Læsetid: 4 min.

Vejen til ’ægte borgerligt demokrati’ kræver bedre analyser

Ny debatbog, ’Tæm eliten’, udstiller manglen på demokrati i Danmark og leverer en glimrende kritik af magteliten, men de politiske forslag er uambitiøse og præget af en intellektualistisk forståelse af politisk forandring
Ny bog foreslår, at man skal oprette et borgerting, altså et andetkammer ved siden af Folketinget. Det skal bestå af 300 borgere, der sidder tre år ad gangen, modtager økonomisk kompensation, og som blandt andet skal kunne foreslå lovgivning, iværksætte undersøgelser og blokere lovforslag fra Folketinget. Inspireret af demokratiet i antikkens Athen foreslår forfatterne, at medlemmerne skal udvælges ved lodtrækninger

Ny bog foreslår, at man skal oprette et borgerting, altså et andetkammer ved siden af Folketinget. Det skal bestå af 300 borgere, der sidder tre år ad gangen, modtager økonomisk kompensation, og som blandt andet skal kunne foreslå lovgivning, iværksætte undersøgelser og blokere lovforslag fra Folketinget. Inspireret af demokratiet i antikkens Athen foreslår forfatterne, at medlemmerne skal udvælges ved lodtrækninger

Stine Bidstrup

8. november 2017

Danmark er ikke et demokratisk samfund. De vigtige beslutninger tages i små, selvreproducerende (mande)netværk, hvor toppen af det politiske system, fagbevægelsen, forsknings- og uddannelsesverdenen og især det private erhvervsliv gnubber albuer.

Det blev udpeget og beskrevet i bogen Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet fra 2015, og nu har forskermakkerparret bag bogen allieret sig med en tredje forskermakker for at give nogle praktiske anvisninger på, hvordan vi kan vriste magten ud af elitens hænder og give den til borgerne. Resultatet bærer titlen Tæm eliten og er en god, let tilgængelig og dejligt konkret bog.

Det elitestyre, der dag for dag strammer grebet om magten, er først og fremmest uretfærdigt. Men det er også dyrt, ineffektivt og skadeligt. I elitens »osteklokkerealisme«, som forfatterne kalder det, stiller man ikke spørgsmålstegn ved velsignelserne ved privatiseringer, udliciteringer og nedskæringer, og resultatet ser man blandt andet i salget af DONG og Statens Seruminstitut samt udsultningen af SKAT.

Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for, og sammenbruddet i SKAT’s indrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark
Læs også

De såkaldt ’populistiske’ bevægelser, der i disse år skyder op overalt, er ifølge Tæm eliten et tegn på, at folk er ved at have fået nok af eliterne. Forfatterne er kritiske over for de teknokratiske ’populismekritikere’, der ikke kan se forskel på højreradikale nationalister og demokratiske bevægelser, men de afviser også den populistiske diskurs om ’folket’ som en ensartet masse.

Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard: ’Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati’.

I stedet foreslår de at formulere splittelsen i nutidens samfund som en modsætning mellem eliten og ’borgerne’, og på den baggrund formulere et politisk projekt, der består i at skabe et ’ægte borgerdemokrati’, der kan institutionalisere borgernes frihed og dermed holde eliten i skak.

Tæm eliten præsenterer to forslag, der kan udgøre »vejen til ægte borgerligt demokrati«. Det første er oprettelsen af et ’borgerting’, altså et andetkammer ved siden af Folketinget. Det skal bestå af 300 borgere, der sidder tre år ad gangen, modtager økonomisk kompensation, og som blandt andet skal kunne foreslå lovgivning, iværksætte undersøgelser og blokere lovforslag fra Folketinget.

Inspireret af demokratiet i antikkens Athen foreslår forfatterne, at medlemmerne skal udvælges ved ’lodtrækninger’, der »er smarte, fordi de ikke skeler til sociale forbindelser og netværk, men radikaliserer politisk lighed og udfordrer os på, om vi i alvor mener, at alle borgere har lige adkomst til at deltage.«

Det andet forslag er at indføre ’samfundsrepræsentanter’ i alle danske virksomheder med over 35 ansatte. Bestyrelsesposterne skal opslås som et job, og derefter skal det være op til særlige ansættelsesråd – der er udvalgt gennem lodtrækning – at udpege den rette kandidat til jobbet. Sammen med medarbejderrepræsentanterne skal de udgøre halvdelen af bestyrelsen. »Den demokratiske samtale rykker dermed ind i bestyrelseslokalet«, hvilket skal sikre, at virksomhederne i højere grad tager deres samfundsansvar på sig.

