Læsetid: 5 min.

Da Danmark blev en krigsnation

Omfanget af de danske bidrag til krigene har vokset sig relativt større end andre tilsvarende landes. Det skal ifølge Bo Lidegaards nye bog ’Danmark i krig’ forklares nationalt
Der er sket et skred i den danske krigsdeltagelse fra de klassiske, gammeldags fredsbevarende aktioner til den voldsomme oprørsbekæmpelse, som de danske styrker blev en del af i den afghanske Helmand-provins i forrige årtis sidste år – med store tab til følge.

Der er sket et skred i den danske krigsdeltagelse fra de klassiske, gammeldags fredsbevarende aktioner til den voldsomme oprørsbekæmpelse, som de danske styrker blev en del af i den afghanske Helmand-provins i forrige årtis sidste år – med store tab til følge.

Henrik Kastenskov

8. februar 2018

Danmarks deltagelse i krigene fra den første Golfkrig frem til Libyen-interventionen er en væsentlig del af dansk udenrigspolitiks nyere historie. De politiske beslutninger om at deltage giver stadig efterdønninger i både dansk værdi- og udenrigspolitik. Danmark forstået som en politisk organisme er undervejs blevet forandret, i identitet og gerning. At vi deltog, hvordan vi besluttede at deltage, og hvordan det gik, er anslaget for Bo Lidegaards udmærkede lille bog, Danmark i krig.

Lidegaard er et multitalent. Han er både én af vore væsentligste politiske historikere, han var chefredaktør på Politiken, og før det en helt centralt placeret embedsmand. I den sidste rolle sad han blandt andet med ved bordet som udenrigsrådgiver i Statsministeriet, udlånt fra Udenrigsministeriet, i Anders Fogh Rasmussens regeringstid, en tid, der omfatter de mest kontroversielle af bogens beslutninger. Så selv om det er en kort og let bog, er der grund til at tage den med i samtalen om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Analysen tager udgangspunkt i det politiske kompromis omkring udsendelsen af fregatten Olfert Fischer i 1991 og kontrasterer det med den historisk usædvanlige (og hurtigt eroderede) enstemmighed omkring udsendelsen af danske F-16 kampfly til luftkrigen i Libyen i 2011. Hvorfor den øgede villighed til at bruge militære midler over de 20 år?

Rationalerne

Bogen præsenterer rationalerne i de politiske beslutninger, indsatserne ude i verden fra den første Golfkrig, Balkankrigene, Afghanistan, Irak og Libyen, og diskuterer resultaterne. Det gør den velkomment kritisk, for, som Lidegaard konkluderer, har de krigsførende parter som hovedregel ikke »vundet freden« bagefter, måske med undtagelse af på Balkan.

Bogen afsluttes med en diskussion af sammenhængen mellem den førte politik, rationalerne, og af hvordan og hvorvidt de giver mening. Det sidste er bogens egentlige hensigt.

Den vil fortælle og problematisere, at de danske bidrag i perioden har vokset sig større og mere risikolystne end dem, der er givet af andre tilsvarende lande.

Inde bag ved den redegørende fremstilling af krigsdeltagelsen ude i verden gemmer der sig derfor et andet, mere hjemligt spørgsmål, nemlig en undren over, hvordan Danmark i perioden gik fra en overvejende tilbageholdende til en mere fremadlænet politik i forhold til, hvor meget militært isenkram og hvor mange soldater vi skulle bidrage med, og især, hvor stor en risiko de udsendte styrker skulle løbe, hvor skarpe missioner de skulle deltage i.

Sket et skred

Meget af dette kan forklares som et resultat af udviklingen i internationale standarder for brug af militær magt. Danske politikere bestemmer nok omfanget og risikovilligheden for de danske bidrag, men ikke krigens former. Her er der sket et skred fra de klassiske, gammeldags fredsbevarende missioner fra Den Kolde Krigs dage (eksempelvis som på Cypern, hvor en FN-styrke siden 1964 har sikret en allerede indgået fredsaftale mellem de to parter) til, i sin mest ekstreme form, den voldsomme oprørsbekæmpelse, som de danske styrker blev en del af i den afghanske Helmand-provins i forrige årtis sidste år, med store tab til følge.

Selv i et rent FN-spor – som man aner, bogen ser som både en gylden fortid og mulig fremtid for eventuel dansk involvering – er der i den mellemliggende periode sket et tilsvarende skifte. Med ønsket om ikke blot at stå på sidelinjen, men at kunne gribe ind, om nødvendigt med magt, for at stoppe konflikter, har FN selv flyttet sig væk fra tidligere tiders praksis.

Lidegaards undren vedrører derfor i virkeligheden primært omfanget af de danske bidrag, som, fordi de vokser sig relativt større end andre tilsvarende landes, skal forklares nationalt – de er ikke strukturelt betinget af internationale forhold, som det hedder i min fagjargon.

Som forfatteren noterer sig, er der i hele perioden mere tvivl i Folketinget end i befolkningen – tre fjerdedele var allerede for deltagelsen i den første Golfkrig. Og der findes ganske rigtigt en fundamentalt politisk spænding i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som bogen citerer daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for, så var det fundamentale spørgsmål, hvordan Danmark ville »udnytte de muligheder, historien giver os«.

Afslutningen på Den Kolde Krig skabte anderledes rammebetingelser for småstaten Danmark, og det gav rum for politisk begrundede prioriteringer. Man kunne altså i højere grad vælge at være med, og hvordan man ville være med. Den korte forklaring er derfor: fordi regeringen besluttede det.

Som det ofte er tilfældet, er der nok inde under dén kedelige forklaring mange gensidigt supplerende årsager til den danske krigsdeltagelse: slutningen af Den Kolde Krig gjorde det praktisk militært muligt, så forsvaret fik en ny raison d’être midt i en nedskæringstid; den internationale efterspørgsel på militære bidrag steg i hele perioden, og dagsordener som »responsibility to protect«, krigen mod terror og et storpolitisk ønske om international ordenshåndhævelse gjorde, at det gav mening i Udenrigsministeriet; den danske politiske samtale er drevet af stærkt engagement, også i forhold til globale emner, hvorfor der var og er bred opbakning til besværlige indsatser langt væk fra dansk territorium; og endelig kunne de »ansvarlige partier« på forskellig og varierende vis se sig selv i beslutningsforslagenes og de internationale mandaters indimellem uklare kodesprog.

Gassen gik af ballonen

Da resten af Vesten med Obama i spidsen i 2010 mistede appetitten på store landmilitære operationer, gik gassen også af ballonen: Libyen-luftinterventionen blev ikke fulgt op af stabiliserende landstyrker, og borgerkrigen i Syrien blev der næsten ikke gjort noget ved, udover bekæmpelsen af IS, stadig uden vestlige landstyrker. Særligt Syrien viser, at det også har omkostninger ikke at gå i krig.

Det nylige fokusskift mod øst og udfordringen fra Rusland, som ligger bag det dugfriske forsvarsforlig, er kort berørt til sidst i bogen. Men ’syddagsordenen’ som bogens krige handler om – ustabilitet, borgerkrige, terrorbevægelser – forsvinder ikke, selv om Putin spøger.

Danmark er stadig villig til at intervenere, bare primært med kampfly, specialstyrker og flådebidrag. Evnen til at vinde freden – med både militære og civile, men især civile, redskaber – er blevet noget bedre i perioden, men slet ikke tilstrækkeligt. Som bogen viser, er der langsom, men vigtig, bevægelse her. Den er måske endda afgørende for den fremtidige opbakning til indsatserne. Der er også derfor fortsat brug for at lære af de krige, vi har været med i. Det bidrager bogen også til.

Bogen er udgivet i den lovende serie af 100 danmarkshistorier, som Aarhus Universitetsforlag skal roses for at have sat i søen. Det er »små bogbidder«, der skal kunne læses på en aften, men uden at det seriøse går tabt: kilder kan man finde på den medfølgende hjemmeside. Det gælder også Danmark i krig, som trækker på en række nyere forskningsbidrag.

Bo Lidegaard: ’Danmark i krig’. Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kr. Udkommer i dag (torsdag den 8.2)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
Mads Berg, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Fogh Rasmussens vel nok største forbrydelser mod Danmark.

Mads Berg, Torben Arendal, Olav Bo Hessellund, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Ib Christensen, Vibeke Hansen, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen, Hans Larsen, Verner Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Christian de Coninck Lucas, Niels Duus Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

Danmark var i krig i ex-jugoslavien under NATO... var det også Foghs skyld?
Vores latterlige forsøg på at sende en u-båd til Golfen lykkedes ikke da kølesystemet ikke kunne klare varmere vande. Dernæst blev stolte Olfert Fisher sendt afsted til patruljeopgaver.
At føre krig er ikke en beslutning der kan tillægges én minister eller ét folketingsmedlem - det er en flertalsbeslutning af folketingsmedlemmer som vi har valgt. Derfor er det utroligt naivt at tillægge Fogh ansvaret alene.

Niels Duus Nielsen

Peter Frost, der er skam ikke tale om at tillægge AFR ansvaret alene, det var regering og Folketing, der tog beslutningen, så det er regering og Folketing, der bærer ansvaret. Men AFR var statsminister, og må derfor bære hovedansvaret - han kan ikke på en og samme tid lede og fordele krigsindsatsen og så slippe for ledelsesansvaret.

Stil nu AFR for den krigsforbryderdomstol, når han så er dømt for sine løgne kan vi jo stille resten af det daværende Folketing for en dommer.

Jeg troede ellers, at du var stor tilhænger af ledelsesansvar på det økonomiske område, Peter Frost - hvorfor denne pludselige ansvarsforflygtigelse på det politiske?

Mads Berg, Torben Arendal, Flemming Berger, Hanne Ribens, Jacob Mathiasen, Espen Bøgh, Ib Christensen, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen, Hans Larsen, Toke Andersen, Torben Bruhn Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var Foghs USA-fetishisme, der trak os ud af det den afbalancerede politik med at deltage i positiv opbygning for i stedet at deltage i destruktiv nedbrydning. I stedet for at gøre som vore allierede i NATO og sige 'nej'! For NATO er jo en pagt mellem USA og Europa om forsvar for her, ikke en lejehær, der kan indsættes i fremmede verdensdele efter USAs forgodtbefindende. Bruddet - som ganske rigtigt kom med bomberne over Serbien, som dog til vores forsvar er direkte interessesfære for Europa - var fravær af et FN-mandat. Men man gik meget længere med Iraq, for her var der tale om en egentlig angrebskrig, hvilket har været en del af den gennemgående demoralisering af vores samfund igennem de første årtier af det nye århundrede: danske unge mænd skal ikke ud i verden og deltage i ihjelslåen af fremmede folkeslag. Ja, danske soldater skal faktisk ikke slå ihjel, medmindre der er tale om direkte angreb på NATOs territorium.

Mads Berg, Flemming Berger, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Ib Christensen, Carsten Munk, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen, Henrik Leffers og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

jens peter hansen: "Er EL medskyldig i Libyens ulykker ?"

Efter min mening: JA!!!

Flemming Berger, Per Torbensen, Carsten Munk, Hans Larsen, Steffen Gliese, jens peter hansen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen, jeg er skam tilhænger af at der placeres et ansvar - det handler mere om at en statsminister ikke alene kan træffe denne afgørelse, og således bør alle der stemte for krigsdeltagelse stilles for en dommer.
Problemet er, og det er naturligvis i detaljen, men ikke desto mindre vigtigt. Krigen blev med dansk deltagelse på baggrund af oplysninger som man, dengang, troede var korrekte. Det er derfor en beslutning man tog på det foreliggende grundlag, og ud fra den optik, kan det blive svært at drage nogen til et strafbart ansvar.
Man kan naturligvis sige at vi burde selv have indhentet oplysninger om WMD MEN vi troede på vores allierede herunder UK og USA.
Derfor tror jeg ikke på at der vil komme ret meget ud af en rigsretssag.
Hvis man stiger på hesten så er man også ansvarlig - det kan og bør ikke være anderledes, men hvis beslutningen blev truffet på baggrund af oplysninger man dengang havde tillid til, så tvivler jeg på at der sker ret meget mere.
Det kan virke kynisk men ikke desto mindre nok ganske realistisk.

Vi skal også passe på med at tillægge Fogh som værende den eneste med selvstændig tankevirksomhed i folketinget ( omend man ofte tvivler på politikernes evne til at sammensætte to ord uden hjælp fra en spindoktor). Politikerne stemte på et foreligende grundlag, og det stod enhver frit for at stemme ja eller ned, og man burde som voksent menneske kunne spørge ind til en sag såfremt man havde tvivl. Derfor hviler der et kollektivt ansvar iblandt de der stemte ja - men der kommer ikke til at ske noget.

