Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Sigge Winther advarer i vigtig ny bog om, at der er noget alvorligt galt med det danske folkestyre

Pseudopolitikken har vundet frem. Politikere, embedsmænd og journalister indgår i et absurd teater, og folks problemer bliver ikke løst. Sigge Winther Nielsen stiller en dyster diagnose i sin nye bog ’Entreprenørstaten’, men udpeger også en vej fremad
Den allerede begyndende debat om ’Entreprenørstaten’ tyder på, at bogen vil sætte dagsorden. Man må håbe, det sker. For Sigge Winther Nielsen afdækker et påtrængende problem med vores folkestyre.

Den allerede begyndende debat om ’Entreprenørstaten’ tyder på, at bogen vil sætte dagsorden. Man må håbe, det sker. For Sigge Winther Nielsen afdækker et påtrængende problem med vores folkestyre.

Per Folkver

Indland
18. maj 2021

Der er noget alvorligt galt med det danske folkestyre:

Politikerne aftaler den ene reform efter den anden, men alt for ofte er reformerne ikke gennemarbejdede. De er tværtimod et resultat af pseudopolitik, hvor alting er gået alt for stærkt, og hvor faglig viden ikke er blevet inddraget i nær tilstrækkelig grad.

Ingen interesserer sig synderligt for, hvordan de aftalte tiltag skal implementeres. Politikere, embedsmænd og journalister befinder sig i en fælles, virkelighedsfjern boble. De »leger politik«, men er ikke optagede af, hvordan politikken reelt virker ude i samfundet.

Resultatet er, at reformerne i mange tilfælde ikke fungerer efter hensigten, når de er blevet ført ud i livet. Folk oplever ikke, at deres problemer bliver løst. De mister tilliden til systemet og den politiske elite. Og som bekendt er det den slags mistillid, populisme er gjort af.

Sådan lyder den foruroligende diagnose i den forhenværende embedsmand, politiske kommentator, Deadline-vært og nuværende vicedirektør i DJØF Sigge Winther Nielsens nye bog, Entreprenørstaten. Groft sagt i hvert fald, for forfatteren er for klog til at fremsætte kategoriske påstande.

Selv kalder han Entreprenørstaten en debatbog, og forhåbentlig vil den også sætte gang i en debat om det danske demokratis evne til at løse tidens store problemer. Men bogen formår også at gøre noget mere grundlæggende. Den afdækker selve det problem, der så afgjort fortjener at blive debatteret.

Et absurd teater

En central metafor i bogen er forestillingen om demokratiet som et hus. Inde i huset forhandler politikerne og træffer beslutninger. Ved fordøren foregår den offentlige debat, og der præsenteres politiske visioner. Og ved bagdøren omsættes politikken til forandringer, der skal gavne borgerne.

Problemet er, at politikere, embedsmænd og medier er begyndt at flokkes ved fordøren. Politik kommer således til at handle om at præsentere udspil og aftaler for offentligheden og diskutere dem i medierne og på den måde udvise handlekraft. Men ved bagdøren til demokratiets hus er der ikke megen aktivitet.

Det lange seje træk med at få reformerne til at virke ude i virkeligheden bliver ikke gennemført. Der afsættes ikke nok tid til det, og der indhentes ikke den nødvendige viden.

Resultatet er »pseudopolitik«, som »enten kratter i overfladen for at vise handling – eller omvendt sætter store bevægelser i sving på den halve tid uden større viden og vedholdenhed, som så ofte gør mere skade end gavn«.

Politikere, embedsmænd og journalister deltager ivrigt i, hvad Sigge Winther Nielsen betegner som »et absurd teater«, hvor politikerne foregiver at løse problemerne. Og paradoksalt nok foregår det på et tidspunkt, hvor der ifølge bogen netop er behov for en ambitiøs og seriøs tilgang til at løse de stadigt mere komplekse og sammenfiltrede problemstillinger, det moderne samfund er konfronteret med – eksempelvis klimakrisen og den manglende integration af indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet, som forfatteren med en betegnelse fra samfundsvidenskaben kategoriserer som »vilde problemer«.

Vælgerne belønner handling

Der er mange forklaringer på, at der bedrives mere pseudopolitik ved fordøren og er mindre fokus på bagdøren. Sigge Winther Nielsen peger blandt andet på, at de vilde problemer, der så at sige er tilbage, efter at de mere enkle problemer er blevet ryddet af vejen under opbygningen af velfærds- og konkurrencestaten, jo ganske enkelt er svære at løse. Hvilket alt andet lige gør det mere attraktivt at komme med en hurtig udmelding i medierne end at dykke ned i substansen.

Han fremhæver desuden, at politikerne ifølge forskningen i højere grad bliver belønnet for selve det at handle konsekvent, end for hvad konsekvenserne af deres handlinger reelt viser sig at blive. Der er også andre forklaringer på udviklingen. Men bogens store styrke ligger ikke så meget i denne analyse som i dens afdækning af, at der reelt er et problem med implementeringen af de store reformer, og at det er noget, både politikere og embedsmænd og til en vis grad også journalister er klar over.

Foruroligende læsning

Bogens gennemgang af de senere års store reformer efterlader ingen tvivl om, at den vedtagne politik meget ofte ikke virker efter hensigten. I mange tilfælde tværtimod.

Med hjælp fra forskere zoomer Sigge Winther Nielsen ind på nogle af dem. Blandt andet politireformen fra 2007, der skulle frigøre flere betjente fra skrivebordene, så de kunne komme ud og fange forbrydere, men som reelt førte til det modsatte. Og folkeskolereformen fra 2013, som hverken formåede at løfte elevernes trivsel eller faglighed, og som siden er blevet rullet delvist tilbage.

I interview forklarer politikere og højtstående embedsmænd i løbet af bogen, hvordan det kan gå så galt. Og det er i dén grad foruroligende læsning.

De beretter om en politisk proces, hvor tempoet er alt for højt, hvor faglig viden ikke bliver inddraget, og hvor der stort set ingen interesse er for implementeringen af politikken. Gennemgående er det, at de taler om Slotsholmen som sin egen boble. Og de fortæller, hvordan de reelle forhandlinger og politikudviklingen foregår bag lukkede døre i ministerierne, når partierne indgår politiske aftaler. Imens er lovarbejdet i Folketinget ofte blot en skinproces. Det er ikke muligt for politikerne i folketingssalen og udvalgene at ændre på de allerede indgåede aftaler, ligegyldigt hvor tungtvejende argumenter der eksempelvis måtte komme frem i høringssvarene.

Pisker rundt i et hamsterhjul

Et scoop i bogen er den forhenværende departementschef i Finansministeriet Martin Præstegaards bramfri udtalelser.

»Det der lange seje træk – at få tingene til at ske i den virkelige verden, det overser man meget hurtigt, når man sidder på toppen i Slotsholmen. Og derfor vedtager man mange ting på for kort tid. Så propper man det ned i systemerne og håber, det går. Det er sin egen lille boble, som man kan tillade sig at have på Slotsholmen, fordi man ikke driver virksomhed, der skal have nogle indtægter,« siger Martin Præstegaard blandt andet.

En anden tidligere departementschef, der optræder i bogen, er Jesper Fisker, som blandt andet har stået i spidsen for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Han er langt hen ad vejen på linje med Martin Præstegaard. Blandt andet udtaler han, at »det, man så laver inden i boblen, bliver endnu mere afkoblet fra den virkelighed, der er derude, til forskel fra dengang verden var mindre kompleks«. Man »pisker rundt i et hamsterhjul«, fortsætter han og bliver »tiltagende dårlig til at løse virkelighedens problemer«.

Galimatias om elbiler

Lige så bekymrende er udtalelserne fra en række politikere. Forhenværende skatteminister og nuværende formand for Venstres folketingsgruppe Karsten Lauritzen siger blandt andet sådan her (hvilket fortjener at blive gengivet in extenso):

»Vi politikere har vedtaget utroligt meget lovgivning, som ikke er administrerbar, og man forholder sig ikke til det som politiker – for du får forsider og breaking news på noget, når det bliver vedtaget i Folketinget, eller når et fiffigt forslag sælges til en journalist. Så kommer der måske noget senere, hvis der er en skandale, eller hvis Rigsrevisionen interesserer sig for det. Men det sker sjældent, og der er oftest ikke meget fokus på, hvordan det fungerer ude i virkeligheden, efter at reformen er vedtaget.«

Karsten Lauritzen beretter også, hvorfor den regering, han var en del af, foreslog et mål om en million elbiler på vejene. Baggrunden var såmænd, at andre partier først havde lagt pres på regeringen ved at foreslå en halv million elbiler.

»Og så sagde vi en million biler. Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk,« erkender han og tilføjer: »Men det valgte vi at gøre, fordi det der med at sige, at vi er meget ambitiøse, jeg vil gerne noget, det vil vælgerne gerne have. Så er det af mindre betydning, om vi når derhen.«

Et bud på en løsning

Sigge Winther Nielsen kunne godt have nøjedes med at stille sin dystre diagnose. Det var der kommet en god og vigtig bog ud af i sig selv. Men han går videre og foreslår også en kur: Der skal udvikles en entreprenørstat, som han skriver med et lån fra den italiensk-amerikanske økonomiprofessor Mariana Mazzucato, der har skrevet den indflydelsesrige bog The Entrepreneurial State.

Det ligger ikke inden for rammerne af denne anmeldelse at gå i detaljen med entreprenørstaten. Men i Sigge Winther Nielsens version går den grundlæggende ud på, at politikerne skal udstikke få, store visioner for at løse de mest påtrængende vilde problemer. Hvis det skal lykkes, skal nogle af de dyder, der er gået tabt, genetableres: Idealet er at gå grundigt, vedholdende og langsomt til værks i reformarbejdet og indarbejde dyb viden. Og så skal entreprenørstaten indgå partnerskaber med udenforstående aktører som organisationer, virksomheder og universiteter i erkendelse af, at den ikke på egen hånd kan løse de komplekse problemer.

Forfatteren foreslår en række helt konkrete tiltag, der kan bringe os tættere på den entreprenørstat, der kan levere holdbare løsninger på de vigtigste problemer. Og der er flere gode ideer imellem. Blandt andre at reformer bør udrulles gradvist, så eksempelvis en folkeskolereform kan testes på et begrænset antal skoler og derefter justeres, inden den rulles ud til hele landet. Eller at den såkaldte lovovervågning bør genindføres for at undersøge, om lovgivningen opfylder sit formål.

Og i den lidt vildere ende: At oprette et borgerting, der skal fungere som en form for andetkammer, der kan kvalificere lovgivningen, uden at det ligefrem sætter lovgivningsprocessen i stå.

Banalt, men rigtigt

Det kan virke naivt at forestille sig udviklingen af en sådan entreprenørstat, medgiver forfatteren. Og det kan måske også forekomme banalt at opstille et ideal om blandt andet grundighed og fokus på viden i reformarbejdet. Men ikke desto mindre er det nødvendigt, fordi det er værdier, der i høj grad er gået tabt. Det argumenterer Sigge Winther Nielsen overbevisende for.

Den allerede begyndende debat om Entreprenørstaten tyder på, at bogen vil sætte dagsorden. Man må håbe, det sker. For Sigge Winther Nielsen afdækker et påtrængende problem med vores folkestyre. Og hans bog har bestemt potentialet til at kunne sætte gang i et opgør med den pseudopolitik, der i alt for høj grad har vundet frem.

Sigge Winther Nielsen: ’Entreprenørstaten: Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det’. Gads Forlag, 383 sider, 300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Debatten om Entreprenørstaten kommer kun til at foregå mellem politikere, embedsmænd og medierne. Aktører som har kørt udviklingen af sporet.

Holger Nielsen, Brian Brooklyn, Kurt Nielsen, Carsten Nørgaard og Jørgen Munksgaard anbefalede denne kommentar
Birgitte Munk

Fin debat fra Sigge Winther Nielsen. Hvis folkestyret i dk virkeligt skulle rykke i karakter skulle der læres af den schweiziske føderale regerings model, deres demokrati og politik. Se også berlingske
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hvad-kan-danmark-laere-af-schweiz

Holger Nielsen, Marianne Rosendahl Erichsen, Emil Davidsen, Morten Larsen, Niels K. Nielsen, Jørgen Munksgaard, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Man kunne jo starte med Danmarks Radio. Jeg har ikke set nyheder og politiske debatprogrammer der i årevis, fordi det er sat op som politisk teater, hvor det handler om at vise (og skabe) konflikter, i stedet for at arbejde med løsninger. Se det ville være public service.

Holger Nielsen, Egon Stich, Jon Mangerel, Lillian Larsen, Søren Kristensen, Klaus Schwab, Brian Brooklyn, Michael Finn Jørgensen, Marianne Rosendahl Erichsen, Ove Junne, Anne Svendsen, kjeld hougaard, Erik Boye, John Scheibelein, Eric Philipp, Morten Larsen, Margit Lund Christensen, hans-henrik elofsson, Alvin Jensen, Nicolaj Knudsen, Brian Nocis Jensen, Søren Cramer Nielsen, Søren Christensen, Birte Pedersen, Knud Chr. Pedersen, Birthe Bjerregaard, Jørgen Munksgaard, Lisbet Møller, Katrine Damm, Anders Reinholdt, Anders Graae, Marianne Jespersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Tryggestad, jens christian jacobsen, Anne Malling, ingemaje lange, Pietro Cini, Ole Svendsen, Susanne Kaspersen, Bjørn Pedersen, Jeppe Bundgaard, Per Christensen, Bjarne Andersen, Torben K L Jensen, Peter Wulff, Inge Lehmann, Peter Mikkelsen, Jakob Sulsbrück Møller, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen, Martin Rønnow Klarlund, Mogens Bach Jensen, Carsten Munk, Sven Elming, Bent Larsen, Carsten Bjerre, Steffen Gliese, Niels østergård, Svend-Erik Runberg, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Anne Katrine G. Gelting anbefalede denne kommentar
Lars Pedersen

Et godt stykke henad vejen var det der her kaldes “Entrepenørstaten” vel netop essensen af Alternativets politik, da de blev skabt. Desværre blev det latterliggjort og til sidst endte det så også i cirkus. Men det var netop ideen om at tænke længere og arbejdere mere seriøst med, hvor vi vil være om 5, 10 og 50 år samt både mere ekspert og borgerinddragelse i politik udviklingen, der oprindeligt tiltalte mig ved deres projekt.

Holger Nielsen, Jonas Jørgensen, Michael Finn Jørgensen, John Scheibelein, Margit Lund Christensen, ingemaje lange, Ole Svendsen, Susanne Kaspersen og Inger Jensen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, jo - det der kommer tættest på borgerne: familie - arbejde - sundhed etc. er udlagt til kommune, region og private aktører - staten er under afvikling som vi kender den - heldigvis - det regionale forstået som fx "Arktisk", "Slesvig" og "Øresund" er under udvikling - ikke mindst nedefra.

Finn Jakobsen

Ja, man tager sig dagligt til hovedet over talrige eksempler på indspistheden mellem politikere, topembedsmænd, spindoktorer og hele kommentariatet.
Imens synker medlemstallene i partierne, og tilbage bliver kun de mindre talentfulde med spidse albuer. En frygtelig skrue for samfundet.
Jeg tror, det ville være nyttigt at udvikle en helt anden form for repræsentativt demokrati - ved at lade folketinget sammensætte ved simpel lodtrækning mellem alle valgbare borgere.
De der levebrødspolitikere med egalomane tilbøjeligheder, for hvem ordentlighed og grundighed nærmest virker som spild af tid, er ikke til at holde ud i landets fremmeste forsamling.

Holger Nielsen, Lillian Larsen, Søren Kristensen, Ove Junne, David Zennaro, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Christine Michelsen, Erik Boye, Eric Philipp, Margit Lund Christensen, Josephine Fruelund, Peter Høivang, Ole Eskesen, Anders Reinholdt, Hanne Ribens, ingemaje lange, Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel, Peter Wulff, Susanne Kaspersen, Flemming Jensen, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Jan Fritsbøger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Undskyld, der skal stå: megalomane.

Steffen Gliese

Finn Jakobsen, man skal huske, når man taler direkte demokrati, at det var embedsmændene, der blev udpeget ved lodtrækning, selve beslutningsprocessen lå i hænderne på den samlede befolkning af frie mandlige borgere. Hvorfor kvinderne ikke var med, kan man godt kritisere, men det ville betyde et voldsomt skred i rammerne for repræsentation, hvis man udvidede gruppen af valgbare til det dobbelte.
Som det var, kunne hver mandlig borger forvente at blive udpeget til et offentligt embede to gange i løbet af sine aktive manddomsår.

Inger Jensen

Det allerværste eksempel er måske skattereformen, som har medført at op mod 100 mia kr. er sevet ud af statskassen.
Eksempler:
De ambitiøse, men fejlslagne edb-systemer, der skulle erstatte 1/3 af de ansatte,
den manglende kontrol, der førte til skandaler med udbytteskat, momssvindel og bilafgifter,
de mange afskrevne restancer, der skyldes problemer med registreringer i inddrivelsen og forældelse.
Skat forsøgte at lappe på hullerne med knap 15 organisationsændringer på 12 år - til stor frustration for de ansatte og masseflugt af kompetente ansatte.
Nu er man tilbage på samme antal ansatte som før reformen, men der er stadig lang vej til at få den store organisation til at køre.

Holger Nielsen, Peter Wulff, Lillian Larsen, David Zennaro, Steen K Petersen, Anne Svendsen, Jacob Schmidt, René Hansen, John Scheibelein, Eric Philipp, Morten Larsen, Nicolaj Knudsen, Birte Pedersen, Knud Chr. Pedersen, Marianne Jespersen, Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange, Ole Svendsen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Inge Lehmann, Peter Mikkelsen, Lise Lotte Rahbek og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at politikerne og især embedsmændene for mange år siden fandt på, at de i stedet for at finansiere aktiviteter i civilsamfundet ville have noget til gengæld, der almindeligvis spændte ben for det ligefremme, enkle formål med foranstaltningen.
Eksemplerne er legio: da kommunerne solgte deres udlejningsejendomme og i stedet fik ekspropriationsret i de almennyttige boligforeninger, da kulturstøtten blev bundet op på, at man også inddrog amatører, og da man efterfølgende pædagogiserede hele miljøet for udviklingen af nye generationer af kunstnere.
På det sociale område er det selvfølgelig værre, fra opdragelsen til at skulle stå op om morgenen (hvad kommer det nogen ved, hvis der ikke er noget at stå op til), udførelsen af bunker af pseudoarbejde for understøttelse eller kontanthjælp m.m.
Det er et kraftigt brud med den politik, der vandt frem fra 60erne og langt ind i 90erne, hvor samfundet retteligt så sin opgave i at give borgerne positive tilbud fremfor en opdragende foranstaltning udover barneårene
Men selvfølgelig skal staten ikke opdrage på voksne, myndige mennesker, den skal yde dem mulig nødvendig bistand i påkommende tilfælde indenfor brede rammer.

Holger Nielsen, Sander Specht, Marianne Rosendahl Erichsen, Lillian Larsen, Steen K Petersen, Anne Svendsen, Morten Hansen, Birte Pedersen, Finn Jakobsen, Peter Wulff, Katrine Damm, Anders Reinholdt, Marianne Jespersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Svendsen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Peter Mikkelsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

hmm schweiz har en stor mineindustri ifølge "tanten" og jeg kunne så godt finde på at spørge hvad den mineindustri udvinder, og især hvor, d
et skulle vel aldrig være i 3dieverdenslande hvor man kan købe koncessioner billigt af lokale magthavere, og ansætte lokalbefolkningen til slaveløn, for den gesjæft er der helt klart gode penge i, især hvis man også er leverandør af miltært isenkram til "diktatorens" hær,
og måske er succesen generelt baseret på globaliserede virksomheder, så de lukrative stillinger er placeret i hjemlandet, og manden på gulvet så typisk lever og arbejder i lavtlønslande, og har en meget lavere forventet levealder, ja statistik kan virkelig misbruges når man vil,
jeg tror i hvert fald ikke på at det er den højredrejede politik som er forklaringen, så skulle det være fordi "trickle down" er et ægte og fungerende fænomen, men det ved vi jo godt ikke passer,
men det vil tanten jo vældig gerne have folk til at tro, var det ikke også tanten som havde en stort opsat artikel, om det urimelige i at de 10% rigeste i DK betalte hele 40% af alle skatter, og lige glemte at nævne at de samme 10% får 80% af alle indtægter. altså betaler de resterende 90% 60% af alle skatter, ud af kun 20% af indtægterne, ja det er vel nok synd for de rigeste at de overhovedet skal bidrage.

Lise Lotte Rahbek

David Zennaro
Du er ikke alene om at fravalget. Det er i grunden lidt sært -at de nyheder og den samfundsdebat som kan være samlende og relevant for hele landets befolkning er udliciteret til privatejede platforme
Og licensen til DR.. tjah, jeg er kommet i stærk tvivl om, om den ikke bare skal gå til at støtte dansk-sprogede film, kulturudsendelser og dokumentarer. Vel at mærke under forpligtelse til at bruge en dansksprogkyndig redaktør.

David Zennaro, Carsten Munk og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jan Fritsbøger, reelt er Schweiz ligeså socialdemokratisk som Danmark. De har struktureret sig på lidt andre måder, men målet er det samme, og bl.a. igennem en fuldkommen transparent lønstatistik har de både sikret en højere grad af ligeløn OG lønninger, der er blandt de højeste i den vestlige verden - måske fordi de aldrig for alvor har forladt laugstanken?

Ole Svendsen

@ Finn Jakobsen
God idé!
Idéen om at folketinget sammensættes ved tendens lodtrækning, hvor det tilstræbes at sammensætningen i folketinget så vidt muligt repræsenterer befolkningssammensætningen, ville gøre at levebrødspolitikere ville være en saga blot.

Det ville formentlig også betyde at dem der kom i Folketinget på denne måde, ikke var blevet korrumperet af mange års kynisk kamp for at nå magtens tinde.
Jeg tror det ville betyde, at dem der sad i et sådant folketing var mere medmenneskelige og ønskede at benytte sig af de 4 år til virkelig at gøre en forskel. De skulle heller ikke bekymre sig om at blive genvalgt.

Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Benjamin Bjerre og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Ole Svendsen: ja.
Men vi skulle så også få styr på, at embedsværket ikke går amok i magtbrynde.
En eller anden retsinstans sklle opfindes for at begrænse galskaben.
Eventuelt kunne man alternativt tænke i et to-kammersystem.

Evald Mehlsen

DR er i sagens natur nødt til at afspejle os. Tyskerne har på tv en lænestolsdebatform. Det synes dog ikke at indvirke på lovgivningen. Frankrig har utallige, uløste problemer uanset skærmdebatterne. Italierne kommer ikke ud af stedet. De taler i mu den på hinanden.

Folketingskanalen viser vore politikere fra en overraskende anden side. Det ser man i de talrige samråd. De kan faktisk snakke fornuftigt sammen.

Gider vi seriøse debatter? Deadlines korte halve time trækker vist ikke mange seere. Det siger værterne. DR synes at ville lægge de seriøse debatter over på radio. Orientering på P1 har næppe heller mange almindelige lyttere. DR har måske blot en forkert ledelse. Eller de forkerte seere.

jens christian jacobsen

Mon ikke snarere forfatteren ser verden ud fra den utålmodige journalists kritik af manglende interesse hos embedsværket for politikimplementering? Et ministerium har to niveauer. Et departement og en eller flere styrelser. Departementet tager sig af politikudvikling. Styrelser af politikimplementering. Sådan har det været i Danmark siden 1969, og det har vel egentlig fungeret meget godt.
Hvis der er trængsel ved fordøren i politik skyldes det snarere, at journalister kun befinder sig ved fordøren. Her er de store overskrifter. Her er skandalerne. Ved bagdøren foregår politikimplementeringen gråt og hverdagsagtigt. Det interesserer ikke journalister.
Uden at have læst bogen vil jeg hævde, at der allerede bliver inddraget masser af interesseorganisationer, enkeltpersoner og forskning i politikudviklingen. Og det er snarere her kritikken bør sættes ind. Hvis eksempelvis tidl. minister Karsten Lauritzen mener, at der gik overbud i elbiludmeldingerne skyldes det, at departementet ikke turde sige en minister imod. Her er der et problem. Storskrydende ministre, der vil gøre alt for at tiltrække journalister, der vil gøre alt for en fed overskrift. En symbiotisk dødsspiral. Styrelserne derimod arbejder stille og roligt. Med en ofte umulig implementeringsopgave, der swinger med vinden, medierne og masserne.

Herdis Weins, Jacob Schmidt og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Rolf Czeskleba-Dupont

Et eksempel fra Københavns Kommune
Her i maj måned har Enhedslistens teknik- og miljøudvalget skullet tage stilling til årsrapporten 2020 fra ekspertgruppen for Sundhed og Luftforurening. Deres stillingtagen ligner absurd teater: ”Enhedslisten er kritisk overfor et forbud mod brænderøg”
Kan det gøres mere dumt? Jeg troede mit parti baserede sin politik på indsigt.
Som Karl Marx skrev om den 1.Internationale: indsigt og forsigtighed!

Steffen Gliese

Den væsentligste årsag til elendigheden er dog helt utvivlsomt, at befolkningen har fravalgt politisk aktivisme, og at politikerne derfor i dag i meget ringe grad repræsenterer andet end sig selv og partiorganisationen.
Socialdemokratiets reelle brud med fagbevægelsen er nok det grelleste og værste eksempel.

Kim Houmøller, Peter Wulff og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Vi skal huske på at Christiansborg er først og fremmest en arbejdsplads og på en arbejdsplads nytter det ikke noget at gå rundt og konflikte hele tiden. Omvend, så skal der jo være en debat og det er her Debatten - eller det politiske teater - kommer ind i billedet.

Steffen Gliese

Ja, Søren Kristensen, Christiansborg er ganske rigtigt en arbejdsplads, men ikke for de folkevalgte, de er repræsentanter.

Jan Fritsbøger

Rolf jeg synes faktisk også et forbud imod brændeovne i byerne er en dårlig ide, ville være mere rimeligt hvis man indførte obligatoriske partikelfiltre til boliger med brændefyring, evt suppleret med ( høje? ) krav til ovnenes effektivitet.

Jan Fritsbøger

Steffen, hvis du læser tantens artikel ser Schweiz ikke ligefrem socialdemokratisk ud, alt det artiklen fremhæver som årsagen til at Schweiz er et godt land er da rendyrket borgerlig politik, men jeg synes nu heller ikke længere at Danmark er specielt socialt ,
S er i dag et entydigt borgerligt parti, ingen sociale ideer der.