Læsetid: 5 min.

Lær af Anker Jørgensens tid: Et Danmark bøjet i ubønhørlige ubalancer

Bogværk om dansk politik i årene 1972-82 er spændende historie – og rummer nogle brandaktuelle politiske pointer
På Socialdemokratiets kongres i 1973 erklærede Anker Jørgensen, at partiets ideologiske udgangspunkt lå til venstre for midten. Der lå – i Bo Bojesens tegning – også Jern-Anker med sin trehjuler. Tilsyneladende ikke helt ufarligt, men Jern-Anker aner ikke uråd, for han synes mere optaget af sit publikum. Ill. fra bogen

På Socialdemokratiets kongres i 1973 erklærede Anker Jørgensen, at partiets ideologiske udgangspunkt lå til venstre for midten. Der lå – i Bo Bojesens tegning – også Jern-Anker med sin trehjuler. Tilsyneladende ikke helt ufarligt, men Jern-Anker aner ikke uråd, for han synes mere optaget af sit publikum. Ill. fra bogen

16. november 2017

Besynderligt, som tid kan opleves. I 1973 var jeg folketingskandidat (varedeklaration: For Radikale Venstre). Dengang fandt jeg det bizart, at ældre personer i ramme alvor kunne diskutere, hvad landets situation havde været i slutningen af 1920’erne, og hvad man kunne lære af den.

Jamen, det var jo 45 år tidligere – i slipstrømmen af Første Verdenskrig og længe forud for den anden. Hvad kunne man bruge det til? Overlad historien til historikerne og lad os andre komme videre med det, der trænger sig på!

Og nu ligger der foran mig et bogværk om, hvad der politisk skete i Danmark i 1972 og umiddelbart derefter. Altså for 45 år siden – midt under Den Kolde Krig og længe forud for dens ophør. Og jeg er vældigt grebet af bogen.

Den genkalder en hel masse, jeg selv oplevede – om end fra sidelinjen. Og den er brandaktuel i den forstand, at den giver et udførligt grundlag for en hidsig diskussion: Hvad kan vi lære af de begivenheder, der ligger, nå ja, 45 år tilbage i tiden? Den sag er alt for vigtig til at overlade til historikere. Mener jeg altså nu. I al min grånende vælde.

Væsentligt for forståelsen af dansk politik i 1970’erne er, at landet – som bogens forfatter, Thorsten Borring Olesen, udtrykker det – »i stigende grad blev ramt af ubalancernes ubønhørlighed«.

Skævtrukket

Dansk økonomi var blevet skævtrukket af efterkrigstidens europæiske opsving, der baskede fra 1957 til 1973, hvor det brat blev lammet af den første oliekrise.

Under opsvinget havde politikerne ladet den offentlige sektor vokse drabeligt og skabt forventninger i befolkningen til, at velfærdsgoder fremover ville flyde i en lind strøm. Balancer på statsbudgettet og i betalingsforholdet til udlandet var blevet noget, man ikke bekymrede sig nævneværdigt om, for eventuelle underskud kunne jo dækkes af den fortsatte vækst. 

Thorsten Borring Olesen: ’De danske ministerier 1972-82. Del 1: Anker Jørgensens tid’

Og bang, tju, gik den pludselig ikke længere. En lære til nutiden er, hvor varsomme ledende politikere skal være med at erklære, at overdådig rigdom er en realitet. En advarsel, som også Venstre-politikere i Anders Foghs regeringsår i 00’erne lod hånt om. Hvis ikke der er folkelig forståelse for nøjsom offentlig husholdning, vil populistiske partier have held med at byde ind med overbud. Sådan har Dansk Folkeparti gjort, og sådan gjorde både højre- og venstrefløj i Anker Jørgensens Danmark i 1970’erne.

Hertil kommer, at tilvænningen til gode tider kan være så vanedannende, at selv ægte ansvarlige politikere kan narre sig selv til at tro, at tilbageslag kun er forbigående, og at økonomien kan komme sig ved en ekstra udpumpning af offentlige midler – eller skattelettelser. Sådan skete det i 1970’erne, også under Poul Hartlings kortlivede smalle Venstre-regering 1973-75.

