredskaber.

Oluf Husted, Hans Paulin, morten Hansen, Eva Bertram, Lene Christensen, Anne Eriksen, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Rune Petersen, Mandatar Torben Wilken, Niels Engelsted, peter fonnesbech, Lykke Johansen og Jens Carstensen anbefalede denne kommentar
Uli Fahrenberg

Når vi nu skal snakke om hvad man kan gøre ved de her problemer: hvorfor så ikke starte med at afskaffe den nye "offentlighedslov"? Den sørger jo lige præcis for at mange af de ting, som bogen graver frem, kan holdes skjult for offentligheden (og har derfor fortjent navneændring til "mørkelygtelov").

Peter Knap, morten Hansen, Michael Madsen, Eva Bertram, Lene Christensen, Tinne Stubbe Østergaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Meinertsen, Anne Eriksen, Flemming Scheel Andersen, Lilli Wendt, Bjarne Andersen, Henrik Christensen, Rune Petersen, Mandatar Torben Wilken, Kurt Nielsen, Niels Engelsted, Dennis Berg, Tue Romanow, peter fonnesbech, Lykke Johansen, randi christiansen, Janus Agerbo, Dan Johannesson, Søren Christensen, lars abildgaard, John Christensen, Bent Weinreich og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
John Christensen

Det er altså også op ad bakke - for såvel politikere som embedsværk!

Prøv engang at tygge på bare et par af de første paragraffer i denne Danske Lov:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=164519

Det er ABSURD at vi er nået dertil.
Bare 'man' ikke kommer til at overtræde noget i den forbindelse.

Tænk hvor svært det er at se - halmstråene

God dag der ude

(Kunne ikke dy mig - har før linket til samme lov her på Informations debatforum.

morten Hansen, Henrik Christensen, Kurt Nielsen og Søren Christensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Kan så dog bedre forstå - at det er nødvendigt at 'stressteste' de finansielle virksomheder der vover sig ud i - at prøve på, at leve op til - det komplekse regelsæt.

Børge Rahbech Jensen

Det er jo primært blevet et problem, fordi nyhedsmedierne også har gjort sig afhængige af ministeriernes beregninger og vurderinger. Det er næppe nyt, at ministeriets embedsmænd 'regner baglæns', når de skal formulere argumentation for lovforslag. Det nye er snarere, at nyhedsmedier søger en større del af sine informationer på Christiansborg. I flere af de sager, der nævnes i artiklen, kunne nyhedsmedier have søgt informationer andre steder i samfundet, men undlod at gøre det. Bl.a. i forhold til sagen om børnecheck interesserede nyhedsmedierne sig alene for økonomers og borgerlige partiers bekymring for offentlige udgifter, mens sagligheden hurtigt forduftede. Sjovt nok er bekymring for øgede offentlige udgifter sjældent til debat, men formidles blot ukritisk krydret med stærke følelser, så fx. sagen om børnecheck til borgere fra andre EU-lande nærmest fremstod som en trussel om, Danmark skulle betale børnechecks til alle børn i hele EU. Generelt kan også konstateres, at nogle folketingsmedlemmers forargelse over, Folketinget angiveligt føres bag lyset, formidles ukritisk, uanset hvor meget el. lidt befolkningen påvirkes. På den måde skabes et samfund, hvor befolkningen identificerer sig udvalgte medlemmer af Folketinget på bekostning af hver enkelt borgers private liv i det omgivne samfund.

Arne Lund, Michael Madsen, Vibeke Rasmussen, Karsten Aaen, Mandatar Torben Wilken og Thomas Rasmussen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Det, der ikke kan bestrides, bortskaffes fra sagen

til uberettiget fordel for de ansvarlige myndighedspersoner - svarende til administrativ korruption, der som udgangspunkt er en overtrædelse af 2. led i Straffelovens § 155 - og til skade for de forurettede borgere.

I Skatteministeriet er de brudte love igen og igen bortskaffet fra en stor sag.

