Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bag Poul Schlüters smil ulmer vreden – det røber han selv i ny bog

Den nu næsten 90-årige tidligere statsminister træder lyslevende frem i ny portrætbog. Den viser hans vittige veltalenhed, men også den fortrædelige harme, som gemmer sig bag det joviale ydre
Den nu næsten 90-årige tidligere statsminister træder lyslevende frem i ny portrætbog. Den viser hans vittige veltalenhed, men også den fortrædelige harme, som gemmer sig bag det joviale ydre

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
19. marts 2019

Fjollet er det, at samtalebogen bærer titlen Schlüters politiske testamente. For den fhv. konservative statsminister, der til april fylder 90, fremtræder i bogen særdeles livfuld og nærværende. Hans replikker gnistrer af vid, velanbragte indsigter og politisk besindighed. Egenskaber, der gjorde, at Schlüters skiftende borgerlige regeringer kunne manøvrere sig igennem Folketinget i hele ti år og fem måneder, fra september 1982 til januar 1993.

Når Schlüter funkler i bogen, skyldes det utvivlsomt, at han har følt sig i opmuntrende selskab med dens forfatter, den tidligere politiske journalist og nuværende direktør for De Samvirkende Købmænd, John Wagner, som Schlüter i sin statsministertid udnævnte til generalsekretær for Det Konservative Folkeparti.

Det interessante ved bogen er, at den også kaster lys over Schlüters mørkere sider. Som et konservativt folketingsmedlem i Schlüters regeringstid bemærkede til nærværende anmelder: »Vor statsminister er smukkest i medvind.« Dermed sigtede den pågældende til, at Schlüter i modgang kunne være bidsk, ætsende sur og nærmest fortrædelig. Karaktertræk, som Schlüter efter bedste evne søgte at skjule for offentligheden.

John Wagner: Poul Schlüters politiske testamente.

Saxo
I bogen er Schlüters  partifælle og kulturminister i årene 1990-93, Grethe Rostbøll, citeret for følgende iagttagelse:

»Schlüter nyder samværet, når alting glider, som det skal. Men i krisesituationer bliver han indadvendt og tager beslutningerne i enrum. Når han igen leder forhandlingerne, optræder han ufornærmet og oplagt, selv om han har raset bag de lukkede døre.«

Raseri blæst ud

Overraskende er det, at Schlüters raseri bliver blæst ud over bogens sider.

Den første årsag til raseriet er partiet Venstre, som Schlüter fandt samarbejdsvilligt i sin regerings »første år, det vil sige fra 1982 og frem til 1986-87«. Men så, ifølge Schlüter:

»Så var det ligesom om, at Venstre havde sundet sig, og var kommet frem til det resultat, at man godt kunne være i regering og i opposition på samme tid. Hvad man selvfølgelig ikke kan. Og så begyndte de at kritisere os, og Venstre-pressen gjorde det også. Det var dybt sårende for mig. Det var det faktisk. På den måde kan man ikke så godt være i regering.«

Schlüter er meget omhyggelig med at rose sin regeringstids første Venstre-leder, finansminister Henning Christophersen. Man forstår på Schlüters fremstilling, at forholdet begynder at køre skævt, efter Christophersen i juli 1984 drager til Bruxelles som EU-kommissær og på den hjemlige lederpost erstattes af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Blandt Ellemanns uvenlige handlinger nævner Schlüter, at Ellemann ikke ville gå med til erstatte Schlüter på statsministerposten af den socialt indstillede konservative Palle Simonsen, da Poul Schlüter efterhånden var trængt og slidt – især af Tamil-sagen – og hvor et skift til en ubelastet og sympatisk person kunne sikre, at de konservative ikke led varig skade. Just dette aspekt har Ellemann næppe været blind for.

Resultatet blev, at Schlüter måtte hænge på, indtil Tamil-sagen fældede ham, og det konservative parti gerådede ud i vilde, indre kampe – alt sammen til Venstres fryd og fordel.

To andre genstande

De to andre genstande for Schlüters raseri har direkte forbindelse til hans forbandede Tamil-sag.

Den ene er Tamil-sagens ophavsmand, Schlüters egen justitsminister og partifælle, Erik Ninn-Hansen, der aldrig beklagede sin ulovlige syltning af tamilers ansøgning om familiesammenføring. Med Schlüters ord om Ninn:

»Han havde jo i sin egen optik ikke begået fejl. Aldrig. Men jeg kan stadig ikke fatte, at han som jurist kunne gøre det, han gjorde. Men det gjorde han jo altså, og det blev han også dømt for i rigsretten.«

Når Schlüter selv kom galt afsted i Tamil-sagen skyldes det blandt andet, at han undervejs i folketingssalen havde hævdet: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet« – hvad der unægteligt var.

I bogen retter Schlüter sin harme mod Statsministeriets og Justitsministeriets daværende departementschefer, henholdsvis Peter Wiese og Poul Lundbeck Andersen. Gulvtæppefadæsen var deres skyld, hævder Schlüter:

»Det var altså de to departementschefer, som havde ansvaret for talen. De sad for bordenden i det embedsmandsudvalg, der skrev min tale om tamilerne, og de to departementschefer vidste alt om, hvad der var sket. Men det synes de af en eller anden grund ikke, man skulle nævne for mig eller tage med i talen … Formentlig fordi det ville have været en historisk skandale for Justitsministeriet, hvis man i talen afslørede alt, hvad man vidste om sagen.«

Her kunne man ønske, at John Wagner havde boret i, om Schlüter, der selv er jurist, dog ikke havde grund til at ane uråd om ulovlighederne. Når de nu var så indlysende både for justitsministeren og regeringens to fremmeste departementschefer, herunder Schlüters egen.

Men læs bogen og bliv klogere på Poul Schlüter, smuk i medvind og mindre pyntelig i det modsatte.

John Wagner: Poul Schlüters politiske testamente. 286 s., ill. 300 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Jeg har altid selv holdt Peter Wiese og Poul Lundbeck Andersen ansvarlig for talen med
»Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«

”Det kan undre, ”at Peter Wiese ikke i det mindste tilkendegav over for statsministeren, at han ved at holde talen i den form (…) kunne bringe sig på kant med ministeransvarlighedsloven.”
citat Hornslet i Tamilrapporten

OK, Peter Wiese døde senere i 1993 - Poul Lundbeck Andersen blev forflyttet fra Justitsministeriet; men Poul Schlütter betalte en høj pris for at holde en tale skrevet af embedsmændene og godkendt af departementscheferne i Statsministeriet og Justitsministeriet.

Jeg anerkender, at Schlütter ikke kunne forudsættes at have samme detailkendskab, som embedsværket med 2 departementschefer i spidsen; men selvfølgelig måtte Schlütter bære det politiske ansvar og gå af.

PS. Du kan være helt sikker på, at Uffe Ellemann har hygget sig dobbelt over dels Venstres fremgang og dels Konservatives tilbagegang op igennem 90'erne.

Steffen Gliese

Fra før verden gik af lave - i retrospekt var Schlüterregeringerne de sidste, der indædt sikrede velfærdsamfundet.

Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Rolf Andersen, Niels Bent Johansen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Under Schlütter hed partiet Det Konservativt Folkeparti. Nu hedder efterfølgerne bare Konservative og det beskriver partiet og partiets ændring godt.

Efterfølgende har vi fået flere højreorienterede partier, så som Liberal Alliance, oprindelig støttet af Lars Seier Christensen, der flyttede til Schweiz for at undgå Danmarks høje skatter. De ønsker mindre stat og vil afslutte velfærdsstaten.

Det nyeste skud på stammen er partiet Nye Borgerlige, ligeledes støttet fra Schweiz, blandt andre af, Lars Seier Christensen, et parti, der kalder sig Nye Borgerlige, men er i politisk forstand et nationalistisk parti fra det yderste højre, med indvanderfjendske ideologier og ønsker lav skat til de rigeste. I deres økonomiske politik ønsker de at fratage det offentlige 77 milliarder til at begynde med og arbejde med at fjerne staten som sådan, for at give pengene tilbage til "folket"(folket=velhavende). De ønsker at træde ud af EU. De ønsker også, at demontere velfærdsstaten som LA, for pengene ligger bedre i borgernes lommer (de velhavende lommer), mener de.

LA og NB er begge nye partier, der kunne stiftes, fordi de havde "velgørere", bosatte i det smukke og skattebillige Schweiz. De støttes af mennesker, der ikke ønsker at betale skat i Danmark, men nogle, der gerne vil have en politisk indflydelse, selv om de ikke ønsker at yde med skattebataling. De har ikke baggrund i dansk menneskesyn og har deres forbillede i superliberalistens Ayn Rands teorier. En kvinde, der døde på offentlig forsørgelse. Teorien holdt nemlig ikke. Alle har brug for hjælp engang imellem.

Der er sket meget med "borgerligheden" fra Schlütter til Liberal Alliance og nu til de nationalistiske "borgerlige" parti NB.

Allan Jensen, Kim Houmøller, Curt Sørensen, Søren Fosberg, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Olaf Tehrani, Kristian Spangsbo, Annali Wingård, David Zennaro, Anne Mette Jørgensen, John Damm Sørensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Hanne Ribens, Niels Bent Johansen, Steffen Gliese og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tak gud og schlüter for børnechecken

Søren Fosberg, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Noget slemt må Schlüter dog have lavet. Jeg husker den gamle vittighed: Shlüter er død og står foran himlens port. St.Peter og undrer sig over, at Sclüter står så rank og højt, men konfronteret med denne St. Peters undren fremstammer Schlüter: "jo, men jeg står på hovedet af Jens Christophersen"!