Læsetid: 5 min.

Ny dokumentar hjælper os til at forstå de kvinder, der bliver hos deres voldelige mænd

Hvorfor gik instruktør Christina Rosendahls mor ikke fra sin voldelige far noget før? Det forsøger hun at finde svar på i en ny relevant dokumentar, der følger kvindelige ofre for psykisk og fysisk vold på krisecentret Danner
Christiana Rosendahls dokumentarfilm ’Vold i kærlighedens navn’ følger livet på krisecentret Danner og særligt fem voldsramte kvinder i løbet af fem år

Christiana Rosendahls dokumentarfilm ’Vold i kærlighedens navn’ følger livet på krisecentret Danner og særligt fem voldsramte kvinder i løbet af fem år

PR Foto

1. november 2017

Forestil dig, at dine børn ser dig få bank. At din datter ringer til et krisecenter for at høre, om der er plads til hende, hendes bror og dig, for der er en, der slår. Forestil dig, at du ikke tør bo alene, fordi du er bange for, om du kan få betalt dine regninger, holde styr på dit tøj, få afrimet køleskabet eller fikset den vaskemaskine, der går i stykker.

Alt det han havde fået dig til at tro, du ikke kunne overskue. Forestil dig, at en anden har lavet skemaer for hele din dag ned til 15 minutters intervaller, hvor det er bestemt, hvad du skal gøre.

Det er ikke let at forestille sig, at et menneske kan forsvinde så meget. Som følge af vold og psykisk manipulation. Så meget, at hun bliver i tvivl om, hvorvidt hun virkelig har været igennem alt det. Eller om det bare er en drøm.

For vi har jo haft fokus på at bekæmpe vold mod kvinder i årtier. Lavet politiske handleplaner mod partnervold, debatteret hvorfor det ikke hedder æresdrab, når etniske danske mænd dræber mødrene til deres børn, forsøgt at forstå de psykologiske mekanismer og lavet kampagner. Men selvom der til trods for alt det stadig er 33.000 kvinder, der årligt udsættes for vold i Danmark, er der nogle af dem, som ikke forsvinder mere.

Det er kvinderne i Christina Rosendahls nye dokumentar Vold i kærlighedens navn, der følger livet på krisecentret Danner og særligt fem voldsramte kvinder i løbet af fem år. Filmen er et indblik i deres liv, efter de ikke længere fysisk lever sammen med en voldelig partner, men kæmper for at finde tilbage til sig selv. Eller i hvert fald til det menneske med smadret selvværd, de skal lære at leve med efter de psykiske overgreb, der ofte kommer før den fysiske vold.

»Jeg bliver aldrig den samme glade pige igen. Jeg kan aldrig føle mig tryg,« siger en ung kvinde på centret, og selvfølgelig ser vi ikke hendes ansigt. Ganske vist er hun i sikkerhed, men er stadig forfulgt, måske ikke af andet end de syge mønstre, der stadig styrer, og de traumer der pludselig kan dukke op. Som Anjas krop, der reagerer, da hun skal se vaskekælderen, der tilhører hendes nye lejlighed. Det er måske nok en o.k vaskekælder, men der er engang foregået ting i en anden vaskekælder.

Vejen ud 

De forsvinder ikke mere, kvinderne i filmen. Men de er stadig så meget i deres tidligere partneres vold, at man skal bruge det yderste af sin forestillingsevne for at forstå, hvorfor de ikke kan bryde med noget, der er så ondt og skadeligt, ja ind imellem livstruende. Det er den psykiske del af volden, skemaerne, kontrollen med alt i offerets liv, der fastholder dem i en voldelig relation.

Det er kun børnene i filmen, der ikke er en aktivt deltagende part i de syge dynamikker, deres forældres relationer består af. De er vidner, ofre, der end ikke har muligheden for at gå. De tegner tegninger af en mor, der ligger ned og har store tårer i øjnene, og to børn, der sidder gemt væk i en kasse.

