I amerikansk journalistik er der en stærk tradition for at skrive bøger, der følger magthaverne tæt. Helt ned på scenisk niveau kan journalisterne gengive, hvad der er sket i Det Hvide Hus i afgørende perioder i landet historie.
Samme tradition har vi ikke i Danmark. Det skyldes nok blandt andet, at der hersker en mere lukket kultur i den danske centraladministration. Ministre og topembedsmænd lader ikke journalister følge med på nært hold, mens vigtige beslutninger bliver truffet, og fortæller ikke i detaljer om dem efterfølgende.
Men der er undtagelser, og nu kommer bogen Det første år af Anne Sofie Kragh, der tidligere har skrevet en vellykket biografi om Anders Fogh Rasmussen.
Forfatteren har fulgt Mette Frederiksen og hendes inderkreds tæt gennem regeringens første år. Hun har haft adgang til Statsministeriet, har siddet med ved møder og har haft mulighed for løbende at interviewe statsministeren og andre nøglepersoner.
Ligesom i den amerikanske tradition er bogen skrevet fra en autoritativ fortællerposition uden mange kildeangivelser eller forbehold. Oplysninger, der må stamme fra partskilder, præsenteres som fakta – antageligt fordi de er blevet bekræftet af flere kilder eller i øvrigt forekommer forfatteren troværdige.
Det har den fordel, at fortællingen glider godt. Men den slags bøger skal selvfølgelig altid læses med en bevidsthed om, at kilderne i mange tilfælde kan have en interesse i at fremstille begivenhederne i et bestemt lys, og at der vil være mange af de mere kontroversielle aspekter af en sag, som journalisten ikke bliver indviet i.
Et journalistisk scoop
Oprindeligt var det meningen, at Anne Sofie Kragh først senere skulle udgive en bog om hele regeringsperioden. Men så kom corona. Den mest alvorlige krise siden Anden Verdenskrig ramte Danmark, og hun valgte at dele sin bog op i to og udgive første del nu.
Det er et scoop, at hun har haft en adgang til statsministeren og hendes inderkreds i så afgørende og dramatisk en periode. Og der er kommet en langt hen ad vejen medrivende og velskrevet bog ud af det.
For nogle vil en del af stoffet være velkendt. Blandt andet er meget af det afdækket i rapporten fra den ekspertgruppe, der med professor Jørgen Grønnegård Christensen i spidsen tidligere i år gennemgik myndighedernes indsats under første del af coronakrisen. Men bogen tilføjer også nye oplysninger og nuancer og sætter dem sammen i en fortælling, der tegner et billede af, hvad der foregik på de indre linjer i Statsministeriet.
Anne Sofie Kragh fortæller historien om, hvordan statsministeren og i særdeleshed hendes departementschef, Barbara Bertelsen, gik op imod Sundhedsstyrelsen og dens direktør, Søren Brostrøm. Han argumenterede i første omgang for, at coronavirus næppe ville komme til Danmark og ikke truede med at overvælde de danske sygehuse. Og senere gik han ind for en mindre restriktiv tilgang, end Statsministeriet ønskede.
Det er ikke nyt. Men det er interessant at læse om kampene i kulisserne mellem Mette Frederiksen og Søren Brostrøm, der flere gange opponerede kraftigt imod statsministerens tilgang. Og om hvordan Barbara Bertelsen i Seruminstituttets faglige direktør, epidemiologen Kåre Mølbak, fandt en rådgiver, som hun havde mere tillid til.
Indsatte egne folk
Mette Frederiksen kom til magten med en overbevisning om, at politikerne og i særdeleshed regeringschefen i højere grad skal sætte sig igennem over for embedsværket. Magten skal være placeret hos »det demokratisk valgte led«, sagde hun og advarede om, at demokratiet bliver svækket, hvis en regering »ikke kan føre sin politik ud i livet«.
Hun indsatte sin faste rådgiver og samarbejdspartner tilbage fra DSU-tiden, Martin Rossen, som stabschef i Statsministeriet og gjorde ham til medlem af regeringens mest magtfulde forummer, Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget.
Og som departementschef i Statsministeriet udnævnte hun efter kort tid sin tidligere departementschef fra Justitsministeriet, Barbara Bertelsen. Hun er kendt for sin insisteren på, at det i et ministerstyre er embedsmændenes rolle at gå så langt som muligt for at efterleve deres ministers ønsker.
