Anmeldelse
Læsetid: 14 min.

Hullede analyser og manglende empirisk grundlag skæmmer ny bog om populær økonomisk teori

Voksende statsgæld er ikke noget, vi skal bekymre os om. Staten kan bare altid trykke nye penge til at afbetale gælden. Og inflation bliver heller ikke et problem, da der er rigeligt med ledige ressourcer i økonomien. Det påstår Stephanie Kelton i bogen ’The Deficit Myth’. Men hun fremlægger intet empirisk belæg for sin påstand, og hendes analyser er i det hele taget fulde af huller
Stephanie Kelton skal have tak for at have skrevet en bog, som vil få enhver læser til at stille sig selv en masse gode spørgsmål. Så er det bare en skam, at hendes egne svar mildt sagt er ufuldstændige, skriver Jeppe Druedahl i denne boganmeldelse.

Stephanie Kelton skal have tak for at have skrevet en bog, som vil få enhver læser til at stille sig selv en masse gode spørgsmål. Så er det bare en skam, at hendes egne svar mildt sagt er ufuldstændige, skriver Jeppe Druedahl i denne boganmeldelse.

Brendan Smialowski

Indland
11. juli 2020

Riget fattes penge. Krisen har skabt et hul i statskassen. Pengene skal findes først. Nye offentlige udgifter skal finansieres krone for krone.

Sådanne udsagn høres ofte i den offentlige debat. Men er de korrekte? Det afviser den amerikanske økonom og tidligere Bernie Sanders-rådgiver Stephanie Kelton i klare vendinger i sin nye bog The Deficit Myth (Underskudsmyten).

Kelton er en af de mest kendte bannerførere for den såkaldte Modern Monetary Theory (MMT, Moderne Monetær Teori). Fra en mainstreamøkonoms perspektiv har hun i en vis forstand ret, men hun misforstår betydningen fuldstændig.

Staten skaber penge

Keltons grundlæggende pointe er, at alle stater, som udsteder egen valuta, og som kun har udgifter i denne valuta, aldrig kan mangle penge. Staten kan altid bare trykke flere penge. Enten sådan helt fysisk i form af kufferter fulde af tusindkronesedler eller bare rent digitalt. Statskassen findes ikke, eller den er måske snarere uendelig stor. Begrænsninger på udstedelsen af nye penge, som for eksempel den danske fastkurspolitik, er i sidste ende selvvalgte, og noget Kelton er dybt kritisk over for.

Tricket er, at staten har magt til at kræve, at der betales skat i den valuta, staten selv skaber. Borgerne har brug for pengene til at betale skat, og der skabes derfor en efterspørgsel efter de ellers værdiløse lapper papir, staten kan trykke næsten omkostningsfrit. I princippet kan vi alle sammen skabe vores egne valutaer. Det er bare tvivlsomt, om andre vil acceptere dem. Derfor er statens budget væsensforskelligt fra en husholdnings eller en virksomheds.

For at få mad på bordet og tag over hovedet skal almindelige borgere først skaffe penge, som de kan købe disse goder for. De finansierer typisk disse udgifter ved at sælge deres arbejdskraft. Kelton siger, at alle statslige udgifter er finansieret ved, at staten sender nye penge i omløb. Hun afviser, at staten kan finansiere sine udgifter ved at opkræve skatter eller sælge statsobligationer, altså låne af borgerne, fordi de penge, borgerne har til at betale skatter eller købe statsobligationer for, altid må være kommet fra staten selv i første omgang. I hendes øjne er alle offentlige udgifter derfor pengefinansierede.

Er der ledige ressourcer?

I stedet for at spørge, om der er »nok penge« til offentlig velfærd eller offentlige investeringer i for eksempel infrastruktur og uddannelse, skal vi ifølge Kelton i stedet spørge, om der i samfundet er »nok ledige ressourcer« at bringe i spil. Hvis der ikke er nok ledige ressourcer til rådighed, vil der komme et opadgående inflationspres. Det er helt på linje med mainstreamteorien.

I mainstreamteorien bliver der også gået i detaljer med den møntningsgevinst, også kaldet seigniorage, som enhver valutaudsteder får. Det forklares, at den reale værdi af møntningsgevinsten er begrænset af inflationen. Når pengemængden udvides i takt med økonomiens reale størrelse, og deraf følgende behov for pengetransaktioner, er der en vis møntningsgevinst. Den kan øges ved at udstede endnu flere penge, men det øger også inflationen, og efter et vist punkt er effekten på priserne så voldsom, at selv om der udstedes endnu flere penge, så kan der købes færre varer for dem.

Det centrale spørgsmål er ultimativt, hvor mange ledige ressourcer der er. Kelton påstår flere gange, at der så godt som altid har været mange ledige ressourcer, og at betydelig større offentlige udgifter derfor ville have bragt disse ledige ressourcer i spil uden at have ført til inflation. Hun ser af den grund også muligheder for at give til de fattige uden at tage fra de rige – en slags halv Robin Hood, der ikke behøver blive uvenner med Prins John.

Hun fremlægger dog ingen empirisk dokumentation for denne påstand. Og bemærk, at det skal være umiddelbart ledige ressourcer, der ved øget efterspørgsel bare kan bringes i spil. Ledige ressourcer, som kan udnyttes efter for eksempel opkvalificering eller forbedrede arbejdsmarkedsstrukturer, tæller ikke med i regnestykket.

I mainstreamøkonomiske modeller har stigende mangel på ledige ressourcer i opgangstider almindeligvis spillet en vigtig rolle for at forklare udsving i inflationen. Det er ikke klart, hvad Keltons alternative forklaring på udsvingene i inflationen er. Hun tvivler også på, at centralbankerne gennem renteændringer kan påvirke inflationen. Vel at mærke uden at hun diskuterer de hundredvis af empiriske studier, som viser en klar kausal sammenhæng.

Det har dog overrasket mange økonomer, at der i kølvandet på finanskrisen ikke kom gang i inflationen, da arbejdsløsheden faldt, mens renterne forblev lave. Det er et spørgsmål, som der forskes aktivt i.

Ingen fetich for penge

Enhver veluddannet mainstreamøkonom vil være enig med Kelton i, at en stat med valutasuverænitet i princippet aldrig kan mangle penge. Mange tror fejlagtigt, at økonomer har en fetich for penge. Faktisk er penge slet ikke en del af de modeller for den langsigtede vækst og økonomiens grundlæggende strukturer, som bruges til at bestemme, om statsfinanserne er holdbare. I Danmark gælder det for eksempel DREAM-modellen.

Antagelsen er, at økonomien på langt sigt vil være på sin kapacitetsgrænse, og at penge derfor bare er et slør, som godt nok bestemmer prisniveauet, men kun i ringe grad bestemmer den samlede økonomis størrelse. Nominelle størrelser udtrykt i kroner og øre er i sig selv uinteressante. Det afgørende er såkaldte reale størrelser (mængder), hvor der er korrigeret for ændringer i priser.

I den forstand er det forkert at sige, at der kan være et hul i statskassen, eller at riget fattes penge. Men givet, at der ønskes en stabil udvikling i prisniveauet, og at der ikke er vedvarende ledig kapacitet i økonomien, så binder det den udvikling i pengemængden, staten må sigte efter, og derfor den møntningsgevinst, der kan opnås.

Hvis der ydermere ønskes en stabil udvikling i statsgælden, må øgede offentlige udgifter modsvares af enten højere skatter i dag eller øget salg af statsobligationer og efterfølgende højere skatter eller lavere udgifter i fremtiden, når renter og afdrag skal betales. Det er simpelt bogholderi. Hvis staten ønsker at bruge flere af samfundets ressourcer i dag, må den – i fravær af strukturforbedrende tiltag – få borgerne til at forbruge færre ressourcer ved at betale flere skatter eller spare op i statsobligationer i stedet for i reale kapitalaktiver.

I denne realøkonomiske forstand finansierer staten sine udgifter gennem skatter eller statsobligationer, selv om alle penge i samfundet oprindeligt stammer fra staten. Fra en mainstreamøkonoms synspunkt nærmer det sig derfor sofisteri, når Kelton afviser, at staten kan skaffe finansiering på andre måder end gennem pengeskabelse. Hun lader til simpelthen bare at omdefinere ordet ’finansiere’.