Steffen Gliese, hvis NATO vurderer en konflikt til at udgøre en trussel for NATO, uanset geografisk placering, så kan og vil NATO blande sig. Det du skriver er ikke helt korrekt - det handler om hvorvidt NATO anser en konflikt som værende en potentiel trussel mod forsvarssamarbejdet.

jan henrik wegener

Århundreders historie med forskellige militære tab og reduktion af territorium, hurtig overgivelse i 1940, situationen under USA-USSR konfrontationerne er nok en del af baggrunden for en form for ønske om "kompensation"?

Krister Meyersahm

Jeg er tilhænger af et nationalt forsvar og samarbejde med andre lande i fælles forsvar af vores og andres territorium, præcis som det udtrykkes med den såkaldte Nato musketér ed. Men længere skal vi ikke bevæge os. Det må være et ufravigeligt krav, at forsvaret er til forsvar og under ingen omstændigheder til angreb.

Den "aktivistiske" (i denne betydning; utidige og ødelæggende for det gode samarbejde med andre lande) linje, vi har fulgt i udenrigspolitikken de senere år, med vores evindelige tilrettevisninger af andre landes indre anliggender og specielt vores engagement med, at gå i krig mod banditter, som intet har at gøre med regulære styrker, kontrolleret af en fremmed statsmagt.

Jeg opfordrer til, at vi som folk, fratager folketing og regering den ubetingede angrebsret de har jvnf. Grundlovens § 19. Det skal være slut med danske styrker på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angebet på eget territorium - af regulære styrker - ikke af afsporede terrorister. Det vil kræve en ændring af Grundloven, blot nogle få linjer, som til gengæld vil give os sikkerhed for, at vi slipper for den skiftende politiske viljes ret til at kaste os ud i angreb på nationer, som - intet har gjort os.

Mads Berg, Flemming Berger, Henrik Leffers, Carsten Munk, Toke Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er alt for let for politikere at deltage i en krig. Og så længe der ikke er større tab end de 30-40 stykker over nogle år, er der ikke mange som opponerer. Et monument hjælper selvfølgeligt også lidt til.

Lige nu er fx. kvotekonger, skattetryk og burka alt overskyggende. Så genophedningen i Syrien er der ikke mange som bider mærke i. Jeg ved ikke engang om vi deltager?

Men sådant lurpasseri, det at kun deltage på den stærkes side, kan rent statistisk/historisk ikke vare evigt. En dag vender "krigslykken", og brændet vil falde over os. Så er det måske os der lider acceptable civile tab, eller hvad det nu bliver kaldt. Det er en vanvittig politik.

Man kan altid diskutere, om det først og fremmest var AFR's eller Folketingsflertallets ansvar, at Danmark gik med i krigen mod Irak.
Men det er bemærkelsesværdigt, at hvor både George W. Bush og Tony Blair har indrømmet fejl, har Anders Fogh Rasmussen aldrig villet gøre det - heller ikke bare en lille smule.
Det er da lidt interessant (for nu at udtrykke det lidt diplomatisk), at USA's og Storbritanniens deltagelse i krigen på baggrund af de foreliggende efterretninger var en fejl, mens Danmarks deltagelse efter præcis samme efterretninger ikke var en fejl .........

Mads Berg, Torben Arendal, Flemming Berger, Hanne Ribens, Steffen Gliese, morten rosendahl larsen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Krister Meyersahm, Så vi skal droppe FN også? Tjah du kan have ret, men at gøre ingenting kan være lige så slemt som at gøre noget.
Min grundholdning til FN er dog at det er ekstremt ineffektivt.

Uanset alle disse overvejelser er det folketinget der bestemmer.
Flygtningespørgsmålet og krigsdeltagelsen er to sider af samme sag : vores forhold til omverdenen.
Rigsretssag mod folketinget ??? Det er det samme som et folketingsvalg - hvis disse forhold står øverst på dagsordenen. Mon de kommer det.
Folkeafstemninger får vi jo ikke !

Overskriften kunne også lyde: Da Danmark valgte at tage et medansvar!

At alt så ikke har været lige kønt, er så en anden sag, men jeg har nu altid ment, at det er bedre at handle end at snakke.

Et godt eksempel er syrien, her har vesten svigtet befolkningen katastrofalt, og det har kostet mange unødige liv. Men der er åbenbart også indbygget i mennesket, at man hellere vil kigge på end at deltage, Rwanda er et lignende eksempel hvor berøringsangsten har hersket, og hvor man bare kiggede på indtil det var overstået....

morten rosendahl larsen

@Peter Frost...
"Krigen blev med dansk deltagelse på baggrund af oplysninger som man, dengang, troede var korrekte. Det er derfor en beslutning man tog på det foreliggende grundlag,"
Altså du mener de prefabrikerede efterretninger, som Cheney og Rumsfeld havde bestilt hos CIA ..som fx Curveball kilden, som jo beviseligt aldrig har eksisteret.
Den krig havde ligget timet og tilrettelagt i de to herrers skrivebordsskuffe, siden den første Golfkrig....som de var tossede over ikke at få gjort "færdig". Og så blev den nyttige idiot Bush Jr. valgt, så nu havde man endeligt chancen, for at få krigen, med den milliard omsætning i de paramilitære private sikkerheds /krigs koncerner som Blackwater mfl...og den amerikanske våbenindustri, som de to herrer har milliard interesser i privat. Alt det vidste vi andre allerede dengang.....Og jeg anser ikke mig selv som specielt oplyst.. så hvis du selv tror på den med et "oplyst grundlag" så har jeg en brugt bil jeg gerne vil sælge dig..!

Mads Berg, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

Jeps og jeg har et tårn i Paris til salg for en beskeden sum.
Udover at hele verden, gentagne gange, har oplevet USA lyve uden skam eller tøven, når selv perifere interesser var på spil.
Var hele verden; den danske regering inkl., endnu engang vidne til skamløs amerikansk løgn og bedrag, da Colin Powel forsøgte sig med historier fra de varme lande om mobile laboratorier, produktionsfaciliteter og skudsikre beviser for masseødelæggelsesvåben.
Alle vidste at han løg. Han selv vidste at det var komplet løgn.
Men det kunne den danske regering ikke vide - må vi bede om vores himmelblå - I fucking guder!

Mads Berg, Ib Christensen, Steffen Gliese og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Det er en dejlig vogn.....rød Tesla...den har kun været lidt i orbit omkring mars, men ellers rigtig pæn i lakken og stuen..

Lad det være slået fast, at Danmark blev en krigsnation under AFR, der gav folketinget forkerte oplysninger om krigen i Irak, som han vidste var usande, og skiftede forklaring fra "masseødelæggelsesvåben" til FN resolutioner der ikke blev efterkommet, - men som ikke gav ret til krigen i Irak.

Krigen i Afghanistan blev påbegyndt før AFRs tid som statsminister, og krigen på Balkan var en FN krig med FN mandat begrundet i den etnisk sekteriske udrensning der fandt sted.

Det var også under AFR at udtrykket; "aktiv udenrigspolitik" blev en virkelighed i dansk politik, men mest for at behage amerikanerne, så en post som NATOs generalsekretær ikke var så fjern for ham selv, men kom betydelig nærmere for hans drømme internationalt.

En lille villig krigsførende nation som Danmark har da uden tvivl Moskvas bevågenhed internationalt, - og ikke mindst i det omfang som det har udviklet sig til, så det kan jo ikke komme bag på noget, at det næppe behager alle Moskva i en grad så de jubler, - og da slet ikke begrundet i AFRs doktrin om en "aktiv udenrigspolitik"!

Det sidste skal naturligvis ses i forbindelse med AFRs job som NATOs generalsekretær, og i den sammenhæng også NATOs deltagelse, og dertil kommer også selve historien om "at beskytte de civile" i Libyenkrigen, hvis udfald blev Gadaffis fald som statsleder, - hvilket lå direkte i forlængelse af de amerikanske ønsker, - som vi i øvrigt genfinder i Syrien krigen mod IS, og som Moskva modsætter sig.

Om den ene part slår flere civile ihjel end den anden part kan være og er ligegyldigt i det geopolitiske magtspil, for begge parter frasiger sig at have ramt civile, eller vil bare ikke kendes ved det!

Med Ruslands sammenbrud i 1989 og Europas genforening ved Russernes tilbagetrækning til grænserne før 2. VK. ophørte den kolde krigs retorik, - men efter disse landes indlemmelse først i EU som medlemmer i 2002-3 var figenbladet for deres medlemskab af NATO også klar i 2004-5 som en del af den amerikanske inddæmningspolitik af Rusland, og siden fulgte også den kolde krigs retorik fra tidligere.