Man kan argumentere for, at coronakrisen er et godt eksempel på visdommen i at turde udfordre embedsværket. For Mette Frederiksen lukkede mere eller mindre Danmark ned, selv om Søren Brostrøm gik ind for en mindre omfattende neddrosling af samfundsaktivitet, og mange vil nok i dag mene, at hun dermed reddede landet fra en større sundhedsmæssig krise.
Gik imod den faglige autoritet
Det første år bekræfter imidlertid også billedet af, at det reelt var Barbara Bertelsen, der tidligt gennemskuede, hvor alvorlig en trussel coronavirus var, og insisterede på at forfølge et vidtgående forsigtighedsprincip.
Det var altså snarere en anden topembedsmand, der pressede på for en omfattende nedlukning. Men det var selvfølgelig Mette Frederiksen, der valgte at følge sin departementschef frem for Sundhedsstyrelsens direktør, selv om han på papiret burde være den, der leverede det fagligt kompetente input.
Som bekendt foregav statsministeren ikke desto mindre på det historiske pressemøde om aftenen den 11. marts 2020, at hun fulgte sundhedsmyndighederne. Det var »myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet«, sagde hun.
Det har siden medført meget diskussion. For det har længe stået klart, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefalede nedlukningen. Tværtimod advarede Søren Brostrøm imod den. Og som der står i Grønnegård-rapporten, ser det ud til, at planen for nedlukningen »i al væsentlighed« var »konciperet i Statsministeriet« – hvorfor der ifølge ekspertgruppen ikke var »støtte til den formulering«, som Mette Frederiksen brugte.
Et hidtil ukendt papir
Men i bogen kommer en ny detalje om forløbet frem, som allerede har vakt opsigt. Anne Sofie Kragh skriver, at Kåre Mølbak om eftermiddagen den 11. marts ved et møde i Statsministeriet med Barbara Bertelsen og Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, erklærede sig enig i behovet for en resolut nedlukning.
»Per Okkels rejste sig og fandt en tilfældig lap papir på Barbara Bertelsens skrivebord og begyndte at notere. Han skrev, at nedlukningen var sundhedsfaglig hensigtsmæssig, og at det var Kåre Mølbaks anbefaling at lukke unødvendig samfundsaktivitet ned nu. Han sluttede med ’Kåre Mølbak, Statens Serum Institut’«, skriver Anne Sofie Kragh.
Nogen dokumentation har hun dog ikke for påstanden, for senere skulle sedlen angiveligt være blevet væk for Per Okkels. Det burde hun have sat kritisk fokus på, men hun nøjes med blot at bemærke det – selv om den rutinerede embedsmand jo netop var opmærksom på behovet for at dokumentere Kåre Mølbaks anbefaling og må have vidst, at et så vigtig papir skulle journaliseres eller i det mindste gemmes.
På trods af den manglende dokumentation beskriver Anne Sofie Kragh forløbet uden forbehold. Formentlig fordi hun har fået det bekræftet af alle tre mødedeltagere. Og på den baggrund konkluderer hun, at formuleringen fra Mette Frederiksen hverken var »helt præcis eller helt forkert«.
Det er en generøs udlægning.
For godt nok havde Kåre Mølbak som repræsentant for Statens Serum Institut altså angiveligt anbefalet en form for nedlukning. Og det er bestemt en interessant oplysning. Men som Anne Sofie Kragh også bemærker, sagde han ikke, at »al« unødvendig samfundsaktivitet skulle lukkes ned, og det er uklart, hvor restriktiv en nedlukning han ønskede.
Desuden var det altså en departementschef, der nedfældede Kåre Mølbaks syn på sagen på et tidspunkt, hvor beslutningsprocessen vedrørende nedlukningen tilsyneladende var meget fremskreden i Statsministeriet.
Og endelig gav Mette Frederiksen jo med sin brug af »myndighederne« i bestemt flertalsform indtryk af, at de relevante myndigheder var enige om anbefalingen, selv om Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen med eftertryk havde afvist en så vidtrækkende nedlukning, som regeringen gennemførte.
Ikke uenighed nok
Ambitionen om at sætte sig igennem som politiker over for embedsværket hænger tæt sammen med en ledelsesstil, som Mette Frederiksen også var kendt for i sin tid som beskæftigelses- og justitsminister. Hun er ganske enkelt en hård og kontant leder, selv om hun også ofte benytter sig af humor.
Faren er, at folk omkring hende bliver bange for at sige hende imod. Anne Sofie Kragh er flere steder inde på, at netop det sker. Blandt andet beskriver hun, hvordan Mette Frederiksen tidligt ændrede procedurerne for møderne i Koordinationsudvalget. Hun tog udgangspunkt i, at deltagerne havde læst sagerne og droppede det indledende referat.
»Hun gik direkte til konklusionen. Efter at have givet sin mening til kende spurgte hun: ’Hvad synes I?’ Stort set ingen havde lyst til at udfordre hende. Som flere fortalte, var hun ikke ligefrem en, der inviterede til modspil.«
Her ligger Mette Frederiksens måske største problem som statsminister: I sin iver efter at sætte sig igennem, risikerer hun at skabe en kultur, hvor hun ikke bliver udfordret. Og det kan føre til dårlige beslutninger og ligefrem skandaler – som eksempelvis den ulovlige masseaflivning af mink, der måske kunne have været forhindret, hvis der havde hersket en kultur, som lagde op til kritisk stillingtagen til og diskussion af statsministerielle beslutninger.
Netop minksagen er imidlertid ikke behandlet i bogen, fordi den ikke fandt sted inden for Mette Frederiksens første år som statsminister. Det er ærgerligt, fordi den må siges at være overordentlig væsentlig for fortællingen om hendes lederskab under coronakrisen – og Anne Sofie Kragh havde jo ikke behøvet lægge snittet ved præcis et år.
Det kunne dog også give mening først at behandle sagen i det bebudede næste bind om statsministeren og hendes regering. For nu er der jo nedsat en såkaldt Granskningskommission, hvis arbejde kan være væsentligt for beskrivelsen af minkmassakren.
Men over for B.T. har Anne Sofie Kragh forklaret, at det opfølgende bind først skal udkomme efter næste folketingsvalg, og det er åbenlyst ikke den rigtige beslutning at vente med at beskrive skandalen til på den anden side af et valg.
Mennesket Barbara Bertelsen
Selv om Det første år gør noget af det samme, som vi kender fra en amerikansk tradition, er Anne Sofie Kraghs tilgang også anderledes end eksempelvis den legendariske journalist Bob Woodwards bøger om amerikanske præsidenter.
Han er optaget af at grave sig ned i betændte sagers substans og afdække løgne, magtmisbrug og andre skandaler. Hun går mindre kritisk til værks og har mere fokus på at fortælle historien om magthaverne som mennesker.
Det er selvsagt ikke i sig selv kritisabelt, at Anne Sofie Kragh ikke forsøger at være nogen dansk Bob Woodward, men den temmelig ukritiske tilgang er på flere punkter et problem. Til gengæld er bogens styrke, at den forsøger at tegne et mere nuanceret billede af mennesket Mette Frederiksen og folkene omkring hende, end vi ellers kender.
Anne Sofie Kragh beskriver således også den tvivlende, rådvilde Mette Frederiksen, der er under hårdt pres og frygter at træffe de forkerte beslutninger under krisen. Og hun fortæller om et embedsværk, der arbejder solen sort for at redde Danmark sikkert igennem pandemien og ligesom Mette Frederiksen undervejs tvivler på, om de gør det rigtige.
Tag for eksempel beskrivelsen af Barbara Bertelsens reaktion på Mette Frederiksens tale ved pressemødet den 26. marts 2020. Det var der, hvor statsministeren bebudede en forestående genåbning af Danmark, fordi nedlukningen havde knækket smittekurverne. Departementschefen, der blev mobbet som barn og svarede igen ved at udvikle en hård skal og arbejde sig helt til tops, fik tårer i øjnene.
»Lige siden hun skrev den første mail om corona som helt ny departementschef i Statsministeriet tilbage i januar, havde hun haft en fornemmelse af, at mange opfattede hende som paranoid. At de, der stod som modtagere af alle hendes bestillinger, tænkte, hun overdrev sin bekymring. Først denne aften følte hun sig forløst. Og lettet,« skriver Anne Sofie Kragh.
Det er ikke nogen kritisk beskrivelse af magthaveren Barbara Bertelsen. Men det er en interessant skildring af det menneske, hun også er.