Om ikke andet kan man satse på, at mirakler indtræffer, når Tyskland lemper sin økonomi, og ’det tyske lokomotiv trækker hele den europæiske togstamme i gang’. Det opfordrede Anker Jørgensen sine regerende vesttyske partifæller til at gøre midt i 1970’erne.

Men som Borring Olesen konstaterer: »Det tyske anti-inflationsdogme skabt af erfaringen med den tyske hyperinflation i 1920’erne … tilsagde, at prisstabilitet var vigtigere end arbejdsløshedsbekæmpelse«. Plus at den tyske fasthed på længere sigt også er gunstig for beskæftigelsen – i Tyskland.

Nærmest komik

Det nærmer sig komik, når Borring Olesen kan tilføje, at allerede Jens Otto Krag som økonomiminister i 1950’erne »havde søgt at formå vesttyskerne til at bruge deres balanceoverskud og valutaoverskud til at stimulere den generelle europæiske efterspørgsel«.

Men altså uden at bringe Tyskland i gavehumør. Lige så lidt som det kan forventes at ske nu alle disse mange år efter.

De økonomiske ubalancer i Anker Jørgensens Danmark blev yderligere bøjet af de automatiske dyrtidsportioner, der kom til udbetaling, hver gang inflationen bragte priserne op. Dyrtidsportionerne stimulerede efterspørgslen, der igen stimulerede lønninger og priser, hvad der udløste nye dyrtidsportioner. En splitterskør skrue. De kyndige økonomiske ministre omkring Anker Jørgensen – herunder årtiets heroiske antihelt, finansminister Knud Heinesen – kunne se, at noget måtte gøres for at afbryde automatmekanikken.

Men det ville LO, anført af den rå formand, Thomas Nielsen, ikke have med at gøre. Også fordi det ville undergrave LO-bosserne i deres forsøg på at holde kommunister væk fra ledende poster i fagbevægelsen.

Hvis endelig LO skulle overtales, måtte det være mod en meget synlig betaling. Her baksede Anker og hans rådgiverkreds med ØD, Økonomisk Demokrati – de ansattes medejerskab til deres egen arbejdsplads. Det kunne være en kompensation for afkald på tilsyneladende lønstigninger. Men hvad med de offentligt ansatte? Og de ansatte i meget små virksomheder? Skulle de ikke også have et medejerskab? Her kunne Socialdemokratiet ikke finde anden løsning end nogle store fonde, bestyret af fagbevægelsen.

ØD var gift

Men den form for ØD var gift – ikke bare for de arbejdsgivervenlige borgerlige partier, men også for pamperskeptiske partier som De Radikale og SF.

Uanset ihærdige forsøg på at få gjort ØD til en del af årtiets nærmest endeløse forlig i folketingssalen lykkedes det ikke for Socialdemokratiet.

Og så var der ikke noget at købe LO med. Et direkte opgør med LO kunne og ville Anker Jørgensen, der selv var rundet af fagbevægelsen, ikke tage. Hans ministre fortvivlede, mens den daglige stillingskrig mellem Socialdemokratiet og LO fortsatte – og sled rædselsfuldt på begge.

I 1981 fremsatte Knud Heinesen på tv sin berømte advarsel om tilstanden i dansk økonomi:

»Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den.«

På grund af presset fra LO formåede Anker Jørgensen ikke at dreje kursen, og i 1982 måtte hans mindretalsregering – uden valg – vige sædet for en borgerlig ’firkløverregering’ dannet af den konservative Poul Schlüter, omfattende partierne Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Skal man udlede en nutidig pointe, kan den være, at det er farligt for et regeringsparti at indordne sig så meget under interesseorganisationer, at partiet mister sin handlekraft til at gøre det, der indlysende er nødvendigt for landet.

I vor nutid leder det tanken hen på Venstres og Liberal Alliances hundske logren for landbrugslobbyen, også den mere ekstremistiske del af den. Manipulationer omkring ’landbrugspakken’ udløste i 2016 Eva Kjer Hansens fald som V-miljøminister. Eftergivenheden over for landbrugslobbyen synes at fortsætte i nye miljøskandaler og har potentialet til at bringe VLAK-regeringen fra bestillingen.