Bortsskaffelser, der er begravet/ mørklagt med generelle skriverier, der anvendes som begrundelse for, at der er tale om lovlig forvaltning.

Principielt er den samme metode anvendt i Justitsministeriet:

Anmeldelser, der er forældede i 2025 eller i hvert fald i 2020 afvises med henvisning til, at de er forældede:

Hvordan?

Ved at bortskaffe de fakta, der viser, at anmeldelserne først er forældede i 2025, hvilket selvsagt også er til uberettiget for de anmeldte, svarende til ny administrativ korruption.

Et forhold, der igen og igen er mørklagt med skriverier.

Alt fremgår af de ansvarliges egne dokumenter.

Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Konspirationsteori : Embedsmænd/damer udgør deres klasse for sig , med egen moralkodeks og med egne fælles motiver. De spreder deres opfattelse ud i samfundet og avler via regelsættet flere af slagsen. Regelsættet kan derfor ikke formindskes. Det ville jo betyde overflødiggjorte medlemmer af logen. Tyranniseringen af den forsvarsløse befolkning fortsætter.
Landadelen og træhesten er genopstået, sammentømret af paragraffer.
Og politikerne står magtesløse.

Oluf Husted, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Når forvaltningsrettens juridiske grundlag essentielt er ufærdigt ifht den retfærdige adgang til fællesejet - hvis ondeste konsekvens er konkurrencestatens privatkapitalisme - er motorvejen lagt for en politiserende embedsstand, for korruption og manipulering.

Og hvordan forhindre en politiserende embedsstand? En udfordring som vakse viggo nok burde kunne løfte - selvom implikationerne er så omfattende, at privilegie-separationsangst vil være akut behandlingskrævende.

Thomas Rasmussen

"...give spillerreglerne for god embedsmandsadfærd et reelt serviceeftersyn"

Fint nok, men helt ærligt! Har embedsmænd ikke en jobbeskrivelse? Dem kunne jeg da godt som borger lide at få at vide. Som om de er de eneste, der dagligt møder dilemmaer.
Når andre lønmodtagere ikke passer job, får de da ikke at vide, at de "overtræder spillereglerne" — de får da en fyreseddel. Tynell, den dygtige mand, er vist selv faldet for embedsstandens legemetaforer (eller er det anmelderne?); det hele er et spil, og det værste der kan ske er gule kort og strafpoint. Uværdigt over for skatteyderne, det betaler deres løn. Men det er jo snart en gammel sang.

Karsten Aaen, Michael Madsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Spillereglerne for ministre og embedsmænd er faktisk gode.

Sagen er bare, at de kan brydes uden konsekvenser.

Oluf Husted, Bjarne Andersen, Michael Madsen, Lene Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

Det handler om magt. Det handler om at komme op i systemet. Ingen ung nyuddannet jurist der søger lykken i Centraladministrationen kunne drømme om, ikke at "spille med på violinen" At sige nej er det samme som at blive kørt ud på sidesporet. Det er jo "Chefen" der skal anbefale embedsmandens kvalifikationer.
Tredelingen af magten er i dagens Danmark blevet udvidet med den fjerde, pressen. Denne frie kontrol-magt, der skulle holde snyderiet i ave, er selv blevet job-afhængig af embedsværket og politikkerne. Ingen nyheder/oplysninger, hvis vi ikke er venner er arbejdsvilkåret. Jobbet som pressemedarbejder og Spindoktor er godt betalte job til tidligere journalister. Dem der virkelig er farlige, dem der "graver", de fjernes fra de almindelige medier og havner behændigt i "De gode jobs", hvor prisen er, at man plejer "firmaet interesser". På denne måde er den femte magt kommet på banen i en grad, vi ikke har set tidligere. Embedsmændene, der selv laver deres egne regler, finder på nye krav, hvorefter de administrerer de love, som Folketinget eller EU har vedtaget skal gælde. Registrering bliver til at bevilje. Så kan man kræve alt muligt, dokumenter og nye betingelser, lave lange sagsbehandlingstider og sikre embedsværket stor beskæftigelse. Det er her der skal sættes ind. De embedsmænd der bliver grebet i ulovligheder, skal fyres ved kort proces og helt uden pension. Deres chefer skal ryge samtidig. Sagens akter er ofte bevis nok. Folketingets Ombudsmand, der skulle være Folketingets vagthund, er alt for veg i sin kritik. DJØF er den fælles fagforening og den er yderst magtfuld, så den arbejder man ikke imod. Morten Bødskov´s (MF)(S) blev som justitsminister et nyttigt redskab for DJØF, der nidkært overvågede processen omkring Offentlighedsloven. Ingen slinger i valsen blev tilladt.
Tamilsagens dommer Hornslet´s advarende ord til embedsværket om, at bevidst medvirken til ulovlig administration, var omfattet af Straffeloven fik ikke nogen virkning.

