Læsetid: 5 min.

Berlingske-kommentator Thomas Larsens artige portræt sætter magtfulde Mette Frederiksen i et yderst gunstigt lys

Thomas Larsen lover ingen magtkritik i sit portræt af Mette Frederiksen, og den udebliver da også. I stedet tegner Berlingske-kommentatoren billedet af en determineret, kompetent og politisk konsistent leder
Mette Frederiksen er favorit til at overtage statsministerposten efter valget, der skal finde sted senest den 17. juni. Og dagens bogudgivelse, hvor Berlingske-kommentator tegner et yderst gunstigt portræt, kommer på et meget fordelagtigt tidspunkt for S-formanden.

Mette Frederiksen er favorit til at overtage statsministerposten efter valget, der skal finde sted senest den 17. juni. Og dagens bogudgivelse, hvor Berlingske-kommentator tegner et yderst gunstigt portræt, kommer på et meget fordelagtigt tidspunkt for S-formanden.

24. april 2019

Det er eminent timing for Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, at Thomas Larsens nye bog, Mette Frederiksen – Et politisk portræt, udkommer under to måneder før folketingsvalget.

Bogen tegner et artigt portræt af Mette Frederiksen som en socialdemokrat med partibogen og den politiske integritet i orden, der har lederskabsevnerne og overblikket til at indtage landets mest magtfulde embede.

Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske og forfatter til en lang række politikerbiografier, herunder om Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, opregner i sin nye bog Mette Frederiksens bedrifter fra barndommen i Aalborg og fra tiden som minister i Thornings regering og opsummerer i den sidste tredjedel loyalt det politiske program, Frederiksen har fremlagt som formand og nu går til valg på.

Historieskrivningen i Larsens bog minder om dramaturgien i en klassisk Hollywood-biopic – det er et af den slags politikerportrætter, hvor der smukt bindes sløjfer mellem hver en begivenhed og beslutning, så hovedpersonen fremstår uhyre konsistent og troværdig.

Larsen fortæller eksempelvis, at den unge Mette Frederiksens politiske engagement begyndte med en ’boykot McDonald’s’-kampagne på skolen, fordi hun ville redde regnskoven fra at blive fældet til fordel for kvægbrug, der skulle gå til burgerproduktion, hvilket peger frem mod kampagnekapitlet ’Danmark som grøn supermagt’, hvor budskabet er, at kampen for klimaet og miljøet altid har ligget Frederiksen meget på sinde.

Larsen binder også en smuk sløjfe om de 10 socialdemokratiske teser, som Mette Frederiksen præsenterede tilbage i 2008 og hendes tid som beskæftigelsesminister i SRSF-regeringen.

Larsen fremhæver, at Frederiksen allerede her kundgjorde, at »flere skal yde mere, pligt kommer før ret. Enhver skal arbejde og forsørge sig selv«, hvilket bliver et bevis på, at hendes reformer ikke handlede om at spare penge, men var funderet i dybtfølt, ideologisk konsistens.

I Larsens dramaturgi bliver Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister fremstillet som en personlig modningsproces, hvor hun gik fra at være »højtråbende ideolog« til at være en pragmatiker, der er »villig til at lave realpolitik«. Som minister arbejdede hun »i et hæsblæsende tempo« for at løse en »bunden opgave« ved »at styrke økonomien«.

Uenig med sine egne

Frederiksen fik som bekendt den svære opgave at forsvare dagpengereformen, som Socialdemokratiet havde været imod inden valget, men som De Radikale tvang regeringspartnerne til at acceptere.

Det understreges, at Mette Frederiksen ikke selv deltog i de skæbnesvangre regeringsforhandlinger i det sorte tårn, hvorved hun holdes ansvarsfri for regeringsgrundlagets stadfæstelse af, at VK-regeringens økonomiske politik skulle videreføres i bredeste forstand.