66 pct. af alle børn, der har været berørt af vold i familien, fortæller ikke om det til andre. Det kan være, fordi de er for små, men heller ikke store børn magter at bryde tabuet. I stedet laver de strategier for, hvordan de skal klare angsten og utrygheden. En mor græder, fortæller en rådgiver, da hun i detaljer hører om, hvad hendes datter gør, når moren bliver slået. Vidste hun det ikke, magtede hun ikke at tænke på det?

Christina Rosendahl og hendes søster Pernille, som danskerne kender fra X-Factor og rockbandet Swan Lee, har i forbindelse med lanceringen af filmen fortalt om at leve med en voldelig og fordrukken far, der slog om natten, og om dagen gik på arbejde med vandkæmmet hår og efterlod moren forslået tilbage.

Hvorfor gik hun ikke noget før, har de to kvinder spurgt sig selv. Og man husker også på de børn, man måske selv har kendt, der var vidner til vold. Jeg husker en tidligere kæreste, der som dreng løb hele vejen ind til centrum af en dansk provinsby på bare fødder for at hente sin storebror, når papfaren med de smukke vandblå øjne slog hans mor.

Moren var en af de sejeste kvinder, jeg har kendt. Men hun blev svag i sin kærlighed. Og jeg husker de natlige opkald fra en desperat og voldelig mand, der ville have sin kæreste tilbage og forsøgte at overbevise os om, at det var hende – en kvinde i min familie – ikke ham, der var sindssyg. Jeg vil tro, de fleste kender lignende historier. Det siger noget om omfanget af mænds vold mod kvinder som et samfundsproblem, vi ikke er i nærheden af at løse. Og jo, mænd bliver også udsat for partnervold. Men kvinderne er stadig i flertal.

Konfrontation 

Der, hvor filmen kommer til kort, eller kan forekomme uforløst, er i den manglende konfrontation med gerningsmanden. Der er ingen mænd i Christina Rosendahls film. Undtagen som truende skygger med lange fangarme.

Der er ganske vist ingen, der tidligere har fået lov at følge arbejdet på Danner med et kamerahold. Og man forstår, at Christina Rosendahl har brugt sit eget materiale og forsøgt at forklare det, moren ikke kunne: Hvorfor gik du ikke noget før? Men selvom man kan have svært ved at forestille sig, hvordan det er at blive udslettet psykisk af en partner, man bliver ved med at elske, så er det endnu mere svært at forestille sig voldsmandens motiver og følelser.

Filmen er også et fint portræt af et frivilligt kvindefælleskab, der siden besættelse af Dannerhuset i 1979, har hjulpet kvinder med ikke længere at forsvinde. Anja siger, at Danner har reddet hendes liv. Nanna har fået arbejde som sygeplejerske og også fået sin egen lejlighed. Og Katja lyser op, da det går op for hende, at hun kan lave sine egne skemaer for at få styr på sin og sine børns ustrukturerede hverdag – og kun der igennem kan hun tage magten over sit liv tilbage fra den mand, der styrede hende gennem 15 minutters intervaller.

Og det er slet ikke så lidt. Det er en evigt relevant historie, og man håber med de kvinder, der kommer til syne i løbet af dokumentaren. Men hvorfor er det, at vi trods kampagner, handleplaner, strammere lovgivning og debatter stadig lever i et land, hvor 33.000 kvinder bliver udsat for vold af deres partnere hvert år. Nogle af dem med døden til følge.

Er den kønsmæssige skrævvridning i det tal for pinlig en plet på vores velfærdssamfund til, at vi for alvor har lyst til at grave dybere i, hvorfor det er sådan?

’Vold i kærlighedens navn’. Instruktion: Christina Rosendahl. Biografpremiere i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Toke Kåre Wagener
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • ingemaje lange
  • Maria Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Anker Nielsen
David Zennaro, Toke Kåre Wagener, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, ingemaje lange, Maria Jensen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Men selvom man kan have svært ved at forestille sig, hvordan det er at blive udslettet psykisk af en partner, man bliver ved med at elske, så er det endnu mere svært at forestille sig voldsmandens motiver og følelser."

Er det dét? I så fald har man ikke forstået meget om mænd, og det er da i grunden trist.