Niels Duus Nielsen, Katrine Visby, Karsten Aaen, Michal Bagger, Lene Christensen, Knud Chr. Pedersen, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

@Mandatar Torben Wilken:
"Sagens akter ofte beviser nok."

Ja, så er der brug for feberredninger:

Bortskaf beviserne.

Erklær sagen forældet, selvom den først er forældet 10 år efter pga. fortsat strafbar virksomhed.

Svarende til at strafbare forhold skjules med nye strafbare forhold.

Det overrasker mig egentlig, at bogens undersøgelse synes at vise embedsmænd med en meget velreflekteret bevidsthed om vildledningen. Mit gæt ville ellers være, at den sad så meget på opdragelse og rygmarv, at det skete mere ubevidst. Man leverer hvad der bedes om, helt uden dårlig smag i munden, men i stedet med stolthed.

Problemet er, at embedsmændenes umiddelbare kunde ikke er befolkningen, men ministeren. Og ikke mindst at ministeren heller ikke arbejder for folket som sådan, da denne i strid med Grundlovens intention er håndplukket blandt Folketingets medlemmer. Vedkommende opfatter sig og opfattes dermed fortsat som folkevalgt politiker, og taler derfor mest for sit parti og den beskedne menighed, der har stemt på ham.

Politikerne forventer at få leveret politiske muligheder, der stemmer med deres holdninger hellere end virkeligheden. Deres oplagte bortforklaringer er blevet normen mere end undtagelsen, og som hovedregel tror jeg ikke de lyver - bortset for sig selv. Os andre fortæller de om virkeligheden, som de selv ser den, og som de tror den derfor også må være for alle os andre.

Samtidig er også politikerne for længst blevet en solid del af samme statsmaskine som embedsmændene Udspil, der afviger for meget fra den hellige liberalistiske markedsøkonomi, passer dårligt ind og affejes, ofte meget brutalt. Så i den daglige popularitetskonkurrence Vild Med Politik stemmes de skæve hurtigt hjem.

Jeg har en fjern fortid som spindoktor i flere semioffentlige virksomheder. Eller rettere mere ydmygt informationsmedarbejder, som vi hed og var dengang. Og mindes da et større underskud var på vej ud til forventelig negativ pressedækning. Hvor på direktøren gik i medierne få dage før det blev offentliggjort, og optimistisk forklarede hvorledes foretagenets mange investeringer nu klart viste vej mod en bedre fremtid på den lange bane på et internationalt orienteret marked, og al den slags. Investeringen ville naturligvis kunne ses som underskud i et par år, hvor efter etc og mange flere plusord.

Som ung journalist var det underholdende at se en så nem vildledning give så fine resultater i medierne, og så slem var min røverhistorie altså heller ikke. Direktøren lød som om han selv begyndte at tro på den. Siden har jeg mere brugt kræfterne på at prikke huller i den slags - selv om dette på ingen måde giver brød på bordet. Det ville kræve en meget tålmodig arbejdsgiver, som DR trods alt fortsat er for Jesper Tynell.

