Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De værste røvere i banken befinder sig bag skranken

Ny bog viser, hvorledes den oprindeligt respektable FIH Erhvervsbank er blevet tømt af en – tilsyneladende – respektabel ejerkreds
Indland
20. oktober 2016

Bogen handler om et vellykket bankrøveri. Der fremgår af dens titel Kunsten at tømme en bank og slippe godt fra det.

Det påfaldende ved banktømningen er, at den ikke er foretaget af gerningsmænd, der trak våben foran bankskranken. Tømningen er derimod foretaget af nogle, der sad langt bag skranken – i fine direktions- og bestyrelseslokaler.

Forfatteren er den sobre erhvervsjournalist Thomas Svaneborg, tidligere reportagechef på Jyllands-Posten, nu knyttet til Danmarks Radio. Er der noget at bebrejde Svaneborgs bog, er det, at han underspiller sine pointer.

Bogen giver fuldt belæg for at påstå, at der er råddenskab i det danske bankvæsen, og at de myndigheder, der har til opgave at sikre væsenets sundhed, tilsyneladende ikke er deres opgave voksen.

Der er behov for en politisk kulegravning af tømningsforløbet og dernæst en skærpelse af lovgivning og forvaltning for at undgå gentagelser. Det er imidlertid en konklusion, som Svaneborg overlader til læseren.

Ironisk er det, at den bank, som blev tømt, indledte sin tilværelse som en af de mest respekterede danske banker. Den blev stiftet i 1958 og fik sine forbogstaver FIH fra navnet Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk.

Den boede stilfærdigt på Frederiksberg og holdt sig fra spekulation, men opfattede det som sin opgave at låne til udviklingen af dansk erhvervsliv. Sine første 22 år havde FIH som direktør hædersmanden Erik Mollerup. Bestyrelsen var domineret af direktører fra andre store banker, der ikke lod FIH optræde som billig konkurrent.

Magtkamp

Opbrud og magtkampe blandt ledende aktører i den danske og nordiske bankverden førte i 1999 til, at FIH kom i svensk eje og bankens oprindelig ejere hævede en milliardgevinst. Det fik Erik Mollerup til at udtrykke sin bekymring i en pjece, han udgav med titlen Fra samarbejde til snargevinst.

Mollerups bekymringer skulle snart vise sig underdrevne. De nye svenske ejere gik aggressivt til værks, og FIH’s udlån voksede fra 33 til 57 milliarder kr. Banken fik prestigiøst hovedsæde på Københavns Langelinie.

I 2004 indkasserede de svenske investorer en gevaldig gevinst ved at sælge FIH videre til den islandske Kaupthing Bank, der – med Svaneborgs ordvalg – vandt kampen om at overtage FIH »med et chokerende bud på 9,5 milliarder kr. – en så voldsom overpris, at mange iagttagere havde svært ved at tage den seriøst«.

Kaupthings fremstød kom i de år, hvor islandske matadorer i kraft af en højrentefremkaldt kapitaltilstrømning til vulkanøen kunne råde over en sådan likviditet, at de troede sig i stand til at opkøbe den halve verden.

Med bange anelser om den giftigtvarme luft i de islandske vulkaner stillede det danske banktilsyn som krav, at de nye ejere ikke måtte forgribe sig på FIH’s kapital.

Rentefidus

Mens FIH fik ejere med stadigt mere spekulativt ærinde, var den slået ind på en pågående udlånspolitik. Dens ansatte fik udbetalt bonus efter, hvor mange udlån de fik afsat. Til udlånene blev der tilbudt den fidus, at lånene blev rentesikret med en ’SWAP’ – som Svaneborg kalder en giftig svamp.

De nærmere og nærmest uforståelige betingelser for ’rentesikringen’ var skruet sådan sammen, at låntagerens rente godt kunne gå op, selv om den almindelig rente gik ned. Fastsættelsen blev foretaget ensidigt af FIH.

Så kom finanskrisen i 2008. Og fusssjj! De islandske vulkaner fusede. FIH havde belastet sig selv med udlån til ejendomsspekulanter og forgyldninger af direktion og medarbejdere. Hvem ville overhovedet overtage FIH? Jo, nogle ville.

