Læsetid: 8 min.

’Bølle’ uden selvransagelse

Jørgen Ejbøl har tromlet hen over al modstand i den danske dagbladsverden. I en ny bog af journalist og forfatter Kirsten Jacobsen ser han triumferende ud over slagmarken. Hvis der lugter brændt, må det være nogen andre idioters skyld
’Pansergeneralen’ giver et godt indtryk af Jørgen Ejbøl som et utrætteligt menneske med et naturtalent for bladdrift. Men man bliver også lidt træt. For hvor hans sejre er udtryk for hans unikke talent og utrættelige arbejde, er hans nederlag og problemer udtryk for tidernes ugunst eller de andre idioters uduelighed

’Pansergeneralen’ giver et godt indtryk af Jørgen Ejbøl som et utrætteligt menneske med et naturtalent for bladdrift. Men man bliver også lidt træt. For hvor hans sejre er udtryk for hans unikke talent og utrættelige arbejde, er hans nederlag og problemer udtryk for tidernes ugunst eller de andre idioters uduelighed

Linda Johansen

31. oktober 2016

»Den forpulede ytringsfrihed!«

Sådan udbryder Jørgen Ejbøl, formand for Jyllands-Postens Fond og en af landets mest magtfulde og kontroversielle dagbladschefer i Danmark, da journalist Kirsten Jacobsen i et nedslag i sin nye bog, Pansergeneralen, åbner samtalen om Muhammed-tegningerne.

Allerede her er det nok på plads at præcisere: Samtale er ikke det rigtige ord. Jacobsen bringer et emne op, og så redigeres Ejbøls tanker og svar sammen til en monolog.

Det er mere reglen end undtagelsen, at Ejbøl fortsætter i et af sine karakteristiske rants, hvor målet ikke så meget synes at være at oplyse sagen ved hjælp af argumenter som at nedkæmpe modstanden og efterlade fjenden værgeløs, så han kan påtvinge ham eller hende sin vilje.

»Jeg har den holdning, at ytringsfrihed udkæmpes bedst blandt de levende, og jeg mener, at de franske tegnere på Charlie Hebdo døde forgæves. De skulle have været bedre sikret; men for mig svarer det lidt til at springe ud med faldskærm. De første fem gange går det godt, den sjette måske ikke så godt, og så dør man. De udfordrede skæbnen. De kaldte på reaktionerne. Det kan man sagtens gøre, men man kan også komme til at betale med sit liv for det. Sådan er virkeligheden.«

Sådan koges massakren på Charlie Hebdo ned til et spørgsmål om manglende sikkerhed og (dum)dristighed hos ofrene, som udøvede deres mest fundamentale frihedsrettigheder.

Ejbøls synspunkt er, at Jyllands-Postens tegninger er trykt, de er aldrig trukket tilbage, og da man »ikke kan diskutere ytringsfrihed med mennesker, som står med et maskingevær presset mod ens tinding«, er der ingen verdens grund til at fremture og at trykke igen.

Derfor var det den eneste rigtige beslutning, at daværende chefredaktør på Jyllands-Posten, Jørn Mikkelsen, ikke ville genoptrykke tegningerne i 2015 for at undgå at påkalde sig voldelige islamisters vrede påny.

»Alle kan se dem! De er aldrig trukket tilbage … Alt ligger der! Videre.«

Men man kan jo netop ikke bare komme videre.

»Tegningerne vil være med os, jeg ved ikke hvor mange år frem. Skal vi genoplive den frygt en gang imellem? Nej, det skal vi ikke. Har det noget med selvcensur at gøre? Ja, det kan man da godt sige, hvis man vil gøre det til en selvcensursag; men jeg mener, at det rigtige ord er en selvforsvarssag. Ved at genoptrykke dem vækker vi tossers vrede … Vil vi ofre menneskeliv på det alter? Vil vi ofre vores medarbejdere og udsendte folk? Nej! Hvordan skulle vi nogensinde forklare de pårørende, at deres nærmeste skulle dø, fordi vi ville genoptrykke nogle tegninger? Vi beder da ikke nogen gå i døden for noget så dødssygt hampelort, vel? Nogle primitive tegninger! Og skal der endelig uddeles ytringsfrihedspriser for den sag, skal de efter min mening ikke gives til enkeltpersoner, bortset fra tegnerne, men til den virksomhed, der havde nosser til at stå bag, og som har betalt en meget høj pris for det.«

En slags idioter

De, der alligevel mener, at kampen for ytringsfriheden er værd at kæmpe – herunder retten til fortsat at håne, spotte og latterliggøre religiøse og politiske autoriteter ved at forsvare det, Jyllands-Postens fondsstyrelsesformand så malerisk beskriver som »dødsygt hampelort« og »primitive tegninger« – er en slags idioter.

Det gælder f.eks. Flemming Rose. Manden, som Jyllands-Postens chefredaktion i sin tid bad om at udføre den idé at teste, om man kunne få tegnere til at tegne profeten Muhammed.