Se bare, hvordan det gik Anker Jørgensen!

Thorsten Borring Olesen: ’De danske ministerier 1972-82. Del 1: Anker Jørgensens tid’. 624 s., ill. 350 kr. Gads Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Ingen vil bringe regeringen fra bestillingen som det ser ud nu.
Det er ligegyldigt om ministre lyver eller fifler, sålænge der står et parlamentarisk grundlag bag dem.
Den almindelige dansker skal ikke tro, at han/hun er noget.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Malan Helge, Torben K L Jensen, Holger Madsen, Trond Meiring, Jørn Andersen, Steffen Gliese og Peter Knap anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Sådan som David Rehling skriver her, taler og tænker den 'ekstreme politiske midte'. Mens Danmark i dag er ved at blive revet midt over af et grisk og grådigt øverste segment og deres 'interesseorganisationer' på tinge, nemlig ikke mindst V, C og LA, så er bunden og det nederste lag udsat for et tyveri uden lige af en flok gullaschbaroner, del hugger med arme og ben og skruer lønningerne op til sig selv som en grænseløs gavebod fra vores fælles eje, skat. Danmark eksploderer i accelererende skævhed og ulighed og når man regner formuerne med er vi et lige så ulige land som Zimbabwe, relativt set. Boliggælden er styrtende stor og man kan påstå i en eller anden fiktiv boble, at det går godt, det er vist kun hvis man sidder i en tilbagelænet stol med ph lampen ved sin side, at man kan holde fast i det. Men de dårligst stillede kontanthjælpsmodtagere har ingen retssikkerhed. Ens gamle mor bliver ikke skiftet på plejehjemmet, alle offentlig infrastruktur er ved at blive lukket ned. Alt imens har gamle boligejere og spekulanter kronede dage. Demokratiet er blevet en illusion og gullaschbannerne tager for sig af retterne. Selvfølgelig skulle vi have haft ØD, det kunne have påbegyndt en reel demokratiudvikling, der altid må have det økonomiske med. Den næste der siger 'økonomisk ansvarlighed' i den ekstreme ofte, som Rehling tilhører, er dømt til at leve som kontanthjælpmodtager resten af sine dage.

Egon Stich, Jens Høeg, Finn Egelund, Anders Graae, Henrik Rasmussen, Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Robert Taube Jensen, Niels Bent Johansen, Torben K L Jensen, morten rosendahl larsen, Steen K Petersen, Trond Meiring, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, David Zennaro, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

I den ekstreme MIDTE, som Rehling tilhører, skulle der stå i tredje nederste linje ovenfor! Rettet hermed!

Torben K L Jensen, Trond Meiring, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det var jo ikke værre, end at det lykkedes Schlüterregeringen at få balance indenfor dens første år - og overophedning på fire, samtidig med at en regulær socialdemokratisk socialpolitik fortsatte. Vi, der var unge i 80erne, ser tiden som et mønstersamfund, hvor prioriteringerne var rigtige med udbredelse af det almennyttige byggeri, en treparts-magtbalance, der forhindrede den værste udbytning af arbejdskraften og - vigtigst - en ubetinget respekt for arbejdet, som det jo desværre lykkedes en socialdemokratisk regering årtiet efter at fjerne for noget, der ligner tid og evighed. Sammen med mange andre fejlskud såsom fagforeningernes sammenlægninger i karteller, embedsmændenes styrkelse af det centrale og en dræbende småborgerlig oprydning i al den mangfoldighed, som folk derefter er flygtet til Tyskland for at undgå. Tyskland?! af alle steder!!!

morten rosendahl larsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det store problem var vel, at man ikke som en konsekvens af den første oliekrise øjeblikkeligt gik i gang med at gøre sig uafhængig af det internationale brændstofmarked, men ventede i op mod ti år.

