Læsetid: 6 min.

Kaare R. Skou: Arven efter Løkkes smalle V-regering er et splittet Danmark

Den pensionerede radio- og tv-journalist Kaare R. Skou bider i ny bog fra sig med skarp analyse af populismens hærgen i dansk politik. Det er foruroligende læsning
’Lars Løkke Rasmussen efterlader sig også et Danmark, hvis anseelse i udlandet er blevet svækket, og et Danmark, der konstant bevægede sig på kanten af internationale aftaler med omverdenen,’ skriver Christiansborg-veteranen Kaare R. Skou i sin nye bog om V-regeringens eftermæle.

’Lars Løkke Rasmussen efterlader sig også et Danmark, hvis anseelse i udlandet er blevet svækket, og et Danmark, der konstant bevægede sig på kanten af internationale aftaler med omverdenen,’ skriver Christiansborg-veteranen Kaare R. Skou i sin nye bog om V-regeringens eftermæle.

Jacob Ehrbahn

8. maj 2017

»De bidende bemærkninger kommer egentlig først, når man har mistet tænderne.«

Dette visdomsord er den danske humorist Storm P. ophavsmand til.

Ordene rinder i hu ved læsningen af Kaare R. Skous bog 520 dage, der forandrede Danmark – Politisk journal over Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering 2015-15. Fra Kaare R. Skous tid som først radio- og siden tv-journalist og kommentator er man vant til kyndige analyser, men også et vist mådehold i vurderingen af politikeres bagvedliggende motiver og moralske lødighed.

Nu hvor Kaare R. Skou ikke længere er bundet af denne mainstreamjournalistikkens selvpålagte tilsyneladende neutralitet, går han til biddet. Og gudskelov for det. Hans krønike over den smalle Venstre-regering er levende læsning, der samtidig må forurolige og rejse spørgsmål om, hvor dansk politik er ved at drive hen.

En styrke ved bogen er, at den ikke begrænser sin fremstilling alene til Løkkes 520 dage som statsminister for en étpartiregering, men at den også går længere tilbage i tiden for at kunne tegne større perspektiver op. I de fleste tilfælde begynder den ny tid med Anders Fogh Rasmussens VKO-flertal i 2001, og hvad det indvarslede af brutalisering, kommercialisering og politisering af regeringsførelsen.

Helle Thorning-Schmidts vakkelvorne ministerier i perioden 2011-15 betød ikke noget større brud med udviklingsmønstrene.

Populismen

Kaare R. Skous overordnede forståelsesramme angiver han selv således: »En nationalistisk konservativ populisme skyller i disse år hen over den vestlige verden. Danskhed blev årets ord her i landet i 2016, hvor bølgen bare blev kraftigere. Der var ikke tale om en tsunami endnu, men der er behov for et tsunamivarsel. Gennem hele historien har overdreven nationalisme altid ført til ulykker – fattigdom, krige og stilstand i udviklingen.«

Og så fortsætter Kaare R. Skou:

»Det lykkedes for Lars Løkke Rasmussens smalle regering at håndtere denne eksploderende folkestemning på en meget dansk måde. Man kan kort kalde den et forsøg på at elske den ihjel.«

Om dette forsøg konstaterer Kaare R. Skou: »En i virkeligheden farlig balancegang. Hvor Dansk Folkeparti tidligere stort set var ene om at repræsentere denne nationalistiske konservatisme, har en lang række af Folketingets partier i dag sine populister og enkeltsagspolitikere. Disse populister pynter ikke på den politiske kultur, og bliver der for mange af dem, går det galt. Så eksisterer det danske konsensusdemokrati ikke længere.«

Her er det interessant, hvad Kaare R. Skou har at sige om Socialdemokratiets rolle. Han skriver:

»Mette Frederiksen som ny socialdemokratisk formand blev ikke det skridt til venstre, som mange havde forventet og håbet på. Som månederne gik, blev hun mere og mere usynlig, og politisk lod hun sig dirigere af det dybblå makkerpar Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, som i Trine Bramsen havde en efterplaprer, folk accepterede. Selv optrådte de kun nødtvungent offentligt.«

Skærpet bid

Og her bider Kaare R. Skou kraftigt til: »Specielt på det retspolitiske område viste Mette Frederiksen, at hun og hendes parti var til fals for enhver populistisk strømning uden den store fornemmelse for en retsstats idealer. Retspolitisk havde hun rygrad som en regnorm.«

Gevinsten for S har været tvivlsom, mener Kaare R. Skou: »Selv var den socialdemokratiske top ikke i stand til at forklare hverken vælgerne i almindelighed eller de socialdemokratiske partimedlemmer i særdeleshed, hvad partiets politik gik ud på. Det blev efterhånden umuligt at skelne Socialdemokratiet fra Dansk Folkeparti, og da Kristian Thulesen Dahl åbenlyst friede til Mette Frederiksen, tog hun imod.« Den socialdemokratiske udskriden »efterlod SF, Alternativet, Enhedslisten og De Radikale måbende tilbage«.

Og dermed er er vi fremme ved, hvad denne udvikling har givet Venstre af taktiske muligheder. Med Kaare R. Skous ord: »Det forstod Lars Løkke Rasmussen at udnytte som den gedigne parlamentariske håndværker, han er. Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis positioneringskamp gjorde, at de kunne spilles ud mod hinanden, og det blev de.«

Løkkes udnyttelse af situationen viste sig blandt andet ved, at han brugte regeringsmagten så hårdhændet, at man skulle tro, at den havde et langt stærkere mandattal bag sig:

»Han fremlagde det ene ideologisk prægede forslag efter det andet, og så måtte det briste eller bære for hans regering. Det bar i overraskende mange tilfælde.«

Den smalle arv

Og hvad er så – ifølge Kaare R. Skou – arven efter Løkkes smalle regering? Et økonomisk stærkt land, »fordi den konjunkturfremgang, der begyndte under Helle Thorning-Schmidt, blev fastholdt«. Men også »et kulturelt og folkeligt mere splittet Danmark, end han modtog«.

Og hvorfor denne splittelse under Løkke?

»Der lå over hele hans politik en opdeling i dem og os. Der er ’de fremmede’ og ’de rigtige danskere’. Der eksisterer et ’Produktionsdanmark over for en ’byelite’ og endelig er der ’nationalistister’ og ’globalister’, som konstant taler forbi hinanden, og som Løkke ikke søgte at bygge bro imellem.«

Og hårdere endnu bliver Kaare E. Skou i dommen over den smalle V-regering:

»Lars Løkke Rasmussen efterlader sig også et Danmark, hvis anseelse i udlandet er blevet svækket, og et Danmark, der konstant bevægede sig på kanten af internationale aftaler med omverdenen. Danmark er efter ham ikke længere den suverænt førende nation politisk og teknologisk, som alle så op til, når det gælder om at håndtere klimaudfordringerne. Med åbne øjne udfordrede han de menneskerettigheder, som vores kulturkreds nedskrev til kommende generationer som erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Han gav verdens mest effektive landbrug rum til at producere endnu mere intensivt på miljøets bekostning.«

Undervejs i sin fremstilling når Kaare R. Skou at afdække hykleri i den førte nationalpopulistiske politik. Det hedder sig på Christiansborg om bestræbelserne på at mindske antallet af asylsøgere i landet, at vi ikke skal modtage flere, end vi er i stand til at integrere. Men det argument kommer til at blafre, når partierne går med på forslag fra Dansk Folkeparti, der vanskeliggør eller ligefrem forpester integrationen.

Tilsvarende hykleri findes omkring den overordnede håndtering og fordeling af flygtningestrømme. Der luftes forargelse over, at EU ikke er i stand til at finde løsninger. Og så snart EU ser ud til at komme i nærheden af det, henviser de samme politikere til, at Danmark med sit retsforbehold over for EU overhovedet ikke skal lade sig binde af nogen som helst fordeling.

Rig ager

Også ’Udkantsdanmark’ er en rig ager for dyrkning af dobbeltstandard. På den ene side kappes Venstre og Dansk Folkeparti om at finde statsinstitutioner at sende langt bort fra hovedstaden – navnlig dem, man gerne er fri for i de politiske beslutningsprocesser.