Civiliseret klassekamp

Bogens styrke er uden tvivl de meget konkrete forslag, der er spændende og tankevækkende. Desværre bakkes de ikke op af en konkret analyse af de aktuelle styrkeforhold og potentialer for politisk forandring og ender derfor alligevel med at være abstrakte i den præcise forstand, at de fremstår løsrevet fra den politiske kontekst.

Forfatterne kaster to forslag på bordet, men antyder ikke noget om, hvordan de kan indføres, hvor sandsynlige de er, hvilke sociale aktører de kunne mobilisere, og hvilken modstand de vil møde. Lægger man det sammen med forfatternes forkærlighed for demokrati som ’debat’, ’samtale’ og ’diskussion’ giver det et stærkt indtryk af en intellektualistisk (mis)forståelse af politisk forandring, altså en forestilling om, at diskussioner og ideer er den drivende kraft i sociale udviklingsprocesser.

Som en teori om historisk udvikling er den simpelthen uholdbar, og som et ideal er den elitær, fordi den ekskluderer dem, der ikke kan eller vil artikulere deres politiske vilje på den ’rigtige’ måde.

Et andet og mere grundlæggende problem er, at bogen ikke konfronterer de magtstrukturer, der er indlejret i den kapitalistiske økonomi. Forfatterne har godt greb om de personlige elitenetværk, men overser for det meste den helt afgørende magtudøvelse, der finder sted i kraft af fordelingen af ejendom og det globale økonomiske system, Danmark kun er en lille brik i. Så længe de ressourcer, der udgør betingelserne for selve samfundets liv, er på private hænder og reguleret af markedets profitlogik, kan man ikke tale om et egentligt demokratisk samfund.

Hvad stiller borgerrepræsentanterne op, når globale finanskriser skyller ind over landet og gør det tydeligt, at ingen i Danmark – heller ikke Folketinget, Borgertinget eller bestyrelserne i Mærsk, Novo Nordisk, Arla eller Carlsberg – har magten over samfundets udvikling? Hvad stiller de op, når konkurrencens abstrakte tvang selv i ’gode tider’ tvinger dem til at vælge mellem fyringer, lønnedgang eller outsourcing?

Indførelsen af samfundsrepræsentanter risikerer at ende som en bekvem metode til at gøre borgerne medansvarlige for den klassekamp, konkurrencens strukturelle pres tvinger virksomhederne til at føre mod deres ansatte.

I stedet for at adressere disse økonomiske magtmekanismer fortæller Tæm eliten os, at virksomhederne »selvfølgelig« skal have lov at tjene penge, at eliten skal tæmmes snarere end afskaffes, og at samfunds- og medarbejderrepræsentanterne ikke må udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen – for demokrati handler ifølge forfatterne ikke om at afskaffe klasserne, men derimod om at »civilisere konflikten« mellem dem.

Det er vigtigt at være præcis her: Pointen er ikke, at alt andet end en full-blown revolution er nyttesløs. Alle forbedringer er værd at kæmpe for. Pointen er, at forslag til demokratiske reformer som dem, Tæm eliten præsenterer, ikke kun skal vurderes ud fra deres umiddelbare virkninger, men også ud fra den effekt, de har på mulighederne for en yderligere radikalisering og udvidelse af demokratiet. Hvis man altså vil tage demokratiet alvorligt.

Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard: 'Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati', Informations Forlag, 242 sider, 270 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
  • Palle Yndal-Olsen
ulla enevoldsen, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Intet nyt under solen. Det (ægte) borgerlige demokrati ændrer, sædvanen tro - intet af betydning.

Alligevel er det højt besunget. Wonder Why?