Jens Carstensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Okay, jeg fik virkelig leveret en række stave- og grammatikfejl ovenfor. Jeg håber meningen fremgår. Der skulle naturligvis stå gullashbaroner og ikke gullasbannere i 5. nederste linje! Der er en række andre fejl, men sagen fremgår forhåbentlig. (Teksten blev skrevet med de forkerte briller på en lille telefon). Sagen er, som jeg ser det, at den "den ekstreme midte" elsker at sige at det går godt. Men for hvem? Der kan sagtens være stigende økonomisk ulighed, regeringen sælger ud af vores fælles arv, herunder de rettigheder og goder, man byggede op før os - alt det er nu under afvikling med rekordfart. Det anfægter ikke "den ekstreme midte", for dem går det stadig glimrende i et eller andet absurd regnestykke, hvor det på papiret kan se ud som om vi er gældfri (det er vi ikke, check landets boliggæld), men de gode tider bygger på bundens destruktion. Man tager fra de dårligt stillede og giver til disse rigeste hver dag. Ja, det går glimrende for "den ekstreme midte", der har indrettet samfundet i deres absurde billede i et teknokrati, hvor samfundet er i opløsning, men den ekstreme midte tjener netop på det og køber årgangsvine i Irma og dyre møbler i Indre By, so what's not to like?

Anders Graae, Henrik Rasmussen, Robert Taube Jensen, Niels Bent Johansen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I realiteten var det vel alene problemet i 70erne, at selvforsyningen på energi selvfølgelig tog tid, og at det først blev 80ernes borgerlige regering, der høstede frugten af investeringerne...

Dorte Sørensen, Carsten Munk, morten rosendahl larsen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Igen rammer du hovedet på sømmet, Steffen Gliese.
Selvfølgelig var det Schlüter-regeringen der tog æren for alt slæbet.

Torben K L Jensen

Nogen synes at glemme at det var i 70´erne neo-liberalismen dukkede op og keynes var under angreb. Jeg vil vove at påstå at Anker Jørgensen var den sidste socialdemokratiske keynesianer,med indførelse af efterløn for at få ram på ungdomsarbejdsløsheden og var den første der begyndte at tale om uafhængighed af import af gas og olie - efter bilfrie søndagdage - i det hele taget OPEC´s reaktion på Yom-Kippur krigen i mellemøsten. Jeg vil også påstå at krisen i 80´erne ville være meget værre hvis Anker Jørgensen havde reageret anderledes.

Dorte Sørensen, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, morten rosendahl larsen, Jens Carstensen, Steffen Gliese, Trond Meiring og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At det så lige bliver en radikal vinkelskriver som David Rehling der ligesom med den russiske revolution ikke får den historiske baggrund med. Det bliver det ikke bedre af.

Uafhængigheden af gas og olie kom fra Nordsøen. Vindmøllen stod i Tvind. Problematikken omkring de store lønforskelle bunder i tesen om, at vi alle skulle have en stor boglig uddannelse med en stor løn og pension, og de første mange år opsugede stat, kommuner og amter det nye segment. I dag har vi så fået prekariatet plus en erkendelse af, at faglig viden og forskning også har sin berettigelse, hvis tingene skal hænge sammen

Michael Kongstad Nielsen

Anker Var en guttermand.
Han havde 5 regeringer.
Med fede folk omkring sig.
Eksempelvis Erling Olsen (uglen), Kjeld Olesen (Green Peace), Poul Nielson (klokkeklar), Ritt Bjerregaard ("det Svend mener, er .."
Ivar Nørgaard (start miljø), Lise Østergaard (uden portefølje) med mange flere

Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Jeg havde den samme etniske frisør som Anker på Borbjergsvej, hvor han stadig kom med bussen, fra De gamles by, hvor han boede, da han stadig var mobil, han kom bare for at snakke med folk i Sydhavnen ( en elsket mand !): To gange var jeg heldig og spise en pølse, og få en sludder med ham, bagefter i pølsebiksen overfor. Han var en guttermand, i politik for sit verdenssyn og holdninger, ikke berømmelse, en politiker type som vi aldrig ser igen.

Anina Weber, Malan Helge, Jens Høeg, Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Tjo - jeg er vel gammel nok til, at huske halvfjerdserne, og jeg husker Anker som noget langt mere sympatisk end det der fulgte efter. 1973 betød et brud i mentaliteten. Dels fik vi vist det år jordskredsvalget og dels kom oliekrisen.