Samtidig forestår de samme partier nedskæringer og lukninger af offentlige institutioner, der tømmer områder i provinsen for meget mere, end de bortsendte statsembedsmænd nogensinde vil kunne fylde op.

Som Kaare R. Skou konstaterer om et af de udsatte områder: »En reduktion af antallet af gymnasie- og HF-elever vil føre til centralisering af uddannelsesinstitutionerne og dermed gå ud over Udkantsdanmark. Argumentet bider ikke på Venstres uddannelsesordfører Anni Matthiesen. Tilsyneladende føler Venstre, at det har opfyldt sine løfter med hensyn til Udkantsdanmark med udflytningen af de statslige arbejdspladser, hvorefter årtiers centralisering bare kan fortsætte.«

Om VKO-flertallets tidligere gerninger skriver Kaare R. Skou:

»En enorm centralisering af politikredsene gik i gang under slagordet ’bæredygtige enheder’, og store dele af Udkantsdanmark blev endnu mere udkant.«

Ildevarslende for, hvordan VLAK-regeringen kan finde på yderligere belastninger af miljøet, fortæller Kaare R. Skou, hvordan Liberal Alliance og Venstre kappes om at tækkes landbrugslobbyen med det misvisende navn ’Bæredygtigt Landbrug’.

Kaare R. Skou fortæller, at De Konservative ved regeringsdannelsen »helst så Miljø- og Fødevareministeriet splittet op på to ministerier igen, men her sætter Lars Løkke Rasmussen hælene i og følges af Liberal Alliance, der af Bæredygtigt Landbrug har fået at vide, at det ikke er en vej frem.«

Kaare R. Skous bog er illusionsløs indføring i ny dansk politik.

Kaare R. Skou: ’520 dage, der forandrede Danmark’, 316 s. 250 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Pernille Elholm
  • Einar Carstensen
  • Erik Karlsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Hans Larsen
  • Carsten Munk
  • Margit Tang
  • Niels Duus Nielsen
Per Klüver, Pernille Elholm, Einar Carstensen, Erik Karlsen, Poul Anker Sørensen, Hans Larsen, Carsten Munk, Margit Tang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Kåre er en meget dygtig journalist, som man bør lytte til. Og ja siden 2001 , hvor DF fik stor indflydelse under Pia K er Danmark blevet et splittet land.

peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Jette M. Abildgaard, Rikke Nielsen, Vibeke Hansen, Christel Gruner-Olesen, Torben Skov, John Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"...han brugte regeringsmagten så hårdhændet, at man skulle tro, at den havde et langt stærkere mandattal bag sig...".

Således ødelægges demokratiet:

En befolkning splittes i to næsten lige store dele, dog sikres det, at den reaktionære del er marginalt større end den progressive del. Derefter overhøres den marginalt mindre del af befolkningen fuldstændigt ved i stedet for at indgå i en dialog at henvise til flertallet. Langsomt, men sikkert, går det op for mindretallet, at dette ikke er demokrati, hvor ALLE har en stemme, men derimod flertalsdiktatur, hvor kun lidt over HALVDELEN bliver hørt.

Et uforudset skvulp i andedammen - fx en pludselig flygtningetilstrømning - får så båden til at kæntre, og folket vælger så en stærk mand til at erstatte det udemokratiske demokrati.

Franskmændene slap med skrækken, men hvis ikke politikere verden over reagerer på dette vink med en vognstang, vil de blot afskaffe sig selv som klasse, og typer som Trump vil - på demokratisk vis - overtage magten.

Hanne Ribens, Morten Larsen, Egon Stich, Einar Carstensen, Anne Eriksen, peter juhl petersen, Eva Schwanenflügel, Jette M. Abildgaard, Henrik Leffers, Kim Houmøller, Ole Frank, Ebbe Overbye og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Splittelsen begyndte jo, da Poul Nyrup Rasmussen efter et år som statsminister drejede politikken 180 grader og dermed forandrede sit partis historiske og objektive mål.

Henriette Bøhne, Estermarie Mandelquist, Brian Jensen, Vivi Rindom, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Jette M. Abildgaard, Helene Kristensen, Carsten Svendsen, Ole Frank, Anders Graae og Torben Skov anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Splittelsen skete, da Anders Fogh Rasmussen besluttede at virkeliggøre minimalstaten ved at demontere SKAT.

kjeld jensen, Per Klüver, Erling C Havn, Einar Carstensen, Anker Nielsen, Anne Eriksen, peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Ole Christiansen, Per Jongberg, Jette M. Abildgaard, Torben K L Jensen, Poul Anker Sørensen, Vibeke Hansen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Karl-Axel Skjølstrup

@ john Damm Sørensen
- og det lokale demokrati, og politi og retsvæsen bl.a.

kjeld jensen, Per Klüver, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Per Jongberg, Jette M. Abildgaard, Torben K L Jensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

"Som månederne gik, blev hun mere og mere usynlig, og politisk lod hun sig dirigere af det dybblå makkerpar Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, som i Trine Bramsen havde en efterplaprer, folk accepterede. Selv optrådte de kun nødtvungent offentligt."
Hvor er det skønt at se det formuleret så godt! Jeg har længe ønsket at kunne sige det, og nu er det sagt. Disse PATETISK "ansvarlige" socialdemokrater som dumme-danskerne desværre bliver ved med at stemme på i stort tal fordi de er så bange for reel forandring.

Per Klüver, Erling C Havn, Henriette Bøhne, Torben Skov, Egon Stich, Einar Carstensen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, peter juhl petersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Henrik Leffers, Poul Anker Sørensen, Hans Larsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Michael Andersen

Efter Socialdemokratier har vendt arbejderklassen ryggen, har landet været delt.

kjeld jensen, Henriette Bøhne, Torben Skov, Estermarie Mandelquist, Brian Jensen, Carsten Wienholtz, Ole Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

stærk skrift og tale det er tydeligt at se magten bliver projektet og mange borgere bliver set ned på som de nyttige idioter og det gælder både de blå de blå,røde og meget lysegrønne på borgen

Torben Skov, Ole Christiansen, Einar Carstensen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men er det ikke skønt, at den nye franske præsident har i sit progam at begynde at genoprette det, som de europæiske socialdemokratier og Demokraterne i USA har brudt ned?!

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen skriver:

Således ødelægges demokratiet:

En befolkning splittes i to næsten lige store dele, dog sikres det, at den reaktionære del er marginalt større end den progressive del. Derefter overhøres den marginalt mindre del af befolkningen fuldstændigt ved i stedet for at indgå i en dialog at henvise til flertallet. Langsomt, men sikkert, går det op for mindretallet, at dette ikke er demokrati, hvor ALLE har en stemme, men derimod flertalsdiktatur, hvor kun lidt over HALVDELEN bliver hørt.

En interessant opdeling mellem 'de reaktionære' og 'de progressive'. fornemmer man en snert af 'de gode' og 'de onde'?

Nuvel, reaktionære og progressive kræfter holder hinanden i skak: I de bedste samfund udveksler de erfaringer, erkender værdien i hinandens positioner. Ying og Yang. Men i vores samfund er positionerne degenereret til tom form, automatreaktioner, som følgelig fyldes op og ud af henholdsvis liberalistiske og identitetspolitiske paroler. Babelstårnets kollaps. En skam at vi ikke har bedre bygmestre på tinge eller i den talende klasse som helhed.

Måske fordi de alle vinder på det? Karrierepolitikerne og de øvrige medlemmer af den talende klasse? Forleden skulle kuglefjolset gætte hvad en Sosu-hjælper tjener, og det faldt mildest talt ikke heldigt ud. Spørgsmålet er dog, om et tilfældigt udsnit af den talende klasse havde klaret opgaven bedre? For hvad rager det dog ærligt talt dem? De er over alle bjerge..

https://www.youtube.com/watch?v=7HXUKkuWQXc

Hanne Ribens, Egon Stich, Einar Carstensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

...og inden nogen nu spørger hvem medlemmerne af den talende klasse er, så er her en kort definition:

"Det er dem, som individuelt klarer sig strålende, mens de samtidig påpeger hvordan alle andre skal gebærde sig anderledes, hvis problemerne skal løses".

Hvis dén sko trykker, er det på tide at se indad...

Torben Balsgaard Nielsen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar