Den upålidelige stat svigter naturen

Dramatisk er titlen på miljøjournalisten Kjeld Hansens nye bog: Det store svigt – Beretningen om hundrede års naturfredning i Danmark.

I bogens forord forsikrer Kjeld Hansen, at titlen har fuld dækning. Han henviser til Den Danske Ordbog, hvor ’svigt’ beskrives som »det at skuffe eller forsømme nogen ved ikke at gøre det, som man har lovet, eller som forventes af én«.

Kjeld Hansen fastslår, at »Danmark er endt med en natur, der er blandt de ringeste i Europa«. Den skyldes ifølge Hansen: »Skiftende regeringer har op gennem det 20. århundrede forsømt at gøre det nødvendige for at indfri deres løfter om at bevare en rig natur.«

Der er nogle, Kjeld Hansen friholder for ansvar, for han tilføjer: »Kun takket være EU’s skrappe naturdirektiver og Danmarks Naturfredningsforening er det ikke gået endnu værre.«

Om foreningen skriver han: »De, der skyder skylden på Danmarks Naturfredningsforening, retter bager for smed. Ganske prisværdigt har denne private forening forsøgt at løse opgaver, der i andre kulturnationer varetages helt selvfølgeligt af staten, men ansvaret for at beskytte den danske natur har aldrig været foreningens. Det ligger hos staten.«

100 år siden

Danmark fik sin første naturfredningslov for 100 år siden, gennemført af den radikale mindretalsregering under Carl Th. Zahle. De naturfredninger, som loven åbnede mulighed for, at de dommerledede fredningsnævn kunne foretage, var imidlertid sparsomme. Staten indskærpede nemlig, at naturbeskyttelsen helst skulle foregå frivilligt, med ejerens samtykke og uden udgifter til erstatning og pleje. Resultatet blev så vage fredningsbestemmelser, at de i dag findes mere af navn end af gavn.

Den naturbegejstrede statsminister Stauning fik i 1937 skærpet loven og udvirket, at Danmarks Naturfredningsforening fik ret til selvstændigt at rejse fredningssager over for nævnene.

Men den forbedring havde Stauning på forhånd været med til at sætte over styr ved at lægge hus til det »Kanslergade-forlig«, som SR-regeringen i 1933 indgik med Venstre til afbødning af den økonomiske verdenskrises skadevirkninger på Danmark. Kjeld Hansen fortæller:

»Krisepakken til landbruget rummede også en markant styrkelse af grundforbedringsloven. Man indførte en dramatisk øget statsstøtte til at rørlægge mindre vandløb, dræne og afvande vandhuller, moser og fugtige enge i tusindvis over hele landet. Statskassen blev åbnet for alle jordejere, uanset formue og hartkorn kunne der hentes 50 procent i tilskud, og Hedeselskabet fik plads i de nye amtslige grundforbedringsudvalg, der skulle føre tilsyn med projekterne.«

Man kan se loven som en særlig pagt mellem Socialdemokratiet og Venstre. Socialdemokratiet fik den forøgelse af arbejderes beskæftigelse, der fulgte med projekterne. Og Venstre fik – meget billigt – mere jord til landmændene, selv om jorden ofte var af ringe kvalitet og krævede fortsat afvanding.

Kjeld Hansen konstaterer: »De enorme investeringer, der fulgte som resultat af forligets landbrugspakke, kom til at finansiere mere end 100.000 grundforbedringsprojekter i de følgende 50 år, hvor dræning, rørlægning, uddybning og kanalisering samt oppløjning af enge og overdrev ændrede Danmark til uigenkendelighed.«

Kjeld Hansen: Det store svigt

Endnu værre

Efter den tyske besættelse enedes partierne om nye beskæftigelsesfremmende love. Nu blev der givet 66 procent i tilskud til landvinding. Og helt grotesk fortsatte tilskuddene med at flyde, efter at besættelse og verdenskrise for længst var overstået.

Landbrugslobbyen sørgede for, at landvindingsloven fortsatte sine tilskud frem til 1970 og grundforbedringsloven frem til 1983. Derfor kunne projekter, som afvandingen af Skjern Å gennemføres med statsstøtte så sent som i 1960’erne.

