Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Uffe Elbæk overvælder

Den utrættelige energi fra Alternativets stifter, Uffe Elbæk, har det med at tage pusten fra andre. Nu også hans levnedsskildrer
To drivkræfter bag Uffe Elbæks rastløse energi indkredses i bogen om ham: Hans uafklarede forhold til faderen og Uffes seksualitet. Helt så privat, som det kan lyde, er det ikke, for der er tale om almenmenneskelige mønstre.

To drivkræfter bag Uffe Elbæks rastløse energi indkredses i bogen om ham: Hans uafklarede forhold til faderen og Uffes seksualitet. Helt så privat, som det kan lyde, er det ikke, for der er tale om almenmenneskelige mønstre.

Ulrik Hasemann

Indland
12. december 2016

Er der nogen, der synes, at Uffe Elbæk mestendels er fyldt med varm luft? De kan finde deres opfattelse bekræftet af den selvkritik, som Elbæk i 1982 udøvede i sin dagbog:

»Kan ikke noget – store planer uden indhold. Det eneste, jeg kan, er at få ideer. Bare et stort nul og så alligevel (…) Men hold da helt kæft, hvor jeg trænger til at disciplinere min arbejdsindsats. Der skal sgu skred i den.«

Når en nutidig læser kan vide, hvad Uffe Elbæk tænkte om sig selv for 34 år siden, skyldes det, at Elbæk har udleveret alle sine dagbøger – to flyttekasser fylder de – til sin levnedsskildrer, journalisten Stig Andersen.

Og det har overvældet Stig Andersen. Det er den virkning, som Uffe Elbæk jævnt hen har på andre mennesker. For Stig Andersen er følgen, at stoffet har taget magten fra ham. Hele 427 sider er Stig Andersens bog om Uffe Elbæk løbet op i. Og det er for meget.

For at orientere sig selv og læseren i Uffe Elbæks udviklingshistorie griber Stig Andersen til løbende at henvise frem og tilbage og ud til siden i sin fremstilling. Da Uffe Elbæk unægteligt også er en springende karakter, kan læseren sidde tilbage med en oplevelse af at være inddraget i et avanceret laboratorieforsøg: Som kvantemekanikkens partikler hopper Andersen og Elbæk uforudsigeligt omkring, og af og til befinder de sig begge tilsyneladende på flere positioner på én gang.

Hunden

Antallet af oplysninger, som bogen formidler, kan være med til at overvælde læseren. Det afrapporteres således, at Elbæk-familiens kæmpestore sanktbernhardshund er med på bagsædet, da Elbæks familie i 1966 flytter arbejdsplads fra Ry Højskole til Store Restrup Højskole.

Efterfølgende oplyses, at hunden hedder Cemb, og at Uffe skal passe den, men dog ikke kan forhindre, at den mæsker sig i skolens køkken: »Og den 12-årige Uffe blev dybt ulykkelig, når det skete.«

Det henstår dunkelt, hvad læserne skal bruge den hund til. Men som den franske skønånd Voltaire konstaterede: »Kunsten at kede er at få det hele med.«

Når bogen desuagtet er værd at stride sig igennem, skyldes det, at den på sin egen omstændelige måde opbygger et billede af et usædvanligt menneske: En mand, der aldrig er i ro, men altid virker for noget, og som – nærmest inden målet er nået – er i gang med noget andet.

De sager, Uffe Elbæk engagerer sig i, er båret af en renfærdig idealisme. Der tales undervejs i bogen om Elbæks naivitet, og den er utvivlsom. Men den tjener formentlig også til at beskytte ham mod en handlingslammende kynisme.

To drivkræfter bag den rastløse energi indkredses i bogen: Uffes uafklarede forhold til faderen og Uffes seksualitet. Helt så privat, som det kan lyde, er det ikke, for der er tale om almenmenneskelige mønstre.

Da Uffes far skifter sit lærerjob i Ry ud med et forstanderjob på Store Regstrup Højskole, går det galt. Store Regstrup Højskole er bundet til husmandsbevægelsen. Det betyder et faldende elevtal og en bagudskuende bestyrelse. Faderen stiver sig af med druk, og det ender med afskedigelse og nedtur.

Elbæk kan ikke forbinde sig med faderen og dermed heller ikke opnå hans anerkendelse. Det giver Elbæk en livslang tvivl, om han er god nok. Derfor skal han hele tiden vise sig værdig til at blive værdsat.

Seksualiteten

Sin seksualitets betydning har Uffe Elbæk selv udredt i den levnedsskildring, han har indleveret til Hoffet i anledning af, at han i 2001 blev slået til ridder af Dannebrog

Her hedder det: »Når det i denne sammenhæng er væsentligt at fremhæve min seksuelle tiltrækning og fascination af mit eget køn, er det, fordi jeg på både sofistikeret mentalt såvel som på kropsligt niveau lærte mig at ’gemme mig for omverdenen’. Udviklede en evne til at flytte min seksuelle energi fra sit oprindelige mål til andre dele af mine ’aktiviteter’. Om det var mit skolearbejde, fritidsinteresser eller forholdene til mine kvindelige kærester – jeg blev ekspert i at ’udsætte’ mine homoseksuelle behov (…) og bruge min energi på andre områder. Samtidig opbyggede jeg en usynlig ’beskyttelsesmur’ omkring mit inderste følelsesliv – mit inderste jeg. For jeg kunne ikke andet. Eller rettere turde ikke andet i min tidligste ungdom.«

Nuvel, al den omdirigerede energi har drevet Elbæk gennem vidtspændende politiske aktiviteter i tilknytning til kommunistiske og siden venstresocialistiske fraktioner, og fra kollektiv til kollektiv, samlivsforhold til samlivsforhold, barn og papbørn, socialpædagogisk uddannelse, journalistisk uddannelse og – rigtigt gættet – et journalistjob på dagbladet Information – på bladets Aarhus-redaktion og i evindelig strid med redaktørerne i København.

Overlappende hermed et deltidsjob som socialarbejder på gadeplan i Aarhus, igangsætter af uregerlige unge i akrobatik og gadegøgl, drivkraft bag ’Rottefestivalen’ – og videre, videre til at stifte først ’Frontløberne’, siden ’Kaospiloterne’.

Sidstnævnte bliver til en egentlig uddannelse med Elbæk som rektor og afstikkere verden over, et fjendebillede for Dansk Folkeparti, men – bemærkelsesværdigt – et initiativ, som stærke kræfter i dansk erhvervsliv støtter – også klækkeligt økonomisk.

Radikal

Elbæks stigende politiske besindighed baner ham vej ind i Det Radikale Venstre, hvor han bliver udvalgsformand i Aarhus, siden folketingskandidat og valgt og straks derefter ophøjet til kulturminister.

Så lykkelig som Elbæk er for sit ministerjob, bliver forløbet ulykkeligt. Han er aparte, gør intet for at skjule det, tværtimod. Og ikke uventet bliver han kanøflet.

Det udarter til politisk karaktermord, da Elbæk henlægger nogle af sit ministeriums officielle arrangementer til Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor Elbæk har siddet i bestyrelsen og hans ægtemand er ansat som skolesekretær.

Et forvirret samråd i Folketinget giver Pia Kjærsgaard anledning til at kaste sig hadefuldt over Elbæk, og hans egne partifæller er ikke overivrige i deres støtte. Rigsrevisionen bakker sidenhen Elbæk op. Men da er han gået af. Stifter sidenhen sit alternative parti Alternativet, der overrumpler alle spåkoner og -mænd ved i 2015 at rykke ind med ni mandater.

Uffe Elbæk er nu 62 år. Set i lyset af hans hidtidige vildt snoede karrierevej er der grund til forvente, at han igen vil formå at overraske sig selv og sine omgivelser. Forhåbentligt vil Elbæks fremtidige levnedsskildrere være i stand til at give en mere overskuelig fremstilling af galskabens nye kreative udslag.

Stig Andersen: Vejen til noget andet – Uffe Elbæks liv. 427 s., ill. 300 kr. People’s Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Fyldt med ideer... " det virkelige interessante er det Uffe Elbæk ikke siger, og hvorfor han ikke siger det. En personlig stillingtagen til "den strukturerede kapitalismekritik".

Grethe Preisler

Nu ikke så negativ Bill Atkins,

Tidligere kulturminister Uffe Elbæk er, hvad man så ellers kan mene og sige om ham, den første danske politiker siden Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen i 1973, som ene mand har formået at stable et sprit nyt politisk parti med repræsentanter i folketinget på benene mellem to valgperioder. Så det er vel ikke uden interesse for fremtidens historieforskere, hvordan pokker han bar sig ad med den genistreg.

At han ikke er 'kapitalismekritiker' kan man dårligt bebrejde ham i betragtning af, at han så vidt vides aldrig tidligere har været organiseret medlem af andre politiske partier end Radikale Venstre.

Grethe Preisler, du har nok ret, men dagbogsoptegnelserne indeholder måske personlige reflektioner fra hans tid med: ...vidtspændende politiske aktiviteter i tilknytning til kommunistiske og siden venstresocialistiske fraktioner...

...eller måske har hans dagsorden altid været "Uffe Elbæk". Jeg vil ihvertfald lige skimme de relevante sider i biografien.

Når det så er sagt så synes jeg at virkeligheden, som erklæret oppositionsparti i rimelig grad har formået, at få Alternativet til at fremstå med alternativer i den politiske debat. Man kan sige, at de forvalter deres ytringsadgang ganske fornuftigt. Spændende bliver de kommende beslutningspolitiske tiltag.

Det handler vist også lige så meget om, at vejre de nye trends i udlandet, læse de rigtige kulørte magasiner og nichedagblade, rejse rundt og malke folk, danne tænketanke i det små og løbe med idéerne – nu skal I bare høre, hvad jeg har tænkt på - undskyld Uffe, håber ikke der er nogen, der gør dig uret, men det største problem er pengene, ikke sandt? …

Per Torbensen, Grethe Preisler og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Bill Atkins,
et af Uffe Elbæks mest charmerende træk er i mine øjne, at han altid er 'smukkest i modvind'.

Han er den fødte dissident, som til enhver tid er parat til at svømme mod strømmen og sige 'de voksne' imod, når de prøver at bilde småfolk ind, at de har fundet de vises sten og konstrueret det eneste mulige alternativ til det totale politiske og økonomisk ragnarok og ergo har krav på respekt for deres servile dyrkelse af den til enhver tid regerende 'konge' eller 'kejser'.

Jeg elsker fx historien om den gang den unge Tvindskole-elev Uffe Elbæk stod af bussen med 'nødhjælp fra folk til folk' til de sorte i Afrika in the middle of nowhere og tomlede og traskede mutters alene hjem til Danmark igen på sine flade konvolutter uden en klink på lommen, da han havde fået nok af at stille til 'kammeratlig samtale' med efterfølgende almindelig bodsgang hos bussens kvindelige politiske kommissær, hver gang en af de unge disciple gav udtryk for den mindste tvivl om guruen Mogens Amdi Peterens guddommelige visdom og ufejlbarlighed.

Ikke at jeg tror, at Uffe Elbæk denne gang selv har 'fundet de vises sten'. Men det er så en anden historie end historien om, hvordan han blev røvrendt som kulturminister af dem, der kun skulle bruge ham som stemmesluger for RV i 2011.

Grethe Preisler

Jan Weis d.d. kl. 07:26

Det er muligt, du har ret. Men jeg er i så fald bange for, at forvandlingskuglen Uffe Elbæk inden længe risikerer at blive ædt af havkattene i det hyttefad, han selv har sat i søen, og således kan se frem at ende sin politikerkarriere på samme måde som stifteren af Fremskridtspartiet i 1972 endte sin, da havkattene i hans hjemmesnedkererede hyttefad blev stuerene nok til være støtteparti for 'realpolitikeren' Anders Fogh Rasmussens neoliberalistiske Venstre og med suppleanten Pia Kjærsgaard i front som galionsfigur i 1995 tog navneforandring til 'Dansk Folkeparti'- efter først at have konsulteret et par anerkendte numerologer fra presselogen på Christiansborg .. ;-)

Grethe Preisler

Dagens digt

"Gud Amors spil er grumt, thi sådan er det,
at det, som ramler her, det rammer der.
Den sten, som falder fra den enes hjerte,
den får den anden over sine tæer."
(Kumbel)

Dagens salgsgas i ballon -
"Kalender sælges. Et års garanti!"

Henrik Bjerre, Lars Rasmussen, Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Dagens sang

"Die Lorelei"
(copyright Heinrich Heine)

Oh Uffe. De kloge og insigtsfulde elsker dig ikke.

Lars Rasmussen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ministrene Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll har ligesom Uffe Elbæk trådt deres politiske barnesko i RV, og nu er de begge højtstående medlemmer af Lars Løkke Rasmussens trekløver-minsterium hen over midten. En læreplads som professionel Christiansborg-politiker i RV's folketingsgruppe kan føre vidt - især hvis man husker at skifte parti på det rigtige tidspunkt og altid holde sig på 'den rigtige side af midterrabatten'. Det var det, Uffe Elbæk trods alt var for hæderlig til at gennemskue, da han stod af og blev løsgænger udenfor partierne i 2013.

Nu trådte han jo altså sine politiske barnesko i VS.

...Uffe, du er den eneste, som formå at få mig til at føle lyst til at stå og juble som en teenager pige før en One Direction koncert - Jeg er en stor fan :-)

Han trådte nu vist nok sine politiske barnesko i DKU, før han gik til Venstresocialisterne og derfra til Kommunistisk Forbund og ...

Grethe Preisler

Sjovt du siger det, Steen Sohn,

Jeg kender personligt en del gamle DKU-medlemmer fra det geografiske område, hvor Uffe Elbæk trådte sine teenage-sko, og ingen af dem har nogen som helst erindring om at have mødt den unge Elbæk dér. Det fremgår heller ikke af hans cv på folketingets hjemmeside eller andre steder, at han skulle have en fortid som organiseret medlem af andre politiske partier end Radikale Venstre.

Er du sikker på, at det ikke er en avisand - ligesom den om at Preben Wilhjelm har været medlem af DKP's folketingsgruppe?

Altså, Grethe Preisler. Det er ingen hemmelighed, at Uffe Elbæk har en for tid på venstrefløjen. Her henviser det store østsjællandske dagblad, Ekstrabladet til en Facebook.-kommentar fra Elbæk:

- Uffe Elbæks politiske erfaringssum er i det hele taget interessant. Elbæk har med egne ord i en opdatering på Facebook redegjort for sit kaosløb fra Fronthuset i Århus til Folketinget:

’Selv nåede jeg at snuse til bo-ml (bolig marxister leninister, hvor jeg var med i en studiegruppe), DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom, som jeg efter et år meldte mig ud af igen, pga af moderpartiets dogmatisme), VS (Venstresocialisterne, som jeg først syntes var skarpe, for bagefter at blive for slappe), KF (Kommunistisk Forbund, som jeg lærte rigtig meget af) for at vende tilbage til VS igen (fordi KF fusionerede tilbage til VS – som KF oprindelig var en udbryder-gruppe fra). Det hele nåede jeg fra 1972 til 1981. Der skulle gå næsten 17 år før jeg igen meldte mig ind i et parti. Denne gang Det Radikale Venstre.’
.
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/da-nikita-ville-kram...

Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Uffe Elbæk: "70’erne var for mig lig med venstrefløjsbogstaver og livet i kollektiverne. Jeg startede med at gå til politisk skoling i bo-ml (bolig-marxister-leninister), havde et kort medlemskab af DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom), men det satte kuppet i Chile en markant stopper for, videre derfra til KF (Kommunistisk Forbund), NB-Tømmergade (Nørrebros Beboeraktion Tømmergade) for at slutte i VS (Venstresocialisterne)." ... pyha ..
http://politiken.dk/debat/profiler/uffeelbak/article5616260.ece

Grethe Preisler

@Steen Sohn og Ulrik Mortensen,

Nej nej - ikke 'Venstrefløjen' det kære elastiske begreb - men DKU og DKP!
Men ok - hvis Uffe selv i tilbageblik mener at have været en af Sovjetunionens fordækte lejesvende i Danmark og senere medlem af VS, hvor han dog blev slettet fra medlemskartoteket p.g.a. manglende kontingentbetaling, må der vel være noget om, at han har været både marxist og kapitalismekritiker i løbet af sin forsinkede trodsalder og sine vilde teenageår som journalistaspirant på dagbladet Informations provinsredaktion i Århus ... ;o)

Peter Bækgaard

Det er da altid noget at lave sit eget parti når man ikke får nok opmærksomhed i positiv forstand der hvor man kommer fra. Var det AFUK der knækkede hans karriere dengang eller vennetjenesterne? Jeg kan snart ikke huske den ene levebrødspolitiker fra den anden. Form uden indhold.