Manden, som gik på tv og forsvarede Jyllands-Postens tegninger, fordi han var bedst til engelsk. Manden, som ifølge Ejbøl selv har været potentielt lige så truet som tegneren Kurt Westergaard og Lars Vilks.

»Derfor er det et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 mio. kroner på at beskytte. Terroristerne havde to mål som en direkte følge af tegningerne: Charlie Hebdo og os. Det ene mål er væk nu. Need I say more? Men jeg kan forstå, at Flemming Rose er en beundret mand i journalistkredse. Jeg går ud fra, at det kun er til den dag, hvor der evt. sker noget dybt ulykkeligt. Så vil enhver da spørge: ’Hvorfor fik han lov til at rende rundt i hele verden og hive de samme varer ned fra hylderne på den måde?’«

Flemming Rose selv er aktuel med en ny bog, hvori han afslører, at Ejbøl skrev et udkast til en såkaldt håndfæstning, som begrænsede hans frihed til at ytre sig af hensyn til Jyllands-Postens sikkerhed.

Sådan er Jørgen Ejbøl ifølge Kirsten Jacobsens bog – hensynsløs, når det gælder. Målet helliger midlet, opposition er til for at blive slået ned, og når linjen først er lagt, er det en lille pris at betale at ’håndfæste’ Flemming Rose.

Læs også: ’Pansergeneralen’ brød ikke loven – men gik måske over stregen

Rasmus Boserup arbejder som direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut sammen med instituttets bestyrelsesformand, Jørgen Ejbøl, i tre år, hvor Boserup flytter sig fra at mene, at dele af det, Ejbøl gjorde og sagde, var direkte moralsk forkert, til at have respekt for ham.

»Han var fløjtende ligeglad med, hvilke argumenter han brugte, bare argumentet fik ham derhen, hvor han ville. Det kunne være selvmodsigende, det kunne være forkert, hvad han udmærket vidste, men hvis det fik ham hen, hvor han mente, den rigtige beslutning lå, brugte han hjertens gerne et usandt argument,« siger Rasmus Boserup i bogen.

Måske er det sådan, man skal se opgøret mellem Ejbøl og Rose nu. Måske skal man ikke hæfte sig alt for meget ved Ejbøls argumentation, som diplomatisk sagt ikke virker vandtæt og sine steder direkte uhyrlig, men derimod hans beslutning: at bringe Jyllands-Posten og dens medarbejdere frelst igennem avisens vanskeligste krise, koste hvad det vil.

I USA

Jørgen Ejbøl skrev i 1972 hjem til familien fra et ophold på Columbia University Graduate School of Journalism:

»Som sagt alt vel her – bortset fra at jeg har måttet gå til lægen, som konstaterede, at jeg har brok – hvor fanden jeg så har det fra.«

Man fornemmer vantroen hos den unge Ejbøl. Her er han i gang med at uddanne sig til rigtig bladmand, i svære overvejelser om hvorvidt han skal forsøge at slå igennem i internationalt format eller tage hjem til lille Danmark efter uddannelsen, og så rammes han, pansergeneralen i sin vorden, af … brok.

Ikke spor episk.

Han kom fra et hjem, hvor moren var syg, og forholdet til forældrene blev mildt sagt køligt, ikke mindst efter hans lillebror forsvandt sporløst under en rejse til Libanon og aldrig blev fundet igen.

Men Jørgen Ejbøl vakler selvfølgelig ikke. Han vakler aldrig. Hvis der er én ting, Kirsten Jacobsens nye bog dokumenterer, så er det, at Jørgen Ejbøls tro på Jørgen Ejbøl er monumental.

»Jeg har aldrig mødt et menneske med så megen selvtillid,« siger Jørn Mikkelsen, Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør frem til 6. september i år, i bogen.

Ejbøl, ’Bøllebob’ eller bare ’bøllen’, som han kaldes, tog hjem til Danmark og blev pansergeneralen:

Det var hans første læremester, Alf Schiøttz-Christensen fra Aalborg Stiftstidende, som hjalp chefredaktøraspiranten til New York, hvorfra han vendte hjem og blev redaktionschef i Aalborg, så på Fyns Amts Avis og siden Dagbladet i Ringsted.

Hans anden læremester, Jørgen Schleimann, gjorde ham til redaktionschef på Weekendavisen, før han fik chefposter i Det Berlingske Hus: Billed-Bladet, BT, Berlingske Tidende og JydskeVestkysten. I 1993 blev han ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør på Jyllands-Posten.

I de næste ti år på Jyllands-Posten vandt han ry som en uhørt dygtig og brutal bladkriger i samarbejdet med bl.a. Sven Dam med en baggrund hos Dansk Supermarked.

Han befæstede Jyllands-Postens brand som Danmarks Internationale avis, han påførte Det Berlingske Hus, herunder hans tredje læremester, bestyrelsesformand Ole Scherfig, store tab ved at bløde markedslederen ud af Jylland, imens Jyllands-Posten satte nye standarder for uafhængig og frygtløs journalistik herhjemme – bl.a. med en stribe artikler baseret på fortrolige oplysninger fra Danske Banks bestyrelse.

