Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Per Stig Møller ondulerer sit eftermæle

Den tidligere udenrigsminister kommer vidt omkring i sit velskrevne selvportræt af ti år som udenrigsminister, og kommer både bagom forhandlingskulisserne og mere end antyder et karaktermord på Anders Fogh Rasmussen
Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen kørte i mange år parløb som henholdvis udenrigsminister og statsminister. I en ny bog hvæsser Per Stig Møller kløerne i skitser til et karaktermord på Anders Fogh Rasmussen. Ham kan forfatteren ikke li’.

Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen kørte i mange år parløb som henholdvis udenrigsminister og statsminister. I en ny bog hvæsser Per Stig Møller kløerne i skitser til et karaktermord på Anders Fogh Rasmussen. Ham kan forfatteren ikke li’.

Ritzau Foto

Indland
28. august 2017

I betydelige politikeres selvbiografier kigger man efter afsløringer, dramatisk breaking news som hovedpersonen har påvirket eller besluttet.

Per Stig Møllers 468 siders tamp, Udenrigsminister i krig og fred, er ikke kontroversiel, endsige afslørende, men snarere et redigeret eftermæle. Sine steder omhyggeligt friseret i repetitionen af kendt stof – tiden som Det Europæiske Råds formand, de to år i FN’s sikkerhedsråd, hans ageren i den mellemøstlige fredsproces, krigen i Afghanistan, Muhammedkrisen, udvidelsen af NATO og Irak-krigen.

De lige lovligt omstændelige kapitler peppes dog op med små personlige indskud – Egyptens udenrigsminister er ’rund og gemytlig’, PLO-lederen Mahmoud Abbas har den hængtes sorte humor, han er på ’Condi’ med Condoleeza Rice og på ’Javier’ med Solana, ministeriets embedsmænd skamroses konsekvent som kompetente sekundanter i hans hæsblæsende globale onemanshow, men også kløerne er hvæsset i skitser til et karaktermord på Anders Fogh Rasmussen. Ham kan forfatteren ikke li’.

Men ellers afvejes fraværet af kontroversielle nyheder fra en ministerperiode på næsten ti år med detaljerede skildringer af det velkendte. Specielt er gennemgangen af VK-regeringens tilslutning til Irak-krigen i 2003 med støtte fra Dansk Folkeparti interessant.

Ikke på grund af selve forløbet, som jo er kendt, men fordi den rammer et spændingsfelt, der kalder på granskning af den tvivl, han et andet sted har angivet som forudsætningen for det europæiske menneske. En tvivl, man som læser fornemmer, må have martret ham undervejs i beslutningsprocessen, der begyndte med krav om en frisk FN-resolution, hvilket blev meddelt til USA så tidligt som 23. januar via ambassadør Ulrik Federspiel, hvorefter det hurtigt stod klart, at Sikkerhedsrådet var lammet af uenighed.

Derefter blev accepten af deltagelse baseret på en tidligere resolution (1441 fra november 2002) med prædikatet ’forankring i FN’ og legitimeret af lovkontoret, der anførte, at resolution 1441 henviser til to andre resolutioner fra 1990 og 1991, der åbnede for militære sanktioner, hvis Saddam Hussein ikke rettede ind.

Den intellektuelt trænede Møller argumenterer så fermt for denne hokus-pokus-logik, at den næsten forekommer stringent, også fordi SR-regeringen i 1998 ligeledes så bort fra fraværet af en sikkerhedsrådsresolution, da den sluttede op om Bill Clintons kortvarige missilkrig mod Saddam.

Men under den tilforladelige argumentation fornemmes statsministerens gustne summetone, som Møller ikke har stamina til at imødegå, hvorfor han behændigt overlader det til Fogh at redegøre for det politiske kursskifte, der jo medførte, at socialdemokrater og radikale stejlede, og Danmark gik i krig på det snævrest mulige mandat.

Således mestrer Møllers suveræne kontrol med sproget den udadtil loyale antydning af animositet, der fordrer læsning mellem linjerne. Efter et møde med Obamas sikkerhedsrådgiver i Washington morer det ham, at der »blev helt stille i røret«, da han kunne lykønske Fogh Rasmussen med posten som NATO-generalsekretær.

Da jobbet var fikset »efter et langt sejpineri og mange forhandlinger mellem USA og Tyrkiet, Obama og den tyrkiske præsident Gül, Gül og Anders, Gül og statsminister Erdogan«, må Fogh have sanset kniven i ærmet, da Møller advarede ham om, at »uanset hvad han lovede tyrkerne, så ville det være op til den danske regering, om vi ville indfri det.«

Videre hedder det: »Det var han helt på det rene med og lovede da heller ikke noget, han ikke selv kunne holde som generalsekretær.«

De to sætninger giver kun mening, hvis læseren er bekendt med det tyrkiske pres på Danmark for at lukke den kurdiske tv-satellitkanal Roj-tv. Et pres, der blev modstået i årevis med henvisning til, at tv-stationen havde dansk sendetilladelse, men ophørte kort efter Foghs NATO-tiltræden. Fogh har afvist, at lukningen var en del af tyrkernes betingelse for at stemme for ham, men Erdogan har ved mindst to lejligheder fortalt, at hans pris for at støtte Fogh var lukning af den kurdiske satellit.

Men den pointe bliver Møllers læsere ikke gjort bekendt med. Roj-tv nævnes ikke med et ord, hvorfor hans advarsel til Fogh fremstår sært umotiveret. Ligeledes flagrer beretningen om en erklæring fra den tværreligiøse samarbejdsorganisation, Alliance of Civilizations, der officielt sluttede balladen om »de fornærmende tegninger«.

Møller skriver, at han kunne leve med erklæringen, selvom han »helst var den foruden«, og tilføjer: »Anders Fogh Rasmussen var så tilfreds med erklæringen, at han skrev til en af denne alliances fædre, Erdogan, og takkede ham for hans indsats for erklæringen, hvori denne indsats nu bestod.«

Per Stig Møller: ’Udenrigsminister i krig og fred’

Glemmer ikke ydmygelse

Disse snubletråde viser et nærtagende temperament, som ikke glemmer en ydmygelse. I hans første og i øvrigt intellektuelt mere spændende erindringsbog, Dage og kampe, er det Hans Engell, der spiddes som moralsk anløben. Om Fogh hedder det, at der var »en kurre på tråden«, da han lader Møller gå planken ud i filmen Fogh bag facaden fra december 2002.

Men heller ikke her nævnes årsagen, nemlig at Fogh undlod at fjerne et klip, hvor Møller for rullende kamera kompromitterer den tyske udenrigsminister Joschka Fischer ved at referere ham for tre forskellige standpunkter om Tyrkiets EU-muligheder, hvilket afstedkom en diplomatisk krise mellem Ankara og Berlin. Filmens eksponering af forholdet mellem den belæste tvivler og den åndløse magtoperatør dokumenterer i klartekst Svend Aukens signalement af Venstre og De Konservative som et had-kærlighedsforhold, bare uden kærlighed.

Men bag forfængeligheden, der sidder uden på tøjet og inde i teksten, møder læseren en politisk iværksætter, der med enorm arbejdskapacitet har gennemført imponerende projekter, og hvor Det Arabiske Initiativ lyser op.

Møller var oprigtigt interesseret i at tackle civilisationernes sammenstød med troen på, at han kunne gøre en forskel. Det kunne forekomme prætentiøst, især set i bakspejlet, men hans seje træk med ’Køreplanen for fred’ i 2002 var imponerende diplomatisk håndværk, der først kollapsede efter Annapolis-konferencen fem år senere.

Og som han selvironisk konstaterer i slutbemærkningen til kapitlet om fredsprocessen, er forsøget på at skabe fred i Mellemøsten »de gode viljers kirkegård«. En forklaring – som Møller ikke abonnerer på – er israelernes ulyst til at afgive de besatte områder på Vestbredden.

