Læsetid: 6 min.

Mød Urban Hansen, overborgmester – og overpamper

Ny levnedsskildring er et gensyn med den københavnske hovedstadskonge, der i 1960’erne og 70’erne kunne opfattes som indbegrebet af socialdemokratisk magtfuldkommenhed
Urban Hansens udfarende natur kunne være venlig og inkluderende – eller den kunne være rasende og straffende.

Urban Hansens udfarende natur kunne være venlig og inkluderende – eller den kunne være rasende og straffende.

Ritzau Scanpix

19. marts 2018

Medfølelse har ikke altid været en sindstilstand, der kunne melde sig ved tanken om Socialdemokratiet. I mine politiske formative år – de sene 1950’ere til de tidlige 1970’ere – kunne Socialdemokratiet ved sin magtfuldkommenhed indgyde frygt, vrede – eller væmmelse. Det var, som om partiet sad på alt og alle. På regeringen, på fagbevægelsen, på foreningslivet, på Danmarks Radio, på den kommunale forvaltning og alle mulige andre forvaltninger. Mit gymnasiums rektor var højlydt larmende socialdemokrat og fedtede for partispidsers afkom blandt eleverne.

Set med en vred ung ikkesocialdemokrats øjne tronede som pamper over alle pampere Københavns Kommunes overborgmester i årene 1962-76, Urban Hansen. Han var plump i sin tale og bulldozede sig frem – også rent bogstaveligt, når hans betonprojekter hærgede Københavns bymiljøer og naturområder omkring byen.

Jeg stødte på Urban Hansen nogle gange. Som studentervalgt medlem af Københavns Universitets øverste besluttende råd, konsistorium, deltog jeg i rådets fine årsmiddag i 1972. Den socialdemokratiske undervisningsminister, Knud Heinesen, var inviteret og holdt en vittig tale. I sin egenskab af overborgmester var Urban Hansen også inviteret – og holdt en tale, der var så pinlig, at alle stirrede stift ned i gulvet. Han kunne have sagt et par djærve ord fra det arbejdende folk til dem i åndernes rige, men han var bare dum og plat.

I polemik 

Iben Bjørnsson: ’Urban – de unge år 1908-56’.

I januar 1974 tørnede jeg sammen med Urban i en avispolemik. Sammen med en arkitektstuderende havde jeg i Berlingske skrevet en kronik, hvor vi gik ind for flere grønne områder i hovedstaden og for, at det fuglerige Vestamager ikke blev plastret til med massivt byggeri, sådan som der var planer om. I en svarkronik skrev Urban Hansen nedladende om vores kronik:

»Jeg tror, den er båret frem af to varme og idealistiske sind – drømmere, som måske nok glemmer virkeligheden.«

Om sine massive byggeplaner i Amagers natur skrev han:

»Jeg ser det som en større opgave for mig at skaffe boliger til mennesker end redeplads til de hættemåger, man har sit hyr med i lufthavnen.«

Om et stort nyt byggeri på Amager sluttede han med at skrive:

»Desuden vil det kunne hjælpe os med at sætte saneringsarbejdet yderligere i vejret.«

Således koblede Urban Hansen selv sin ødelæggelse af Københavns bykvarterer sammen med sin ødelæggelse af naturen omkring byen. Vi to unge kronikskrivere fnøs af harme.

Og så stødte jeg på ham på kommunalvalgaftenen i april 1974, hvor vi begge var inviteret i DR’s studie for at kommentere afstemningsresultaterne fra vores respektive hjemkommuner. Mens Urban Hansen og jeg sad og ventede på, at det blev vores tur til at komme i studiet, blev en telefon stillet ind til ham. Det var åbenbart rådhussekretariatet med det endelige valgresultat for København. Urban Hansen lyttede intenst. Så hvæsede han:

»De tal skal ikke ud, før jeg har været på skærmen. Forstået?«

Hvorpå Urban Hansen lidt senere kom på skærmen og erklærede, at det endelige valgresultat jo endnu ikke forelå. Derfor kunne han ikke kommentere udsigten til en socialdemokratisk tilbagegang og sin egen rolle heri. Et tilbageblik på 1974-tallene afslører, at socialdemokraterne i København noget så eftertrykkeligt mistede deres flertal på 31 ud af Borgerrepræsentationens 55 pladser. De fik kun 22.

Lys over objekt

Og nu, 44 år senere, foreligger en levnedsskildring, der kaster indgående lys over mit daværende hadeobjekt. Museumsinspektøren ved Koldkrigsmuseet Stevnsfort, Iben Bjørnsson har skrevet biografien Urban – de unge år 1908-56. Vi har altså endnu til gode at høre om Urban Hansens efterfølgende år som københavnsk borgmester.

Men Iben Bjørnssons udredning af Urban Hansens unge år afdækker tilstrækkeligt til, at man kan forstå hans drivkraft. Han var formet af sin identifikation med arbejderbevægelsen. Han tilegnede sit liv til den. Hans arbejdsevne var efter alle udsagn enestående. Han var ikke interesseret i egen økonomiske vinding, men arbejdede altid for sagen og efterlod sine partifæller i udmattet, men beundrende tilstand.