I 2002 tog Jørgen Ejbøl sammen med Politikens adm. direktør Lars Munch og Politiken/Ekstra Bladet fusen på konkurrenten i Pilestræde med en fusion.

Naturtalent for bladdrift

Man får et godt indtryk af Jørgen Ejbøl som et utrætteligt menneske, som har et naturtalent for bladdrift, og som morgen, middag og aften og med et kæmpestort hjerte, gennem personlige op- og nedture, sygdom og død, nedkæmper enhver modstand mod sine planer og overvinder enhver forhindring.

Men man bliver også lidt træt. Hvor hans sejre er udtryk for hans unikke talent og utrættelige arbejde, er hans nederlag og problemer udtryk for tidernes ugunst eller de andre idioters uduelighed.

Man skal ikke læse Pansergeneralen for refleksionen eller selvindsigtens skyld. Man skal læse den for at lære en unik bladchef med en unik vilje og evne til magten at kende.

Der kunne ellers godt være noget at reflektere over: Den brændte jords taktik med store rabatter og indædt kamp om annoncer og læsere virkede for så vidt, som Jyllands-Posten voksede og bidrog til at bringe Det Berlingske Hus i knæ.

Men krigen var også kostbar for Jyllands-Posten og endte i en nødvendig konsolidering, hvor Jyllands-Posten vel må siges at have afgivet en god del af sin kommercielle selvstændighed ved at fusionere og blive en del af en større koncern.

Det er ikke det eneste punkt, hvor lidt mere selvransagelse måske havde været på sin plads: Hvis Jørgen Ejbøl skal have æren for strålende resultater, bærer han vel også ansvaret for Jyllands-Postens pænt sagt skiftende held med at omstille og forny sig i en digital virkelighed, hvor »tyveknægtene«, som han kalder Facebook og Google og de andre globale spillere, ubønhørligt æder annoncemarkedet i Danmark.

’Mad dog’

Hans nærmeste forklarer i bogen, at han undertiden spiller Ejbøl – det vil sige bevidst dyrker sit image som klassens frække dreng, slagterhunden, mad dog. Det fungerer muligvis for ham i et mødelokale, hvor han sidder for bordenden, ønsker at cementere sin magt og vil se en beslutning eksekveret.

Men man bliver træt, når man skal læse, at Berlingskes tidligere koncernchef Lisbeth Knudsen, nu Mandag Morgen, kun har overlevet på topposter, fordi hun er kvinde.

Mon dog.

Man bliver træt, når et totalt mislykket oprør, som Danmarks Radios nuværende nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, stod bag mod Ejbøls ledelsesstil på Jyllands-Posten, reduceres til, at Haagerup er en »skidt karl«, som nok havde del i Jyllands-Postens succes, men »det var store værdier, som sådan en lille egodreng forsøgte at sætte i bevægelse«.

Hele tiden lurer svigt og forræderi fra svagere og mindre dygtige mennesker, som truer med at bringe generalen, hvis erklærede forbillede er general Patton, til fald. Portrættet af Ejbøl er også et portræt af en mytoman.

Man tror på det, når hans steddatter siger: »Han elsker kampen. Den nærer ham. For ham er det livet.«

’Pansergeneralen’, af Kirsten Jacobsen, udkommer på Gyldendal i næste uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den fjerde statsmagt?

Skal personer som Jørgen Ejbøl være den kritiske, fjerde statsmagts hovedstrateg? Ved læsningen af denne artikel bliver jeg lige så træt af ham, som jeg blev af Schleimann og Seidenfaden, der begge forvekslede deres eget antagonistiske, personlige ego med rollen som fjerde statsmagt. Hvis de så endda på højden af deres karriere kunne skrive uforglemmelige, kritiske artikler, som rystede magthaverne i deres grundvold og åbnede øjnene på læserne - men det gjorde de ikke.

Oluf Husted, Hans Aagaard, Carsten Mortensen, Torben Lindegaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Sans Comparison

Svenske tal viser, at 10-15 % af deres chefer er psykopater, i England er tallene 12-16 %, herhjemme undersøgt til at kunne ligge i intervallet 15-20 % -

http://borsen.dk/opinion/blogs/view/17/1204/psykopater_blandt_danske_led...
http://jyllands-posten.dk/indland/article3404085.ece

De af os, der i en lang årrække har været ansat i de liberale erhverv har for længst erkendt, at der er endog meget om snakken …

Hans Aagaard, Kim Houmøller og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Da jeg i sin tid læste økonomisk overbygning (MBA), forventede man, med udgangspunkt i undersøgelser fra USA, at ca. 80% af alle beslutninger taget på højeste niveau ikke var egentlig rationelle, men var rent egoistiske. Og med min erfaring i europæisk erhvervsliv tror jeg, at det fortsat er sådan.

Niels Duus Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Læren er, at når diktatorretten giver som en blanco-check, bruges den sandelig også.

Samtalen og meningsudvekslingen dræbes når monologen påbegyndes af den interviewede.