Men tillad så en af slagsen - ikke en rigtig mand, bevares, men dog en skåret af samme blok - at tilbyde et perspektiv med en vis forklaringskraft - sådan sagt i al ubeskedenhed.

Men først lidt statistik: Antager vi at der lever ungefähr 1.8 mio mænd i Danmark i alderen 15-64 år, og at godt og vel 33.000 af disse mindst én gang årligt udsætter en kvindelig partner for vold, så når vi frem til at disse 33.000 mænd udgør lidt under 2% af den mandlige befolkning i aldersgruppen 15-64 år.

Denne beregning gennemført ikke for at forklejne problemet, men snarere for at undgå en diskussion under såvel mærkatet '#BlamethePatriarchy' som mærkatet '#NotallMen'.

Med det til en side, så lad os i stedet for gå videre til essensen: Nogle mænds tilbøjelighed til at dominere deres intim-partner gennem aggressiv adfærd. For det er præcis hvad der er tale om, uanset om denne aggression udmøntes i fysisk vold, psykisk vold og/eller kontrollerende og manipulerende adfærd. Alt sammen aggression. Men hvor kommer denne aggression fra?

Svaret på dette spørgsmål har flere aspekter: For det første må man gøre sig klart, at aggression er en forsvars-strategi: Til beskyttelse af individets fysiske og psykiske integritet. Denne 'psykiske integritet' kaldes i daglig tale 'selvfølelsen' eller måske mere præcist 'følelsen af selvværd', og det er netop den der trues, når en mand afvises af en kvinde.

Og hvordan kan det så være? Jo, her kunne man jo kaste sig ud i en længere evolutionspsykologisk udredning. Påpege hvorledes det hos menneskearten er hunnen, som i praksis har magten i den seksuelle udvælgelse og som derfor i helt grundlæggende biologisk forstand har manden 'by the balls'. Man kunne også give sig i kast med de psykodynamiske efterskælvs-effekter af dette helt grundlæggende eksistensvilkår, og med hjælp fra Freud (og senere Lacan) påpege hvorledes mandens idolisering af kvinden har sit udspring i spædbarnets gradvise oplevelse af adskillelse fra enheden med moderen, og hvorledes mandens begær i sidste ende derfor blot er et utrøsteligt barns evigt gentagne (men altid mislykkede) forsøg på - i både bogstavelig og overført betydning - at kravle tilbage i livmoderen.

Men det tillader pladsen og formatet her ikke. Så lad det blot stå som en påstand, at der for en (umoden) mand ikke findes en større trussel mod selvværdet, end at blive afvist af en kvinde. Det kan måske være svært for kvinder at forstå, ligesom nogle mænd sikkert hårdnakket vil benægte det (af indlysende grunde). Ikke desto mindre er det et faktum. Hvis man som (heteroseksuel) mand ikke formår at vinde en kvindes kærlighed, så er man ikke en mand. Man er derimod antitesen til en mand: Et skvat, en kujon, en ussel stodder, et nul. Således er det. Kvinden står for den seksuelle udvælgelse (det ved enhver mand, som har set en rival vandre med den udkårne hjem), og en gentagen taber i dén muntre kappestrid er ikke mange sure sild værd.

Omvendt forholder det sig naturligvis for vinderen. Han er netop blevet bekræftet i sin fortræffelighed. 'Who's The man?'. Langt mere væsentlig end den umiddelbare seksuelle tilfredsstillelse er den følelse af 'værd', af ufortyndet mandighed, som erobringen medfører.
Og ikke blot erobringen. I det faste forhold er kvindens fortsatte og absolutte hengivenhed og eksklusive loyalitet en forudsætning for denne vedvarende og livsnødvendige følelse af mandighed.

Dén dynamik halter for de fleste nogenlunde afsted. Nærmere bestem i godt 98% af tilfældene. I 2% af tilfældene går aggressive mænd med forkrøblede selvbilleder amok mindst én gang om året. Hvorfor de gør det, er som sagt ikke så svært at forstå. Det er i det mindste min påstand. Som mand med sans for skygger - og ikke mindst min egen. Til gengæld har jeg meget svært ved at forstå kvinder som elsker aggressive mænd. Hvilke skygger mon de bærer rundt på?

David Zennaro, Rikke Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det er præcis lige så stor en trussel for en kvindes selvværd at blive afvist af en mand, som det er for en mands selvværd at blive afvist af en kvinde.

Morten Nielsen, David Zennaro, Rikke Nielsen, Sascha Olinsson, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Mette Poulsen, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"I det faste forhold er kvindens fortsatte og absolutte hengivenhed og eksklusive loyalitet en forudsætning for denne vedvarende og livsnødvendige følelse af mandighed." skriver Torsten Jakobsen.
Jeg har ingen adgang til følelsen af mandighed, men umiddelbart kunne jeg få tanken, at det i lige så høj grad er nødvendigt for en kvinde at føle, at partneren er hengiven og loyal, for at føle sig elsket og påskønnet.
Måske er det derfor, nogen kvinder bliver, trods vold, illoyalitet og kontrol - fordi hun så gerne vil elskes og har svært ved at acceptere, at vold ikke kan tolkes som hengivenhed uanset hvor mange gange hun forsøger.

Maria Jensen, Sascha Olinsson, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Kære Torsten,
Blot for opklaringens skyld. Hvorfor kobler du dine argumenter på det 'at blive afvist'?
Som jeg forstår både filmen og voldsproblematikken i øvrigt, foregår der også vold, når manden (eller kvinden) IKKE er blevet afvist? Det lyder umiddelbart som en forsimpling af en skræmmende tendens. Som reelt har klar sammenhæng med de underliggende destruktive kønsrollemønstre, som har nødvendiggjort MeToo- kampagnen.

Morten Nielsen, Linda Dam, Sascha Olinsson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der er så også psykopati som forklaring. Hvordan en eller anden 'afvisning' skulle kunne resultere i omfattende fysisk/psykisk/kontrollerende dominans, er simpelthen upassende at fremføre som argument. Så skulle vi jo allesammen pr definition opføre os som frustrerede, afstumpede idioter, og det gør vi netop ingenlunde. Alle bliver afvist igennem et liv, så det kan næppe være årsagen til et kæmpe kulturproblem.
Det handler om magtforkærlighed, og lysten til aggressivt, med alle midler, at ville dominere andre, fordi det føles godt. Måske handler det også om lavt indre selvværd ubevidst. Men hvor mange mænd ville forsvare bandemedlemmer på det grundlag?
Der er en eller anden diskrepans her, der er ekseptionel.

Maria Jensen, Anne Holland, Linda Dam og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ingemaje Lange,

Frygten for afvisning ser jeg som implicit:

Tager vi som udgangspunkt det desværre klassiske eksempel med en voldsomt kontrollerende og/eller sygeligt jaloux mand, så har jeg svært ved at forstå en sådan adfærd som udtryk for andet end en underliggende frygt. Du kan så have ret i at det er for forsimplet i alle tilfælde at påklistre denne frygt mærkaten 'angst for at miste' - vi mennesker er trods alt forskellige - men sådan er det jo altid når man vil udtale sig i generelle termer om fænomener der i sidste ende er partikulære i deres natur.

Jeg kan dog så replicere din tvivl ved at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt du med dit stærke fokus på 'destruktive kønsrollemønstre' er kommet sagens kerne nærmere end jeg selv? I hvert fald er vi uenige: Du synes at foretrække en sociologisk forklaring, hvor jeg mener at menneskers adfærd på individniveau forstås primært gennem psykologien.

Torsten Jacobsen

Det undrer mig forøvrigt at mine kvindelige meddebattører, med Lise Lotte Rahbek som enlig undtagelse, ikke forsøger at besvare mit afsluttende spørgsmål: Hvorfor elsker nogle kvinder aggressive mænd? Er det også blot på grund af 'destruktive kønsrollemønstre', eller er der mere til den sag, end det kan være bekvemt at komme ind på?

Sascha Olinsson

@ Torsten Jacobsen. Jeg tror ikke at det drejer sig om at nogle kvinder elsker aggressive mænd. Snarere kvinder der elsker en mand- der, efter at tillid og kærlighed er atableret- udviser aggresiv og kontrollerende adfærd. Jeg er ret sikker på at kærligheden var der først og kontrollen og senere volden er noget der kom gradvist senere.