For at fuldstændiggøre vanviddet måtte fredningsnævn acceptere, at i de få fredningssager, der blev gennemført for at forhindre et afvandingsprojekt, skulle der udbetales erstatning til landmændene for den statsstøtte, de ikke kunne opnå til at foretage ødelæggelserne.

Den hovedløse overførsel af støttemidler til landbruget fortsætter i dag som ydelse af tilskud til landbruget for »miljøvenlige jordbrugforanstaltninger«, kendt som MVJ-støtteordninger. Pengene ydes som en løbende hektarstøtte og landmanden er ikke forpligtet til opretholde eventuelle miljøgevinster, men kan pløje og sprøjte dem bort, så snart pengestrømmen hører op.

Kjeld Hansen nævner eksempler på områder, hvor ordningen i sin levetid har været mere til skade end gavn. Der er hældt 2,4 milliarder kr. i MVJ siden 1995. Til fredning er der i samme periode kun udbetalt en tiendedel af dette beløb til fredninger, selv om fredningen varigt fastholder en ønsket naturtilstand, og MVJ – i bedste fald – kun opretholder den i støtteperioden.

I årene omkring socialdemokraten Svend Aukens miljøministertid, 1993-2001, finder Hansen, at der var optræk til en mere myndig statslig optræden i naturbeskyttelsen.

Så kom Fogh

Men så kom Fogh-regeringen byggende på sit VKO-flertal. Kjeld Hansen citerer den pensionerede statsskovrider Morten Elbæk Jørgensen for denne historiefremstilling: »Fra 2001 trak Dansk Folkeparti af helt andre grunde et antal hidtidige socialdemokratmandater over på den blå side i natur- og miljøsagen, og siden da har natursagen været i bakgear. Det bliver indtil videre ikke anderledes, for den konservative tunge på vægtskålen har tilsyneladende kun ’det grønne’ i munden.«

Fogh-regeringen gik i effektivt felttog mod naturbeskyttelsen. Den fyrede en tredjedel af de ansatte i Miljøministeriet, den nedlagde det statslige fagligt rådgivende udvalg, Naturrådet, og gav i stedet pengene til miljøprovokatøren Bjørn Lomborg. Samtidig fjernede Fogh-regeringen det statstilskud, som siden 1925 havde været ydet til naturfredningsforeningen som bidrag til det faglige niveau i dens arbejde. Samtidig blev foreningen pålagt at betale gebyrer, når den klagede over lokale myndighedsafgørelser, der er unødigt til skade for naturen.

Derpå gennemførte Lars Løkke i 2007 sin store ’strukturreform’, der overførte natur- og miljøopgaverne til kommunerne, der sjældent har nogen ambition om at løfte dem, hvis det generer erhvervsinteresser.

For at fuldstændiggøre afviklingen nedlagde Lars Løkke Rasmussen (V) i 2015 Miljøministeriet ved at fusionere det ind i Landbrugsministeriet.

Om den nuværende Venstre-miljøminister skriver Kjeld Hansen: »Fra første dag i ministerstolen gav Esben Lunde Larsen, der har en teologisk uddannelse, udtryk for et ganske ukristeligt had til både naturen og dens venner, og han fortsatte energisk med at liberalisere, dvs. udvande en række miljø- og naturbeskyttende love.«

Og der står Danmark så – efter 100 år med en naturfredningslov. Det er et skræmmende billede, Kjeld Hansen tegner, men hans grundighed og dokumentation er det vanskeligt at komme uden om.

Måtte bogen blive et udgangspunkt for et folkeligt krav om, at staten skal arbejde for beskyttelse af landets naturværdier – og ikke bekæmpe dem og deres fortalere.

Kjeld Hansen: ’Det store svigt – Beretningen om hundrede års naturfredning i Danmark’. Gads Forlag, 464 sider, illustreret, 400 kroner.

David Rehling var i årene 1984-96 direktør i Danmarks Naturfredningsforening