Urban var usvigeligt loyal mod dem, der traf beslutninger højere oppe i partiets hakkeorden. Efterhånden som han selv arbejdede sig op, forventede han en tilsvarende loyalitet fra dem, der befandt sig under hans niveau. Var hans undergivne konstruktive og tjenstivrige, var han lydhør og hjælpsom. Men – med Iben Bjørnssons ord:

»Hvis han følte sig underløbet, blev han rasende – og blev han rasende, fik man det at høre!«

Dermed afspejlede Urban Hansen en attitude i socialdemokratismen. Iben Bjørnsson citerer den svenske historiker Petra Pauli for ordene: »Det lederideal, som blev skabt i arbejderbevægelsen, var kendetegnet ved, at det var todelt: På den ene side autoritært og dominerende, på den anden side demokratisk og lyttende.«

Iben Bjørnsson sammenfatter: »Det var Urban i en nøddeskal. Hans udfarende natur kunne være venlig og inkluderende – eller den kunne være rasende og straffende.«

Urban Hansen kommer trillende med topgevinsten i Røde Kors' landslotteri i 1971. At dømme efter alle udsagn var hans arbejdsevne enestående, og han var ikke interesseret i egen økonomisk vinding, men arbejdede altid for sagen.

Peer Pedersen

Tiltagende tyran

Af fremstillingen fremgår, at Urban Hansens tyrantilbøjeligheder tiltog med årene. Det falder sammen med udviklingen for arbejderbevægelsen. Helt frem til begyndelsen af 1930’erne kunne den opfatte sig selv som en modkraft til det bestående samfund: Et alternativ til borgerligheden.

Men med den socialdemokratiske vælgertilslutning, der forstærkedes under Staunings SR-regeringer 1929-42, blev Socialdemokratiet et statsbærende parti: Det blev ét med samfundet. Dermed kunne enhver kritik af den bestående orden opfattes som et asocialt og ligefrem landsskadeligt angreb på Socialdemokratiet. Og så slog Urban Hansen som partisoldat rasende igen – med alle de magtmidler, han og hans parti rådede over. Og de blev efterhånden massive.

Urban Hansen kom til verden i 1908 i en familie, der ikke var fattig. Faderen var lokomotivfører, moderen hjemmegående, miljøet socialdemokratisk. Urban Hansen fik realeksamen, ansættelse i Næstved Kommune og sideløbende handelsuddannelse. Al sin fritidsenergi udfoldede han i socialdemokratiske forgreninger: De Unges Idræt og DSU. Og siden i HK. Han efterlevede med streng selvdisciplin det socialistiske slagord:

»Uddan! Agitér! Organiser!«

Hans flid skubbede ham op gennem systemerne, og i 1934 blev han hentet til København som sekretær i Arbejdernes Livsforsikring. Han kastede sig over vælgerforeningsarbejde i sin hjemkreds, Amager, og hovedstaden i det hele taget. Han kom tæt på lederskikkelser som Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Sidstnævnte udviklede han et beundrende venskabsforhold til. Urban Hansen blev indvalgt i Landsting, Folketing og Borgerrepræsentation.

Kommunistjæger

Afgørende betydning for Urban Hansens karriere fik det, at han i partiet blev kendt som utrættelig kommunistjæger. Han var i årene 1947-56 ansat som sekretær og ledende kraft i AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central, der nidkært overvågede og modarbejdede kommunister. Iben Bjørnsson bruger flere gange formuleringen, at Socialdemokratiet i de år »havde kommunister på hjernen«.

Det var barske metoder, som blev anvendt i kampen. Iben Bjørnsson noterer:

»At AIC’s arbejdspladsorganisation og metoder ofte var direkte kopieret efter kommunisternes, gjorde de ingen hemmelighed ud af. Og at de to partiers fraktionsarbejde var nærmest identisk, har flere dokumenteret.«

Iben Bjørnsson udleder denne pointe:

»Årene i AIC brutaliserede Urbans ledelsesstil, simpelthen fordi han havde næsten ubegrænset succes med og fik enorme mængder ros for at kunne bestemme over folk. I AIC brugte han både sin joviale side, som folk fik at se så længe, de var samarbejdsvillige, og sin brutale, som han ikke var bleg for at vise frem, hvis man mente det påkrævet. Hans arbejde bestod ikke blot i at få kommunister til at pakke sig, men også i at sætte ulydige partifæller på plads.«

Efter at have læst Iben Bjørnssons bog forstår jeg bedre, hvad der rumsterede bag det magtens ansigt, som frastødte mig ved Urban Hansen for alle disse mange år siden. Han havde brugt sit liv på at kæmpe for, hvad han anså for et socialt retfærdigt samfund, og han havde – med den nødvendige råhed – fået afværget kommunisternes splittelse af den demokratiske danske arbejderbevægelse. Han var overbevist om, at han entydigt havde historien på sin side.

Og så kunne uvedkommende størrelser som unge natursværmere og universitetets konsistoriale æggehoveder ellers få en erfaren mands bramfri tale at høre. Og hvis det forargede dem, var det værst for dem selv.

Iben Bjørnsson: ’Urban – de unge år 1908-56’. 504 s., ill. 399 kr. Forlaget Frydenlund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Bruhn Andersen
  • Hans Larsen
  • Lasse Glavind
  • Per Klüver
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
Torben Bruhn Andersen, Hans Larsen, Lasse Glavind, Per Klüver, Niels Duus Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Glavind

Når Rehling er god - og det er han i dag - så er han forbilledlig. Perspektivering, erfaring og historisk indsigt bragt lige ind i nutiden, så vi også bliver klogere på vores egen virkelighed.

En socialdemokrat, der bevirkede at en venstreorienteret aldrig kunne aldrig ville kunne stemme på Socialdemokratiet.