Et kompliceret budforløb overlod FIH til en investorkreds af ATP, PFA, et svensk forsikringsselskab og danske enkeltinvestorer, herunder den økonomiske bagmand for partiet Venstre, kammerherre Fritz Schur, og FIH’s ledelse.

Denne kreds gjorde sig særligt attraktiv ved at lade skinne igennem, at den også var villig til at skyde nye midler i FIH. Daværende økonomiminister Brian Mikkelsen belønnede endda ATP for indtræden i kredsen med en lovændring, der tillod ATP at eje mere end 50 procent af en finansiel virksomhed.

Men hurtigt sker der det, at de nye FIH-ejere får kolde fødder. Udlånsbyrden er simpelthen for skræmmende. I stedet for at skyde nye penge i FIH indleder ejerne en politik om at trække penge ud. De gennemfører en tvangsmæssig indfrielse af udlånene, hvor de ophobede byrder af håbløse SWAP-aftaler er med til at bringe låntagerne til ruin. De samme ansatte, der fik bonus for at skaffe lånene, får nu bonus for ensidigt at afvikle dem.

Ejerne har nu fået afviklet FIH som bank og kan gå med et milliardoverskud – blandt andet fra den kapital, som islændingene ikke fik lov at få fingre i. Hele denne manøvre har kun været mulig, fordi det danske samfund ved ’bankpakker’, herunder en særlig én for FIH, fik banken polstret mod undergang.

Jamen tillykke da, hr. kammerherre og medinvestorer! Knapt så meget tillykke til de danske skatteydere og da slet ikke til de afblankede låntagere.

Thomas G. Svaneborg: Kunsten at tømme en bank. 258 s. ill. 300 kr. People’s Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Misundelse er en grim ting. Alt er sikkert foregået efter bogen.

Det er da meget værre når en kontanthjælpsmodtager snyder systemet for toenhalv.

Og så er det da i det mindste også talstørrelse man kan forholde sig til.

Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Bill Atkins og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Allerede dengang banker var ordentlige og man fik renter hvis satte penge ind, sagde min morfar: - Gøre dig aldrig, ALDRIG, afhængig af en bank. Men han var også en klog mand.

Oluf Husted, Thomas Toft, erik winberg og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Til Søren Kristensen
Jeg tror, at din indsigtsfulde morfar ville have nikket ja til, at en fri mand er en gældfri mand, og et frit land er et gældfrit land.

Peter Sterling

De værste røvere befinder sig i folketinget, diverse regeringer har stille og roligt tømt vores bank Skat for tusinder milliarder og slipper godt fra det, et tyveriet som var nøje planlagt og udført. Tømningen er bestilt af nogle, der sidder langt bag skranken – i fine direktions- og bestyrelseslokaler, de har holdt århundredes fest.

Det påfaldende ved banktømningen er, at den ikke er foretaget af gerningsmænd med elefanthuer, men af magtelitens håndlangere, de danske folketingspolitikere.

Der er fuldt belæg for at påstå, at der er råddenskab i det danske folketing, og at de medier, der har til opgave at sikre landets sundhed, tilsyneladende ikke er deres opgave voksen.

Der er behov for en folkelig kulegravning af tømningsforløbet og dernæst en skærpelse af lovgivning og forvaltning for at undgå gentagelser, det er imidlertid en konklusion, som vi overlader til næste valg.

Ironisk er det, at det velfærdssamfund, som blev smadret, indledte sin tilværelse som en af de mest respekterede velfærdslande, en del af den særlige skandinaviske model.

Historien handler om et ulykkeligt bankrøveri, med hundrede tusinder ofre, i bunden af samfundet, dem som har fået smadret deres livsgrundlag. En land række institutioner er nu i knæ, senest Skat, Socialvæsenet, Beredskabsstyrelsen, Arbejdsstyrelsen, og sidst har politiet meldt ud at deres virkninggrad er faldet til under 50 %.

Randi Christiansen, Oluf Husted, Klaus Vink Slott, Janus Agerbo, Kurt Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar