Socialdemokratiske partier er i krise overalt i Europa, også i Danmark. Kriser kan give anledning til konspirationstænkning: Er der nogen, der har ledt socialdemokraterne i uføre? Skødesløst eller ligefrem ondsindet har villet deres ulykke?
I Danmark har vi på det seneste oplevet en betydelig socialdemokratisk agitation, der udmaler skurkebilleder: Det velmenende, men desværre troskyldige arbejderparti med de stolte traditioner er ført på vildspor.
Ifølge gruppeformand Henrik Sass Larsens vrede polemik her i avisen er de skyldige »utopiske humanister«.
I sin aktuelle bog Velkommen Mustafa – om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik lægger partiets erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye i sagligere form et stort ansvar på dem, der ikke i tide greb til en stram udlændingepolitik.
Det fremgår af bogen, at den anklage ikke bare kan rettes mod de radikale regeringspartnere, men også på humanistisk indstillede socialdemokratiske folketingspolitikere, især kredsen omkring nu afdøde Svend Auken.
Senest er kommet et tredje bud på Socialdemokratiets ulykkesfugle. De er afsløret allerede i den fingerpegende titel på S-folketingsmedlem Kaare Dybvads bog: De lærdes tyranni – hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.
Dunkle skurke
Et fremstillingsproblem for bogen er, at den ikke får gjort tydeligt, hvem dens skurke er. De lærdes udpegning henter Dybvad fra Grundtvigs sanglige spørgsmål: »Er lyset for de lærde blot?« Dybvad henviser til det svar, Grundtvig selv giver: »Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde.«
Man skal være meget velvillig for ikke at mene, at Dybvad er ude i en antiintellektuel kampagne. Dybvad, der selv er uddannet som cand.scient. i geografi ved Københavns Universitet, stiller hele vejen igennem bogen »det folkelige« op som sit ideal.
Fjendebilledet er for ham »den kreative klasse« – den gruppe som den amerikanske byforsker Richard Florida ser som positivt drivende samfundskraft, men som for Dybvad er det modsatte. Hør Dybvads beskrivelse:
»Hvor protestbevægelser i USA opfandt udtrykket ’den ene procent’ om verdens allerrigeste, så er den kreative klasse ’de næste ti procent’ med lange uddannelser, internationalt perspektiv, dyre indkøbsvaner og bopæl i de mest attraktive postnumre i hovedstadsområdet eller i landets andre større byer. Men selv om de åbenlyst tilhører den mest privilegerede del af vores samfund, så går mange ved hvert valg ned og sætter kryds ved partier, der betragtes som venstreorienterede. Partier, som til gengæld lytter respektfuldt, når de kreative folder sig ud.«
Hvor vover de indbildske snuder? At stemme mod deres egne økonomiske interesser og tilmed på partier, som nok lægger mandater til socialdemokratisk ledede regeringer, men er så hovskisnovski, at de gerne vil være med til at præge den politik, der føres!
Dybvad kommer frem til, at det folkelige Danmark derimod stemmer på Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti: »Dem, der har en idé om, hvilken vej samfundet skal bevæge sig, men som ikke fremlægger de mest farverige programmer og konkrete løfter.«
Ned med Alt. og R
Dybvad skriver nedgørende om Alternativet og Radikale Venstre. At hans ærinde også er at retfærdiggøre den socialdemokratiske omklamring af Dansk Folkeparti, fremgår tydeligt af denne passage:
»Vi er nået til et punkt i danmarkshistorien, hvor vi ikke længere kan skræve over både de politiske ønsker fra den kreative klasse og den folkelige del af den røde blok, uden at bukserne sprækker. Et opbrud i dansk politik er umuligt at styre udenom, så længe de kreative holder fast i deres politiske kamp mod det folkelige Danmark.«
Her er vi vidne til, at socialdemokraterne udnævner deres egne støttepartier til hovedfjenden. Det er i hvert fald danmarkshistorisk.
Dybvads vrede får ham til at ansvarliggøre ’de kreative’ for ugerninger, de intet har med at gøre, herunder den såkaldte ’strukturreform’, der har tømt store områder for synligt kommunalstyre, domstole og politi. Det ansvar påhviler Anders Foghs og Lars Løkkes Venstre, der tiljublede stordriftens fordele, som sidenhen er udeblevet. Dansk Folkeparti lagde kynisk sine stemmer til – for at holde socialdemokraterne uden for indflydelse. Men det forløb er tænkeligt så ufolkeligt, at Dybvad ikke udholder at genkalde sig det præcist.
Ligefrem demagogisk er det, når Dybvad revser Enhedslisten for at »stille sig på eksperternes side og modsætte sig det nybyggeri i Ørestad i København, som skal finansiere metroen og skabe boliger, der er til at betale for almindelige mennesker«. Det »gavner de mest privilegerede og gør det sværere for dem, der i forvejen har mindst«.
Koblingen af metrobyggeriet med indtægter fra bortsalg af naturområder i byens hjerte er en klam magtpolitisk fidus, som Enhedslisten er i sin gode ret til at modsætte sig.
Narreværk
Miljø er i det hele taget i Dybvads fremstilling noget, som ’de kreative’ bruger til at narre folket med. Dybvad skriver om deres held med at besnakke:
»Måske fordi vi bliver imponerede over deres veltalenhed eller deres stærke ambitioner for gode sager som miljø, uddannelse eller internationalt ansvar. Lige meget hvad forklaringen er, så formår vi for sent at gennemskue, når de kreative skaber lovgivning, der øger uligheden og forringer forholdene for de brede lag i samfundet.«
Ikke et ord i Dybvads bog om den påtrængende økologiske samfundsomstilling. Ej heller et ord om betydningen af et europæisk samarbejde. Dybvads bog er skrevet ud fra samme verdensbillede som Dansk Folkepartis: Et selvberoende Danmark, hvis største trussel er en svigefuld højtråbende gruppe af selvgode intellektuelle.
Skørt er det, at denne ideologiske iscenesættelse skygger for en saglig diskussion af det, der synes at være Dybvads egentlige hjertesag: En opprioritering af de praktiske uddannelser på bekostning af de langvarige teoretiske.
Kaare Dyvad: 'De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund'. 216 s. 200 kr. People’s Press
Det er jo sigende, at Socialdemokratiet søger at hverve deres gamle vælgere tilbage ved at føre hetz mod deres egne støttepartier. Et efterhånden så massivt narrativ, at selv de mest naive burde lugte lunten; at S går efter at danne den næste regering med sig selv i spidsen for et samarbejde med DF og Venstre. Derved sættes støttepartierne reelt uden for indflydelse. Ikke så underligt at Alt og Ø trækker både grønne og røde streger i sandet. Spørgsmålet er, om det i sidste ende nytter noget. .
Enhver kan jo indimellem blive sur ligesom Dybvad. Men abstrakte generaliseringer om folket, der bliver snydt af eliten, så det driver, er altid nemme at sælge, men sværere at købe. Grundtvigs folkelighed blev i sin tid en ’sællert’, fordi den var med til at skabe og sammentømre idéen om folket. Det skete ved at smide adel og borger, præster og bønder ned i samme barkasse, og sejle dem ud i et politisk stormvejr, der endte i den besungne danske model. Og det er vel ikke så værst at havne i samme båd, så længe vi ikke er til sinds at smide hinanden over bord?
Hey, Rehling, kan du ikke fortælle os om forskellen mellem Dybvad og Dich? Mellem "den kreative klasse" og "Den herskende klasse"? Eller mellem "De lærdes tyrrani" og "Imod bogdyrkelse" (Mao)?
Dybvads hykleri er til at tage og føle på. Han bor selv i Kartoffelrækkerne. Han har arbejdet i et "kreativt" fag i
By & Havn, der jo bl.a. giver sig med grund- og boligspekulation på Vestamager og i Nordhavnen hvor de opføres boliger til 4-10 mig kr., flere endda uden bopælspligt- i en social demokratisk kommune.
Hvem har råd til at bo der? Ja det har bl. a. dem fra den kreative klasse som Dybvad er på nakken af - samtidig med at hans bog er en lang invitation til DF.
Kan det blive mere selvmodsigende? Rehling anmeldelse bekræfter, at det kan det ikke.
Det klasiske socialdemokrati gik ud på at give arbejderklassen indsigt og dannelse til at kunne træde ind i den demokratiske samfundsorden og sikre en mere retmæssig fordeling af de fælles værdier.
