Læsetid: 6 min.

Kåre Mølbak var måske ikke blevet anklaget for zigzagkurs, hvis han havde læst denne bog

Tilliden til eksperterne i Danmark er i øjeblikket skyhøj. Alligevel går det også under coronakrisen af og til galt i mødet mellem fagfolk og journalister. Det skal en ny bog om forskningskommunikation lave om på
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm (t.h.) og faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på et af de første af mange pressemøder i Spejlsalen i Statsministeriet. Særligt Kåre Mølbak har i løbet af coronakrisen oplevet at hans citater i medierne er blevet misforstået. Om det skyldes uklar kommunikation fra hans side eller skarpvinkling fra mediernes side, er der delte meninger om. En ny bog forsøger at svare på, hvordan lignende situationer kan undgås.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm (t.h.) og faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på et af de første af mange pressemøder i Spejlsalen i Statsministeriet. Særligt Kåre Mølbak har i løbet af coronakrisen oplevet at hans citater i medierne er blevet misforstået. Om det skyldes uklar kommunikation fra hans side eller skarpvinkling fra mediernes side, er der delte meninger om. En ny bog forsøger at svare på, hvordan lignende situationer kan undgås.

Unger Anthon

19. maj 2020

Hvide kitler er kommet på mode. De seneste måneder har det været svært at åbne en avis, tænde sit tv eller gå på Facebook uden at støde på en forsker, der udtaler sig om corona. Vi er kommet på fornavn med landets epidemiologer, og vi lytter efter, når økonomiprofessorerne forklarer os, hvor hårdt væksten vil blive ramt.

Tilliden til autoriteter som myndigheder og eksperter er i det hele taget høj. En helt ny undersøgelse fra en gruppe forskere på Københavns Universitet viser, at stemningen på Twitter omkring håndteringen af pandemien er blevet mere positiv gennem nedlukningsperioden, og i både Tyskland og Sverige viser undersøgelser, at tilliden til forskere er steget betydeligt.

»At tillid fylder mere efter nedlukningen kan skyldes, at det først er i forbindelse med samfundsmæssige kriser som coronapandemien, at folks tillid til hinanden samt til institutioner og myndigheder for alvor bliver synlig og testet,« siger professor Morten Axel Pedersen, som står bag Twitter-undersøgelsen, til Videnskab.dk.

Danskerne har da også generelt høj tillid til forskere. I den største undersøgelse nogensinde af sin slags viste den engelske Wellcome Trust sidste år, at Danmark rent faktisk er det land i verden, hvor flest hepper på videnskaben. Hele 75 procent af os er med undersøgelsens ord »videnskabsentusiaster«.

Men der er nu også kommet sprækker i ekspertlakken. De forskningsbaserede råd om COVID-19 fra myndighederne bliver udfordret af både journalister og politikere. Især har den faglige direktør for Statens Serum Institut (SSI), Kåre Mølbak, stået for skud.

Eksempelvis er Mølbak blevet kritiseret for at skifte standpunkter undervejs og bidrage til at skabe usikkerhed omkring myndighedernes teststrategi, målsætninger om flokimmunitet eller inddæmning og risikoen for en anden bølge til efteråret.

Således også, da Kåre Mølbak for nogle uger siden i Berlingske blev citeret for, at der kunne gå op til et år mere, hvor vi skulle holde afstand til hinanden. »Kåre Mølbak: Regn med social afstand mindst et år endnu« lød overskriften på artiklen, der fik både politikere og kommentatorer til at reagere med udtryk som zigzagkurs.

Spørgsmålet er dog, om Mølbak nogensinde har sagt det, som der står i artiklen? Selv mener han, at den er »vinklet meget skarpt«, mens chefredaktør for Berlingske, Tom Jensen, over for fagbladet Journalisten fastholder, at alt er gået korrekt til.

Sagen – og flere andre eksempler fra de seneste måneder – er et skoleeksempel på, hvordan mødet mellem ekspertens nøgterne og foreløbige vurderinger støder sammen med mediers og politikeres ønsker om klare og kontante anvisninger, vi kan forholde os til. Et møde mellem »sandsynligvis« og »ja eller nej«, der ofte går galt. Især når ønsket om hurtige svar og handling er så stort, som det har været de forløbne måneder.

Lige midt i denne debat lander der nu en bog, der vil gøre op med konflikten mellem journalistikken og videnskabsmandens kommunikationsform.

Nødhjælp til forskere

’Forskningskommunikation. En praktisk håndbog til eksperter og forskere’ er skrevet af kommunikationsforsker på Københavns Universitet Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff, der i mange år har rådgivet virksomheder i strategisk kommunikation.

De to forfattere har som ambition at skabe »gensidig forståelse og respekt mellem forskere og journalister« for at »skabe optimale betingelser for et samarbejde om forskningskommunikation«.

Allerede dér vil mange chefredaktører nok få kaffen galt i halsen, da den klassiske opfattelse af journalistikkens rolle jo netop ikke er, at man skal samarbejde med autoriteterne, men tværtimod udfordre dem. Til det indvender Gravengaard og Rendtorff, at »forskere og journalister er ofte drevet af den samme grundlæggende ambition om at formidle viden til offentligheden og skabe mulighed for mere engagerende og vidende samfundsborgere«.

Når Berlingske vinkler skarpt på en enkelt, løsrevet udtalelse af Kåre Mølbak, kan det godt være, at det er faktuelt korrekt. Men man kan spørge sig selv, om det skaber mere vidende borgere, når indtrykket og budskabet bliver et andet, end hvad SSI’s eksperter egentlig havde af viden om sagen? Kan et enkelt løsrevet citat virkelig afspejle en kompliceret og usikker viden om verdens beskaffenhed?

Det er derfor et virkelig nobelt forehavende, de to forfattere er ude i. De vil med værktøjskassen fra den professionelle, strategiske kommunikation ruste alle landets mange kloge hoveder til at blande sig mere og bedre i den offentlige debat. Forskerne skal i det hele taget bringe deres viden mere i spil, mener bogens forfattere.

Forfatterne ridser først banen op for, hvorfor denne folkeoplysningsindsats er så vigtig, og kaster sig herefter ud i en god, letlæst introduktion til strategisk kommunikation: mål, strategi, planlægning og udformning af grundfortællinger.

Bogen er handlingsanvisende og gør læseren i stand til selv at gå i gang med at arbejde mere systematisk med forskningskommunikation. For mange af de faktafokuserede læsere af bogen vil det for eksempel nok være nyt at skulle overveje, hvilken overordnet historie, de vil stå frem med, og hvem der eventuelt kunne angribe denne fortælling.

For at finde sin grundfortælling, skriver forfatterne, kan man stille sig selv spørgsmålet: »Hvilken forskel gør jeg for modtageren?« –noget de fleste af os burde tænke mere over, inden vi åbner munden.

Lidt mere kompliceret kan det være at imødegå kritik. En af strategierne, der foreslås i bogen, er at forskeren vaccinerer mod nogle af modargumenterne ved at inddrage dem i sin egen historiefortælling og eksplicitere, at han naturligvis ikke mener dette eller hint. Det er en tilgang, som Sundhedstyrelsens direktør Søren Brostrøm jævnligt har benyttet sig af på coronapressemøderne: »Vi mener ikke, at…« har man hørt ham svare flere gange. Klar og tydelig kommunikation.

Fuld af konkrete, praktiske råd

Anden del af bogen går mere ind i relationen til medierne: forberedelse af interview, samarbejde med journalister, valg af sociale medier osv. Her skinner Anders Monrad Rendtorffs mange års solide praktiske erfaring igennem.

Dertil har Gitte Gravengaard som kommunikationsforsker kortlagt, hvordan historier opstår i mediernes maskinrum. På den baggrund introducerer hun en række faktorer, der – ud over de klassiske nyhedskriterier som sensation, konflikt og lignende – kan medvirke til, at en historie bliver taget op af en journalist. Faktorerne handler i høj grad om journalistens produktionsvilkår, og ikke så meget om det er ’en god historie’.

Kombinationen af forsker og praktiker hos forfatterne er i det hele taget en styrke for bogen. Fra de indledende overvejelser om forskernes rolle i medierne og videnssamfundet til de helt konkrete råd om, hvordan man skaber relevant indhold på sociale medier, eller samler op, når et interview er gået galt.

Hvis der endelig skulle mangle noget i bogen, så er det noget hjælp til, hvordan man som forsker kan fortælle ikke kun om den konkrete viden, man har. Men også om, hvilke rammer og begrænsninger, der er for denne viden. Forskernes viden er behæftet med forskellige grader af sandsynlighed, men det glemmes ofte, når først overskrifterne skrives, og der deles på sociale medier.

Nogle af misforståelserne og forvirringen omkring coronaindsatsen bunder måske netop i, at når Sundhedsstyrelsen har været så effektiv til at banke nogle enkle budskaber på plads, så er nuancerne blevet glemt, og usikkerhed i eksperternes viden bliver så efterfølgende tolket som fejl eller zigzigkurs.

Formidlingen af videnskabens begrænsninger er et område, som møder større og større opmærksomhed i disse år blandt forskere, der studerer videnskabskommunikation, og kunne derfor godt have fået plads i bogen.

Det er dog blot en lille anke. Forskningskommunikation er nemlig den første grundbog på dansk om et vigtigt emne, og giver en velskrevet og pædagogisk introduktion til, hvordan man hiver al den vigtige viden ud af sit hoved og deler den med alle andre. Uanset om man er ung ph.d-studerende eller faglig direktør for en forskningsinstitution.

’Forskningskommunikation’. Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff. Samfundslitteratur, 2020. 257 sider.

Peter Hyldgård er videnskabsjournalist, grundlægger af Videnskab.dk og rådgiver om forskningsformidling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Lillian Larsen
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Her må det (atter) pointeres, at Kåre Mølbak IKKE blev citeret korrekt i rubrikken til Berlingskes interview.

Sagen har været i Presselogen, hvor kun chefredaktør for Berlingske Tidende Tom Jensen mente, det var hip som hap om den 'samlende overskrift' ord til ord stemte overens med Mølbaks udtalelser.

Nedenfor kan læses en kronik af en forsker der kritiserer artiklen for at lægge Mølbak ord i munden.

https://www.berlingske.dk/kronikker/forsker-kritiserer-berlingske-i-laeg...

Ret skal være ret.

Karsten Lundsby, Michael Netschajeff, Henriette Bøhne, peter juhl petersen, Maj-Britt Kent Hansen, Mads Bech Madsen, Rolf Andersen, Torben K L Jensen, Lillian Larsen, Birte Pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

I det hele taget er især Berlingerens behandling af Covid-19 skandaløs. Tag en hvilken som helst Berlinger fra de sidste 4-6 uger og se hvilke negative overskrifter de bruger på alt hvad der kommer fra myndigheder og fra Mette Frederiksen. Et uhyggeligt kuriosum er deres konsekvent negative og skadefro gengivelse af nye dødstal fra Sverige.

Karsten Lundsby, Michael Netschajeff, Marianne Nielsen, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen, peter juhl petersen, Katrine Marie Christiani, Mads Bech Madsen, ingemaje lange, Rolf Andersen, Anders Reinholdt, Lillian Larsen, Werner Gass, Birte Pedersen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@jens christian jacobsen - du kan passende tilføje pesten fra Jylland!

Karsten Lundsby, peter juhl petersen, Rolf Andersen, Torben K L Jensen, Lillian Larsen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Er det ikke desværre bare et vilkår i journalistik i det hele taget over en bred kam. Det er da ikke kun Berlingske der laver klik venlige overskrifter og lettere omskrivninger af virkeligheden.
Sådan har det altid været, og det ser ikke ud til at blive anderledes i fremtiden - desværre.

Karsten Lundsby, Henning Kjær, Rolf Andersen, Torben K L Jensen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Et klassisk dilemma. Al jounalistik er iscenesat virkelighed og rummer som sådan hverken den fulde eller hele sandhed om noget som helst. Det betyder ikke nødvendigvis, at de journalistiske budskaber er forkerte, blot at de stort set aldrig er fyldestgørende. Og dermed vil man altid kunne hævde, at journalistikken giver et ufuldstændigt, forvrænget eller ligefrem forkert billede af en given sag eller årsags-sammenhæng.

Det er en præmis, vi som læsere, lyttere, seere forventes at forstå - og accepterer - men problemet bliver udtalt, når meget komplicerede emner - videnskab - bliver underkastet journalistisk behandling.

Det første offer i massekommunikation er detaljen. Og når substansen indeholder et væld af detaljer, har vi problemet.

Karsten Lundsby, Lillian Larsen, Poul Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nu rettes der så kritik imod SSI for at have overdrevet smittetalllet - men som jeg læser det, skyldes det, at man medregnede de i udlandet smittede, men hjemkomne, og i betragtning af smitterisikoen er det vel helt på sin plads, da det jo er her, de risikerede at smitte videre.

Karsten Lundsby, Ole Henriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
peter juhl petersen

Jens christian Jakobsen /Kim Houmøller......og såmænd også det såkaldte centrum/venstre medie Politiken ! Vil til en enhver tid påstå at dette efterhånden er blevet,-(eller måske altid har været uden at jeg har opdaget det ) det man med lidt god vilje kan kalde et centrum/højre organ,-vor centrum jo i de senere år er gledet mod højre. Det har vinklingen og fortolkningen under hele coronakrisen i lighed med andre borgerlige medier været konsekvent og nærmest brovtende højlydt negativ, og alt mere tydeliggjort at avisens holdning er tiltænkt den borgerlige intellektuelle og belæste øvre middelklasse . At læse Politiken er en tro kopi af Morten Østergårds utallige højrystede banbuler mod så at sige alt hvad regeringen foretager sig.
I hele taget et ægte demokratisk problem at hele den skrevne presse er af borgerlig observans mener jeg.

jens peter hansen

Hver dag offentliggør Politiken og Berlingske dødstal. Også fra Sverige. Sundhedsvidenskabeligt tidsskrift gør det også. Først Danmark, Sverige og Norge og derefter de store lande i Europa og den store verden. Er det hadsk? Berlingske har længe slået på tromme for en mere svensk tilgang til åbning af DK og lavet interviews i Sverige. Er det hadefuldt? Når der er åbenlyse fejl i smittetrykkes tal, når een meter over night er lige så godt som to meter og når coronakrisens anden omgang aflyses, mens den tidligere blevet malet på væggen og når grænsen helst skal være lukket hvor den før skulle stå åben, så er det ærlig talt vanskeligt at forlange at vi skal tro det hele er sandt. Det er folks adfærd der har begrænset krisen, ikke denne eller hine udtalelse fra eksperter der skifter standpunkt hver 14. dag. Hvis man ikke må kritisere de personer der som sandhedsvidner zakker rundt, så er det en guddommeliggørelse af nogle højst menneskelige usikre myndighedspersoner som i stedet for at læse en ligegyldig bog, skulle lade være med at komme med bombastiske udsagn og i stedet indvi os andre i de højst usikre bedømmelser deres udsagn må bygge på. Det ville styrke troen på dem og vise at de ikke undervurderer såkaldte almindelige mennesker.

Henning Kjær

Nu viser det sig at den svenske økonomi er næsten lige så hårdt ramt som den danske, selvom svenskerne trods mindre tvangsnedlukning, reagerer som danskerne.
Selvfølglig ændres afstandskravet over night, hvordan skulle man ellers oplyse at man har revideret afstandsrådene, når man bliver klogere af erfaring.
Selvfølgelig er det folks adfærd der har ændret sig, og det er efter eksperternes råd, men det er ikke noget myndigheder styrer med et målebånd. Det er noget folks styrer som var det med elastik.

Jeg finder det betryggende at myndighederne skifter standpunkt når virkeligheden ændrer sig. Kun tåber tror man kan møde en ukendt fare med samme standpunkt/strategi gennem hele forløbet. Sådan er det i alle livets forhold.

jens peter hansen

Alle har i de 75 år jeg har trukket vejret holdt sig væk fra hostende for at undgå forkølelse. Det kræver vist ingen ekspertviden, men det er da ikke ligegyldigt om det 5, 2 eller en halv meter. Her kunne man forvente at eksperten gav gode råd.