Niels Duus Nielsen, Katrine Visby, Karsten Aaen, Mandatar Torben Wilken, Vibeke Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Har du ikke det, ditte? Det er der ellers al mulig grund til - men det var nu med forhåbninger om at embedsvældet nærmer sig en rekonstruktion i retning af mere korrekt og transparent forvaltning istedet for udemokratiske mørkelege.

Hvorfor røg Jesper Tynell ikke sammen med Lindvig og Anja Bo i seneste nedskæring?

Den mand er fremragende!

Oluf Husted, Mandatar Torben Wilken, Ole Hansen og Per Meinertsen anbefalede denne kommentar

Skrot den nye offentlighedslov, og husk at embedsmænd også kan have en politisk dagsorden. Dette gælder jo også i høj grad for journalister, som i deres vinkling og promovering af sager kan have særlige politiske dagsordener. Det er jo ikke ukendt at f.eks. DR journalister får karriereforløb senere hen i politiske partier, og at tro, at disse og andre journalister til enhver tid altid har været objektive, er vist at være frygtelig naiv.

Har man blot engang været referent til et møde, så ved man, hvor let det er at "vinkle en sag" og "udelade fakta".

Peter Knap, Karsten Aaen, Mandatar Torben Wilken, randi christiansen, Lene Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Og medierne? Hvad med mediernes rolle? Hvornår begynder deres repræsentanter at kigge indad og se på dén? Er der ikke "også anledning til en vis selvransagelse i" journaliststanden?

Som Jesper Tynell spørger værten på 'Mennesker og medier', Hakon Mosbech: "Har du læst bogen?". Det har Mosbech, stort set, hvilket glæder Jesper Tynell, for det er der ikke mange, om nogen, af de utallige journalister, der allerede har interviewet ham i forbindelse med bogen, der har!

Jesper Tynell giver i samtalen også et eksempel – men der er jo mange! – på mediernes svigt: Da statsministeren udtalte, at ingen var blevet ulovligt overvåget af NSA, blev det i stort set samtlige medier på forunderlig(!) vis rapporteret som, at ingen var blevet overvåget! (Kan eksempler som dét mon bl.a. skyldes for meget automatisk, ureflekteret afskrift af Ritzau-telegrammer?)

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/mennesker-og-medier-133

Den fjerde statsmagt min bare! Måske der, som ovenfor nævnt (kredit: Mandatar Torben Wilken), i stedet er opstået en femte statsmagt? Journalister der frit 'shopper' mellem medier og ministerier? Mellem at skulle hhv afsløre og skjule sandheden?

Niels Duus Nielsen, Ture Nilsson, Katrine Visby, Karsten Aaen, Mandatar Torben Wilken og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

"Ville Folketinget have vedtaget at nedlægge amterne eller lægge arbejdsformidlingen over i kommunerne, hvis politikerne havde modtaget et korrekt beslutningsgrundlag i form af retvisende tal og konsekvensberegninger? Ville Folketinget have sagt ja til at gå i krig i Irak, hvis de havde vidst, at krigen efter embedsmændenes saglige vurdering formentlig var i strid med folkeretten?"
Det er måske ikke verdens mest lykkelige eksempler - i det tilfælde vil jeg påstå, at der var rigeligt med modargumentation. De to sager blev alene afgjort på et trosgrundlag, uagtet om de er blevet fodret af staben med noget reelt.

Jeg ved ikke, om Tynell har folkeskolereformen med i bogen, men den er et studium i den magtfordrejning, han beskriver. Se fx sagen omkring afvisningen af aktindsigt, som fik ombudsmanden, det pæne menneske, til at anklage finansministeriet for bevidst misbrug af reglerne. Eller undervisningsministeriets systematiske misinformation om skoleforskningen i effekten af længere skoledage. Eller de bevisligt lægnagtige påstande om lærernes arbejdsforhold osv.