Et eller andet sted tror jeg, at Dybvad Beks unge alder betyder, at han slet ikke kender til et samfund, hvor det er fagene, som hans eget, der var i vælten: en akademisk hverdag, hvor DJØF ikke altid havde det afgørende ord, hvor de ikke udgjorde flertallet af de statsligt ansatte akademikere, og hvor deres indflydelse først og fremmest handlede om at servicere politikere i jagten på et bedre samfund igennem visionære beslutninger.
Som geograf må han have oplevet, at det gymnasielærerjob, som han sikkert brændte efter at få, er forsvundet i tåbelige, DJØF-ud'tænkte' 'reformer', der viste sig at have som resultat, at gymnasiet ikke længere gav kommende studerende de færdigheder, som de skulle bruge i deres videre uddannelse - at gymnasiet mao var ophørt med at opfylde sit enkle formål.
Det gælder for alle andre fag i denne tid, hvor staten vil spare og mindske sin indflydelse i samfundet fremfor at blive mere og mere tilstedeværende landet over med solid og ukompromitteret ekspertise.
Københavns Kommune er gennemsyret af socialdemokratisk politik, måske mere før end nu. Men det var dem selv der solgt ud af egne ejendomme/lejlighed, der var til at betale for almindelige mennesker. Hele manøvren for at tækkes den kreative klasser, som blomstrede op i firserne og nu befolker partiet.
Kaare Dybvads skriv er vel blot det næste eksempel på, at Socialdemokratiet gør op med endnu et af dansk politiks katastrofale fejlskud i fortiden.
Parolen gik på, at alle skulle have en høj uddannelse med deraf følgende høj løn og pension, og det har kostet dyrt på den enestående velfærd, som toppede i Danmark i 1970erne. Problemerne opstod efterhånden som de højtuddannede forlod uddannelsesstederne i stadigt større antal.
I starten oprettede staten beskæftigelse for de nye højt uddannede uden at skele til værdiskabelsen og dermed balancen mellem udgifter og indtægter til og fra det voksende segment. En stadig større del af befolkningen fik en gevaldig lønforhøjelse, men skatteprovenuet kunne ikke følge med. Miseren bunder delvist i den vildfarelse, at vi kunne lade inderne og kineserne udføre produktionsarbejdet billigt, medens vi kunne stå for tankearbejdet, design og alt det sjove kreative. Sådan gik det ikke.
En stor del af beskæftigelsen ligger i dag inden for den virtuelle sektor i form af tænketanke, NGOer, mindfulness, udsigtsløs hobbyforskning, masser af kontrol af kontrol og mange andre pyramidekonstruktioner, helt uden output til samfundskagen.
Ubalancen har længe været så stor, at vi har været nødsaget til at forringe vores uddannelser og velfærdsydelser til de svageste borgere år efter år. Nu kan der ikke længere reduceres, hvis det stadig skal kaldes velfærd, og mange nye højt uddannede er i dag nødt til at arbejde som en reel slags daglejere uden ferieordning og dækning ved ledighed, sygdom og pension. Prækariatet betaler en del af prisen for dette store, statslige pyramidespil.
I fremtiden skal vi satse mere på de naturvidenskabelige uddannelser i en verden, hvor potentialet stiger eksponentielt som resultat af nye opdagelser inden for eksempelvis nanoteknologi, biovidenskab og ren energi. Det har længe været naturvidenskaben, som reelt har bragt os fremad mod bedre velstand og livskvalitet. Det har ikke ændret sig, og det handler derfor om at styrke den faglige kvalitet i grundskolen og prioritere de faglige uddannelser som afsæt for nogle langt mere resultatorienterede højere uddannelser.
For mig ser det ud, som om Socialdemokratiet er godt i gang med at justere kursen mod igen at blive et stærkt centrum i fremtidig dansk politik.
Hans cv (http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem/skady.aspx) antyder, han ved, hvad han skriver om. Cvet antyder også, det er en misforståelse at tro, bogen indgår i et indre opgør i Socialdemokratiet.
Folke"Dybvad kommer frem til, at det folkelige Danmark derimod stemmer på Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti: "Dem, der har en idé om, hvilken vej samfundet skal bevæge sig, men som ikke fremlægger de mest farverige programmer og konkrete løfter."