Permanente underskud

Ud over at være valutaudsteder er staten også forskellig fra en husholdning ved, at dens tidshorisont er markant længere. Ældre mennesker har sværere ved at låne, fordi manden med leen ikke betaler sine kunders restgæld. I den økonomiske litteratur kaldes en stats budget holdbart, såfremt statsgælden ikke bare vokser ubegrænset i forhold til økonomiens størrelse. Hvis statsgælden vokser ubegrænset, er der i sidste ende ikke nogen til at købe de statsobligationer, som bliver udstedt.

En vigtig detalje er dog, at selv permanente offentlige underskud ikke behøver at føre til en ukontrollabel vækst i statsgælden. Det kan ske, hvis renten på statsgælden er lavere end vækstraten i økonomien. Så vil statsgælden godt nok vokse år for år, men økonomien vil vokse endnu hurtigere.

Over de sidste tre årtier har vi set et fald i renten på statsobligationer. I dag er renten på den danske statsgæld tæt på nul og derfor klart under vækstraten. Spørgsmålet er, om det er den nye normaltilstand. Historisk har det langt fra altid været tilfældet.

Kelton fremfører dog, at lande med valutasuverænintet, som har flydende valutakurs, frit kan vælge den nominelle rente. Særligt påpeger hun, at den kan sættes til et stort rundt nul. Men hun forklarer aldrig, hvordan en nominel rente på nul sikrer, at renten faktisk er mindre end vækstraten i reale termer. Selv hvis der er positiv realøkonomisk vækst i økonomien, kan deflation, altså negativ inflation, betyde, at den reale rente, som er den nominelle rente fratrukket inflation, er højere. Det er simpel aritmetik. Det giver noget positivt at trække noget negativt, deflationen, fra nul, altså den nominelle rente. Permanente underskud vil i det tilfælde føre til en eksplosion i gældsniveauet.

En central mangel i MMT

I mainstreamøkonomiske modeller tages der højde for, at den reale rente i økonomien må stemme overens med en stabil udvikling i den private sektors forbrugs- og opsparingsadfærd. Hvis realrenten er for høj, vil husholdningerne ønske en vækst i forbruget, som er større end vækstraten i økonomien, da fremtidigt forbrug er billigt, fordi det kræver mindre opsparing i dag at forbruge en given mængde varer i morgen, når realrenten er høj.

Omvendt vil husholdningerne ønske en vækst i forbruget, som er mindre end vækstraten i økonomien, når realrenten er for lav. Det er altså ikke alle realrenteniveauer, som er konsistente med en balanceret vækststi i økonomien. Realrenten er derfor ikke en fri policy-variabel, men afhænger også af private aktørers præferencer og investeringsmuligheder, deres alternativer til at købe statsobligationer.

Disse modeller tillader både akkumulation af kapital over og under, hvad der er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt. I de simpleste modeller er en rente under vækstraten et tegn på ugunstig overakkumulation af kapital. Den tidligere cheføkonom for IMF og professor på MIT Olivier Blanchard har argumenteret for, at disse modelindsigter er relevante for den nuværende situation. Når husholdningerne sparer op ved at investere i statsobligationer frem for aktier, og derigennem fysisk kapital, kan det sænke overakkumulationen.

Kelton beskriver ikke, hvad der sker i den private del af økonomien. Den manglende analyse af den private sektors opsparingsadfærd og porteføljevalg er den fuldstændig centrale mangel i MMT.

Kelton fokuserer meget på finansiel opsparing og peger på, at offentlige underskud er nødvendige for, at den private sektor kan akkumulere finansielle aktiver samlet set. Selv uden statens indblanding kan den private sektor dog sagtens spare op på egen hånd, i reale termer. Typisk i form af, at en virksomhed udsteder aktier, som husholdningerne køber.

For virksomheden er aktien et passiv, en gældspost, mens den for husholdningen er et aktiv. Finansielt er der ingen nettoopsparing, men i reale termer er der, såfremt virksomheden har brugt den fremskaffede kapital til at udbygge sin fremtidige produktionskapacitet. Keltons altoverskyggende fokus på finansiel nettoopsparing er ubegrundet.