Søren Mau hænger fast i en gammelmarxistisk logik, når han endnu engang sætter den materielle virkelighed over den politiske beslutning. Det var sandt engang, men er det ikke mere - ikke engang i det meste af den 3. verden, hvor fremskridt trods alt også har trukket mange ud af den absolutte håbløshed.
Og demokrati er diskussion og beslutning på oplyst grundlag, ellers kan det simpelthen ikke fungere, men bliver det pøbelstyre, der alt for let kan affærdiges af den besiddende klasse. Vi var langt i en moderne udgave af den græske bystat i de år, hvor Socialdemokratiet brugte betydelige værdier på at skabe kulturel oplysning og dermed et ægte grundlag for politisk ligestilling. Frafaldet fra den noble idé om at integrere de undertrykte klasser i et lighedssamfund, hvor staten sikrede, at alle kunne deltage i fællesskabets samfundsbærende processer igennem konkret økonomisk sikring af alle og enhver, samt hvad dette medførte af balance i magtens fordeling, er, hvad vi lider under. Ydermere har udviklingen gjort den type samfund mere end nødvendig pga. det moderne arbejdsmarkeds flygtige og diffuse karakter.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, det er nu engang en materialistisk verden, vi lever i, og når statsmagten sender politiet efter dig med knipler, tåregas og håndspålæggelse hjælper det altså ikke meget at imødegå korpset med et guds ord eller en ide om fred på jord.

Når det er sagt, vil jeg gerne pege på ideen om lodtrækning som en mulig løsning. Dette er nemlig en ide, og ikke en høtyv. Du afsporer blot debatten ved som gammelidealist at fastholde Platons metafysik, for hverken ideerne eller de materielle ting lever i to adskilte verdener, men er dybt viklet ind i hinanden.

Som "gammelmarxist", hvis det er det, du mener, at jeg er, skulle jeg jo anbefale høtyven, men da jeg selv skelner mellem "marxisme" og "vulgærmarxisme" må jeg erklære, at du opstiller en stråmand, når du kritiserer Søren Mau. Faktisk synes jeg at ideen om lodtrækning er glimrende og en mulig løsning på de problemer, vi står over for i disse år. For selv om det indtil videre blot er en ide, er det en ide af den type, som ved hjælp af lidt knofedt kan gives materielt udtryk, først i form af diskussioner (svingninger i luft), siden i love og forordninger (blæk på papir), og til sidst i form af fysisk intervention fra politiets side, hvis politikerne - som hvis lodtrækningsmetoden bliver indført, kan være os allesammen - overtræder loven.

Det er en glimrende ide, og jeg fatter ikke, hvad du kan have imod den. Vi er helt enige om, at det i den nære fortid fungerede meget bedre, men det er altså ikke nok blot at ønske sig tilbage til de gode gamle dage - at skabe et bedre samfund kræver en indsats i den materielle verden.

Jeg kan kun anbefale forfatterkollektivets bog fra 2015 om magteliten, og jeg vil på trods af mit skrabede budget straks investere i den nye bog. Det er denne form for materialiserede ideer, der ændrer verden, ikke fromme ønsker.

Jens Kofoed, Jens Thaarup Nyberg og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Demokratiet i den nuværende form virker ikke mere - man bliver nødt til at udvide demokratibegrebet,som det foreslåede parallelle folketing til et folkestyre der også har den økonomiske magt og ejerskab til alle slag infrastrukturer der må anses for nødvendige for et inkluderende,fair og retfærdigt samfund alle føler ejerskab til.

Michael Kongstad Nielsen

Vi har haft et andetkammer, Landstinget, fra 1849 til 1953 (selvom Grundtvig var imod, hvad han kaldte Skatkammeret). Det bestod af ældre velhavende mænd, altså lidt ligesom 'Magteliten' ovenfor, der i nogen grad præger dagens Folketing. Hvis vi nu skal have et Borgerting valgt ved lodtrækning, der er lidt underordnet Folketinget, så vil jeg hellere give Folketinget større demokratisk styrke, ved fx. at sikre, at partierne ikke kan prioritere kandidaterne, at lobbyisme bringes under streng kontrol og at trepartsforhandlinger forbydes.