Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Uffe Ellemann skriver fire en halv bog

Den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister er en god fortæller, men han fortæller om alt for meget i sin seneste udgivelse. Derved distraherer han sig selv og sin læser
Indland
28. oktober 2017
Som gammel journalist har Uffe Ellemann-Jensen et fermt slag i tastaturet, og han har levet et spændende liv, der har bragt ham i forbindelse med et virvar af interessante personer, skriver David Rehling, som finder det mest interessant at læse Ellemanns tanker om de bristede forhåbninger om et bedre forhold mellem Vesten og Rusland.

Som gammel journalist har Uffe Ellemann-Jensen et fermt slag i tastaturet, og han har levet et spændende liv, der har bragt ham i forbindelse med et virvar af interessante personer, skriver David Rehling, som finder det mest interessant at læse Ellemanns tanker om de bristede forhåbninger om et bedre forhold mellem Vesten og Rusland.

Joachim Adrian

Som Ellemann dog fortælle kan! Sådan må man som læser udbryde efter at have tilegnet sig den tidligere Venstre-formand og udenrigsministers seneste bog, Som blad i høst – Mit liv efter politik. Titlen er inspireret af en smuk digtstrofe af Jeppe Aakjær. Uffe Ellemann-Jensen, der i næste uge fylder 76, forklarer om titelvalget: »Jeg føler mig lidt som det blad, der snart er klar til at flagre hen.«

Som gammel journalist har Ellemann et fermt slag i tastaturet, og han har levet et spændende liv, der har bragt ham i forbindelse med et virvar af interessante personer. Så der er virkelig noget at fortælle om.

Problemet er, at Ellemann fortrænger redaktionssekretærens formaning til unge journalistspirer: »Husk nu din vinkel!« Man kan ikke fortælle alt om alting. Den skrivende er nødt til at anlægge en vinkel: Hvad er det, jeg vil fortælle om? Og hvad er det så, der skal med? Og hvad skal ud?

Uffe Ellemann-Jensen: Som blad i høst - Mit liv efter politik

Uffe Ellemann har i virkeligheden skrevet fire en halv bog under én titel. Dermed distraherer Ellemann både sig selv og sin læser.

Første Uffe-bog handler om udviklingen i dansk politik efter hans afgang som V-leder i 1998. Anden Uffe-bog handler om hans mangfoldige nationale og internationale gøremål siden da. Tredje Uffe-bog handler om det stadigt værre forhold mellem Rusland og Vesten.

I fjerde Uffe-bog kalder han til en ny kulturkamp – et opgør med den snævre nationalisme. Og i den halve Uffe-bog beretter han om alderdommens skavanker og glæder.

Afsky for DF

I sin skildring af slyngningerne i dansk politik de seneste 20 år lægger Ellemann ikke skjul på sin afsky for Dansk Folkeparti og dets vægring ved at påtage sig ansvar: »Jeg brød mig heller ikke om deres snævre nationalisme og fremmedfrygt.«

I striden om Muhammed-tegningerne indtog Ellemann det standpunkt, at ytringsfrihed ikke er det samme som pligt til at krænke: »Hvis man for alvor ønsker at komme i dialog med nogen, starter man jo heller ikke med at trampe på, hvad de opfatter som helligt.«

Ellemann fortsætter: »Et par gamle venskaber viste sig ikke at kunne holde, fordi nogle mente, at jeg var faldet min efterfølger i ryggen ved ikke at erklære ham min ubetingede støtte og gå ind for den uindskrænkede ytringsfrihed.«

Af fremstillingen fornemmer man, at Ellemann med årene er kommet tættere på sin tidligere aversion og nemesis, De Radikale. Hvor fjernt han er kommet fra Venstre, får vi ikke udfoldet. I bogens forord nævner Ellemann, at han nu har to børn på ansvarsfulde poster i aktiv politik: »Dem skylder jeg at tage nogle hensyn. Så der er stadig ting, jeg ikke skriver om. I hvert fald ikke direkte.«

Mest spændende

Mest spændende er tredje Uffe-bog om de bristede forhåbninger om et bedre forhold mellem Vesten og Rusland. Han skriver om årene 2000-04:

»Der var en lettelse over, at man var sluppet af med Jeltsin, som man med stigende bekymring havde set gå i opløsning … Putin blev modtaget med store forventninger om, at der nu kunne blive tilført ny energi til den reformproces, der virkede, som om den var kørt fast … Og samarbejdet mellem Rusland og Vesten blomstrede.«

Sådan blev det ikke ved. Ellemann tilbyder en lidt overraskende forklaring: »Set i bakspejlet var det også naivt at tro, at de demokratiske reformer havde fået så godt fat i Rusland, som man gik og sagde på det ene internationale møde efter det andet. En russisk bekendt har siden sagt til mig, at det i de herskende klasser i Rusland skabte en fornemmelse af, at al Vestens snak om demokratiske og liberale værdier var tom snak. For – som han sagde – vi vidste da godt selv, at vi var korrupte, så når de samarbejder med os og klapper os på skulderen og siger, som de gør, så må de jo også selv være korrupte. Hvordan skulle de ellers tro på alt det, de siger om samarbejde?«

I sin nuancerede fremstilling vedgår Ellemann, at Vesten kom til at overspille sin hånd. Han omtaler NATO-topmødet i Rumænien i april 2008, hvor man enedes om at indlede optagelsesforhandlinger med Kroatien og Albanien: »Og så var der et afsnit i det afsluttende kommuniké fra mødet, som fik temperaturen til at stige i Moskva.« Nemlig at der på mødet også var enighed om, at Ukraine og Georgien ville blive medlemmer af NATO.