Og jeg trak medfølende på smilebåndet, da jeg kom til bogens skildring af hans telefonsamtale med Ariel Sharon i et grænseskur mellem Ramallah og Jerusalem en forblæst fredag eftermiddag i marts 2002 »alt imens palæstinensiske drenge kastede sten mod vore biler«. Jeg sad i den ene bil og husker hans irritation over, at Sharon ikke havde tid til et personligt møde med en dansk udenrigsminister, men foretrak at holde sabbat på sin farm i Negev-ørkenen.

Men med sin insisterende ildhu fik han presset en telefonsnak igennem: »Vi talte længe om fredsmulighederne, som han ikke troede på, og om hans aspirationer, som jeg appellerede til ved at sammenligne ham med Det Gamle Testamentes patriarker, der forlod deres jorder for at redde landet, når det var i fare, hvorpå de efter vellykket dåd vendte tilbage til gården. Sådan så han også helst sig selv, medgav han, men verden forstod hverken ham eller Israel.«

Det referat – der i et glimt tillige afdækker israelske lederes nedladende syn på naive europæiske politikere – er formentlig mere korrekt, end den briefing Møller gav af telefonsamtalen, da bilerne var nået til hotellet i Jerusalem.

Her kaldte han Sharon »en fredens mand« – en bizar flovse, jeg har gemt på lige siden, og som byggede på hans tese om, at Sharon som højrefløjens høvding ene mand kunne trække israelerne til fredstruget. Og samtidig satte en streg under kursændringen fra Mogens Lykketofts kritiske linje, der straks efter VK-regeringens tiltræden indledtes med instruksen til den danske FN-ambassadør om at stemme imod den årligt tilbagevendende kritiske Israel-resolution i FN’s generalforsamling, som Danmark tidligere havde støttet. For som han noterer: »Det blev bemærket i Israel. Dets tillid til Danmark var den første forudsætning for, at vi kunne gøre noget ved den evige konflikt.«

Et ægte engagement

Vel – efter 15 år er den forudsætning stadig ikke opfyldt. Køreplanen og alle de andre fredstiltag har, som han selv skriver, »været skønne spildte kræfter«.

Men hans bog tegner en politiker med et ægte engagement og et selvportræt af den foreløbigt sidste store udenrigsminister med punch beyond his weight, som det hed i Washington. At den tillige viser hans begrænsede empati for dem, der ikke deler hans vestlige, demokratiske idealer med respekt for menneskers (især kvinders) rettigheder, ytringsfrihed, etc. er i grunden kun et spørgsmål om kulturel baggrund.

Per Stig Møller har som konservativ dansk individualist meget lidt forståelse for den kollektive tænkning og sociale kontrol, der præger konservative muslimers verdensbillede – eller for den sags skyld den messiansk-utopiske kult, der får konservative jøder til at bosætte sig på besat arabisk område i strid med international lov. Ingen af disse foreteelser er specielt sympatiske, slet ikke set fra Allerød-kanten. Men de er her for at blive en rum tid endnu, også i deres ekstreme udgaver, der ikke kun bør afvises som ondskab.

At udenrigstjenesten savner ham (men næppe hans hyppige skideballer) skyldes, at han som chef forenede engagement med en faglighed, der aftvang respekt. Hvorfor og hvordan kan man også læse om i denne erindringsbog.

Per Stig Møller: ’Udenrigsminister i krig og fred’. Gyldendal, 468 sider, 349,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lucas

Der er sagt "karakter mord" flere gange om AFR. Måske skulle I undersøge Fogh's amerikanske netværk og "benefactors" (for dem har han og det netværk er dybt involveret i det militær industrielle kompleks) og hvorfor det er så vigtigt for ham.

Follow the Money, Follow the lies (Iraq).

Ole Frank, Niels Duus Nielsen, Arne Hornborg, Jacob Jensen, Jes Balle Hansen , Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Olav Bo Hessellund, Hans Larsen, Niels Risager, Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Torben Skov, John Andersen og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvis Per Stig Møller var så meget bedre selv, hvorfor skabte han så ikke fred i Mellemøsten?

John Andersen, Espen Bøgh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den slags politiske selvbiografier har det med ofte at frikende sig selv for mangt og meget på andres bekostning, ved at pege fingre af en eller andre politikere, princippet er "kig den anden vej"(!), og det burde disse biografier da også benævnes populært i medierne; "Kig den anden vej biografier"!

PSM fastholdt selv i lange tider af årsagen til den danske medvirken til overfaldet på Irak, at det skyldtes "masseødelæggelsesvåben" i Irak, som ikke fandtes i andet end fantasien, og så skiftede regeringen - og udenrigsminister PSM "varedeklarationen" ud med historien om Saddam ikke opfyldte en FN-resolution, og hævdede det hele tiden havde været det der var grunden til Danmark gik med i Irakkrigen.

Anders Fogh Rasmussen var og er en lille mand med store ambitioner og et stort ego selvopfyldt med og af sin egen narcissime, og en tro på man sagtens kan give folkeitinget urigtige oplysninger, men som det viste sig ikke at være tilfældet, hvorefter han tilbage i Schlütter som finansminsiter måtte forlade posten som finansminsiter - for det som lidt romantisk blev kaldt "kreativ bogføring"!

Dengang handlede noget af det vist også om et IT-projekt - der ikke gik efter planen, men skidt pyt nu med det, for det var der råd med AFR ved roret.

Drømmeren, demagogen og fantasten AFR udgav sidenhen skriftet "Minimalstaten" - tanker en selvforgudet mand havde gjort til sin filosofi om "markedet overlegenhed" for samfund.

Vist blev han statsminister tilbage i 2000-1, og slagsordene om de smagsdommerne der skulle væk, døde ret hurtigt, da hans egen kom på banen som erstatning for de siddende, og alle andre ude i samfundet der i ord omgav sig med meninger, - for i "guruens" tanker var der kun plads til ensretning, det der blev omtalt som "kontrakpolitikken" med danskerne.

Denne såkaldte "kontrakpolitik" viste sig at være helt løbsk på det økonomiske område, og holdt kun indtil krisen i 2007-8 og hvor mange advarende økonomer fik læst og påskrevet, "at de ikke forstod den moderne økonomi, og de gamle lærebøger skulle skrives om", - hvilket sidenhen viste sig ikke at være tilfældet - tværtimod!

I dag ser vi hvilke omkostninger for det danske samfund blev udsat for under Foghs lederskab, og som rigsrevisionen har afdækket.

Skatteskandalen, hvor rigsrevisionen har kritiseret forvaltningen for ikke at opfylde de mest bassale krav til redelighed i deres kontrol, men også det skyldtes de mange nedskæringer der har fundet sted igennem årene, og har gjort kontrollen umuligt på et fornuftigt grundlag.

Sidste nyt er at også fiskeriområdet er blevet forsømt i helt uhyggelig grad som følge af "guruens" tankeleg med ideologien om alting klarer sig selv bedst ved ikke at føre kontrol med noget som helst.

Udgangspunktet økonomisk for AFR da han overtog statsministerposten tilbage i 2000-1 var eller det bedste i årtier, men blev smadret noget så eftertrykkeligt med AFR ved roret - selv dem der troede på at "vi kunne købe hele verden", hvar måtte erkende at sådan var det nok ikke alligevel.

Uansvarligheden i den førte politik for den falske prædikants ideologi om "minimalstaten" syntes ikke at ville slippe sit tag i Danmark, - for hvornår afslører rigsrevisionen den næste store skandale hvor pilen atter peger på AFRs ledelse af Danmark i den periode.

Ole Frank, Niels Duus Nielsen og Arne Hornborg anbefalede denne kommentar