Men socialdemokraterne derimod, de har lagt kursen fast i fx de ideologisk selektive dream modeller, der vinkler ethvert scenario, så det hele inden for egen kontekst går lige op. Hvilket ikke kræver den store skippereksamen, men til gengæld en hel del forbryderkløgt at slippe af sted med. Men det hænger rigtig godt sammen med udhulingen af uddannelses-og sundhedsvæsenet, så man ikke risikerer, at folket bliver for klogt og i stand til at gennemskue, at de bliver hængt til tørre.
For os i den kreative klasse hersker der aldrig nogen tvivl om, at vi selv er de allergoeste. Den bog er ikke skrevet, som vi ikke kan rulle om lillefingeren samtidig med vi holder om et godt glas kølig Chablis her om foråret. At der uddannes for få håndværkere, så det nu koster en formue at få udskiftet sine kobbernedløbsrender er en anden sag, som faktisk er ganske vigtig.
Men er det ikke et meget lokalt problem i London, Henrik Brøndum. Når vi ska have udskiftet vores kobbernedløbsrør, stiller de nærmest før, vi har fået lagt røret - og til en meget fornuftig pris. Men det er selvfølgelig også udkantsDanmark, hvor kobberet er noget, de har smeltet fra nogle stjålne højspændingskabler.
Nu skal du passe på, Steffen med at sladre om, hvor godt vi trives herude. Det skulle nødigt blive almen kendt, og vores løsning på problemet med de knappe ressourcer er helt tys tys.
Der er bare ingen oplevelse større end at sidde her på terrassen og lytte til forårsfuglene i en svag vestenvind, medens naboen kører gylle ud på marken øst for min grund, men den oplevelse holder jeg for mig selv.
Der er bare ikke noget så surt, som når vinden vender.
Falsk bevidsthed.
De universitære pølsefabrikker producerer også memorerende 12-tals Flittigliser og Dovenlarser fra allemandsgymnasierne - der med deres senere og ofte langvarige ph.d.-studier i eksempelvis metaforiske emner som ’Ditmarskens vandmøller i Middelalderen’, hvem har haft hvilke som regel afdankede ’idéer i historiens løb’ eller mændenes skyld i ’den skæve kønsfordeling på de bonede gulve’ - efter en muligvis endt middelmådig universitetsuddannelse med eller uden eksamensbevis, og i egen virkelighedsfjerne indbildning undrer sig over, at jobbene ikke er der for dem, men kun i denne nødvendige beskæftigelse i de produktive erhverv, som giver brød på bordet, holder håndværkerne beskæftigede og medvirker til at holde eksporten oppe, og derfor en som regel samfundsøkonomisk overflødig population, der i stedet har en løjerlig fattigfin affinitet henimod prekære jobs i f.eks. i den overrendte mediebranche, selv på redaktørniveau i hjørnekontorerne, nu da de ellers opfatter sig selv som – kreative – hvor de nok bare skulle have taget en uddannelse som e.g. ingeniør, miljøarbejder, postbud eller lignende … ;-)
Og så er Lixtallet endda holdt nede på kun 62, denne gang tentativt alligevel målrettet ovennævnte kaffe-latte-population – meddelt af én fra den ægte kreative klasse, der i flere mangeårige ansættelsesforhold i den rådgivende ingeniørbranche har skulle være kreativ i sit altid produktive erhverv, nogle gange døgnet rundt, uden at det dog er steget ham til hovedet … ;-)
Paradoksalt, at den nye overklasse har så store sympatier for underklassen, men det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at de kan li' det sådan.
Politisk må der være tale om faked sympathy for the weak and productive. Let's face it. Venstrefløjens gammelkendte indlejrede skisma er, at vi er alle lige, men så snart implementeringsfasen sætter ind, er der altid nogen, der er mere lige.
Been there, done that, bought that old shit.
Ligesom djøfferne tog opgøret med folkeskolelærerne, der ellers i et par hundrede år har været civilsamfundets salt, er tiden nu kommet for politikerne til at gøre op med 'akademikerne', der rent faktisk har gjort deres uddannelser færdigt og i et samfund, hvor Socialdemokratiet gjorde sit arbejde, også fået muligheden for at bidrage med de indsigter, de nu engang har erhvervet sig.
Er man i tvivl om, hvad der skaber liv og omsætning i det danske land, kan man prøve at søge på viking- eller andre historiske, religiøse eller kulturelle emner - så vil man se, at et sprudlende kulturliv i udkantsDanmark er, hvad økonomien hviler på, nu hvor vi ikke længere er et produktionsland.
Danmark har i en del år været et fællesprojekt, men nu kæmper alle imod alle for at placere skylden hos de andre og selv redde sig så meget som man kan.... vores land er blevet mere korrupt og alle undskylder sig med den samme undskyldning: "alle andre gør der samme som vi gør"....vi laver lidt skjult reklame, vi manipulere lidt med priserne, vi sætter priserne ned men sætte de skjulte udgifter op med det dobbelte..... selvfølgelig skal den kreastive klasse have skyld og det samme gælder de unge og vi må ikke glemme alle de tidligere statsministre.....hold kæft hvor er det forudsigeligt.
Nej, pengearistokratiet og arbejderklassen kan til hver en tid blive enige om, at de intellektuelle spilder samfundets ressourcer. Hvis arbejderklassen nu lyttede til de intellektuelle i stedet, kunne det måske lade sig gøre at få fordelt samfundets værdier på en hensigtsmæssig måde.
»Lige meget hvad forklaringen er, så formår vi for sent at gennemskue, når de kreative skaber lovgivning, der øger uligheden og forringer forholdene for de brede lag i samfundet.«
Blot et enkelt spørgsmål, Kaare Dybvad: Hvem hulen har de kreative haft magten sammen med de sidste mange år - eller tager det også for lang tid at gennemskue?
Hvis lønsummen til de intellektuelle er for høj, og produktiviteten i landet er for lav, hvem skal så sikre, at vi ikke skal ud at låne ?
De senere år har det været vores kandidater til førtidspension, de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, plejepatienterne og vores uddannelser generelt, folkeskolelærerne specielt. Kunne vi være intellektuelle til en lidt lavere løn ?
@Peder Kruse
En rigtig intellektuel lader sig vel ikke betale af staten?
@Henrik
Netop ikke nej. Generalisering er bare relativisering på et lavere plan. Humlen ligger begravet i prioriteringen af vores uddannelsesindsats det sidste halve århundrede.
Kaare Dybvad Bek aner ikke, hvem 'de kreative' er - det er hverken den almindelige universitetslektor eller museumsinspektør, der tømmer landets konti.
Derimod er det fedtlaget af DJØFFERE, der for at gøre sig selv uundværlige opfinder regler og procedurer, der gør arbejdet uendeligt usmidigt og derfor også langsommeligt og kedeligt.
Han retter bager for smed, det er den magiske tænkning på økonomistudiet, han skal gå efter.
Staten er den eneste instans, der kan garantere uafhængighed, selvom nidkære økonomer fuldkommen har misforstået dette og i stedet for armslængde praktiserer noget for noget.
@Steffen Gliese
Med nogen hæderlige undtagelser gider de dygtigste DJØF´ere ikke at arbejde for det offentlige, men tjener i stedet gode penge ude på markederne. Hvad vil du have disse mennesker, der ikke kan klare sig på de frie markeder skal lave, hvis de ikke må sidde i et ministerium?
Politikerne har længe troet, økonomerne kunne bringe balance i statsbudgettet, og deres ageren er så uigennemskuelig, at det trip kan fortsætte i mange år, så længe det beskæftiger økonomer. Det giver ingen mening, generelt at bebrejde den højt lønnede klasse. Det vil ikke mindst være urimeligt, fordi de sidste mange års uddannelsesmæssige udvikling har været politisk ihærdigt villet hele vejen, men hvis Socialdemokratiet har indset, at en mindre kursjustering er påkrævet, er der håb om, at vi kan restaurere velfærdssamfundet for vore efterkommere.
David Rehling skriver i sin anmeldelse bl.a.
"Ikke et ord i Dybvads bog om den påtrængende økologiske samfundsomstilling. Ej heller et ord om betydningen af et europæisk samarbejde. Dybvads bog er skrevet ud fra samme verdensbillede som Dansk Folkepartis: Et selvberoende Danmark, hvis største trussel er en svigefuld højtråbende gruppe af selvgode intellektuelle".
Jeg har fuld tillid til David Rehlings redelighed og læseevner. Jeg tilladermig derfor at konkludere, at såvel bogens tankegang som dens ærinde er ynkværdig.
Bogen er blot endnu en sørgelig markør fra et åndsforladt og visionsløst Socialdemokrati.Et gravskrift, ret beset.
Jo før det parti revner midt over jo bedre; hvad skal vi med 2 gange DF, der er i evig forråelses- og enfoldigheds- konkurrence med hinanden i et forsøg på, at hive flest mulige stemmer hjem?
Og hvorfor er det sikre greb for begge partier blevet uafladeligt at sprede mistænkeliggørelse og had mod bestemte befolkningsgrupper? I Dybvads bog rammer det til en forandring de intellektuelle, men det bliver det ikke bedre af...
Det er iøvrigt interessant, at det er David Rehling, der skriver denne leder, når chefredaktøren tidligere selv har skrevet bøger om problemfeltet.
Det her er jo ikke noget, der ikke er set før i historien. Der er jo et utal af eksempler gennem historien.
At baske på den kreative intellektuelle 'klasse', er politisk et fantastisk 'pis i bukserne' tiltag. For det er en gruppe man selv kan definere og bukserne er ikke ens egne.
Det handler om følelser, og følelser af den sortbrune slags. For en er den Kreative intellektuelle 'klasse', rødstrømpe speltmødrene, der marcherer stolt fremvisende deres barnevogne mens 2-3 af dem spærre hele fortovet, og insisterer på at amme på Cafeer.
For andre er det ham ovre i nummer 4, med den lyserøde skjorte, som arbejder i tøjbutikken nede i gågaden og altid har irriterende moderåd (som faktisk er rigtig gode) og som man har set gående hånd i hånd med en anden mand.
For andre igen er det alle der stemmer på Alternativet.
For andre igen er det folk der læser information og bruger tid på debatterer emner der, i stedet for at gå til banko som os andre.
Den kreative klasse er alle, der er 'lidt bedre' end os andre og anderledes. Den kan redefineres on the fly, og passer perfekt for uSocialdemokraterne i deres nye dans med søsterpartiet DF.
// Jesper
Ja, det er ret retarderet at skyde med spredehagl ind i et selvdefineret spekter af 'de kreative'. Hvem er de, og hvad er der nu galt med at være opfindsom? Meget uopfindsomt af dybvad, som her mislykkes totalt i sit ynkelige forsøg på at gå i dybden med spørgsmålet om ondernes ophav. Hans intellektuelle havari er til at dø af grin over, hvis ikke det var så sørgeligt.
Dybvads bog er en god eksempel for den utænkelige moralske og politiske skred som S er undergået i de sidste år. At skælde ud på de sidste ærlige socialdemokrater, som ikke kan se det "visionære" i partiets højreskred, især alliancen med DF, kan sidestilles med ideologisk udrensning á la McCarthyismen i USA - eller dens modpøl i den gamle østblok. Det er "hvis du ikke er med os, er du imod os" - politikken, ren og skær totalitarianisme. Udover antiintellektualismen, som vækker traumatiske minder fra sagte gamle østblok.
Det er utroligt at en topstyrende autoritær S-top bliver bare ved med at forsvare deres klasseforræderi ved at sparke til deres traditionnelle støttepartier og dyrke en aldeles manipulerende newspeak, ment til at få deres vælgere til at stemme imod egne interersser.
Det er ikke sjovt at have mindreværdskomplekser. Men heldigvis har vi så Janteloven til at genoprette den tabte selvtillid. "De er for aparte, så de skal nøfles." som et medlem af den kreative klasse engang skrev - med tungen i kinden.
Dybvad er uden tvivl budbringer for Sass, der gerne vil lægge så meget luft som muligt til det seriøse der en gang besjælede socialdemokratiet til fordel for det mere national egoistiske og populistiske....Sass venter bare på at Mette taber et valg, så kan han overtage....:-(
Sass 'danmarkshistoriens største røveri' larsen - ja, ham kan man tiltænke lidt af hvert indenfor politisk og andet kandestøberi