Læsetid: 4 min.

Jørgen Dich blev anfægtet af velfærdsstatens uanfægtelighed

Arne Hardis vrister Jørgen Dich ud af de borgerliges favn og giver ham tilbage til socialdemokraterne i sin nye interessante, men uentusiastiske bog om én af de kætterske socialdemokrater, som partiet har brug for, men så svært ved at rumme. Dich var systemkritiker i et system, der er hævet over kritik
Bogen om Jørgen Dich er ikke en medrivende skæbnefortælling, men det er en vigtig fortælling om en af de første ’kætterske’ socialdemokrater, der tillod sig at kritise velfærdsstaten.

Bogen om Jørgen Dich er ikke en medrivende skæbnefortælling, men det er en vigtig fortælling om en af de første ’kætterske’ socialdemokrater, der tillod sig at kritise velfærdsstaten.

Erik Friis

2. februar 2018

Jørgen Dich er en af de mest interessante skikkelser i dansk velfærdshistorie. Som begejstret økonom og embedsmand i centraladministrationen under Steincke og Staunings store reformer sad han med, da de allerførste grundsten blev lagt til den bygning, der skulle blive velfærdsstaten.

Men i 1973 udkom hans bog Den herskende klasse, der kritiserede selvsamme bygning for at være blevet overtaget af arbejdssky besættere, nemlig middelklassens funktionærer, der kun var interesseret i at udbygge velfærdsstaten, så også deres børn kunne få arbejde i den, skærmet fra ’det legemlige arbejde’.

Han forblev socialdemokrat, men en kættersk en af slagsen, som Weekendavisens politiske redaktør Arne Hardis siger det i den velvalgte titel på sin nye bog: Den kætterske socialdemokrat - Jørgen Dich og den herskende klasse.

Jørgen Dich forlod centraladministrationen i 50’erne og blev i stedet professor i Aarhus. Det var herfra, han betragtede det system, som han selv havde været med til at bygge, spinne ud af kontrol. ’Hvad skete der med Jørgen Dich?’ har socialdemokraterne højst sandsynligt spurgt sig selv i de måneder i 1973, da bogen blev mødt med vantro. Netop vantroen var en del af svaret på spørgsmålet, forstår man i Arne Hardis bog. Jørgen Dich blev anfægtet af velfærdsstatens uanfægtelighed.

Den nødvendige dissident

Bogen om Jørgen Dich er ikke en medrivende skæbnefortælling. Tonen er ofte kedelig og uentusiastisk. Det er selvfølgelig forbilledligt, at Hardis som biografist ikke bliver forgabt i personen, men man skal som læser have fornemmelsen af, at det her er en historie, der bare skal fortælles. Og det skal den. Så vær tålmodig, læser. Der venter en kølig insisteren på at konfrontere Socialdemokratiet med dets egen nødvendige historie, velfærdsstaten med dens nødvendige dissidenter, systemet med dets nødvendige kritiker.

Den vigtigste kritik af velfærdsstaten er altid kommet fra dem, der var med til at bygge den, siger Arne Hardis med sin bog. Men det er ikke et kærligt portræt, vi får af Jørgen Dich. Han fremstår ofte kynisk, polemisk, bedrevidende og ligeså uanfægtelig som det system, han kritiserer for at være netop det, og det er i sidste ende en del af forklaringen på, at hans kritik bliver så nem at afvise, men det er ikke forklaringen på, hvorfor det bliver nødvendigt for Socialdemokratiet at afvise den. 

Arne Hardis: Den kætterske socialdemokrat – Jørgen Dich og den herskende klasse

Kætterklubben

Dichs bog anførte det synspunkt, at velfærdsstatens humanistiske ideologi havde skabt et uheldigt biprodukt, nemlig en ny herskende klasse. Middelklassens grådige funktionærer i det offentlige, der blot plejer egne privilegier, men pakker det ind i medmenneskelighed. De lønnes af det offentlige, overuddannes, får stærke fagforeninger og får indflydelse politisk. Alt sammen fordi deres interesser falder sammen med systemets, mente Dich.

Jørgen Dich havde kort sagt nok ikke været fan af Anders Bondo Christensen. Selv om det måske ikke lyder sådan, er Jørgen Dichs analyse grundlæggende marxistisk: Velfærdsstaten har her indtaget rollen som den store udbytter af den nøjsomme og generøse arbejder, som Dich aldrig mistede venerationen for.

Dich tager måske nok fejl i sin sorte analyse af problemet med velfærdsstaten, men derfor kan han jo godt have ret i at påpege, at velfærdsstaten har iboende problemer. Som også andre kætterske socialdemokrater har det, som Hardis kommer ind på i kapitlet ’Kætterklubben’, hvor han også nævner Erik Jørgen Hansen, Jørn Henrik Petersen, Gunnar Viby Mogensen, Henrik Christoffersen og Bent Rold Andersen. Alle velfærdsingeniører, »der vender deres bygningsværk ryggen eller i det mindste træder nogle skridt tilbage i forbløffelse, undren, skuffelse, protest«, skriver Hardis. Det er denne del af bogen, der er allermest interessant, omend pointen ikke er ny.