Ellemann noterer: »Det blev bare aldrig til noget. Et par måneder efter mødet i Bukarest rykkede russiske tropper ind i Georgien i den første krig, som krænkede de grænser, der ellers skulle være sikrede af ’den ny europæiske orden’ efter Den Kolde Krigs afslutning.«

Sidenhen har Rusland ved at skabe ’frosne konflikter’ i sine nabolande effektivt afskåret dem fra at blive NATO-medlemmer.

Valgfriheden

Skulle NATO have forebygget disse konflikter ved på forhånd af afvise yderligere udvidelser mod øst? Det er svært. For som Ellemann også henviser til, er de pågældende landes ret til at vælge alliancepartnere en demokratisk beslutning, de selv træffer, og den er anerkendt af den internationale retsorden.

Men altså trådt under fode af Putin. Ellemann fremhæver andre begivenheder, der har provokeret russisk paranoia: Russerne »kunne med en vis ret føle sig snydt«, da en FN-resolution om flyforbud over Gaddafis Libyen i 2011 blev brugt som påskud til at gennemføre vestlige flyangreb, der udløste hans død.

Hvordan kommer verden videre? Ellemann forudser, at Vesten kan blive nødt til at affinde sig med Ruslands opslugning af Krim-halvøen. Men det forudsætter, »at Rusland indstiller sin aggressive adfærd og accepterer aftaler, der skal forhindre en gentagelse«.

Jovist, men det er jo netop Ruslands brud på aftaler, der fastfryser den nuværende krise. Er en aftale om at holde aftaler løsningen?

I den sludrevorne anden Uffe-bog fortæller han stort og småt om sine år i nationale og internationale bestyrelser. Læseren må stage sig igennem megen namedropping.

Interessant er det tilløb, som Ellemann gør i sin fjerde bog, inspireret af sin lede ved bl.a. Brexit og Trump: »Det er en ny kulturkamp, vi står over for: et opgør med selvtilstrækkeligheden og den snævre nationalisme. Og her kan vi søge inspiration fra den kulturkamp, der fandt sted sidst i 1930’erne, da nazisme og fascisme sydfra truede den danske kultur.«

Om denne kamp også må være et selvopgør i partiet Venstre, omtaler Ellemann ikke, for han udfolder desværre ikke sin kulturkamp nærmere.

Den hører vi gerne om – i en selvstændig og fokuseret bog. Slå til tasterne, Uffe! Du er faktisk ret god til det!

’Som blad i høst – Mit liv efter politik’, Uffe Ellemann-Jensen. Lindhardt og Ringhof. 400 s., ill. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Du har ret - det er mere end svært at finde ud af, hvad vi skal stille op med Putin og Rusland.

En aftale om at holde fremtidige aftaler er rent nonsens -
feel good snak fra Uffe Elleman's side.

Så hellere fortsætte med boycott af Rusland -
selvom det næppe heller løser problemerne med Ruslands gentagne aftalebrud.

Niels Duus Nielsen

Vi kunne også bare imødekomme visse af russernes krav, Torben Lindegaard.

Følgende sætning: "...vi vidste da godt selv, at vi var korrupte, så når de samarbejder med os og klapper os på skulderen og siger, som de gør, så må de jo også selv være korrupte..." - er faktisk spot on, og det er al ære værd at Uffemanden citerer sin russiske ven for denne sandhed.

Og hvad er det for nogle aftaler russerne har brudt, som "fastfryser den nuværende krise"? Optagelsen af Krim i den russiske føderation kan måske (!) betragtes som et sådant aftalebrud, selv om det stadig er til diskussion, men hvilke aftaler har russerne ellers brudt?

Dette spørgsmål er til David Rehling, som taler om disse aftalebrud som om det er noget, vi alle kender til, åbenbart undtagen mig - så vær sød at oplyse mig sikkerhedspolitiske ignorant, der på trods af en intens og mangeårig interesse for dansk-russiske relationer ikke har bemærket disse aftalebrud.

Den russiske ambassadør i Danmark har ikke overraskende en lidt anden opfattelse af NATO's inddæmning af Rusland end Ellemann-Jensen. I kommentaren Ruslands ambassadør i Danmark: Har Uffe Ellemann bevidst eller ubevidst misinformeret Berlingskes læsere? skriver han:

- "Som den tidligere minister nok ved, udtalte NATOs daværende generalsekretær, Manfred Wörner, i sin tale i Bruxelles 17. maj 1990 følgende:
»Alene den kendsgerning, at vi har indstillet os på ikke at udstationere NATO-styrker i områderne øst for Tyskland, giver Sovjetunionen faste sikkerhedsgarantier.«

Det lader mange til at have 'glemt'.