I dag ser vi et Kina, der politisk signalere, at de ikke vil have disse amerikanske baser såvel på Formosa som i Sydkorea så nær ved deres grænser som tilfældet er, ligesom da Amerika ikke ville have russiske raketter på Cuba i sin tid, - det er den helt samme magt og sfære politik vi ser Kina udøve internationalt, og det passer bestemt ikke amerikanerne, der plejer selv at kunne bestemme overalt i verden.

Ib Christensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Flemming Berger og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

Jamen vi fik da betaling for vores krigsindsats i form af kontrakter til Mærsk, som på kort tid fordoblede sin værdi - så er alt jo i orden - Danmarks politik og ære er jo til salg til dem, som byder nok. Bare se på Tibet-skandalen.

I øvrigt er det da på tide at fjerne det utidssvarende navn: Forsvaret - og opdatere grundloven, som dikterer at man ikke kan gå i krig uden at være blevet angrebet først.

Skriv det nu ind i Grundloven, som det er: "De forenede danske lejesoldater" kan indsættes når de økonomiske forhold for statsminister og udvalgte firmaer bliver vurderet tilstrækkeligt.

Ikke alt det visse-vasse...

Mads Berg, Ib Christensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Flemming Berger og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

Espen Bøgh så ved jeg fandme ikke hvad jeg lavede i Doboj som nato soldat...Efter FN havde tabt den sidste flig af respekt der var omkring FN som fredsbevarende styrke. Vi var fredsskabende - med våben vi måtte benytte.

Der var et FLERTAL iblandt folketingets politikere som stemte for krigsdeltagelse under AFR. Det er du nødt til at anerkende, og derfor se det over en langt bredere kam.

Man kan kun fantasere om en verden uden vestens deltagelse i fanatikerområdets hundeslagsmål.
Men den kan kun ha`været bedre.
Det værste er, at det fortsætte helt uden tøven uden en ordentlig selvransagelse.

Peter Frost, 08. februar, 2018 - 15:35

Nu ikke så belærende kære ven, vist var der fredsbevarende styrker med FN mandat i det gamle Jugoslavien, men krig blev der altså ført andre steder, som vestens militær gjorde sit til at standse, ganske som jeg beskriver det, uanset tilhørsforhold til NATO.

Jovist er folketingsmedlemmer ansvarlige og skal tænke sig om, - men det gælder sandelig også den siddende stats- og udenrigsminister, der skiftede forklaring, da det kom frem, at historien om "masseødelæggelsesvåben" ikke var sand, og henholdte sig i stedet til et ikke truffet FN mandat, som berettigelse for krigsdeltagelsen i Irak.

Der var altså tale om 2 misinformationer til folketinget fra den siddende regering om krigsgrundlaget, - hvilket man ikke kan klandre folketingsmedlemmerne for, men derimod alene regeringschefen AFR for.

Så jo, jeg erkender folketinget stemte for, men nu kender du grunden - læs ovenfor, til det skete, - på et falsk grundlag skabt af AFR og siden rettet til et nyt falsk grundlag, og som han heller aldrig har stået til ansvar for.

Udsigten til posten som generalsekretær for NATO var for stor en international fristelse for AFR, og skulle der ryge et par soldaters liv og lemmer i den anledning, så AFR stort på det, for åbenbart gjaldt den gamle sætning; "hensigten helliger som bekendt midlet" for AFRs drøm om en international post!

I min optik skal der være både en ret stor portion ryggesløshed og moralsk forfald til, at lade andres liv og førlighed indgå - som djævelens vekselgebyr, for en international topstilling.

Mads Berg, Ib Christensen, morten rosendahl larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ak, Espen Bøgh, jeg tror ikke, at Fogh trods alt var i stand til at være så udspekuleret; men det må til gengæld have stået ham klart, at han måtte finde en international post med diplomatisk immunitet, da han på trods af omhyggelig planlægning af et valgnederlag i 2007, helt overraskende vandt for tredie gang. For konsekvenserne af den uansvarlige wild west økonomiske politik kunne ikke lade vente længe på sig, så væk måtte han.

Touhami Bennour

Og henrettelse af Saddam Hussein var det fordi embedsmændene sagde at vi lever i 18 århundert, og hvis jeg husker det rigtig han blev henrettet i Mohamed (profeten) fødselsdag, ( en hellig dag). Det hænger skam sammen fra begyndelsen til slutningen.

Touhami Bennour

Den afdøde sekretær til "Gøbbels" sagde før hun døde ikke så længe siden "tysker gjorde det bare, det var ikke planlagt". Noget med "mennesker af tiden. Hvilken tid?