Selv om hele værket selvfølgelig bidrager til den pointe, bliver gennemgangen af Dichs modstand mod dansk medlemskab af NATO og det europæiske fællesmarked unødigt langt. Langt mere inspirerende og interessant er det at læse om Dich som den nødvendige, men fremmedgjorte kritiker af velfærdsstaten.

Hjem til Socialdemokratiet

I 2016 blev Den herskende klasse genudgivet på foranledning af den borgerlige tænketank Cepos. Og man forstår da godt, at Dichs revselse af velfærdsstaten virker tiltalende for en borgerlig, men det kan og må ikke være et borgerligt privilegie at kritisere og reformere velfærdsstaten. Arne Hardis forsøger med sin bog at vriste Dich og dermed systemkritikken ud af hænderne på de borgerlige og forære ham tilbage til socialdemokraterne. Hvis de havde kunnet rumme hans kritik fra starten, ville deres manøvrerum måske have været større i dag i forhold til at tænke i reformer inden for velfærdsstaten, synes pointen at være – og måske ville det så være lidt sjovere at være politisk redaktør.

Dich var reformator, da han startede i embedsværket, og det holdt han aldrig op med at være. Men at det blev svært for socialdemokraterne at gøre andet end at forsvare og udbygge velfærdsstaten er Hardis’ interessante pointe om velfærdsstatskrisen i ’73, der jo ikke bare var foranlediget af Dichs bog, men mest af alt af jordskredsvalget. Ja, i dag behøver man ikke engang være socialdemokrat for at have svært ved at forholde sig kritisk til den. Så ubetinget et gode er velfærdsstaten. Og det er jo rigtigt, men det er samtidig rigtigt, at intet kan være hævet over kritik, og at man aldrig skal holde op med at spørge: For hvem?

Rejsen fra begejstret og Myrdal-inspireret velfærdsingeniør til uforsonlig kritiker af samme system virker i Arne Hardis’ indsigtfulde gennemgang af Dichs levned ikke så overraskende, som den må have virket i ’73. Var det Jørgen Dich eller socialdemokraterne, der flyttede sig fra de socialdemokratiske kerneværdier, i takt med at velfærdsstaten voksede? Arne Hardis’ bog giver ikke et entydigt svar, men som den dygtige journalist, han er, stiller han et virkelig interessant spørgsmål. 

Arne Hardis: ’Den kætterske socialdemokrat - Jørgen Dich og den herskende klasse’, Gyldendal, udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Annika Hermansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
Niels Duus Nielsen, Annika Hermansen, Maria Francisca Torrezão, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Hele dilemmaet befinder sig efter min mening i det uafklarede forhold til fællesejet. Som socialdemokraterne for at finansiere velfærdsstaten på flere måder har været med til at sælge ud af, man fodrede hunden med sin egen hale. Med intellektuelt underskud og kommunistforskrækkelse er man gået kapitalisternes og deres misbrugs-udbytter og konkurrencesamfunds ærinde og har troet, man kunne lænke rovdyret men er i stedet blevet flænset og ædt.

Jeg ved det, for jeg er vokset op i en socialdemokratisk familie, som desværre ikke mestrede den korrekte magtanalyse og i stedet troede på løgnen om, at i efterkrigstidens danmark har alle lige muligheder, bare man gør sig umage og gør sin pligt. Det døde min far af i en alder af 62.

Indrømmet, det er stærke internationale, historisk ældgamle privilegier, man er oppe imod, og forestillingen om, at den danske velfærdsstat kunne være bygget på ægte socialt bevidste principper, socialisme, er i en realistisk analyse af magtens fordeling dengang og nu selvfølgelig urealistisk. Ikke desto mindre var dét socialdemokratiets opave, som de svigtede. Det har de enten stadig ikke forstået, eller også er de for stolte til at kravle ned fra træet. Mogens lykketoft og poul nyrup har dog gjort det, per stig møller er begyndt at tale om høtyvene og i dag skriver rune lykkeberg om det i artiklen "Udsalget af de danske ressourcer har fundet sted – og det bliver ikke værre af, at det går til et fransk selskab" - og tak for det, men hvad hjælper det os nu?

P.G. Olsen, Niels Duus Nielsen, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, morten rosendahl larsen, Olav Bo Hessellund og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Når nogle af os råber på, at Socialdemokratiet skal finde tilbage til 'rødderne', så tydeliggør Anita Brask Rasmussens opslag, at det er en kæmpe opgave at få fjernet alle de Røde Neoliberalister.