Morten Nielsen, Eva Schwanenflügel, Linda Dam, Henriette Bøhne, Torsten Jacobsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Torsten Jakobcen
Som Sascha nævner, kommer volden og kontrollen også gradvist i de tilfælde, jeg kender til.
En kvinde af mit bekendtskab blev skubbet lidt mere for hver episode med sin aggressive mand og hvorimod hun ville have haft en hånlig bemærkning til overs for manden, hvis han straks i deres forhold havde krævet, at hun aflagde sin mobiltelefon, når han forlangte det, var hun langsomt i deres forhold skredet ud over sin egen grænse for det rimelige og forståelige.

Eva Schwanenflügel, Linda Dam og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen, pointen i dit spørgsmål er, at "nogle" kvinder elsker aggressive mænd. Og jeg synes, du selv svarer på spørgsmålet - "Til gengæld har jeg meget svært ved at forstå kvinder som elsker aggressive mænd. Hvilke skygger mon de bærer rundt på?". Hvilke skygger bærer de rundt på..... ja, hvad er der gået galt i deres barndom, at de tiltrækkes af en aggressiv mand? Svaret kunne jo være den onde cirkel, hvor de kan have haft en opvækst med en voldelig far, og derfor ser noget genkendeligt i en voldelig mand - måske tror de., at en mand, der elsker er voldelig fordi det er de vokset op med. Hvor sørgeligt det så end er.

Morten Nielsen, Eva Schwanenflügel, Linda Dam og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ja, der er helt sikkert noget om snakken i de nævnte forslag. Det er i det mindste også min erfaring. Og Som både Sascha Olinson og Lise Lotte Rahbek påpeger - og som Mette-Line Thorup også er inde på i sin artikel, så kan de fleste nok uden tvivl 'slides ned' og ud over egne grænser under de rette - eller rettere forkerte - omstændigheder.

Alligevel er det for mig som om noget ikke rigtig bliver sagt. Men ved nærmere eftertanke er artiklen her nok ikke den rette anledning til at udforske det emne nærmere.

Sluttelig vil jeg derfor blot tilføje, at meget nok ville være vundet hvis vi kunne lære både vores drenge- og pigebørn følgende lille livsregel:

Slår man én gang eller bliver man én gang slået i et parforhold, så kan der være tale om affekt, og man bør sætte sig ned og snakke om det som voksne mennesker.

Slår man to gange eller bliver man to gange slået i et parforhold, så er der tale om et mønster, og forholdet er slut.

Samme regel gælder - lettere omskrevet - for forsøg på social kontrol og patologiske jalousianfald af enhver slags.

Vold i et parforhold er langt værre end f.eks. gadevold, fordi man i et parforhold nærmest per definition må blotte sig for hinanden, og som følge deraf altid står utroligt sårbar tilbage. Det er denne blottelse og sårbarhed - en gensidig uforbeholden tillid - som gør det ægte parforhold måske mere meningsfuldt end nogen anden tildragelse.

Forbryder man sig med vold - om denne er fysisk eller psykisk - på denne tillid, kan man forvolde utroligt stor skade. Og hvilken forklaring man end kan finde for en sådan forbrydelse - det være sig barndomstraumer, forkrampede selvbilleder eller sågar destruktive kønsmønstre, så kan og skal sådanne forklaringer ikke forveksles med undskyldninger..

Morten Nielsen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar

et lille indspark iforhold til flg.: " Lavet politiske handleplaner mod partnervold, debatteret hvorfor det ikke hedder æresdrab, når etniske danske mænd dræber mødrene til deres børn"
Jeg forstår simpelthen ikke hvordan noget kan kaldes æresdrab, uanset, hvem der begå drabene. Det er da så æresløst, vel kun overgået af, at børnene også bliver slået ihjel. Og hver gang, der skrives om dette som noget, der har med ære at gøre, accepterer vi alt andet lige, at det er ok. at bruge et pænt ord om noget så forbryderisk og lavt.