Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kloge Aage Frandsen fortæller åbent om SF: Skænderierne har bidraget til et progressivt tankegods for en stor del af befolkningen

Socialistisk Folkepartis nestor beretter intenst om sine 50 år i partiet. Som læser kan man glæde sig over, at de endeløse skænderier i SF har ført frem mod progressive ideer som ligestilling, grøn omstilling og til at bruge EU til fremme af miljømæssig og social bæredygtighed
Aage Frandsen blev medlem af SF i 1968

Aage Frandsen blev medlem af SF i 1968

Martin Dam Kristensen

Indland
24. april 2018

Erfaren mand er god at gæste. Sådan siger ordsproget. Og sandt er det, at man som læser er i godt selskab med Aage Frandsen, der blev medlem af Socialistisk Folkeparti (SF) allerede i 1964.

I årtierne derefter har han beklædt ledende poster i partiet og været et eftertænksomt folketingsmedlem, der har nydt bred respekt på Christiansborg. Hans til tider underfundige form har fået partifæller til at udstyre ham med navne som Kloge Aage og LuriFrandsen. I 2006 fratrådte Frandsen sine tillidsposter på Christiansborg, men han holder stadig et vågent øje med sit parti.

Nu har Aage Frandsen skrevet sine politiske erindringer under titlen Folkesocialisten.

I sit forord til bogen giver Frandsens nære forbundsfælle, tidligere partiformand Holger K. Nielsen, dette signalement af Frandsen:

»Aage har aldrig trukket de store overskrifter. Han er ikke den store folkeforfører og har aldrig rigtigt befundet sig godt i mediernes konstante blitzlys. Han ville næppe føle sig tilpas i dagens politiske mediebillede med hurtige og overfladiske kommentarer på Twitter, Facebook og oneliners i overskrifterne.«

Holger K. Nielsen fortsætter om Frandsen:

»Han er i den forstand en gammeldags politiker – på den gode måde, hvor substans og ordentlighed er vigtigere end selvpromovering og performance.«

Frimodighed

Læseren fatter umiddelbart tillid til Frandsens fremstilling. Den er ligetil og frimodig. Den gør ikke noget påfaldende indtryk af at ville forskønne hverken Frandsen eller hans forbundsfællers indsats. De tilsyneladende endeløse personopgør gengives, så læseren er tæt ved at føle samme udmattelse, som de stridende parter må have gjort.

Frandsen har igennem sin politiske løbebane haft sit afsæt i Aarhus. Muntert er det derfor at læse, at han om sin tidlige tid som aktiv i 1970’erne erklærer, at han nærmest var enig i »den landspolitiske bedømmelse af SF i Aarhus som nogle kværulanter og brokkehoveder«.

Gennem tiderne har SF’ere – ifølge Frandsens fremstilling – været uenige om snart sagt alt.

Det har forbindelse med, at partiet i slutningen af 1950’erne indledte sin eksistens som en udbrydergruppe fra Danmarks Kommunistiske Parti – i protest mod DKP’s følgagtighed over for Sovjetunionen.

Udbryderne medbragte et gammelkommunistisk tankegods, som var modbydeligt for de yngre, der blev tiltrukket af tanken om et danskorienteret parti til venstre for Socialdemokratiet.

I DKP-arven indgik begejstring for centralistisk styring, atomkraft og hårdhændet landskabsudnyttelse. Modsat indgik i arven foragt eller ligegyldighed over for kvindefrigørelse, seksuelle mindretal, miljøtænkning og humanisme. Dette DKP-arvegods er positioner, som SF siden har defineret sig ved at stille sig i stik modsætning til.

Det er forståeligt, at en sådan drejning ikke kan foregå, uden at nogle falder af i svinget.

Drivende kraft

Aage Frandsen har på sin stilfærdige facon været en drivende kraft i SF’s bevægelse væk fra gammelkommunismen. Man mærker i teksten hans dybtfølte engagement i medlemsdemokratiet, selv om han også kan berette om et hovedbestyrelsesmøde i 1976, hvor det tog hele 22 timer at blive enige om en udtalelse, som det bagefter viste sig, at der alligevel ikke var enighed om.

Læseren kan undres over, hvor meget af sin politiske energi Frandsen har brugt på at blæse liv i en forestilling om ’arbejderflertallet’ – altså et fælles flertal mellem SF og Socialdemokratiet.

De perioder, hvor der i Folketinget faktisk var et sådant flertal – årene 1966-67 og 1971-73 – endte begge katastrofalt for de to partier. I første omgang blev SF sprængt, og der blev banet vej for den borgerlige VKR-regering. I anden omgang blev Socialdemokratiet sprængt, og det følgende ’jordskredsvalg’ var styg nedtur for S og SF og førte til den smalle Venstre-regering.

I anden sammenhæng vender Aage Frandsen sig mod ’arbejderismen’ – i den skikkelse, som den i SF op til 2011 blev hyldet af Thor Möger og Mattias Tesfaye, der begge endte med at forlade SF og blive socialdemokrater.

Aage Frandsen skriver:

»Man påberåbte at ville bevæge SF fra eliteparti til folkeparti, men det var snarere en bevægelse fra folkeparti til arbejderparti. I konsekvens heraf ændrede retorikken sig til at tale om dem, der smurte leverpostejmadder, og dem, der gik i kedeldragt. Man appellerede til bestemte menneskers klassetilhørsforhold, hvilket SF historisk set aldrig har defineret sig efter – derimod efter bestemte holdninger og synspunkter, der er blevet lagt frem for vælgerne, der derefter valgte.«

Frandsen fortsætter:

»SF har aldrig været et parti for bestemte faggrupper. Den form for arbejderisme var derimod en retorik, man kunne finde i eksempelvis dele af VS i 1970’erne og i DKP, samt måske i Fælles Kurs i en kort periode i 1980’erne.«

Arbejderretorikken

Aage Frandsen afstår taktfuldt fra at nævne, at i årtierne, hvor venstrefløjspartier har kappedes om at være mest til for arbejderne, er den virkelige verdens arbejdere i massivt stigende grad gået over til at stemme på højreorienterede partier – en global udvikling, hvor Danmark har været foregangsland.

Aage Frandsen lægger ikke skjul på sit ubehag ved den kursændring, som Villy Søvndal – ivrigt hjulpet af tidligere SFU’ere – søgte at gennemføre op til og under partiets regeringsdeltagelse 2011-14.

Frandsen skriver:

»Det mindede nærmest om en fjendtlig overtagelse.«

Spydigt kunne man på grundlag af Frandsens fremstilling tilføje: Ja, og med SF’s partimedlemmer som rettighedsløse mindretalsaktionærer.

Det måtte gå galt. SF »tumlede ud« af regeringen, som Frandsen uden sorg konstaterer. Han skriver:

»Havde SF ikke indladt sig ret kritikløst på regeringseksperimentet, havde partiet helt sikkert haft en meget større andel – formentlig den største – af de 30 mandater, som tilfaldt partierne til venstre ved valget i 2015.

Træder man lidt på afstand af alle de skærmydsler, som Frandsen beskriver, danner der sig et billede af, at de holdninger, som SF’ere gennem årene har skændtes sig frem til, har bidraget til et fælles progressivt tankegods for en stor del af befolkningen: Ønsket om folkelig medbestemmelse, en åben og uformynderisk offentlig forvaltning, ligestilling mellem kønnene, respekt for seksuelle mindretal, vilje til grøn omstilling og til at bruge EU til fremme af miljømæssig og social bæredygtighed.

Og det er vel heller ikke så ringe endda.

Aage Frandsen: Folkesocialisten. Forord af Holger K. Nielsen. 358 s. 299 kr. Forlaget Momenta

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

Aage Frandsen repræsenterer de bedste sider af Socialistisk Folkeparti. Udogmatisk, demokratisk, grøn og miljøorienteret, optaget af solidaritet og kampen for de svagest stillede i samfundet.

Det er populært nu om dage, at gøre grin med venstrefløjen og alle deres endeløse debatter om, hvorledes samfundet skulle se ud i visionen om et mere ligeværdig og socialistisk samfund.

Men når jeg ser på nutidens topstyrede management partier, hvor medlemmerne er reduceret til et klappekor, medens ledelsen og de højtlønnede spindoktorer leverer glimmeroverskrifterne, så foretrækker jeg helt sikkert den 25. time med Venstrefløjsdebat.

Når jeg til og med ser FAKE NEWS partier a la UKIP, og Donald Trumps ruin af et republikansk parti eller Putins parti i Rusland, så priser jeg mig lykkelig over, at vi har et SF, hvor partiets politik er formet af medlemmerne og ikke af skjulte magthavere med mægtig kapital i baghånden.

For det var udtryk for kernen i SF´s grundlag og opgør, at skabe en venstrefløj baseret på demokratiske princippper og på den frie debat blandt partiets medlemmer.

Aage Frandsens udtalelser om, at SF ikke er klasseparti er meget rigtige og relevante. SF er en demokratisk bevægelse, som kæmper for et demokratisk socialistisk samfund med tydelige grønne visioner. Partiet favner høj som lav. Det er visionen, som er bindeleddet for medlemmerne ikke personens placering i samfundshierakiet.

Jan Damskier, Tove Lodal, Christian Schönbeck, Finn Egelund, Carsten Hansen, Torben K L Jensen, David Zennaro og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

"SF har aldrig været et parti for bestemte faggrupper" skriver Aage Frandsen.
Måske korrekt -hvis altså offentlige ansatte IKKE regnes for en faggruppe.

Heller ikke for de offentligt ansatte.