Ole Chemnitz Larsen

Strafbar formidling af virkeligheden.

Faktuel eksempel fra Skatteministeriet:

Skriverier, der påstår at alt er lovligt, men som dækker over de ansvarlige for afpresning af mindst 130 borgere, svarende til en overtrædelse af 2. led i Straffelovens § 155, der har til formål at forhindre at myndighedspersoner dækker over hinanden, svarende til administrativ korruption.

Afpresning er som udgangspunkt en overtrædelse af Straffelovens § 150.

En redegørelse til Folketinget, der også skjuler nævnte afpresning, er også som udgangspunkt en overtrædelse af 2. led i Straffelovens 155.

Alt fremgår af fakta, forstået som de ansvarliges egne dokumenter.

Forhold, der efterfølgende igen og igen er blevet skjult med skriverier, der påstår at der er tale om lovlig forvaltning. Igen 2. led i Straffelovens § 155.

Har modtaget en del breve af denne type, heraf de sidste 5 er underskrevet af tidlige departementschef Peter Loft.

Breve, der også betyder, at forældelsesfristen først regnes fra det sidste brev.

Karsten Aaen og Mandatar Torben Wilken anbefalede denne kommentar

For nogen tid siden opfordrede Lykketoft Folketinget til at tage magten tilbage fra embedsværket. Han var træt af at høre MF'erne peb fordi de ikke fik de rette oplysninger og data fra ministerierne, og dermed kom til at lovgive på et forkert grundlag. Det var jo en klog opfordring, som meget af det der kommer fra Lykketoft. (Hvorfor er han ikke statsminister i stedet for HTS?).

Kort efter var emnet igen brandaktuelt i et Folketingets udvalg. Også her døjede MF'erne med mangelfulde oplysning fra embedsværket, og et par MF'ere gjorde indsigelse. Forlangte at den socialdemokratiske udvalgsformand, skulle træde i karakter, sende materialet tilbage til ministeriet, og forlange baggrundsmateriale af en sober og saglig kvalitet.
Det nægtede udvalgsformanden (der i dag er minister) med den begrundelse, at nu skulle udvalget ikke så mistillid til embedsværket, for hvor var vi så henne?

Nok er der grund til at skyde på embedsværket, men Folketinget bærer nu selv en stor del af ansvaret for at det er kommet så vidt. Det er trods alt Folketinget, der har ladet tingene sejle, og ikke grebet ind overfor det stigende departementchefstyre.

Embedsværket har imidlertid et godt argument for hvorfor de mener, de er nødt til at overtage ledelsen af landet, nemlig de mange ministerrokeringer i de senere år. Helt uerfarne ministre bliver sat på poster, de ikke aner en hylende fis om, men kun får posten fordi de er loyale overfor alfahannen/-hunnen. Prøv at se på den stribe af fx skatte- eller transportministre, der har været i de senere år, og kom så med et bud på disses kvalifikationer.
Set i det lys er det ikke noget at sige til, at embedsværket tænker: Ministre kommer og går - embedsværket består.
Nå, men uanset hvor ansvaret skal placeres, så er det nyttigt, at der kommer bøger som denne + Pernille Boye Kochs og Tim Knudsens Ansvaret, der forsvandt.
Lokummet brænder, og stanken overdøver evt. kiksere i 1864 - men lad os for guds skyld øde tiden på at diskutere sidstnævnte, så opdager kun få, at der for alvor er gået svamp i samfunds-maskineriet.

Niels Duus Nielsen, Mandatar Torben Wilken, randi christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Endnu en gratis omgang fra Mogens Lykketoft,

der reelt har ført mange myndighedspersoner, herunder Hans Gammetoft-Hansen, ud i embedsmisbrug,

fordi de reelt også har dækket over finansminister Lykketoft.

I denne forbindelse kan det bemærkes, at Hans Gammeltoft-Hansen ikke dækkede over Erik Ninn-Hansen.