Socialdemokratiet havde sådan set allerede i partiprogrammet "Fremtidens Danmark" der fulgte efter 2. verdenskrig velfærdsstaten som et erklæret mål og herunder også et mål om fuld bskæftigelse. Senere fugte det socialdemokratiske principprogram "Vejen Frem".. "Gør gode tider bedre" var mantraet dengang

Forståelsen var også, at velfærdsstaten var et værn mod uhæmmet kapitalisme. ØD var en modificeret udgave af socialisme.

Og halvfjerne var et langt mere tolerant årti, selv om Glistrups skattenægter bevægelse satte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fundament. 1973 betød en afslutning på ungdomsoprøret og højkonjunkturen.

Og i sen halvfjerdserne så vi betydelige underskud på betalingsbalancen. Det nye middel som keynesianerne ville bringe i anvendelse var indkompstpolitik. Der skulle styr på stigningstakten i pengelønningerne

80´erne genopretning og monetaristernes begreb om "naturlig arbejdsløshed" var et opgør med målet om den fulde beskæftigelse. Og guderne skal vide, at både arbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden steg til uanede højder i fattigfirserne.

Uligheden steg i samfundet. I 90´erne fulgte arbejdsmarkedsreform på arbejdsmarkedsreform der alt i alt stillede arbejdstagerne dårligere, selv om konjunkturerne vendte til det bedre.

Og nu hersker så markedets logik og dets tilhængere kan nærme sig niveauet af vulgaritet når det skal besynge markedet selvregulerende mekanismer og fortræffelighed. Alt imens finanskrisen og bobledannelser i økonomien truer med egentlige sammenbrud, og bliver fulgt op med sociale nedskæringer - med den virkning at generationer der nu vokser op er dårligere stillede end deres forældre var.

Velfærdsstaten var et produkt af en generations kamp. Og vi der er vokset op i efterdønningerne af ungdomsoprøret har kun set det gå ned ad bakke siden da.

Ansvarlig politik er lig med stadig markedstilpasning og nedskæringer for, at hele kapital akkumulationen til stadighed kan glide. Velfærd er presset fra alle kanter - globalisering, social dumping, eklatant skatteunddragelse, Finans markeders sammenbrud

Gud hvor jeg ønsker Anker og 70´erne tilbage - eller endnu bedre det årti der gik forud. Dengang kunne man sikkert tro på fremskridtet. Nu kan man sgu ikke tro på så meget. Verden beherskes af neoliberale uden så meget begreb om verden.

Anina Weber, Carsten Munk, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Den sidste ægte Socialdemokrat: Forhenværende Statsminister Anker Jørgensen. Anker var rundet af ægte idealisme og ønsket om at give alle i Danmark og i udlandet en plads og muligheder i samfundet. Han glemte aldrig hans baggrund som arbejder. Han blev ikke opslugt af omsiggribende regneark eller DJØFO-Kratiet. Magten steg ikke Anker til hovedet. Han kunne træffes og var tilstede blandt folket bosiddende sammen med hans hustru Ingrid i Sydhavnen. Anker Jørgensen var ikke en politiker, som førte en uansvarlig økonomisk politik. Det blev gennemført utallige Finanslovs stramninger fra 1979-1982. Men Anker og den socialdemokratiske mindretalsregering var fanget af en borgerlig opposition, som lugtede blod og ønskede at komme til magten og af Det Radikale Venstre, der var ved at være trætte af LO´s indflydelse på Regeringen. Hvis vi havde haft en politiker med den idealisme og ærlighed som Anker Jørgensen besad, så havde vi idag haft et Socialdemokrati med over 30% af stemmerne og vælgerflugten til DF, den var ikke sket. Socialdemokraterne forsøg på at sejle med på bølgen efter DF værdidebat er en ulykke for partiet og et brud med idealerne om at fællesskabet for Socialdemokraterne gælder alle ikke kun ægte danskere. Den udvikling er jeg sikker på, at Anker Jørgensen ikke havde ført partiet ind på. I 00 erne begik Socialdemokraterne en anden historisk fejltagelse, da partiet ukritisk tilsluttede sig Skattestop. Det er den væsentlige årsag til, at prisen på ejerboliger nu er eksploderet til skyhøjde og at unge mennesker i dag skal starte med at optage store lån for overhovedet at kunne rykke ind i en ejerbolig. Det samme skattestop udslettede andelsboligtanken og idealerne og fik priserne på disse boliger til at stige næsten lige så meget som ejerboligerne. Nu er prisen ved at være gjort op for Lille Danmark. Skattestop ja men et boligmarkedet der er splittet til atomer og delt op i Storbyen med dyre og attraktive boliger og udkanten med boliger der ikke kan belånes og næsten ikke sælges. Uligheden blev konsekvensen af denne tilslutning til Skattestoppet. Det er et helt årtis fejlslutninger for Socialdemokraterne, som nu betales med dyre lærepenge og fravær af socialdemokratiske regeringer. Vor tids populistiske døgnfluer af politikere, som højest kan rumme et eller to stereotype synspunkter, som vinder genklang i folkehavet, mener de selv. De kommer ikke i nærheden af fortidens store danske statsmænd Thorvald Stauning, Hans Hedtoft, Jens Otto Krag, og Anker Jørgensen. Ære være vor forhenværende Statsminister Anker Jørgensen, Ære være hans minde.