Jeg ved ikke hvor langt tilbage, for det har meget med ledende socialdemokrater at gøre og formentlig deres uddannelse, som over tid er blevet mere og mere akademisk.

Olav Bo Hessellund

@Børge Neiiendam - Socialdemokratiets reformistiske linje indledtes allerede med Staunings tale på partikongressen i 1915. Og Stauning var uddannet cigarmager, ikke akademiker!

Ib Gram-Jensen

Når man graver Jørgen S. Dichs Den herskende klasse op af glemslen, bør der også gøres opmærksom på, at bogen for det første ikke er nogen marxistisk analyse (enhver tvivl herom burde bortmanes af Dichs betragtninger side 135-136), og for det andet ikke er nogen seriøs analyse i det hele taget, men blot en uunderbygget konspirationsteori (side 9-11, side 14 og passim). Det nærmeste, Dich kommer til at dokumentere det postulerede overforbrug overalt i den offentlige sektor, er følgende perler: ”Vi kan gå over til et andet område, nemlig børnehaverne, hvor det er lykkedes at komme ned på kun 6 børn pr. ansat. I skolen kan en lærer klare 25, og han skal dog lære eleverne noget.” (side 96). ”Fra 1960/61 er antallet af læger pr. sengedag faldet fra 3560 til 2812 [skulle vist være sengedage pr. læge – I. G.-J.] og antal sengedag pr. plejepersonale faldet fra 4873 til 3944. I løbet af en så forholdsvis kort periode kan lægevidenskaben ikke være udviklet så stærkt eller patienternes sundhedstilstand forværret så meget, at denne udvikling kan forsvares medicinsk.” (side 99).

I det første tilfælde sammenligner Dich usammenlignelige størrelser: antal børnehavebørn pr. ansatte og skolebørn pr. lærer, uanfægtet af, at skolerne har andre ansatte end lærerne, og at der ikke foregår det samme i en børnehave og en skole. I det andet forudsætter han uden videre, og stiltiende, at antallet af læger og plejepersonale i 1960/61 er tilstrækkeligt, og på denne uunderbyggede præmis konkluderer han så, at det i 1967/68 er for højt. Hvordan definerer man det tilstrækkelige niveau? Og er det med en rimelig definition eller et rimeligt skøn nået i 1960/61? Når dette ikke er diskuteret, kan sammenstillingen af de nøgne tal ikke sige noget om, hvorvidt Dichs påstand om overforbrug (endsige et gennemgående overforbrug) i den offentlige sektor er rimelig, og slet ikke om de offentligt ansattes påståede magtstilling som ”herskende klasse”.

Er ”argumenter” som de citerede udtryk for faglig uformåen hos Dich, eller er der slet og ret tale om manipulation, fagligt fusk? Det er umuligt at sige. Under alle omstændigheder er ”velfærdsstaten” ikke uanfægtelig, på bestemte punkter eller generelt, men at nævne Dich på linie med en kritiker som Erik Jørgen Hansen er at gøre ham for megen ære og en uret mod Erik Jørgen Hansen. Erik Jørgen Hansen var en seriøs samfundsforsker og kritiker. Dichs Den herskende klasse er et stykke makværk.

Ib Gram-Jensen

Citatet fra side 99 blev beklageligvist lidt ukorrekt. Det begynder således: "Fra 1960/61 og 1967/68". Der mangler stadig et "til", men det er der heller ikke i bogen! Et eller andet gik åbenbart lidt hurtigt ved skrivningen eller trykningen...

Steffen Gliese

Dichs grundlæggende fejltagelse er at tale om udbytningen af det arbejdende folk - velfærdsstaten giver tværtimod folk i pose og i sæk ved at trække flere penge ud af virksomhedernes overskud, end de ellers ville skulle betale.
Når højrefløjens økonomer gang på gang anfører, at folk giver underskud for staten, er det, fordi det åbenlyse faktum, at det er virksomhedsskat og afgifter, der dækker resten, forties.
Man kan sige, at lønmodtagerne og staten deler rovet - men det er jo fuldkommen rimeligt, for det er i kraft af lønmodtagerne og staten, at virksomhederne overhovedet kan tjene penge. Man kunne gøre samfundet en stor tjeneste ved at omlægge skatten, så det alene er virksomhederne, boligejerne og adfærdsregulerende afgifter, der udgør statens indtægter.
Men det er selvfølgelig rigtigt, at vi har fået et fedtlag af nassende ledere, der burde være helt unødvendige at lønne på.

Torben Morten Lund

Arne Hardis bog er en veloplagt torpedo ind i socialdemokratiet og debatten om civilsamfund, marked og fællesskab. Skribentens affyringsrampe er Weekendavisen,-platform for borgerlig ideologi.