Læsetid: 4 min.

Hvad stiller et medie som Information op, når en lagkage på Facebook er vigtigere i kampen om vælgernes gunst end dokumenteret udenomssnak?

Information er født som illegal og antiautoritær – og er måske lidt mere aktivistisk end andre aviser. Ny bog om de seneste 25 år demonstrerer, at ønsket om at give modstand er intakt. Men i sidste ende måles avisen også i højere grad end andre på, om den gør en forskel
4. maj 2018

Enhver, der arbejder i medierne, mærker ved læsning af Hele verden forfra – der dækker årene 1993-2018 på Dagbladet Information og markerer 75-årsdagen – forskellen på, at være på Information, og at være på et næsten hvilket som helst andet dansk medie.

Hvor journalister og redaktører på større – men nok mindre selvbevidste – medier, ville fylde et jubilæumsskrift med anekdoter og opskrifter på den gode og klassiske journalistik; det rette greb, væsentlighed, præcision, originalitet… Alt det, der kan ligge i værktøjskassen for et medie, der holder anstændigt øje med statsmagten og behørigt underholder læserne, dér tager Informations skribenter den ret systematisk lige skridtet videre.

Det blinker som en rød prik over bogens bidrag fra de 23 nuværende og tidligere medarbejdere – skrivende, administrerende, redigerende (jeg savner »modstandsmanden« David Trads!) – at den »bette pjosker« og dens ansatte måler succesen på, om avisen i dag har fået skubbet til noget, der ikke allerede var i bevægelse. 

Hele Verden Forfra – Dagbladet Information 1993-2018

»Som al god aktivisme«

Det fremgår f.eks. af Lotte Folke Kaarsholms opsummering om den avis skrevet af flygtninge, som Information udgav i 2015 under flygtningekrisen:

»Avisen blev et unikt dokument,« skriver hun, hvilket Politiken også kunne have skrevet om sig selv, (hvis konkurrenten altså havde fået ideen).

Men så tilføjer Lotte Folke Kaarsholm om avisen fyldt med flygtningenes egen journalistik:

»Den åbnede vores øjne og ører på en ny måde, den tog en ordentlig bid af vores angst, og den skabte en masse varme og kærlighed. Som al god aktivisme gør.«

Information er født som illegal og antiautoritær, og Hele vejen forfra demonstrerer, at ønsket om at give modstand er intakt.

I februar 2001 agerede Information f.eks. fødselshjælper for etableringen af en dansk udgave af det franske borgernetværk ATTAC, der kæmpede for en bæredygtig globalisering og imod spekulative finansielle transaktioner. Initiativtager på avisen var Jørgen Steen Nielsen, der i bogen noterer, at kolleger på avisen mente, at nu var nok nok:

»… avisen gik for langt og overskred en grænse for aktivisme, som et uafhængigt dagblad ikke burde overskride,« genkalder han sig og udruller derpå den argumentation, der også har overbevist kollegerne i sin tid. Målet var jo:

»… på aktivistisk vis at sætte fokus på tidens blussende ildebrand om globaliseringen – en økonomisk, teknologisk og politisk omstillingsproces med voldsomme konsekvenser for menneskers livsvilkår.«

Bogen viser en avis, der ikke bare vil skabe debat som andre medier, men få ting til at ske. En avis, der i sin journalistik måske ikke er politisk, men som i hvert fald er moralsk engageret på grænsen til det ideologiske.

Og så bliver succeskriteriet jo også nådesløst. Lykkes det?

»Efter en flerårig fase med megen entusiasme og opbygning af et større antal lokalgrupper, ebbede kraften i initiativet ud,« må Jørgen Steen Nielsen notere sig om ATTAC.

Og Ejvind Larsen kan i samme boldgade konstatere, at i de seneste 25 år er det trods alle advarsler gået den forkerte vej med alle miljøfaktorer – ferskvand, havet, skovene, pattedyr, drivhusgasser.

Kun ozonlaget er det lykkedes at stabilisere, noterer Larsen med reference til World Scientists Warning. Og det er næppe Informations fortjeneste, kunne man tilføje.

Der er nok at tage fat på!

Et insisterende manifest

Jeg læser samlet bogen som et insisterende manifest over nødvendighedens og anstændighedens journalistik, der skal bedrives, fordi verden skal oplyses om det umoralske, det forkerte – der hvor ord ikke følger handling, der hvor mennesker behandles uretfærdigt i det skjulte, der hvor kloden mishandles i en grådig kamp om udbytte.

Bogen er et velplaceret og nødvendigt indspark i en tid, hvor forhåndsaftaler mellem politiske kilder og redaktion kan støbe vinklen og fylde spalterne, hvilket gør medierne til aktører i en beslutningsproces i stedet for kontrollant af den. Og hvor kommercielt kendis- og kulturstof flyder på digitale platforme – uden et eneste modspørgsmål, der kunne vække en tanke.

Der vil Information fortsat kunne gøre en forskel.

Jeg synes, Georg Metz udmærket udpeger et område, hvor Information også skal sætte sin antiautoritære kraft ind i fremtiden: kampen om sandhed og konsekvens.

»Hvad stiller pressen op? Har den klassiske kritiske journalistik en ærlig chance over for de nye mediers syndfloder og de megatwittende ledere. Hver gang løgn og spin går op i en højere enhed, har vi et varigt problem,« skriver Metz.

Anton Geist og Ulrik Dahlin fik fældet en minister, hvis mest effektive mediegreb var at slukke mikrofonen. Nuværende ministre er noget mere raffinerede.

Hvad gør en avis båret af mening og moral i den accelererende kamp om at versionere virkeligheden over for offentligheden på uredigerede platforme? Hvad stiller et medie som Information op, når en lagkage på Facebook er vigtigere i kampen om vælgernes gunst end dokumenteret udenomssnak?

Svaret på ikke mindst de spørgsmål vil afgøre, hvor nødvendig Information føles de næste 25 år. De står desværre ikke i bogen.

Held og lykke! Og tillykke!

’Hele Verden Forfra – Dagbladet Information 1993–2018’. Informations Forlag. 299,95 kr. Redaktion: Helle Schøler Kjær.

Øjvind Hesselager er ansvarshavende redaktør på fagbladet Journalisten

Det var fantastisk at opdage, at Information kunne rumme os alle sammen. At avisen hver dag bliver det, vi gør den til, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg om sit første møde med avisen. Her i statur som redaktør for det relancerede Moderne Tider først i årtiet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Henningsen
  • ingemaje lange
  • Frede Jørgensen
  • Ejvind Larsen
Rasmus Henningsen, ingemaje lange, Frede Jørgensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu