Læsetid: 5 min.

I familiens gensidige skygge

Mimi Jakobsen skriver bevægende erindringsbog om det indviklede forhold mellem hende og faderen, Erhard Jakobsen – og om at ville noget som kvinde, når det ellers er mænd, der bestemmer
I sin opvækst fulgte Mimi Jakobsen sin far Erhard Jakobsen rundt på hans umådelige række af vælgermøder og andre offentlige optrædener. Datterrollen sugede Mimi ind i politik. Først i 1974 i Gladsaxe byråd, siden fra 1977 som folketingsmedlem.

I sin opvækst fulgte Mimi Jakobsen sin far Erhard Jakobsen rundt på hans umådelige række af vælgermøder og andre offentlige optrædener. Datterrollen sugede Mimi ind i politik. Først i 1974 i Gladsaxe byråd, siden fra 1977 som folketingsmedlem.

Sv. Aa. Andersen

17. november 2016

I middelalderen var det slægtens stilling, der afgjorde, hvor man befandt sig i hakkeordenen: Man indtog den plads, som ens forfædre havde haft. Man var født til at være fæstebonde, håndværker, handelsmand eller herremand. For kvinderne var titlerne anderledes, men systemet det samme.

Dette feudalsamfund synes at have fået en renæssance i nutidig politik. Om man bliver udstyret med politisk magt, afhænger af, hvem man er i familie med. Tænk på USA’s Clinton’er og de nyopdukkede Trump’er. Og herhjemme på folketingsfamilienavnene: K-Møller’ne, V-Ellemann’erne,S-Hækkerup’erne, og Dansk Folkepartis Skaarup’er, Dohrmann’er og Thulesen Dahl’er.

Andre kan få åndenød, når slægter præger de besluttende forsamlinger. Hvis de beslægtede erklærer sig enige med hinanden, er det så bare, fordi de er i familie? Og hvis de er uenige, så er det påfaldende, og hvad stikker under?

Også for de politikere, der kan beskyldes for at blive valgt, fordi nogen i deres familie også er det, kan det opleves kvælende. Derom vidner tidligere formand og minister for Centrum-Demokraterne (CD), Mimi Jakobsens erindringsbog Vendepunkter. Bogen handler om forholdet mellem hende og hendes far, tidligere CD-formand og minister Erhard Jakobsen.

Med far – Mimis far

De to kom til at stå i skygge af hinanden. Først hun af ham. Hendes MF kunne læses som »med far«. Siden han af hende – og hans MF som »Mimis far«.

Den livslange konkurrence med faderen, der døde i 2002, beskriver Mimi med udgangspunkt i en nylig episode, hvor en anden kunde i Brugsen siger til hende: »Goddav Mimi, jeg kan huske din far, Erhard Jakobsen. Han var en dygtig politiker.«

Mimi overrasker sig selv ved at vrisse tilbage, at det var hun også. Og tilføje: »Jeg er 67 år gammel, og jeg er efterhånden ret træt af at høre den bemærkning.«

Mimi reflekterer:

»Pludselig fik jeg bare nok af det. Hold kæft, hvor blev jeg træt af at høre på det. Jeg brugte 30 år af mit liv på at bevise, at jeg var en god politiker – og jeg var formand for Centrum-Demokraterne i lige så mange år som min far. Jeg ved godt, at jeg ikke var ham … men … det var heller aldrig meningen, at jeg skulle være det.«

Fader Erhard fyldte gevaldigt i billedet; 1958-74 altdominerende borgmester i velfærdsmønsterkommunen Gladsaxe; fra 1953 også højtråbende socialdemokratisk folketingsmedlem på partiets højrefløj. Mimi citerer Erhard for at sige om sig selv: »Jeg er en mand af få ord, men jeg bruger dem tit.«

Erhard har alt for travlt til at være en god familiefar. Lykken omkring stuebordet er kun noget, der bliver stillet til skue, når journalister kommer forbi med fotograf. Mimis mor, Kate, ofrer sig for Erhards karriere, men da hun griber ham i utroskab, gør hun sig til giftig martyr. Kate søger at få Mimi over på sin side ved at delagtiggøre hende i et foto, der beviser det ægteskabelige sidespring. Da Mimi – trods emotionel tumult – vælger faderens side, bliver også Mimi offer for Kates følelseskolde mobberi.

Gult blad

Mimi fortæller i bogen, at hendes mor en gang om potteplanter sagde: »Når et blad først er blevet gult, bliver det aldrig grønt igen.«

Mimi var lige ved at svare: »Det er lige som dig, mor.«

I sin opvækst følger Mimi sin far rundt på hans umådelige række af vælgermøder og andre offentlige optrædener. I 1973 bryder Erhard med Socialdemokratiet og stifter sit eget CD-parti.

