Læsetid: 3 min.

Tidligere LO-næstformand beretter om en fagbevægelse, der mobber – især sine kvinder

Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger giver i sin erindringsbog et nedslående billede af fagforeninger, hvor gamle mænd klamrer sig til magten for magtens egen skyld
Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger giver i sin erindringsbog et nedslående billede af fagforeninger, hvor gamle mænd klamrer sig til magten for magtens egen skyld

Nils Meilvang

4. maj 2018

Måske er tøbruddet endelig kommet – og den tunge iskappe af mandevælde smeltet.

Denne avis kunne markere dette års 1. maj ved at konstatere, at 17 ud af 19 forbundsformænd i LO for 15 år siden var netop: mænd.

I dag er det anderledes: Formanden for den fusionerede fagbevægelse er Lizette Risgaard, stedfortræderen er FTF’s Bente Sorgenfrey og to ud af de fem næstformænd i hovedorganisationen er kvinder. Og Dennis Kristensen er som FOA-formand erstattet af Mona Striib.

Hvor sejt det har været for kvinder at gøre sig gældende i fagbevægelsen, kan man forsikre sig om ved at læse Tine Aurvig-Huggenbergers aktuelle erindringsbog: Viljen er alt.

Tine Aurvig-Huggenberger fik på trods af mænds vedholdende chikane kæmpet sig op til fagbevægelsens næsthøjeste post, næstformand for LO. Men da hun blev stillet den øverste post i udsigt, brast det.

På LO-kongressen i 2007 blev hun slået af den farveløse dødbider, men altså mand, Harald Børsting. Bogen vidner om, hvor vred Tine Aurvig-Huggenberger stadig er over det nederlag – og hvad mænd udsatte hende for i hendes 22 år i fagbevægelsen.

Med til billedet hører, at Tine Aurvig-Huggenberger er en strid skikkelse.

Hendes karakter er formet af et barsk liv. Hendes barndom var vildt omskiftelig, præget af en brudt familie og grov vold fra en stedfar.

Tvind & DKP

Hun fandt ly på Tvindskolerne og siden i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Ligheden mellem de to organisationer er Tine Aurvig-Huggenberger i bogen meget bevidst om:

»Man skulle eliminere individet, eliminere de individuelle behov, dybest set eliminere individets behov for at være individ. Man skulle være kollektivt tænkende.«

Begge organisationer var – noterer hun – gennemsyret af afsindig mandschauvinisme.

Uanset disse urimeligheder blev Tine Aurvig-Huggenberger draget af det fællesskab, de to organisationer havde at tilbyde. Det var steder, der aflastede deres følgere for byrden ved at skulle være sig selv.

Trods usikkerhed om sit valg af uddannelse blev Tine Aurvig-Huggenberger i 1984 ansat som pædagogmedhjælper på Frederiksberg. Midlertidigt, forestillede hun sig.

Men efter et halvt år blev hun valgt som tillidsrepræsentant, og så gik det opad i systemerne, både de faglige og de kommunistiske, som pædagogforbundene PMF og BUPL dengang var tæt tilknyttet.

Tine Aurvig-Huggenberger oplevede den ære at komme på partiskole i DDR-byen Warnemünde, hvad der dog viste sig at blive en nedslående oplevelse. Og i 1990 blev Tine Aurvig-Huggenberger socialdemokrat.

I 1992 havde hun modet til at søge valg som formand for LO i Storkøbenhavn og dermed repræsentere områdets 200.000 lønmodtagere.

Mindeværdigt fortæller hun om dengang, repræsentanter fra Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund drog ind til sekretariatslederen i Fællesorganisationen, Arne S. Nielsen, der var bror til den despotisk rådende LO-formand Thomas Nielsen, for at berette om deres støtte til hende

200 kg

Om Arne S. Nielsens reaktion skriver Huggenberger:

»Han sad og kiggede på dem. Han var en stor mand, en meget stor mand, jeg tror, han vejede et pænt stykke over de 200 kg, han var tidligere slagter. Så sagde han de berømte ord: "Hvad gør I? Hende der? Hun har jo ikke engang tørret æggeskallerne af røven endnu."«

Tine Aurvig-Huggenberger tilføjer:

»Min modkandidat var selvfølgelig en 50-plus mand.« Hun var selv 29 år på det tidspunkt. Og valgt blev hun.

Hun giver denne forklaring på sine ambitioner:

»Min position – og den opmærksomhed, jeg fik – var et talerør, en systemadgang, og på det tidspunkt gik det op for mig, at det var det, magten handlede om.«

Men den ultimative magt i fagbevægelsen fik Tine Aurvig-Huggenberger altså ikke. Der kan tænkes mange forklaringer.

Forud for den afgørende LO-kongres i 2007 var Helle Thorning-Schmidt blevet formand for Socialdemokratiet. Ifølge bogens fremstilling erklærer Thorning-Schmidt, at det var hendes skyld, at Aurvig-Huggenberger ikke blev valgt:

»Det er, fordi jeg blev valgt. De kan ikke tåle to kvinder i spidsen af arbejderbevægelsen.«

Medvirkende har givetvis også været, at Tine Aurvig-Huggenberger havde gjort det til sit kendemærke at sige ubehagelige sandheder om fagbevægelsen og om den selvødelæggelse, som selvtilfredshed indebærer. Og så spændte hun buen for hårdt ved at erklære, at hvis hun ikke blev valgt til formand, ville hun ikke fortsætte i LO.

Og det gjorde hun så heller ikke. Hvad der påførte hende en smertelig strid om en pamperpensionsordning, som LO ikke ville vedstå, fordi hun var gået frivilligt. Hun vandt i byretten, men tabte i landsretten.

I dag er Tine Aurvig-Huggenberger direktør for reklamebranchens fællesorganisation, en arbejdsgiverorganisation. Hun skriver:

»Jeg må konstatere, at man behandler hinanden en hel del pænere blandt arbejdsgiverne end på lønmodtagersiden.«

Javist så. Lizette Risgaard, du har unægtelig en del at rette op på.

Tine Aurvig-Huggenberger i samarbejde med Michael Holbek: ’Viljen er alt – Mit liv med brud og kampe’. 389 s., ill. 250 kr. Forlaget Rosinante & Co.

Fagforeningsmedlemmer foran Foligsinstitutionen i forbindelse med forhandlingerne om ny overenskomst. Når LO og FTF fusionerer, kommer to kvinder til at stå i spidsen for fagbevægelsen, der historisk set har været domineret af mænd. Det har taget kvinderne tid at nå frem til de magtfulde poster, og det er ikke sket uden kamp.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
Torben K L Jensen, ingemaje lange, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

At Tine Aurvig-Huggenberger i dag er direktør for en arbejdsgiverforening kunne vel tyde på, at det var godt nok, at hun ikke blev formand for LO. Hendes engagement i fagbevægelsen er åbenbart ikke så stort.

Torben K L Jensen, Klaus Bisgaard, Flemming Berger, Per Klüver, Markus Lund og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Leif Svendsen

Hvordan var det lige med Harald Børsting og Bente Sorgenfrey......Hvem var det Bente S. der under trepartsforhandlingerne nævnte at man skulle se på efterlønnem da der manglede hænder alle steder... Hvis Bente S. tror at hun er glemt!!! så kan hun godt tro om...

Leif Svendsen

Hvordan var det lige med Harald Børsting og Bente Sorgenfrey......Hvem var det Bente S. der under trepartsforhandlingerne nævnte at man skulle se på efterlønnem da der manglede hænder alle steder... Hvis Bente S. tror at hun er glemt!!! så kan hun godt tro om...

Eva Schwanenflügel

"I dag er det anderledes: Formanden for den fusionerede fagbevægelse er Lizette Risgaard, stedfortræderen er FTF’s Bente Sorgenfrey og to ud af de fem næstformænd i hovedorganisationen er kvinder. Og Dennis Kristensen er som FOA-formand erstattet af Mona Striib."

Til en start kunne man begynde at sige forkvinde istedet for kvindelig formand.
Det er sgu en latterlig anakronisme at fastholde denne titulering.

Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Irene Odgaard

Jeg er så en af dem, der var til stede, da Harald Børsting fik lidt flere stemmer end Tine på LO’S kongres i 2007. En kollega bemærkede, at det ikke giver point i en kollektiv organisation at overskride sin taletid, som Tine gjorde, eller konstant sige “jeg” og ikke vi. Jeg har ikke læst hendes bog, men referatet giver jo lidt baggrund for at forstå, hvorfor hun i den grad kom til at koncentrere sig om individet og desværre også meget tydeligt om individet Tine. Synd for barnet Tine, men ikke for den voksne, der efter selv at være stoppet som næstformand forsøgte at få fagbevægelsens medlemmer til at indbetale til hendes i forvejen fyrstelige pensionsordning i årtier frem. Mit indtryk var, at Tine mest ville magten, og ikke så forfærdelig meget andet. Det er hun nok ikke den eneste m/k, der vil, men det er noget andet og mere, der er brug for i fagbevægelsen.

David Zennaro, ulla enevoldsen, Flemming Berger, Per Klüver og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Det var godt Tine ikke blev valgt som formand for LO. Grådighed og forsmåethed er det sidste fagbevægelsen har brug for. Harald Børsting var som bekendt en svag leder. Lizette virker meget mere kompetent. Både Bondo og Dennis er siden stoppet, hhv. en blødsøden leder og en rapkæftet individualist. Men der er lang vej igen før vi endelig kan blive fri for de moderate sossesvin, der markedsgør venstrefløjen og laver solidaritetens kerneydelser om til forsikringsprodukter, når alle vejrhaner foregiver, at medlemmerne vil have kamp og kvalitet. OK18 viser vejen frem.

Markus Lund

@Eva - foretrækker nu kønsneutrale tituleringer såsom leder eller til nøds forperson. Men allerhelst radikalt foreningsdemokrati.

Steffen Gliese

Det var en yderligere årsag til fagbevægelsen svækkelse, at Tine blev fravalgt. Hvis man hører, hvad hun altid har sagt, havde meget været anderledes i dag. F.eks. havde indflydelsen på Thorningregeringen nok været noget større og mere positiv.