Er inflation eneste begrænsning?

Kelton siger gentagne gange, at offentlige underskud kun er for store, hvis de fører til inflation. Gældsniveauet i sig selv er i hendes øjne helt uden betydning, fordi en stat med valutasuverænitet aldrig behøver at gå bankerot. Den kan altid betale renter og afdrag, hvis den vil.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at statsobligationer er risikofrie investeringer. Der er både inflationsrisiko for indenlandske investorer og valutarisiko for udenlandske investorer. Særligt når statsgælden er høj, vil det være interessant for en stat få sat gang i inflationen for at gøre det lettere at betale afdrag og renter. Bare risikoen for, at dette kunne ske i fremtiden, kan få statsobligationsrenterne til at stige i dag.

Kelton nævner, at den amerikanske stat uden problemer kan tilbagekøbe de mange amerikanske statsobligationer, som kineserne ejer, ved at skabe flere nye penge. Hun overvejer slet ikke, at kineserne har købt statsobligationerne i forventning om, at de afdrag og renter, de modtager, kan omsættes til køb af varer i fremtiden, og hvis der sættes mange flere dollar i omløb, og dollarens købekraft falder, vil de derfor føle sig snydt. Det vil skabe problemer for USA’s fremtidige muligheder for at få solgt statsobligationer. Investorerne vil begynde at kræve en betydelig risikopræmie.

En voldsom stigning i inflationen er fra investorernes synspunkt at sammenligne med en delvis bankerot. Værdien af de afdrag og renter, de modtager, skrumper. Mainstreamøkonomer vil derfor sige, at statsgælden kan være for høj selv ud fra dette rent finansielle standpunkt. Det er dog ikke klart, hvor grænsen ligger. Både realøkonomiske og psykologiske faktorer kan være afgørende.

Sammenhængen mellem pengemængden og prisniveauet er kompleks. På kort sigt, når der er ledig kapacitet i økonomien, vil såkaldte helikopterpenge, hvor centralbanken trykker nye penge og deler dem ud til borgerne, ikke nødvendigvis føre til inflation. Men hvis der for et givet aktivitetsniveau er flere penge, vil det almindeligvis føre til højere priser. En delvis undtagelse er en lavrente situation som den nuværende, hvor det at have kontanter under madrassen eller penge på kontoen er en lige så god investering som at købe for eksempel statsobligationer, da ingen af delene giver noget afkast. Historisk har den aktivitetsneutrale realrente, og derfor realrenten på statsobligationer, dog været positiv. Og det kunne den sagtens blive igen.

Velfærd og jobgaranti

Kelton bruger en del plads i bogen på at argumentere for en universel velfærdsstat og øgede offentlige velfærdsudgifter og investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur. Ud over hendes uunderbyggede påstand om, at disse investeringer kan gennemføres nærmest omkostningsfrit på grund af en overflod af ledige ressourcer, er der dog ikke mange nye argumenter at hente i bogen.

Målsætningen ville også kunne forsvares med mainstreambrillerne på, såfremt der kan argumenteres for, at den kan forbedre økonomiens grundlæggende strukturer eller er fordelingsmæssigt ønskværdig. På den front er der mere at hente ved at læse venstreorienterede amerikanske økonomer som Paul Krugman og Joseph Stiglitz eller franske Jean Tirole – for øvrigt alle tre nobelprismodtagere.

En af de stærkeste politiske pointer i bogen er, at vi som samfund ikke skal acceptere arbejdsløshed. At arbejdsløshed er et samfundsproblem og ikke et individuelt problem.

Keltons løsning er at indføre en jobgaranti, hvor alle amerikanere har ret til at få et job, der betaler 15 dollar i timen. Den løsning er der mange grunde til at være kritisk over for.

Det kan blive svært at undgå løntrykkeri i det offentlige, selv om Kelton fremfører, at eksisterende offentlige job skal bevares. Og det er ikke oplagt, at de enkeltes joberfaring vil virke strukturforbedrende, som Kelton tror på, da det også samtidig vil begrænse mulighederne og incitamenterne til at søge andre job.

En bedre løsning kunne være arbejdsløshedsunderstøttelse på et fornuftigt niveau og med effektiv omskoling og opkvalificering. Flere offentlige skånejob kunne også spille en rolle i forhold til at give jobmuligheder til grupper, som har svært ved at finde sig til rette på det private arbejdsmarked.

Misrepræsenterer mainstream

Det er svært at give en samlet vurdering af Keltons bog.

Mange lægmænd vil sandsynligvis opfatte bogen som et velkomment opgør med statsgældsfobi, underskudsforskrækkelse, inflationsparanoia og arbejdsløshedsdefaitisme, som for ofte præger den offentlige debat.

Men ud fra et fagligt perspektiv er bogen beskæmmende, både i form af dens hullede analyser og manglende empiriske grundlag for dens vidtrækkende konklusioner.

Desuden misrepræsenteres mainstreamøkonomi på et niveau, så det nærmer sig uredelighed. Siden MMT dukkede frem i den offentlige debat for et par år siden, har mainstreamøkonomer gentagne gange peget på huller i argumentationen. Kelton præsenterer intet sted i bogen disse kritikpunkter, og hun giver ikke et detaljeret modsvar.

Sammenhængene mellem BNP, arbejdsløshed, inflation, pengemængden og renter på forskellige aktiver er yderst komplekse. Derfor opstiller mainstreamøkonomer deres teorier i form af matematiske modeller, så de er sikre på, at det, de siger, i det mindste er logisk konsistent. At det hænger sammen. Det gør Keltons bog ikke. Det fører til, at det er meget svært at se, hvad hun egentlig mener sammenhængene er, eller hvad hun præcist forstår ved en række begreber.

Guldstandarden inden for mainstreamøkonomi er modeller, hvor husholdningerne og virksomhederne er heterogene, fremadskuende og intentionelle givet veldefinerede mål. Men langt mindre kan også gøre det. Mere simple modeller er bare ligninger, som beskriver passive sammenhænge mellem aggregerede makrovariable. Det ville være en god begyndelse.

Det er ikke nogen ordbogsdefinition af mainstreamøkonomi. En mulighed kunne være at definere den som den forskning, der udkommer i de 100 akademiske tidsskrifter, som alle økonomiske institutter på verdens største universiteter ønsker, at deres ansattes artikler udkommer i. Tænk på de 50 største universiteter i verden. Uden at have talt med dem alle vil jeg ikke tro, at det er muligt at finde én professor på et økonomisk institut, som mener, at Keltons argumentation hænger sammen. Keltons position er ikke bare en minoritetsposition, men bliver pure afvist fagligt set – også blandt folk, som støtter mange af hendes politiske forslag.

Autoriteter kan tage fejl og skal udfordres. Men det er svært at komme på andre eksempler, hvor en teori der har så ringe støtte i forskningsverdenen, spiller en så stor rolle i den offentlige debat.

Behov for opgør med myter

De opgør, der er behov for i forhold til myter om, at offentlige underskud altid er dårlige, at statsgæld skal afbetales hurtigst muligt, og stramme budgetlove er nødvendige, kan sagtens tages uden at bryde med mainstreamøkonomisk teori og empiri.

Der er god fornuft i budgetlove, som sikrer, at budgetterne overholdes og ikke overskrides år efter år. Der er god fornuft i at sørge for, at de offentlige finanser er langtidsholdbare, så pludselige skattestigninger eller forringet offentlig service er nødvendigt for at undgå vedvarende stigninger i statsgælden.

Men mainstreamøkonomer kan godt være bedre til at slå alarm, når disse tiltag bruges til at fremme politiske ønsker om for eksempel en mindre stat i det hele taget. Især når det gælder investeringer til gavn for både nuværende og fremtidige generationer, kan betydelige offentlige underskud forsvares. Målet er altid langsigtet holdbarhed. Mål om balance fra år til år eller på kort sigt er højest delmål.

Det er også vigtigt for mainstreamøkonomer at understrege, at det er meget svært at vide, hvad økonomiens strukturelle kapacitet er. Og der kan argumenteres for, at det er mere skadeligt at undervurdere end overvurdere kapaciteten.

Inflation kan være et samfundsøkonomisk problem. Især inflationsudsving er et problematisk fænomen, fordi det kaster grus i prismekanismen. Men én langvarig arbejdsløs for meget er en personlig tragedie. Og når der som nu er et sammenfald mellem lave reale renter og lav inflation, er det derfor nærliggende at sætte offentlige investeringer i gang, som kan teste, hvor tæt vi faktisk er på kapacitetsgrænsen.

Kelton har ret så langt, at samfundet ikke mangler penge, og at det som oftest er bedre at tænke økonomiske problemer i ressourceudnyttelse end i kroner og øre. Og i sidste ende skal hun have tak for at have skrevet en bog, som vil få enhver læser til at stille sig selv en masse gode spørgsmål. Så er det bare en skam, at hendes egne svar mildt sagt er ufuldstændige.

Stephanie Kelton: ’The Deficit Myth: Modern Monetary Theory and the Birth of the People's Economy’ (New York: PublicAffairs, 2020)

Jeppe Druedahl er adjunkt i økonomi på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Der har vi så hvordan en såkaldt main-stream økonom ser på en udvidelse af Milton Friedman´s monetarisme hvor det er centralbankerne der uden om politik bestemmer hvor mange penge der må være i omløb for at holde inflationen på 2 % - og så forlanger han gud hjælpe mig også empiri om noget der aldrig før er set i økonomisk teori dog værre er det at New Monetary Theory synes at blive anbefalet af IMF og OECD - en flytning af investeringer fra aktiemarked til investeringer med statsobligationer hvor centralbankerne har banket renterne ned under nul udfra erkendelsen af at "markedet" er ude af stand til at levere den enorme kapital der skal bruges på den globale omstilling for at nå målene i Paris-aftalen.

Steffen Gliese

Der er en meget interessant diskrepans, når det kommer til den sidste del med omtale af budgetlovene: når det accepteres af økonomi i virkeligheden er udtryk for arbejdsressourcerne, så bør overskridelse af denne igennem aktivitet udover det budgetterede være det modsatte af et problem, fordi det jo blot understreger, at der findes flere produktive ressourcer, end man har kalkuleret med.

jens christian jacobsen

Jeg forstår overhovedet ikke rationalet i MMT. Hvordan kan man ædruelig mene at landenes nationalbanker bare kan lave de penge landet har brug for? Hvilken værdi får landenes valuta så ift andre landes valuta? Skal verden stoppe med at handle med hinanden?

Rolf Andersen, Frederikke Nielsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er inflation ét sted, og det er på boliger, hvor man kan skaffe sig penge og vilkår, der har udbredt ejerskabet til en majoritet af danskerne.
Når inflationen udebliver andre steder, skyldes det konkurrencen: alle har varer, de vil af med, og hvis de vil sikre sig, at folk køber dem, må de sætte prisen lavt - det er, hvad en udbudsøkonomi er: en blind kasten varer ind på markedet i håb om, at det tiltrækker tilstrækkeligt med kunder.

Steffen Gliese

- og hvad betyder denne overflod så for pengeskabelsen i samfundet? At der ikke så langt øjet rækker kan pumpes købekraft nok ud til befolkningen til at opsuge produktoverskuddet.

Jeppe Lindholm

Jamen det lyder da dejligt. Hvornår går vi så igang med at lave en milliard kr. til alle landet borgere? Så er alle økonomiske problemer jo løst og jeg kan købe mig en ny iPhone af de dyre en en Tesla bil med det hele - Hvad venter staten da på? Start så den seddelpresser. Og hvorfor må vi i øvrigt så ikke printe sedler derhjemme så. Alle har jo en farveprinter. I dag får man en strengere straf for at printe en tusse end hvad Britta Nielsen fik for at stjæle 117.000.000 kr..

Frederikke Nielsen, Steffen Gliese, Jacob Nielsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeppe LIndholm, den lille sten på vejen er, at du beder om penge til importeret forbrug, og dér stiller det sig helt anderledes. Det undergraver jo betalingsbalancen.

Jacob Nielsen

I den nuværende makroøkonomi, hvor de store økonomier har ladet seddelpressen køre på fuld damp, er det svært at se hvor vi ender og hvornår det i så fald ender. Jeg tror ikke selv på at det bliver ved med at gå godt. Tværtom, så vil vi engang i fremtiden, se på nutiden i bagklogskabens lys, og sige det samme som med atomkraft: “Det er helt sikkert, indtil der går et eller andet galt”. Derfor tror jeg heller ikke på den tidligere Bernie Sanders-rådgiver, Stephanie Kelton. Og det selvom hendes analyse var uden huller og hvide kaniner trukket op af hatten - altså en stringent analyse. Historien fortæller os også det modsatte, at alle store økonomier en dag kollapser, og det vil den amerikanske også, og med den verdens reserve valuta, petro dollaren. Det er blot et spørgsmål om tid.

Jeppe Lindholm

Man kunne fremstille 1000.000.000.000.000 kr. digitalt med hurtig hjælp fra Danske Bank og Nordea (de er jo eksperter på området), veksle dem til dollars i en fandens fart og digitalt og så ringe til EU og i al hast tilslutte Danmark til Euro'en og sætte pengene ind på en konto i Schweiz. Alt inden for 24 timer, naturligvis, så ingen fattes uro mod DK kronen før den er pssstt væk. På den måde kan en hver dansker score 23 millioner euro ud af den blå luft.

Det er jo den slags tricks som skaber verdens milliardære, den ene procent. Så skrupler, moral og dårlig samvittighed er helt helt overflødig her - Med mindre man er kirkegænger om Søndagen, naturligvis. Det er bare med at gå i gang så længe vinden blæser og før skægstubbene kommer og absolut inden konen kommer hjem :-)

Poul Kristensen

@jens christian jacobsen: Så vidt jeg husker var det faktisk netop det svenskerne gjorde hver gang de ikke kunne konkurrere. De devaluerede, hvad der gjorde deres penge mindre værd når de skulle købe noget i udlandet og deres varer billigere når de skulle sælges. Det var godt for handelsbalancen. Fungerede fint i mange år til de blev medlem af EU. Gud ved om den svenske nationalbank savner det? Faktisk burde de kunne gøre det stadigvæk, den svenske kroner er jo ikke bundet til euroen, men noget jeg ikke forstår får dem altså til at lade være.

Økonomisk filosofi er ganske spændende og krydres med megen talmystik, der ville være de gamle ægyptere værdig.
Grundlaget for økonomi er:
Hvis man kun har en ko, kan man ikke spise to, med mindre man også spiser naboens.
Økonomiens opgave er så at finde en rimelig begrundelse for at æde naboens ko uden brutal magtanvendelse.

Penge er gammeldaws, upraktisk og skadelig. Jeg lengter til en dag vi ikke har behov for dem. Penge er ikke verdier. Jord, skog, mennesker og maskiner er verdier. Penge er kun symboler. Som har fået alt for stor magt over os.

Ivan Breinholt Leth

jens christian jacobsen
11. juli, 2020 - 08:38
Hvordan kan man ædrueligt mene, at bankerne kan skabe alle de penge borgerne har brug for til at købe ejendomme? Det er hvad der faktisk finder sted i Danmarks og de fleste andre landes økonomier i dag. 95 procent af de penge, som er i omløb i økonomien er skabt af bankerne. Det har ifølge professor Katarina Juselius medført en stigning i ejendomspriserne på 283 procent siden 1983. I samme periode er forbrugerpriserne steget med 112 procent. Hvordan kan man ædrueligt mene (som Steffen Gliese gør ovenfor), at det er til gavn for landets økonomi, at lade private aktører skabe en så stor skjult inflation - mere end dobbelt så høj som den officielle inflation? (Skjult fordi den ikke indgår i forbrugerprisindekset.) Hvordan kan man ædrueligt påstå, at man ikke kan fratage bankernes ret til at skabe de fleste af vores penge og overlade pengeskabelsen til staten? Hvordan kan man ædrueligt påstå, at statslig pengeskabelse skaber inflation og derfor er et større problem for økonomien end privat pengeskabelse, hvis inflatoriske effekt man tilsyneladende ignorerer?. Det sidste gælder Jeppe Druedahl og hele mainstream økonomien. Privat pengeskabelse omtales aldrig som et problem, mens staten er nødt til at spare og holde igen med sine udgifter for at undgå inflation. Dermed får den private pengeskabelse også finanspolitiske konsekvenser, men det omtales aldrig som et problem, for det italesættes blot som, at overførselsindkomsterne ikke må være for høje, for det skal jo kunne betale sig at arbejde.

Kim Andersen, Susanne Kaspersen, Brian Nocis Jensen og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jeppe Lindholm
11. juli, 2020 - 10:31
Der er en pointe i MMT, som du ikke fangede: Statslig pengeskabelse er begrænset af, at der er ledig kapacitet i økonomien. Hvis staten skabte en milliard til alle borgere, ville dette pengebeløb langt overstige økonomiens ledige kapacitet, hvilket vil medføre, at staten ville være tvunget til at vælge imellem hyperinflation eller at opkræve en milliard kroner i skatter og afgifter fra alle de borgere, som man har uddelt en milliard kroner til. Hverken MMT eller mainstream økonomien påstår, at staten kan skabe ubegrænsede mængder af penge uden at køre økonomien i sænk. Men det er standard indvending mod MMT, at statslig pengeskabelse vil skabe (hyper)inflation, mens man overser den inflation, som privat pengeskabelse medfører.

Andreas Lykke Jensen, Susanne Kaspersen, Brian Nocis Jensen og Poul Kristensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Steffen Gliese
11. juli, 2020 - 10:13
Det er ikke privat pengeskabelse til boliglån, som har "udbredt ejerskabet til en majoritet af danskerne". Tværtimod så er den private pengeskabelse i fuld gang med at indskrænke danskernes adgang til private boliger. Især i de store byer er boliger blevet så dyre, at det er vanskeligt for de unge at komme ind på boligmarkedet. Og hver gang renten falder, stiger boligpriserne og forstørrer problemet. I Danmark er det især de medlemsejede realkreditinstitutioner, som har givet en bred gruppe af arbejderklasse og middelklasse adgang til boligmarkedet. I 1989 gav regeringen adgang til, at realkreditinstitutterne kunne lade sig børsnotere, hvorefter de fleste af dem blev opkøbt af bankerne. Det har været medvirkende til boligprisernes himmelflugt. Det har også været medvirkende til, at bankerne har haft særdeles travlt med, at udbrede fortællingen om, at de leverer serviceydelser, som er til gavn for økonomien og den brede befolkning, mens det forholder sig stik modsat. I Danmark har denne udvikling mod bankernes monopolisering af ejendomslån medført, at danskerne har verdens højeste private gæld - 282 procent af vores disponible indkomst. Det meste af denne gæld er gæld i ejendom. Det inkluderer private virksomheders gæld, hvor skræmmeeksemplet er landbruget. Landbruget har nu en samlet gæld på 340 milliarder kroner. Dertil kommer mindst 90 milliarder i udskudte skatter. Der er formentlig tale om et erhverv, som er så tynget af gæld, at det reelt er bankerot. Hvor det i 70erne var muligt for en landmand at spare op til at købe et landbrug, skal en landmand i dag låne 30-50 millioner kroner for at købe et landbrug.

Kim Andersen, Susanne Kaspersen og Brian Nocis Jensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jeppe Lindholm
12. juli, 2020 - 00:32
Du vrøvler. Hvem tror du er så dumme, at de vil købe disse mange kroner for dollars? Dollars er en verdensvaluta. Du kan købe stort set alt på verdensmarkedet for dollars. Hvad kan du købe på verdensmarkedet med kroner? Stort set kun varer som er produceret i Danmark af danske virksomheder. De der køber 1000.000.000.000.000 kr for dollars, kan købe alle de varer, danske virksomheder producerer. Resten kan de bruge til toiletpapir.

Ivan Breinholt Leth

Jeppe Lindholm
11. juli, 2020 - 10:31
Med din farveprinter kan du trykke alle de Lindeholmpenge, som du har lyst til. Du kan bare ikke trykke kroner, for det strider mod Grundloven.