Datterrollen suger Mimi ind i politik. Først, i 1974, i Gladsaxe byråd, siden, fra 1977 som folketingsmedlem. Hun bliver kendt for sin bramfri form – der svarer til Erhards – men uden Erhards skarpe kanter og maniske polemik.

Da CD i 1982 går med i den konservative Poul Schlüters borgerlige firkløverregering, bliver Mimi – trods forhåndsskepsis fra fine folk – en populær kulturminister.

Hun er i mellemtiden blevet alenemor og må kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Fra et ministermøde bryder hun op med bemærkningen: »Fryseren er tom derhjemme, drenge.«

Den replik gav muntert genlyd i hele centraladministrationen. Det kan bekræftes af nærværende anmelder, der dengang havde sin gang i de kredse.

Trods det tilsyneladende harmoniske borgerlige samarbejde bliver CD sammen med Kristeligt Folkeparti presset ud af regeringen, da VK’s Schlüter og Ellemann i 1988 har brug for at indsupplere de radikale for at skaffe flertal for NATO-politikken. CD får ingen tak. Mimi og hendes partifæller er bitre. Mimi fortæller, at holdningen var som Frankrigs efter tabet af Alsace til Prøjsen i 1871: »Aldrig tale om det. Altid tænke på det.«

Tamilfald

Da den konservative tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i en tv-udsendelse lægger skylden for sin ulovlige behandling af tamilske asylansøgere på en bemærkning, som Mimi var kommet med på et ministermøde, har CD fået nok af VK: CD svinger om og stiller sig bag kravet om en dommerundersøgelse af tamil-forløbet. Det er begyndelsen til enden for Schlüter.

Mimi fortæller om den periode, at forskellen mellem hende og faderen bliver tydeligere: Han kigger stadig til højre, mens hun begynder at kigge mod venstre side. Mimi fører forhandlinger med Socialdemokratiets formand Svend Auken. Efter Aukens fine valgresultat i 1990 kunne CD have tippet magten til Auken, men Mimis gruppe – og hendes far – vil ikke være med. Først da Schlüter må give op efter Tamilrapportens offentliggørelse i januar 1993, kan Mimi slippe over til venstre side og gå i Nyrups regering med SR og Kristeligt Folkeparti. Mimi får nogle gode år som folkekær minister – denne avis kaldte hende »rigstillidskvinden«. Men CD’s bagland har blandede følelser om dansen med S og R. De øvrige CD-ministre er jævnt hen ikke deres opgaver voksne, og V og K skoser CD for at støtte sig på SF. I 1996 kan Mimi ikke længere holde til at være tredje hjul på SR. Mimi trækker sit parti ud.

Året efter rammes Mimi af personlig ulykke, da virkningen af et tægebid lammer hendes ansigt. I valgåret 1998 er der stor sympati om hendes tilbagevenden til tv-debatter, og hendes parti smyger sig over spærregrænsen.

Derpå rammes hun af ny skilsmisse og depression. Hun prøver alligevel at finde sig en ved-siden-af-Folketinget eksistens som generalsekretær for Red Barnet.

Men Mimis politiske kræfter er ved at slippe op. Venstre vælger at gøre valget i 2001 til at flygtningevalg. Det vil Mimi og CD ikke synke ned til. De redder æren, men ryger ud af Folketinget. Mimi fortsætter sin kamp i Red Barnet, indtil hun i 2015 oplever, at managementprincipper presser hende ud.

Det er en bevægende bog, Mimi Jakobsen har skrevet. Den handler om at gøre sig fri af skygger. Og om at ville noget som kvinde, når det ellers er mænd, der bestemmer. Hendes humor kaster lys, når det ser mørkest ud.

Mimi Jakobsen: Vendepunkter. 248 sider, ill. 149 kr. Politikens forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Mimi Jakobsen - YES

Mimi var godt nok min helt blandt politikerne i 1980'erne og -90'erne - et åbent, liberalt & frisindet menneske.

Torben Lindegaard

@David Rehling

Jeg har først fået læst bogen i dag.

Mimi Jakobsen aner ikke, at jeg eksisterer; men jeg fik ikke desto mindre genoplivet min begejstring for CD & Mimi Jakobsen i 90'erne - det var altid datteren, jeg var begejstret for, hvis man tør formulere sig således. Jeg stemte på hende lige til det sidste, både EP & Folketing.