Anina Weber, Poul Erik Pedersen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Keynes teorier blev til under kraftig påvirkning af krisen i 1929 hvor børsen mere eller mindre krakkede på en septemberdag. Og det der fulgte var depressionen. Hvor markedet havde været overophedet, så fulgte der tilbageholdenhed og depression i krisen.. Midlet til løsning var statsintervention. Staten skulle stimulere markedet. Der skulle føres anticyklisk politik. Markedet regulerede ikke sig selv, derimod opstod der til stadighed ubalancer. Der skulle føres en anticyklisk politik der regulerede det af markedet bestemte konjunkturer.

Keneysianismen havde allerede høstet sine sejre da, den statslige intervention bl.a med New Deal i USA havde vist sig virksom. Men sågar Naxi Tyskland havde succes med statslig intervention oven på 30´ernes depression.

Den regulerede økonomi var paradigmet efter 2. verdenskrig, hvor vækstraterne var høje. Overalt opstod velfærdsstater - men også lidt som et resultat af kapitalens behov. Det reproduktive arbejde kom til, at ligge i statsligt regi

I 70´erne bryder paradigmet sammen. Ikke mindst kommer Milton Fridemanns begreb om stagflation. Der fulgte en deregulering og markedsliggørelse af økonomierne. Markedet skulle igen regulere, hvilket ender i den neoliberale grundantagelse om markedernes ligevægt, hvilket vi så er mange der ikke tror på -

Mange af de bobledannelser og kriser vi har set efter er vel også evidens for, at markedet ikke nødvendigvis finder sin egen balance. Aktørerne kan skubbe markedet helt ud af kurs. Eller udtrykt i Marx´ske termer, at ting kan blive helt ulig værdi.

Velfærdsstaten skulle som tanke skabe værn mod uhæmmet kapitalisme. Den skulle skabe lighed og lige muligheder. Den skulle regulere samfundsøkonomien. Men i 70´erne brød paradigmet sammen.

Og der fulgte jo i realiteten en globaliseret verden hvor finansmarkederne har stadig større indflydelse eller der gør, at vi ikke bare kan vende tilbage til regulering på nationalstatsniveau

Poul Erik Pedersen, morten rosendahl larsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Mon ikke Danmark havde haft et mere demokratisk og lige Danmark, hvis ØD var blevet indført.

Anina Weber, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ David Rehling: "På grund af presset fra LO formåede Anker Jørgensen ikke at dreje kursen, og i 1982 måtte hans mindretalsregering – uden valg – vige sædet for en borgerlig ’firkløverregering’ dannet af den konservative Poul Schlüter, omfattende partierne Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti."

Og allerede året efter præsenterede Poul Schlüler en "Redegørelse til folketinget om regeringens program for modernisering af den offentlige sektor" - selveste forløber for indførelsen af... YES! New Public Management - fortsat i brug, et effektivt værktøj til afmontering og dehumanisering af samfundet.

Ganske få eksemplarer af dette, skæbnesvangre dokument findes på bibliotekerne, men en nøjagtig afskrift stilles til rådighed af Web.Archive.org: https://web.archive.org/web/20191008044129/https://www.denoffentlige.dk/...