Om dagpengereformen siger Mette Frederiksen:

»På dette punkt var jeg uenig i regeringens politik,« men udglatter endvidere:

»Man bliver en holdspiller, og det var godt for mig. Jeg tror, at det er en del af forklaringen på, at det senere var et enigt parti, der indstillede mig til at blive formand. Man havde set, at jeg tog en for holdet.«

Og således bliver et uskønt politisk forløb, hvor titusindvis af danskere faldt ud over kanten af dagpengesystemet og mistede deres levegrundlag, til et opbyggeligt kapitel i Mette Frederiksens personlige udviklingshistorie.

Favorabel er også bogens fremstilling af Mette Frederiksens førtidspensionsreform, der havde som erklæret mål at nedbringe antallet af mennesker, der fik tilkendt førtidspension.

Larsen påpeger ganske rigtigt, at det lykkedes at nedbringe antallet, men undlader at holde Frederiksen ansvarlig for reformens alvorlige sociale slagside. Den har resulteret i, at tusindvis af syge og udsatte mennesker er blevet fastholdt i ubærlige rækker af ressourceforløb og arbejdsprøvninger, der skal afklare en bagatelagtig og i nogle tilfælde imaginær arbejdsevne.

Allerede inden reformen blev vedtaget, advarede socialfaglige myndigheder og organisationer i høringssvar om, at Frederiksens reform ville holde nedslidte mennesker fanget i systemet. Alt dette forbigår Larsen i stilhed. Selv kommenterer Frederiksen kun den omstridte reform således:

»Der var ting, som ikke kom til at virke efter hensigten. Men grundtanken var rigtig. For vi skal gøre alt for at udvikle de ressourcer, som folk har, i stedet for at førtidspensionere dem.«

At Frederiksen i et senere kapitel om den offentlige sektor udtaler, at »mennesker skal være trygge for at kunne være frie«, understreger behovet for at spørge, om ikke denne indsigt burde bæres med over i social- og beskæftigelsespolitikken, når det handler om at sikre basal økonomisk tryghed for socialt udsatte.

Politisk tonedøvt

Anderledes hård er tilskrivelsen af ansvar, når det gælder Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, hvis plan om selskabsskattelettelser blev lækket til pressen, dagen inden Mette Frederiksen skulle præsentere sin kontanthjælpsreform. Om forløbet siger Frederiksen:

»Det var politisk tonedøvt ud over alle grænser, og det var problematisk for mig. Jeg havde en bunden opgave i at skaffe provenu med en kontanthjælpsreform, for det stod i regeringsgrundlaget. Men det var ikke det, der drev mig. Jeg er socialpolitiker. Jeg ønskede, at færre unge skulle være parkeret på offentlige ydelser, men det blev umuligt at komme ud med det budskab.«

I kapitlet ’Retfærdig og realistisk’, hvori Mette Frederiksens udlændingepolitik præsenteres, bruger Thomas Larsen sit indblik i hidtil fortrolige interne strategipapirer fra sommeren 2014 til at skrive Mette Frederiksens lederskabsevner op. I strategien skitseredes den retning i udlændingepolitikken, som Frederiksen senere nøje har fulgt, og Larsen kalder det »et vidnesbyrd om et ekstremt grundigt og gennemtænkt forløb«.

Det fremhæves, at Frederiksen kører efter en velovervejet masterplan, arbejder metodisk og at hun »har en fireårsplan, hvilket ikke er så normalt i politik«.

Det er sigende for bogen, at kapitlet om det mest kontroversielle politiske positionsskift, Frederiksen har foretaget, ikke udfordrer hende på dette, men i stedet opbygger hende som en determineret og kompetent leder.

Determinationen understreges af Frederiksens kommentar til beslutningen om at gå efter en S-regering for at undgå De Radikales indblanding i udlændingepolitikken:

»Jeg har sagt til mig selv, at det er vigtigere for Danmark, at der bliver ført en rigtig udlændingepolitik, end at jeg kan danne regering.«

Frederiksens tætte samarbejde med DF bliver i øvrigt fremstillet som en sejr for velfærds- og fordelingspolitikken, og Frederiksen erklærer, at hun med dette strategiske svendestykke har »bidraget til, at der ikke længere er flertal for borgerlig økonomisk politik«. Om Frederiksen reelt er garant for en økonomisk politik, der ikke blot slår ned på de allerrigeste, men også skaber tryghed for de fattigste, gør bogen os ikke klogere på.

Thomas Larsen lover ikke læseren nogen kritisk granskning af Mette Frederiksens politiske resultater og planer, tværtimod indeholder bogen ingen erklæret målsætning om, hvad forfatteren vil sin omverden med den.

Uanset hensigten har Berlingske-kommentatoren leveret et blankpoleret portræt af Danmarks potentielt kommende statsminister, som undlader at sætte spot på de hårde konsekvenser af Frederiksens magtudøvelse, og i stedet sætter dette magtfulde menneske i et blødt og yderst gunstigt lys.

Thomas Larsen: ’Mette Frederiksen – Et politisk portræt’, Gyldendal. Udkommer 24. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Henrik Rasmussen
  • Frede Jørgensen
  • Carsten Mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Henrik Rasmussen, Frede Jørgensen, Carsten Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Frederiksen er blevet som en kamæleon der forsøger at reflektere omgivelserne; hun adopterer de andre partiers socialpolitik i valgkampen - men har ingen intensioner om at gennemføre venstrefløjens socialpolitik.

Vi står overfor en gigantisk social fiasko og der er ikke andet at gøre end massivt at demonstrere i gaderne, tålmodigheden er for længst opbrugt, vi har ventet alt for længe, vi må selv ændre de sociale forhold i landet. Vi skal løse fattigdomsproblemerne, på trods af de politiske partier.

Dette er en bog som er præcist som et oversmart reklamebureau ville have skrevet den. Vi ved jo godt hvad der kommer, flere nedskæringer, pengene går til den øvre middelklasse, og bunden får intet. Der er ingen tillid herfra, hun er utroværdig, med falske farver. Alle forsøg på at overbevise Socialdemokratiet herhjemme, om at føre en retfærdig social politik, har været forgæves.

Socialdemokratiet går ikke til valg på et løfte om at sikre markante forbedringer af socialpolitikken, og Socialdemokratiet er ikke indstillet på at bryde med de andre nedskæringspartier. Socialdemokratiet er ikke indstillet på at bryde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, Radikale og den nuværende regerings politik, og Radikale har svært ved at se partiet bakke op om en regering uden flere sociale nedskæringer.

Firs procent af politikerne ønsker ikke, at kampen imod fattigdommen bliver det største politiske emne i den kommende valgkamp, men hvis der ikke er nogen social kamp, er der ingen social fremskridt. MF vil ikke afskaffe de lave ydelser, og ikke fjerne den fattigdom som politikerne i Folketinget har skabt. Hensynet til virksomhederne, der vil have arbejdskraft til lav løn, overtrumfer fattigdomsbekæmpelsen.

Forbindelserne til toppen af samfundet er større end interessen for samfundets socialt udsatte, tværtimod har S intet ønske om at omfordele samfundsgoderne, fra toppen til bunden. I et af de rigeste lande i verden er fattigdommen stigende, dette er sket med Socialdemokraternes stemmer. Der er ingen tvivl om at Socialdemokraterne bekymrer sig mere om rige mennesker end om fattige mennesker.

Torben Jensen, Jens Kofoed, Tino Rozzo, Heidi Larsen, Jesper Lerche, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Per Torbensen, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Flemming Berger, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Erik Winberg, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen, lars helde, Ebbe Overbye, Martin Rønnow Klarlund, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow og Achim K. Holzmüller anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Thomas Larsen's bog "Mette Frederiksen – Et politisk portræt", i form af en forkromede og højglanspoleret profil af Mette F vil hjælpe med til at vi snart med rimelig sikkerhed kan regne med at personen indtager landets mest magtfulde embede. Interessant ville være at se, hvor meget af de så rosende omtalte "strategiske svendestykker" er så "uhyre konsistent og troværdig", eller bare er populistiske nødvendigheder som midler i et søgesystem for at suge stemmer fra andre partier, der med populistiske paroler prøver at fange folk. Indtil nu har denne kurs virket positivt i fremgang af danske socialdemokrati, i modsætning til så mange andre steder i Europa. Interessant bliver det at se, hvor succesfuld Mette F. agerer og regerer, når hun endeligt er kommet til magten.
I modsætning til Thomas Larsen's forkromede og højglanspoleret Mette F-profil anser jeg hendes ageren i den senere tid som en populistiske slingrekurs i den politiske debat.

Bjarne Andersen, Anne Mette Jørgensen, Torben Bruhn Andersen, Erik Winberg, Susanne Kaspersen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er til at få kvalme over dette skønmaleri af en person uden andre interesser end sig selv og magtens sødme.
Som Gry Inger Reiter så rigtigt påpeger, er den sociale profil nem at overse. Frederiksens rædselsfulde reformer som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen bliver ikke lavet om, selvom hun lover ikke at føre borgerlig politik. Kontanthjælpsloftet og hjemsendelsesydelsen heller ej.
Udlændingestramninger bliver der garanteret flere af, når samarbejdet skal fortsætte hånd i hånd med DF som trolovet.
Hendes løfte om at være 'børnenes statsminister' består i at tvangsfjerne børn fra ressourcesvage familier.
Og klimaet og miljøet, hvad med det?
Vi får en ny borgerlig statsminister med Mette F. ved rorpinden, lader det desværre til.

Læs også her Jakob Nielsens anmeldelse af bogen i Altinget.
Her får den heller ingen roser :

https://www.altinget.dk/christiansborg/artikel/mette-frederiksen-fortryd...

Bent Gregersen, Heidi Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Achim K. Holzmüller, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Erik Winberg, Arne Albatros Olsen, Christian Mondrup, Susanne Kaspersen, lars helde, Henrik Rasmussen, Herdis Weins, Ebbe Overbye, Hans Larsen, Martin Rønnow Klarlund, Dorte Sørensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

På Politiken er man heller ikke imponeret:
https://politiken.dk/kultur/boger/boganmeldelser/faglitteratur_boger/art...
På avisen.dk kan man i dag læse om, hvordan MEF i sin tid forsonede sig med Sass Larsen - alt i alt føler jeg lyst til at citere Peter Schrøders figur fra Den gode , den onde og den virkligt sjove:
" Det er fandme uhyggeligt, du"

Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Frode Sørensen

Mette Frederiksen ville som beskæftigelsesminister ikke engang forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år havde været forbudt i nabolande. Heri adskiller hun sig ikke fra de tilsvarende borgerlige ministre.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der 1600 tilfælde årligt af arbejdsbetinget kræft i Danmark. Ifølge ILO dør 2000 årligt i Danmark af snigende sygdomme p.g.a. dårligt arbejdsmiljø.

Jens Kofoed, Heidi Larsen, Bjarne Andersen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Erik Winberg og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Selv forfatterens egen avis kalder bogen skuffende og giver deñ to stjerner.

Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Torben Bruhn Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Here she comes: Mette Forræderiksen fra Socialforræderiet !

Estermarie Mandelquist, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Thomas Larsen færdes hjemmevant i magtens indercirkler. Og han har selvsagt brug for at være på god fod med sine kilder, dem, der er noget ved musikken. Hans job som politisk kommentator er afhængig af det. Derfor kan man selvsagt ikke forvente et kritisk portræt af vores statsminister in-spe, højest en samling anekdotiske ligegyldigheder, tilsat så tilpas megen fidel høflighed, at Mette også tager røret næste gang Thomas ringer.

Arne Albatros Olsen, Kim Øverup, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Steen Sohn, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Grethe Preisler og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Engang var Mette mod fattigdom og ulighed, nu kæmper Mette mod fattige, arbejdsløse, syge og for øget ulighed.
Skal det have en chance til ?

Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Nej, hun skal ikke have en ny chance. Den største kujon af alle på det ting. hun kan lægge sig fladt ned og give en kæmpe undskyldning. Det har hun åbenbart endnu ikke gjort.
Desuden er den fattigdom kommission de i S taler om alene en dumsmart metode på, at vinde tid.
Hun er ekstrem asocial.